søndag den 17. juni 2018

you knew in five minutes

Noget af det, jeg havde glædet mig allermest til ved USA-turen, var maden. Jeg elsker god mad, og jeg er helt ærligt ret glad for tunge, kalorierige retter, så det amerikanske køkken falder bestemt i min smag - i hvert fald i en kortere periode. Vi spiste ude adskillige gange, men to gange flottede vi os - første gang da vi inviterede vores værtspar på restaurant Rabia's i Bostons North End. Når vi nu var i New England måtte vi naturligvis smage hummer, men selvom jeg følte at jeg burde smage den traditionelle lobster roll, som min kæreste fik, faldt jeg for pastaretten 'Lazy Man Lobster' der kombinerede flere af mine yndlingsingredienser; pasta, ost og lækre skaldyr. 
Anden gang vi bestilte mad helt uden at skæve til prisen var på min venindes 30-års fødselsdag. Tidligere på dagen havde vi fået den fine rundvisning på Fenway Park, men vi var blevet lidt våde og kolde, og trængte til noget god mad og en cocktail. Og det fik vi på La Brasa i Somerville - en temmeligt hipsterpræget restaurant, der vandt på den eminent gode mexicanske mad. Vi fik carnitas, fried chicken wings, empanadas, tostadas og en loaded sweet potato, og det hele var bare ufatteligt godt. Betjeningen var mildest talt ikke helt på samme niveau, men da vi først var kommet til bords og havde bestilt, blev det en ganske mindeværdig aften. 
Mit besøg i USA gav mig også mulighed for at smage andre Coca Cola-varianter end de europæiske - først og fremmest den ikke afbillede, helt klassiske originale Coca Cola, som jeg faktisk synes lidt mindre om end vores danske variant. Mexi-Cola, der som navnet antyder er fra Mexico, falder meget mere i min smag, og fersken-udgaven var også ganske interessant, uden at jeg dog blev blæst bagover. Der er bare intet der slår en dansk dåsecola. 
Jeg har også spist SÅ meget fedtet mad, og det har været ubeskriveligt godt. Heldigvis har jeg også gået i gennemsnit 25 kilometer om dagen, så frituren har ikke nået at sætte sig alt for godt fast. Et af de mest kalorietunge måltider blev indtaget på Dysart's, der ligger ved en tankstation i Bangor, Maine, og (selvfølgelig) er inspirationen for Stephen King's Maximum Overdrive. Vi blev betjent af en fantastisk sød servitrice, fik nogle forrygende potato skins til forret, og så fik jeg en solid og lækker omgang mac and cheese, som jeg måtte tage halvdelen af med hjem i en doggy bag. Min veninde fik en peanutbutter milkshake så stor og fyldig, at den var et rigeligt måltid i sig selv, så lad mig anbefale denne diner-lignende restaurant, i det usandsynlige tilfælde at I skulle komme forbi Bangor i Maine. 
Jeg har som sagt badet i friture, men en gang imellem bad min krop om bare en anelse grønt på tallerkenen. På første billede fik jeg hos Warehouse Bar & Grille forførende gode små sweet potato tops og en sund wrap, der dog gemmer sig bag min usunde cola, og på andet billede en meget lækker avocado/tun-toast fra Sonsie i Back Bay. Her fik jeg bare vand til. Jeg sværger. 
Udover at spise hummer, ville jeg også meget gerne besøge en autentisk diner - det mål blev opnået i Bangor, hvor vi spiste hos Judy's, hvor der kørte Fox News på TV-skærmene, og hvor man blev kaldt 'honey' af Judy selv, der frarådede min veninde at købe to pandekager, selvom vi skulle dele dem. Vi lyttede dog ikke til hendes råd, fik to lækre og GIGANTISKE pandekager, men kunne rigtigt nok kun spise den ene. Det var lidt halvpinligt, men vi havde trods alt også lige fortæret en Judy's House Special.

Derudover har jeg fået SÅ meget god mad hos mine værter i Somerville. Jeg er blevet beriget med så mange lækre pastaretter og pizza i mange forskellige varianter. Al den gode mad er noget af det, jeg savner allermest ved USA. 

2 kommentarer:

  1. .. fååårk!
    Tag mig med næste gang!

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Gerne! Jeg er sikker på, at vi godt kunne finde fælles fodslag på de amerikanske restauranter. :D

      Slet