fredag den 13. juli 2018

into the black of a starless sky


 Ligesom centreringen af denne tekst (but why!?) er min sommer som sagt lidt mærkelig (og har været lidt mærkelig de sidste par måneder). I morges blev jeg lagt i fuld bedøvelse på Hvidovre Hospital og fik fjernet en cyste på størrelse med - ja - et lille babyhoved fra min ene æggestok. Jeg har haft den ret længe, tror jeg, men den blev opdaget i februar hos en gynækolog, hvor jeg kortvarigt var ved at dø af skræk, indtil jeg fandt ud af at det var ret normalt. Den forsvandt dog ikke af sig selv igen, men blev i stedet bare større. Faktisk var den ved at true vores tur til USA, da min rejseforsikring ikke ville dække en eventuel akut operation i Boston, men jeg tog altså chancen og tog afsted alligevel. Jeg har været på toilettet konstant de sidste måneder, da cysten har presset på min blære (det er længe siden jeg har været så selvudleverende på bloggen- og hvilken måde at vende tilbage på!), og jeg har gjort alt for at blive opereret i juni, hvor jeg langsomt visnede væk på min gamle afdeling. Men nej - det skulle være nu, midt i mine fire korte, intense uger på arbejdets mest spændende sted, det er klart! 
Men alt det er lige meget nu, for nu er jeg opereret, og det gik over al forventning! Eller, det gik nok bare som det skulle, men jeg har ikke den allerbedste trackrecord med operationer i fuld bedøvelse, og selvom jeg lyder ganske kæk i denne tekst, har den gamle oplevelse med en elendigt udført blindtarmsoperation sat sig ret dybt i mig. Jeg har nok også set lidt for mange gysere til at jeg blev decideret begejstret for at se min operation udskudt to dage til fredag d. 13 (gør bare babyhoved-målestokken endnu bedre), og i går aftes nåede jeg faktisk at blive ret nervøs. Det kommer nok meget godt til udtryk i det doomsday-agtige billede fra Somerville jeg havde udvalgt på forhånd til dagens tekst, men eftersom jeg er ret meget på toppen, deler jeg lige min insta-story også. Og ja, det er en bamse-gif og Gudetama - jeg havde totalt optur på, da jeg vågnede efter bedøvelsen. Jeg skulle heldigvis opereres som den første; jeg blev taget SÅ godt imod klokken lidt i syv i morges, og jeg følte mig hurtigt helt tryg ved alle de søde mennesker. Efter hvad der føltes som et øjeblik, kom jeg til mig selv på opvågningen og var overraskende frisk - en verden til forskel fra sidste gang, hvor jeg vågnede konfus i et mørkt rum med hundrede maskiner og bip-lyde; babygråd og gamle demente damer, samt følelsen af at skulle tisse uden at kunne gøre det.

(Det skulle tage Randers Sygehus flere dage at opdage, at det ikke var en overfyldt blære der trykkede, men halvanden liter blod - men det er en anden historie fyldt med frustrationer,  lægefejl og absurd lang indlæggelse. Kan ikke helt finde ud af, om jeg over- eller underdeler lige nu, men den oplevelse har faktisk været noget, jeg har villet snakke om længe. Det må blive en anden dag.)

Jeg var kun på den lyse opvågning med de smilende ansigter i tyve minutter, inden jeg blev kørt op på stuen og kværnede den største frokost nogensinde. Min kæreste kom med kærlighed og en mælkesnitte, og jeg følte mig overraskende frisk. Kirurgen kom efter et par timer med nyheden om en veloverstået operation og et held og lykke, og nu sidder jeg i min sofa og spiser take-out og skal se AaBs sæsonpremiere om lidt. Jeg er simpelthen så lettet, og den næste uges sygemelding er hurtigt overstået, så jeg kan komme tilbage på arbejde. (Stræber much? Der er altså bare meget spændende på den afdeling.)

4 kommentarer:

  1. Jeg er fortsat vild med dit insta-billede, haha! :-D

    Men jeg er også stadig noget chokeret over din historie. Jeg synes bare det lyder helt cwazy med en cyste på størrelse med et BABYHOVEDE??! (Men samtidig kan jeg heller ikke lade være med at grine lidt af det, for det er sådan et absurd billede jeg får i mit hoved :-D - undskyld!). Godt at du trods alt er ved godt mod og havde en rigtig god oplevelse (altså, pånær det dér blod (endnu en WTF??!)), og forhåbentligt overstråler det din tidligere blindtarmsoperation, som lyder helt og aldeles forfærdelig. Men hvis du en dag får lyst til at skrive en post om dén oplevelse, må du meget gerne det! Sådan helt egoistisk, så synes jeg sådan nogle oplevelser er interessante, især efter jeg er startet som sygeplejerskestuderende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, tusind tak - jeg kunne altså ikke lade være med at dele det billede. :D

      Ja, det var lidt vildt. Det VAR en stor cyste, men åbenbart slet ikke så stor, som de nogle gange kan være - jeg har en veninde, der har arbejdet som læge i flere u-lande, hvor kvinderne har cyster på 30 cm. :O Og jeg blev selvfølgelig ikke præsenteret for størrelsen på den måde - det var bare mig, der jokede med en sød sygeplejerske. Og hallo - kæmpe respekt for dit uddannelsesvalg! Sygeplejersker er SÅ seje og vigtige!

      Fortæller nok den anden historie engang - og blodet hørte jo også til dengang, må jeg lige understrege - denne gang har indtil videre været ganske lidt blodig, heldigvis. Jeg er bestemt ved godt mod, og jeg er så lettet over at det gik så godt. Prøver ikke at jinxe det, for har OGSÅ tidligere prøvet at have infektion i operationssår, og dét vil jeg gerne undgå at opleve igen.

      Tak for din kommentar! <3

      Slet
  2. Ej, sikke noget - godt det gik nooogenlunde efter bogen, hvertfald så snart mini-fjæset blev opdaget og de kom igang med at klippe det ud (: God bedring!

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anne - da klamheden først var spottet, gik det helt efter bogen, heldigvis. :D

      Slet