fredag den 27. juli 2018

that's the time the teardrops start

Jeg har haft en seriøst dårlig morgen. Jeg er ellers blevet ret glad for mine morgener - i hvert fald her om sommeren, hvor jeg ikke føler, at jeg står op midt om natten - men min ellers rolige morgencykeltur blev lige noget mere dramatisk i dag, da der løb en rotte lige ud foran min cykel ved Kløvermarken. Dengang jeg kørte bil, havde jeg decideret angst for at gøre skade på andre, men den følelse forsvandt heldigvis, da jeg skiftede til den tohjulede - og så er det bare helt ekstremt ufedt at cykle over en rotte, så den brækker ryggen. Jeg ved ikke, om I har hørt rotter skrige, men det er heller ikke ligefrem min yndlingslyd, og jeg fik den heldigvis aflivet hurtigt.

Jeg ved godt, at døende rotter er et lidt underligt emne at tage op, men jeg har tænkt over det lige siden, og det har påvirket mig ret meget. Jeg er dyrepasser, og jeg arbejder med forsøgsdyr - og måske netop derfor er det vigtigt for mig at understrege, at jeg elsker dyr mindst lige så meget som jeg hele tiden har gjort; ligesom alle mine kollegaer i øvrigt gør det. De var også helt kede af at høre om min oplevelse (især fordi jeg er helt sikker på, at jeg fik aflivet en sulten rottemor med unger et sted - kan næsten ikke bære at tænke på det); næsten alle har minimum ét kæledyr (jeg er i den lave ende med kun Jimmy), og jeg arbejder også sammen med veganere, der ikke spiser kød af dyrevelfærdsmæssige årsager. Der er nok en tendens til at tænke, at mennesker, der arbejder med forsøgsdyr, må være både afstumpede og følelseskolde, men det er så langt fra virkeligheden, som man overhovedet kan komme. Vi elsker 'vores' dyr, og det er os, der beskytter dem mod unødig lidelse - og når vi af og til skal aflive dyr, bliver det gjort med den største respekt for dyret og så hurtigt og skånsomt som muligt. 

Og ja, jeg har efterhånden aflivet en del rotter - også manuelt, og også nogle, der var dobbelt så store som rottemor i dag. Men en kontrolleret aflivning med de rette redskaber er noget helt, helt andet end at komme til at skade et dyr, og det behøver jeg ikke at opleve igen. Når det er sagt, er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg kunne aflive den - havde det været for to år siden, havde jeg nok bare stået hjælpeløs ved siden af og grædt ukontrolleret. (Husker stadig dengang for ikke sååååå mange år siden, da min søster og jeg ringede efter min far for at få ham til at aflive en fugleunge, der var faldet ud af en rede...)

Det har også medført, at min sidste arbejdsdag på denne adresse blev lidt mærkelig - da jeg rørte ved rotten fik jeg automatisk karantæne fra vores dyrestalde, eftersom det ikke ville være optimalt at smitte hele universitetet med kloaksygdomme. Nu er jeg gået på ferie, bagefter skal jeg starte et helt andet sted (og lege med grise!!!), og så er det blevet skoletid igen. Derfor skal jeg først arbejde med mus og rotter igen til november, og det var en lidt ærgerlig måde at starte dén pause på. 

7 kommentarer:

  1. Uf, jeg vil gerne sige, at det tror jeg ikke, jeg kunne. Men har jo efterhånden aflivet en del kyllinger. Hvis de lider nok, gør man det jo bare! Med stadig - uf. Håber din dag blev bedre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, præcis - det skal jo gøres, men det var godt nok ikke fedt. Min dag blev bedre, tak. Og tusind tak for i går. <3

      Slet
  2. Jeg kørte engang ind til siden på en landevej for at fjerne en stor død kat, så den ikke skulle køres over igen og igen. Men den var døende, ikke død, og det var noget af det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg spulegræd, og opførte mig som en vild, stod midt ude på vejen og forsøgte at vinke biler ind. De kørte sgu bare udenom...!...
    Jeg kunne ikke ende dens lidelser, men jeg gik ind i et hus, og hundsede med en stakkels sovende mand, så han kom ud og gjorde det. Det følger mig stadig, og jeg skammer mig over ikke at kunne aflive den, og at jeg var skyld i ekstra 5 minutters lidelse for den store fine kat, og nu hvor jeg skriver om det, græder jeg lidt igen.
    Så hvor er jeg glad for at læse at du kunne aflive rotten. Tanken om ungerne ville også plage mig, men uheld sker ;(
    Et lille klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej nej, det lyder også absolut forfærdeligt! Græder næsten også lidt bare af at læse det - og du gjorde da det, du var i stand til i situationen - mere kan man ikke forlange. Jeg synes bare det er fantastisk, at du ikke kørte videre! Jeg ved heller ikke selv, hvad jeg ville have gjort - katte har en nakkemuskulatur, der faktisk gør dem ret svære at aflive manuelt, så jeg havde nok også hundset lidt med en sovende mand. Jeg overvejer faktisk at tage jagttegn af samme årsag - ikke fordi jeg skal ud og skyde en masse dyr, men fordi jeg så bedre ville kunne aflive (store) dyr, der lider.
      Tak, tak, tak for din kommentar! <3

      Slet
  3. <3
    Selvtak for en dejlig blog.
    Er så ærgelig over at jeg ikke kan se/læse gysere, din passion for S.K. smitter, men jeg er ikke kommet mig over Nattevagten endnu, så jeg holder mig fra det. (Er sært tiltrukket af traileren til Hereditary, men den går ikke).

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg virkelig glad for at høre - jeg ved jo godt, at de fleste er inderligt ligeglade med Stephen King, så jeg er så glad for, at der er nogen der sætter pris på det. Han har jo også skrevet meget, der ikke er gyser/horror overhovedet - nogle af mine favoritter fra hans hånd er Dark Tower-serien, der læner sig langt mere op af fantasygenren, f.eks. Og Hereditary er så, så god - men helt sikkert ikke det rigtige sted at starte, hvis Nattevagten stadig sidder i erindringen. :D

      Slet
  4. :) de er noteret. Måske hjernen igen vil arbejde når temp falder lidt..

    SvarSlet