lørdag den 23. juni 2018

I dare don't dig any deeper down

Nu er vi snart ved vejs ende - udover en række lækre chips og en sidste omgang smukke huse, bliver dagens blandede snapshots min sidste beretning fra Boston. Der er et par nævneværdige minder tilbage, og det første er besøget på endnu en kirkegård; Edson Cemetery i udkanten af Lowell. Her ligger Jack Kerouac, der forudsigeligt nok har betydet meget for både min kæreste og jeg, og kirkegårdsbesøget var en langt bedre oplevelse end den lidt tarvelige Jack Kerouac Park inde i byen. 

Og så mødte jeg endelig sådan en luftballonfyr. Det er et helt elendigt billede, men jeg har altid drømt om at se én (et ret beskedent ønske, egentlig), og jeg mødte kun denne ene, desværre. Nederst er en flot bygning, som jeg gik en skummel omvej for at fotografere, så alene derfor fortjener den en plads i dette indlæg. 

I New York fandt jeg flotte bronzefigurer og en Svampebob/Homer Simpson-hybrid på Lower East Side, og i Boston gik jeg forbi Museum of Fine Arts og et gigantisk babyhoved lavet af Antonio Lopez-Garcia. Der var i det hele taget ret meget fint og offentligt tilgængeligt gadekunst i både Boston og New York, hvilket gjorde det endnu mere spændende at gå på opdagelse. 
Dyrelivet var også helt særligt, selvom det selvfølgelig ikke har været på hverken Yellowstone- eller sydstatsniveau. Jeg har set flere egern end nogensinde før i mit liv, og for første gang set deres små fætre jordegern i det fri. De levede især på de mange kirkegårde, hvor vi på én af dem også stødte på en kalkun, og ellers så vi gæs i store mængder og hele fem ørne. Labradoodlen var en populær hunderace i Boston, hvor jeg hilste på flere nuttede snuder, og vores værtskat Smu sørgede for, at vi ikke savnede katteselskab. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar