lørdag den 9. juni 2018

in my heart there's flowers growin'

Jeg har allerede fortalt ret meget om min ferie i Boston uden overhovedet at nævne Boston selv, men ligesom jeg blev totalt forelsket i Somerville, har Boston også stjålet mit hjerte. Det er en virkelig sød og overskuelig lille storby (siger hende, der ikke har været i ret mange storbyer - men vi besøgte New York senere på ferien, og dét er en stor storby), den har den perfekte beliggenhed ud til vandet og inddæmmet af den idylliske Charles River. Der er uddannelsesinstitutioner overalt (har trisset lidt rundt på både Harvard og MIT), men stemningen er ikke irriterende og prætentiøs, som den nogle gange kan blive i studiebyer (Århus, jeg kigger på dig). 
Vi har været turister i stor stil på denne tur, og jeg fortryder ikke et sekund af det. Boston er arnestedet for en meget vigtig del af USAs uafhængighedshistorie, og det har været en stor oplevelse at gå The Freedom Trail og blive blæst tilbage af historiens vingesus ved Granary Burying Ground, Old State House, Bunker Hill Monument, Faneuil Hall og USS Constitution - ikke mindst fordi jeg kender dem fra mit all-time yndlingsspil, Fallout 4, der foregår netop i Boston. Min veninde spiller heldigvis også, så jeg var igen ikke alene med mit nørderi. 
Vi købte et Boston City Pass, hvilket igen er en ufattelig turistet ting at gøre, men det kan virkelig anbefales. For 59$ fik vi adgang til fire af byens største attraktioner, der hver især var liiiidt for dyre; nemlig en havnerundfart, Museum of Science, New England Aquarium og Skywalk Observatory på toppen af Prudential Tower. Sidstnævnte har en virkelig fin udsigt over byen og gør det nemmere at fornemme dens størrelse, og i horisonten kunne vi se Boston Harbor Islands, som vi senere sejlede ud forbi. På sidste billede kan man ane Fenway Park, der ret overraskende skulle ende med at blive en af feriens klare højdepunkter - men det var så god en oplevelse, at det får sit helt eget indlæg. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar