mandag den 16. juli 2018

not really something to shout about

De første par dage efter min operation er forløbet helt stille og roligt, og jeg kan stadig ikke helt forholde mig til, at det har været komplet udramatisk. Jeg har nydt, at min udsigt har været den på billederne og ikke fra en hospitalsseng, og så har det været meget rart at kunne placere sig foran Xboxen ved højlys dag og med bragende solskin udenfor uden at skulle have dårlig samvittighed over dét. I dag er jeg dog vågnet med enormt ømme og hævede lymfekirtler og måske et lidt hævet operationssår, så jeg tager lige et smut til lægen i stedet for den planlagte tur i Zoo. Jeg er ekstra påpasselig med mine sår, da jeg aldrig nogensinde igen har behov for at opleve en infektion og betændelse i et operationssår - efter sidste omgang blev jeg endda kortvarigt vegetar, da betændt og råddent kød ikke er super appetitvækkende. Man er ikke altid selv herre over infektioner, selvfølgelig, men jeg håber virkelig, at jeg styrer udenom denne gang.

//Lille update. Det viser sig, overraskende nok, at det nogle gange kan være en udfordring for OCD-patienter at blive opereret, eftersom de ikke rigtig kan slippe tanken om, at der går betændelse i såret. Lægen sagde 'de' og mente mig, men det er helt fint - såret ER lige på grænsen, mine lymfekirtler ER hævede, og jeg er ikke hysterisk (siger lægen, hehe).  Nu lægger jeg mig tilbage på sofaen, tilkalder min veninde og smækker en Ghibli-film på skærmen, og så er såret meget pænere i morgen. 

2 kommentarer:

  1. ved godt, at indlægget ikke handler om det, men: elsker virkelig jeres nye stueindretning! det er sååå hyggeligt. glæder mig til at blive tævet i 500 igen derinde. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du bare sød, manner! <3 Det var virkelig pænt sagt. Men ja, det fungerer rigtig godt, og jeg tævede lige Simon i 2x500 i går (et af spillene varede TOLV runder!!!).

      Slet