tirsdag den 31. juli 2018

walk through the fields and feel nature's glow

I går startede min ferie rigtigt, og min kæreste og jeg har sat os et mål om i denne ferie at bruge alle de gavekort, vi fik forærende til vores bryllup. Næste torsdag har vi et halvt års bryllupsdag, hvilket skal fejres med både kroophold og middag, men i går startede vi roligt ud med en 'luksusbrunch' på Café 8Tallet i Ørestaden - jeg har været der før, men vil nok helt ærligt mest anbefale den for placeringen. Det er helt enestående at kigge ud over Kalvebod Fælled, og selvom maden bestemt ikke er dårlig, er den ret standard. (Og så kommer jeg ALDRIG til at forstå, at fem fedtede skiver købe-chorizo (som vi i øvrigt kun købte, fordi stedet 12 minutter efter åbning 'desværre ikke kan byde på' grillet pølse) eller en tallerken med to skiver ost kan koste det samme som en ret lækker avokado-servering eller en avanceret yoghurt med granola.) Det er vist et gennemgående tema hos de caféer, der er tilmeldt gavekort-ordningerne - men igen; det var bestemt ikke dårligt. Jeg tror jeg skal prøve deres smørrebrød, hvis jeg vender tilbage igen - de så ret lækre ud. 
Bagefter gik vi en lang tur på Kalvebod Fælled omkring Naturcenter Amager, som jeg altid gerne sender en anbefaling efter. På 8Tallet blev vi omringet af forkælede, skrigende børn, og vi flygtede før min kæreste nåede sin morgenkaffe, fordi jeg havde lokket med Naturcenterets café (hvor jeg meget hellere ville have brugt mit gavekort), der serverer god kaffe og lækre is. Desværre har de lukket om mandagen, men da vi fandt Skraldetorsken Torben i stedet, hjalp det lidt på humøret. 
Vi fandt også fåreflokken, der var ualmindeligt sløv i den bagende middagshede. De ville gerne lige nusses lidt i panden og gumle lidt på min nederdel, og det var ret hyggeligt at tage en slapper med dem i skyggen. Jeg tror ikke, at Naturcenter Amager har en dyrepasser ansat, men ellers ville det også være et job, jeg sagtens kunne se mig selv i - også selvom jeg ville skulle tackle en hel del forkælede og skrigende unger. 


Nu sidder jeg i toget på vej til Jylland, hvor jeg skal holde et par dages ferie hos min far, der lige er kommet hjem fra den årlige Tysklandsferie. Jeg er stadig noget trist over, at jeg ikke kunne komme med i år, men et par dage i barndomsbyen bliver nu heller ikke så dumt.

fredag den 27. juli 2018

that's the time the teardrops start

Jeg har haft en seriøst dårlig morgen. Jeg er ellers blevet ret glad for mine morgener - i hvert fald her om sommeren, hvor jeg ikke føler, at jeg står op midt om natten - men min ellers rolige morgencykeltur blev lige noget mere dramatisk i dag, da der løb en rotte lige ud foran min cykel ved Kløvermarken. Dengang jeg kørte bil, havde jeg decideret angst for at gøre skade på andre, men den følelse forsvandt heldigvis, da jeg skiftede til den tohjulede - og så er det bare helt ekstremt ufedt at cykle over en rotte, så den brækker ryggen. Jeg ved ikke, om I har hørt rotter skrige, men det er heller ikke ligefrem min yndlingslyd, og jeg fik den heldigvis aflivet hurtigt.

Jeg ved godt, at døende rotter er et lidt underligt emne at tage op, men jeg har tænkt over det lige siden, og det har påvirket mig ret meget. Jeg er dyrepasser, og jeg arbejder med forsøgsdyr - og måske netop derfor er det vigtigt for mig at understrege, at jeg elsker dyr mindst lige så meget som jeg hele tiden har gjort; ligesom alle mine kollegaer i øvrigt gør det. De var også helt kede af at høre om min oplevelse (især fordi jeg er helt sikker på, at jeg fik aflivet en sulten rottemor med unger et sted - kan næsten ikke bære at tænke på det); næsten alle har minimum ét kæledyr (jeg er i den lave ende med kun Jimmy), og jeg arbejder også sammen med veganere, der ikke spiser kød af dyrevelfærdsmæssige årsager. Der er nok en tendens til at tænke, at mennesker, der arbejder med forsøgsdyr, må være både afstumpede og følelseskolde, men det er så langt fra virkeligheden, som man overhovedet kan komme. Vi elsker 'vores' dyr, og det er os, der beskytter dem mod unødig lidelse - og når vi af og til skal aflive dyr, bliver det gjort med den største respekt for dyret og så hurtigt og skånsomt som muligt. 

Og ja, jeg har efterhånden aflivet en del rotter - også manuelt, og også nogle, der var dobbelt så store som rottemor i dag. Men en kontrolleret aflivning med de rette redskaber er noget helt, helt andet end at komme til at skade et dyr, og det behøver jeg ikke at opleve igen. Når det er sagt, er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg kunne aflive den - havde det været for to år siden, havde jeg nok bare stået hjælpeløs ved siden af og grædt ukontrolleret. (Husker stadig dengang for ikke sååååå mange år siden, da min søster og jeg ringede efter min far for at få ham til at aflive en fugleunge, der var faldet ud af en rede...)

Det har også medført, at min sidste arbejdsdag på denne adresse blev lidt mærkelig - da jeg rørte ved rotten fik jeg automatisk karantæne fra vores dyrestalde, eftersom det ikke ville være optimalt at smitte hele universitetet med kloaksygdomme. Nu er jeg gået på ferie, bagefter skal jeg starte et helt andet sted (og lege med grise!!!), og så er det blevet skoletid igen. Derfor skal jeg først arbejde med mus og rotter igen til november, og det var en lidt ærgerlig måde at starte dén pause på. 

tirsdag den 24. juli 2018

watching the flashbacks intertwine

Da jeg første gang læste samlingen Hearts in Atlantis fra 1999, gjorde den ikke det store indtryk på mig, men med denne gennemlæsning har jeg læst den som en del af The Dark Tower-universet, hvilket straks gør historierne noget mere interessante - men jeg synes godt jeg alligevel kan tillade mig at sige, at den stadig ikke er blandt mine favoritter. Historierne er en hyldest til tresserne; den periode, Stephen King selv voksede op i, og som han her har et både rosenrødt og problematisk forhold til; her er både studenteroprør og Vietnamkrig, og det er tydeligt at mærke, at King skriver om emner han har et nært forhold til.

Samlingen består af hvad jeg vil kalde to korte romaner og tre noveller, og den starter med den længste, Low Men in Yellow Coats, der også er forlæg til filmen Hearts in Atlantis fra 2001. Her er hovedpersonen den 11-årige Bobby Garfield, og selvom det langt fra er første gang Stephen King skriver om børn, er det en af mest naturlige; måske fordi King selv var barn dengang og voksede op uden en far. Der er elementer af både It, The Talisman, The Gunslinger og Insomnia i denne historie, men udover de stærke karakterer, virker det hele for mig desværre lidt som en lettere fortyndet blanding af dem alle.   

Bobbys far er død, og han vokser op med en mildest talt anstrengende mor, der dog heller ikke selv har et særlig nemt liv. Hun er selvcentreret og dømmende, men prøver alligevel så godt hun kan - og det er med til at gøre deres forhold noget mere komplekst. Temaet synes at være, at verden ikke er fair, men vi må prøve at få det bedste ud af livet alligevel. Den lidt forsømte Bobby får et tæt forhold til bygningens nye lejer, Ted Brautigan, der har en mystisk fortid og er på flugt fra de såkaldte low men. Historien udvikler sig ganske dramatisk, og det er klart samlingens bedste - især med The Dark Tower-elementet, der er et stort plus. Det er først med Ted Brautigan, at vi stifter bekendtskab med det ultraseje begreb 'breakers', der også omfatter karakterer som Carrie, Charlie fra Firestarter og Danny Torrance, og som spiller en afgørende rolle i universets fremtid. 

De efterfølgende historier har alle referencer, callbacks eller karakterer fra Low Men in Yellow Coats, og den opsætning fungerer virkelig godt for mig. Den første foregår i 1960, og den sidste slutter i samme lille by næsten fyrre år senere, og selvom historierne for mig ikke er de allerstærkeste, er jeg ret glad for denne kronologi. Den næste historie hedder faktisk Heart in Atlantis og foregår på University of Maine i 1966, hvor hovedpersonen sammen med resten af kollegiet bliver helt opslugte af kortspillet 'Hearts' (jeg kender det ikke, hvilket faktisk var lidt forstyrrende). Det er en fin historie om universitetsliv i tresserne og starten af studenteroprøret.

De sidste historier har også relationer til Low Men in Yellow Coats - vi finder ud af, hvad der er sket med Bobbys bedste ven Sully John og hans barndomskæreste Carol, der viser sig at være den røde tråd igennem alle historierne. Det er nogle ret eksplicitte og ubehagelige krigshistorier, der er både opfindsomme og gruopvækkende,  men det er desværre tydeligt at læse at en historie som 'Blind Willie' er skrevet langt før de andre og blot er blevet tilpasset samlingens tema.
Filmatiseringen fra 2001 af Low Men in Yellow Coats hedder forvirrende nok Hearts in Atlantis, men det er forståeligt nok at instruktør Scott Hicks har valgt den bedste fortælling - og én, der indeholder børnevenskaber; et gennemgående, succesfuldt tema i Stephen King-filmatiseringer. Jeg må desværre sige med det samme, at jeg var ganske undervældet af denne film, der uden Dark Tower-referencerne virker ganske overflødig og uden et egentligt mål. Det er en skam, for King-gengangeren David Morse (The Green Mile OG The Langoliers) spiller ganske udmærket, ligesom Anthony Hopkins som Ted Brautigan er helt forrygende - deres velleverede replikker falder bare lidt til jorden, når man ikke er investeret i historien. Anton Yelchin spiller den egentlige hovedrolle Bobby, og man kan heller ikke for alvor sætte en finger på hans præstation - det hele er igen bare lidt fladt, og virker som en sloppy blanding af tidligere og bedre King-filmatiseringer. 
Et af mine yndlingsøjeblikke fra både bog og film, er da Ted Brautigan snakker om glæden ved at læse bøger. Han beskriver, hvordan man nogle gange skal læse en bog for historiens skyld, uden at være snobbet eller have fordomme over for genren - mens man andre gange skal læse en bog for sprogets skyld, for begge dele er en gave. Jeg er meget enig, og jeg har for længe siden lært ikke at skamme mig det mindste over at elske Stephen King, selvom han mildest talt ikke indgår under kategorien finkultur.
Det er lidt pudsigt, at jeg læste lige netop Hearts in Atlantis inden min tur til USA og Stephen Kings hjemby Bangor. Som allerede vist måtte jeg tage en signeret bog med hjem, og lidt tilfældigt (+prismæssige hensyn) faldt valget på en samling af essays netop relateret til den tid, Stephen King gik på college. Der er fortællinger fra medstuderende og venner - og ikke mindst fra mesteren selv - og jeg glæder mig til at læse den. Den ligger dog ikke øverst i bunken lige nu, da jeg stadig har næsten hele Joe Hills forfatterskab til gode, hvilket altså trækker en del mere. I morgen starter Castle Rock- serien på Hulu (på HBO Nordic i overmorgen), og den har jeg virkelig også set frem til. Det er gode tider at være Stephen King-fan!

lørdag den 21. juli 2018

we'll save the last sunlight

Jeg er efterhånden ved at være kommet mig helt over min operation, men det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side hele tiden - jeg har derimod haft en række gode venindeaftaler indeholdende alt fra æble/avocado-is til kanalrundfart og fåreklapning, men eftersom min telefon ganske spontant lagde sig til at dø i tirsdags, har jeg ikke billeder fra mine eventyr. Til gengæld fandt jeg disse billeder i gemmerne, og det er en stor fejl at jeg aldrig har fået dem vist, så nu er det tid. 

I april var jeg nemlig på troldejagt med min kæreste, og vi fandt tre af de seks Glemte Kæmper på Vestegnen. Jeg ville så gerne have fundet dem alle, men min kæreste var lidt tømmermændstræt, og sofaen lokkede med fodbold og fastfood, så jeg måtte nøjes. Min gode veninde var dog ganske lydhør over for mine problemer og stillede sig selv og en bil til rådighed blot et par dage efter, og vi havde den bedste forårsaften i den skønne natur. Aftenens første trold var Sovende Louis, der gemte sig i et buskads i Rødovre.
Vi fandt Teddy Venlig ved Hakkemosen i Høje Taastrup efter lidt søgen - ligesom de andre er han ikke helt nem at spotte, men gemmer sig gerne lidt bag nogle træer og buske. Han er nok min favorit - jeg synes han er utroligt udtryksfuld af bare at være bygget i genbrugstræ af frivillige, og det er så fint, hvordan han hjælper rejsende over vandet. 
I Ishøj parkerede vi ved Arken og gik en god, lang tur for at nå til den sidste trold, Oscar Under Broen. Jeg synes han er liiiiidt uhyggelig, og det er lidt synd, at han efterhånden mangler så meget af sit hår. Men han er igen imponerende godt lavet, og det var sjovt at kravle rundt på ham. Bagefter kunne vi nyde Arkens udendørs udstillinger i det sidste sollys, og det var et perfekt sidste stop. 

Igen, jeg kan virkelig anbefale alle at tage på troldejagt - hvad enten man har børn med eller ej. Vi mødte flere der cyklede rundt til troldene -  hvilket er en virkelig god idé, da ruten er overkommelig - men jeg var nu glad nok for at udnytte, at vi for en gangs skyld havde en bil til rådighed. 

mandag den 16. juli 2018

not really something to shout about

De første par dage efter min operation er forløbet helt stille og roligt, og jeg kan stadig ikke helt forholde mig til, at det har været komplet udramatisk. Jeg har nydt, at min udsigt har været den på billederne og ikke fra en hospitalsseng, og så har det været meget rart at kunne placere sig foran Xboxen ved højlys dag og med bragende solskin udenfor uden at skulle have dårlig samvittighed over dét. I dag er jeg dog vågnet med enormt ømme og hævede lymfekirtler og måske et lidt hævet operationssår, så jeg tager lige et smut til lægen i stedet for den planlagte tur i Zoo. Jeg er ekstra påpasselig med mine sår, da jeg aldrig nogensinde igen har behov for at opleve en infektion og betændelse i et operationssår - efter sidste omgang blev jeg endda kortvarigt vegetar, da betændt og råddent kød ikke er super appetitvækkende. Man er ikke altid selv herre over infektioner, selvfølgelig, men jeg håber virkelig, at jeg styrer udenom denne gang.

//Lille update. Det viser sig, overraskende nok, at det nogle gange kan være en udfordring for OCD-patienter at blive opereret, eftersom de ikke rigtig kan slippe tanken om, at der går betændelse i såret. Lægen sagde 'de' og mente mig, men det er helt fint - såret ER lige på grænsen, mine lymfekirtler ER hævede, og jeg er ikke hysterisk (siger lægen, hehe).  Nu lægger jeg mig tilbage på sofaen, tilkalder min veninde og smækker en Ghibli-film på skærmen, og så er såret meget pænere i morgen. 

fredag den 13. juli 2018

into the black of a starless sky


 Ligesom centreringen af denne tekst (but why!?) er min sommer som sagt lidt mærkelig (og har været lidt mærkelig de sidste par måneder). I morges blev jeg lagt i fuld bedøvelse på Hvidovre Hospital og fik fjernet en cyste på størrelse med - ja - et lille babyhoved fra min ene æggestok. Jeg har haft den ret længe, tror jeg, men den blev opdaget i februar hos en gynækolog, hvor jeg kortvarigt var ved at dø af skræk, indtil jeg fandt ud af at det var ret normalt. Den forsvandt dog ikke af sig selv igen, men blev i stedet bare større. Faktisk var den ved at true vores tur til USA, da min rejseforsikring ikke ville dække en eventuel akut operation i Boston, men jeg tog altså chancen og tog afsted alligevel. Jeg har været på toilettet konstant de sidste måneder, da cysten har presset på min blære (det er længe siden jeg har været så selvudleverende på bloggen- og hvilken måde at vende tilbage på!), og jeg har gjort alt for at blive opereret i juni, hvor jeg langsomt visnede væk på min gamle afdeling. Men nej - det skulle være nu, midt i mine fire korte, intense uger på arbejdets mest spændende sted, det er klart! 
Men alt det er lige meget nu, for nu er jeg opereret, og det gik over al forventning! Eller, det gik nok bare som det skulle, men jeg har ikke den allerbedste trackrecord med operationer i fuld bedøvelse, og selvom jeg lyder ganske kæk i denne tekst, har den gamle oplevelse med en elendigt udført blindtarmsoperation sat sig ret dybt i mig. Jeg har nok også set lidt for mange gysere til at jeg blev decideret begejstret for at se min operation udskudt to dage til fredag d. 13 (gør bare babyhoved-målestokken endnu bedre), og i går aftes nåede jeg faktisk at blive ret nervøs. Det kommer nok meget godt til udtryk i det doomsday-agtige billede fra Somerville jeg havde udvalgt på forhånd til dagens tekst, men eftersom jeg er ret meget på toppen, deler jeg lige min insta-story også. Og ja, det er en bamse-gif og Gudetama - jeg havde totalt optur på, da jeg vågnede efter bedøvelsen. Jeg skulle heldigvis opereres som den første; jeg blev taget SÅ godt imod klokken lidt i syv i morges, og jeg følte mig hurtigt helt tryg ved alle de søde mennesker. Efter hvad der føltes som et øjeblik, kom jeg til mig selv på opvågningen og var overraskende frisk - en verden til forskel fra sidste gang, hvor jeg vågnede konfus i et mørkt rum med hundrede maskiner og bip-lyde; babygråd og gamle demente damer, samt følelsen af at skulle tisse uden at kunne gøre det.

(Det skulle tage Randers Sygehus flere dage at opdage, at det ikke var en overfyldt blære der trykkede, men halvanden liter blod - men det er en anden historie fyldt med frustrationer,  lægefejl og absurd lang indlæggelse. Kan ikke helt finde ud af, om jeg over- eller underdeler lige nu, men den oplevelse har faktisk været noget, jeg har villet snakke om længe. Det må blive en anden dag.)

Jeg var kun på den lyse opvågning med de smilende ansigter i tyve minutter, inden jeg blev kørt op på stuen og kværnede den største frokost nogensinde. Min kæreste kom med kærlighed og en mælkesnitte, og jeg følte mig overraskende frisk. Kirurgen kom efter et par timer med nyheden om en veloverstået operation og et held og lykke, og nu sidder jeg i min sofa og spiser take-out og skal se AaBs sæsonpremiere om lidt. Jeg er simpelthen så lettet, og den næste uges sygemelding er hurtigt overstået, så jeg kan komme tilbage på arbejde. (Stræber much? Der er altså bare meget spændende på den afdeling.)

onsdag den 11. juli 2018

the sight of you makes me weak

Forleden blev min lejlighed invaderet af nogle af de bedste, jeg kender; nemlig min far, min søster, min lille niece og min allerbedste yndlingshund Silke. Min sommer er lidt særlig i år - den store ferie tog vi jo allerede med Boston-turen i maj, så nu prøver jeg at presse lidt hygge ind mellem arbejdsdagene, og min far var heldigvis klar på at køre den lange tur bare for en enkelt overnatning. Det var lidt et sats at invitere Silke også, for i Jimmys seks år lange liv har han aldrig mødt hverken en hund eller en baby, så vi var noget spændte på dén konfrontation. Det midterste billede illustrerer meget godt, hvordan det meste af dagen forløb - Jimmy nærmede sig ekstremt langsomt, gik et par skridt tilbage igen og forstod overhovedet ikke, hvad der foregik. Silke er vant til katte og var helt afslappet - hun syntes vist bare, at Jimmy opførte sig lidt skørt. 
Vi gik en tur på stranden i det gode vejr - mig i mine nyindkøbte Birkenstock-sandaler (som jeg egentlig stadig synes er for grimme til at vise mig offentligt i, men som er SÅ rare at have på, og som resten af Københavns befolkning alligevel trasker rundt i) - og jeg kunne slet ikke holde fingrene fra min lille niece. Hun er simpelthen så nuttet, glad, sød og nem, og hun hvinede begejstret, når hun fik øje på nye spændende ting - også Jimmy herhjemme. Han var i øvrigt blevet noget mere modig i vores fravær, og kom snart helt tæt på både baby og hund; og kunne de tilbringe et par dage sammen, er jeg helt sikker på at de ville blive gode venner. 
Det var svært at stå op lidt i seks mandag morgen og tage på arbejde, når jeg allermest havde lyst til at lægge mig ned til min pludrende niece og spise leftover-jordbærkage til morgenmad. Heldigvis fik jeg en række gode snaps i løbet af dagen, der fortalte mig at jeg ville komme hjem til en gennemsavlet tøjbamse og et skinnende rent køkken, og det var en meget god erstatning. 
Til allersidst vil jeg gerne lige høre, om jeg har nogle byggesagkyndige læsere, der kan forklare mig hvorfor stilladset i min gård skal være SÅ højt?

fredag den 6. juli 2018

come let the truth be shared

Jeg havde virkelig set frem til at opleve udvalget af chips på det amerikanske marked, og selvom jeg bestemt har smagt nogle vindere, er jeg nok helt overordnet en lille smule skuffet - jeg tror faktisk, at vi har flere forskellige varianter i Danmark. Når det er sagt, blev jeg ikke skuffet over mængden af chips, der smagte af ost, og jeg spiste allerflest Cheetos, som jeg allerede har givet topkarakter. (Jeg spiser faktisk også en pose i skrivende stund; købt til overpris i kiosken med bland-selv-slik.)

Fra Cheetos kom også disse to poser White Cheddar Cheetos Puffs, der gjorde et positivt indtryk lige fra starten ved at være noget helt andet end hvad jeg kender. Posedesignet var ganske indbydende med lækre oste og rolige farver, mens indholdet helt ærligt så lidt utiltalende ud; den hvide cheddar fik de lange majssnacks til at ligne kedeligt pap. Min veninde var mere ærlig og kaldte dem sygt klamme, og hun uddeler et fem-tal og et tre-tal til poserne med hård hånd. Jeg var meget mere begejstret og har savnet smagen af hvid ost, og det blev kun bedre med et touch af jalapeno. De får et stort otte-tal og et lille ni-tal af mig. 
Der var også en del kendte mærker på hylderne i de amerikanske supermarkeder, men jeg stødte heldigvis på et varianter fra Lay's, som jeg ikke har set herhjemme. Den første skulle være med smag af Dill Pickle, og det var en mild og god vinegar-chip med en ret dominerende dild-smag, der trak et otte-tal hjem fra min kæreste og et syv-tal fra mig. Min veninde bryder sig dog hverken om dild eller vinegar og giver den chokerende lave karakter på ét Pringlesrør. Lidt bedre gik det for den orange pose indeholdende chips med Cheddar & Sour Cream-smag, der havde virkelig meget pulver på sig og var ret ostede på deluxemåden. Smagen af sourcream brød ostesmagen lidt, og chipsene får et stort otte-tal fra både min veninde og jeg. 
På en af mine udflugter i Boston købte jeg to poser potato skins, der begge lovede en umiskendelig smag af KØD. Til min frokost delte jeg Baby Back Ribs-posen med mine nye egern-homies, og vi var alle ret begejstrede for den måske tykkeste chip, vi nogensinde har smagt. Selvom chippen tydeligvis er lavet i en form på Pringles-måden, smagte de ret naturlige og havde en god tekstur. Der var såååå meget pulver på dem, og det smagte forrygende - og det var derfor ikke noget stort offer, at jeg måtte slikke mine egerngaver rene før overleveringen. (Ja, jeg er sikkert bare hysterisk. Men jeg tror ikke, at små dyr har godt af SÅ meget salt.) Jeg giver posen et stort ni-tal, mens egernet var på en klar tier.  Bacon Ranch-varianten delte jeg med mine menneske-værter, og jeg blev noget skuffet, fordi jeg havde været så glad for de andre. Der var ikke nok pulver, og de smagte lidt for kunstigt, og jeg kan kun give dem et seks-tal. Min veninde er på et otte-tal, og hendes mand går all-in og giver rundens andet ti-tal. 
Jeg har før smagt popchips og fundet dem ret kedelige. Denne variant var dog rundens tredje med hvid cheddar, og da den samtidig lokkede med Star Wars-formede snacks, kunne jeg ikke lade dem stå på hylden. Men ak, trods den ellers fine smag, er der slet ikke nok af den - det hjælper desværre ikke at være popped with the force. Jeg kan kun dem et fem-tal, og min veninde holder sig på et lille fire-tal. 
Midt i dette chipsorgie faldt jeg også over nye Coca Cola-varianter, som jeg naturligvis måtte afprøve. Jeg har altid været gladest for originalen, og jeg havde glædet mig til at smage den amerikanske original, men uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor, kan jeg bedre lide den europæiske. Den mexikanske - flaskerne til højre - smagte meget mere som den cola, jeg kender - måske det skyldes kilden til sukkeret. Georgia Peach-varianten var faktisk et overraskende fint lille bekendtskab, som jeg sagtens kunne finde på at købe igen, hvis jeg fik muligheden - den er klasser bedre end den monstrøse Coca Cola Cherry.
Dette indlæg bliver et af de længere, men rundens to sidste mærker er særdeles aktuelle, selvom de er danske. Både Taffel og KiMs har nemlig udgivet en limited edition-pose i anledning af VM, og hvilket bedre tidspunkt at anmelde dem på? (At der så også tilfældigvis var andre nye varianter på hylden, kan jeg jo strengt taget ikke gøre for.) Taffel slipper bedst fra udfordringen med deres Bacon & Cheddar Cheese Balls, der har en god tekstur og en ganske interessant og kraftig smag. Jeg spiste dem under Danmarks sidste VM-optræden, og selvom kampen havde en sørgelig udgang, vil jeg stadig gerne belønne de små fodbolde med et ni-tal.

Taffel har også en anden sommervariant på banen; nemlig bredbølgede chips med smag af Southern Tasty Spare Ribs - og den smag rammer de faktisk ret præcist. Jeg synes ofte, at barbecue-lignende chips kan komme til at smage lidt for røget, men her er sødmen langt mere dominerende, hvilket virkelig falder i min smag. Jeg giver dem et otte-tal, mens min kæreste flotter sig med et stort ni-tal. 
Sidst er tre nye varianter fra mit gamle ubestridte favoritmærke KiMs, der dog er begyndt at falde gevaldigt af på den, desværre. VM Mixet var en kedelig omgang skruer og rør (undskyld, 'målstænger'), mens de tørre baconchips skulle ligne fodbolde. De smagte ikke rigtig af noget, og de kunne helt klart have nydt godt af noget dip, men en chip skal bedømmes på dens egne præmisser, og her fejler den grimme blå pose. Jeg er streng og går ikke højere end et fem-tal.

Lidt bedre går det KiMs to andre poser, der dog lider under lidt af det samme - det bliver for kedeligt og genkendeligt, og slet ikke nyskabende nok. Grundchippen i de to poser er den gode variant vi kender fra de fleste andre KiMs-poser; en tætbølget, sprød kartoffelchip med en rimelig mængde pulver. I osteposens tilfælde smagte pulveret dog slet, slet ikke af nok - og det er en skam, for jeg roser egentlig modet til bare at kalde en variant for OST. Chili-varianten smagte af lidt mere, chilismagen var både sød og stærk uden at være tårefremkaldende, og begge poser ender med lige at snige sig op på et syv-tal. 

mandag den 2. juli 2018

and I'm ruled by seasons


Juli startede godt i går, da min kæreste og jeg tog på udflugt til Nørrebro. Solen bragede ned fra himlen, der var loppemarked på Stefansgade, og Jægersborggade lokkede med lækre is. Bagefter slentrede vi igennem Assistens Kirkegård, og i al min glæde over udenlandske kirkegårde glemmer jeg ind imellem, at vi også har nogle helt fantastiske eksemplarer i Danmark. 
Vi nåede også en tur til stranden, men jeg fik som ventet ikke min kæreste med i vandet. Det var nu ellers utrolig skønt - jeg er stadig i vandet flere gange om ugen, og den mulighed er helt klart noget af det, jeg er allergladest for ved at bo på Amager. I går aftes blev juli mindre sjov, da Danmark røg ud af VM, men Frederik Børsting har forlænget sin kontrakt med AaB, og det er alligevel en meget vigtigere fodboldnyhed. 
I dag er jeg startet på en ny afdeling i min virksomhed, hvilket altid er lidt som at starte på et helt nyt arbejde. Der er lidt hektisk, fyldt med forskere og dyrepassere - og kælerotterne Snowball og Ernest, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.