torsdag den 30. august 2018

with their equipment pushed to the max

I dag vil jeg bare lige sende et hurtigt shoutout til den danske afdeling af GLS i Taastrup, der efter kun seksten dage har leveret min pakke med kattemad og kattegrus. Den tyske afdeling havde en imponerende ekspeditionstid på bare ét minut, men i Danmark synes man åbenbart, at jeg skulle have mulighed for at nyde forventningens glæde lidt længere. Jeg har været i kontakt med dem tre gange, men det virker ikke umiddelbart til at være dét, der endelig fik dem til at stoppe med bare at scanne min pakke en gang om dagen - men tak alligevel, Anna og Assat. Jimmy har ventet tålmodigt og har ikke lidt nogen overlast - han har levet af Whiskas de sidste par dage, hvilket han har været ret godt tilfreds med. 

onsdag den 29. august 2018

some things are pure and some things are right

I sidste uge var jeg til demonstration for bevarelse af Amager Fælled sammen med to gode venner og flere tusinde københavnere. Bevæbnet med et tudse-skilt gik vi fra DR Byen ind til Rådhuspladsen og lagde ring omkring Rådhuset, og så var der sang og taler og god stemning i aftensolen. Jeg elsker Amager Fælled, og jeg kan slet ikke overskue hvis alt det grønne bliver erstattet af højhuse og en havnetunnel. 
I en af talerne til torsdagens arrangement blev der snakket om vigtigheden af Københavns grønne områder, og hvor heldige vi har været med datidens byplanlæggere, der gjorde plads til adskillige haver og parker i byen. Jeg har for nyligt opdaget endnu en af dem - jeg arbejder i øjeblikket lige ved siden af Landbohøjskolens Have, der er et fantastisk åndehul midt på Frederiksberg, og samtidig en guldgrube af spændende planter - der er omkring 6000 forskellige i haverne. Jeg har nydt den sidste sommersol efter arbejde med en bog på en bænk i solen, og det har fuldendt min oplevelse af at være havnet et rigtig godt sted. 

fredag den 24. august 2018

don't wanna hear the noises on TV

I slutningen af foråret og henover sommeren har jeg været på endnu en af Stephen Kings episke rejser. Jeg er sikker på, at havde The Dark Tower-serien ikke eksisteret, ville dagens fortælling The Talisman fra 1984 have en langt større plads i folks bevidsthed som Kings anden store fantasy-roman på niveau med The Stand. The Talisman - og efterfølgeren Black House fra 2001 - er begge skrevet i samarbejde med Peter Straub, og det er et parløb der virkelig bærer frugt. Jeg havde ikke læst The Talisman siden jeg var ung teenager - kun lidt ældre end Jack i historien - og jeg må lidt skamfuldt indrømme, at jeg tilsyneladende lige har læst Black House for første gang. Jeg kan i hvert fald overhovedet ikke huske den, og det passer meget godt med at den udkom på et tidspunkt hvor min King-interesse var på sit laveste. The Talisman havde jeg gemt lidt med vilje, for jeg ville genlæse den på et helt særligt tidspunkt - og hvilken bedre lejlighed end min rejse til USA. Det har været et helt forrygende gensyn med en gammel klassiker og et møde med en ny favorit, og her følger en anbefaling af dem begge. 

The Talisman handler om den unge Jack Sawyer fra New Hampshire, der må rejse både tværs over USA og igennem parralleverdenen The Territories for at finde en mytisk talisman, der er det eneste der kan redde hans døende mor. Som det forrygende navn The Territories antyder, er historien placeret solidt i fantasy-genren, og det er et helt fantastisk eventyr med overraskende innovative koncepter og enormt velskrevne karakterer. Jack møder mange farverige karakterer på sin vej; de fleste desværre ude på at udnytte den 12-årige Jack på den ene eller den anden måde, og det bliver ikke bedre af at de fleste mennesker har en såkaldt Twinner på den anden side i The Territories; en person, der ligner dig af sind, så stakkels Jack må så grueligt meget igennem på sin vej. 

Heldigvis er der undtagelser blandt alle skurkene - en af dem er en af mine all-time favoritkarakterer fra Kings hånd, nemlig varulven Wolf. Jack møder denne enormt sympatiske, 16-årige varulv, da denne i menneskeskikkelse vogter nogle bizarre fårelignende kreaturer i The Territories. Han bliver snart Jacks følgesvend, hvilket er både sjovt, rørende og frustrerende, da den lidt simple Wolf konstant bliver ganske overvældet af vores verdens lyde og lugte. Han er så kærlig og umiddelbar, og hans konstante krav på opmærksomhed redder Jack fra ensomheden og mismodet. RIGHT HERE AND NOW! 
Ligesom Roland i The Dark Tower stræber efter - ja - tårnet, er Jacks rejse også med et konkret mål for øje; den berygtede talisman. Det er svært ikke at få associationer til Tolkien og en vis dragende guldring, men det gør egentlig ikke noget, og King og Straub lægger ikke skjul på deres inspirationskilder. Mod historiens slutning får vi en hæsblæsende tur gennem The Blasted Lands (på en togvogn, der uundgåeligt vækker minder om Blaine the Mono fra The Dark Tower); et smadret atomlandskab med mutanter og monstre der er Mordor værdige. Det er en pageturner af dimensioner med en stærk slutning - det kan ellers godt være en af Kings svagheder, men måske har han denne gang fået hjælp fra Straub. 

Helt utroligt nok er The Talisman ikke filmatiseret, hvilket nok også er en af grundene til at den ikke er så omtalt. Med alle de mildest talt forfærdelige adaptioner af korte, middelmådige King-noveller, er det helt ufatteligt, at ingen har kastet sig over dette episke værk endnu. Steven Spielberg tilegnede sig rettighederne til historien nærmest i det øjeblik den blev udgivet, og det ville være et ret godt match, tror jeg - selvom filmen gerne må være lidt mere explicit end familievenlig. Han har dog ikke gjort noget ved det i over tredive år, og selvom der løbende er rygter, vil jeg ikke få for høje forventninger før jeg ser en officiel bekræftelse. 
Jeg måtte som sagt erkende, at jeg åbenbart ikke har læst opfølgeren til The Talisman før nu, men mit første møde med Black House fra 2001 var et perfekt et af slagsen - det har været en gave af dimensioner at opdage en +800 siders fortælling fra min yndlingsforfatter, og det er jo bare en ekstra bonus at det samtidig er blevet en af mine favoritter. Det er også værd at nævne, at hvor The Talisman som udgangspunkt ikke foregår i samme univers som The Dark Tower, er Black House i allerhøjeste grad en Dark Tower-roman, med så mange referencer og direkte overlap at jeg slet ikke kunne få armene ned. Det er IKKE en roman for den mere casual King-læser, da man både skal have læst The Talisman og egentlig også de første fire DT-romaner for at få mest ud af den, men det er samtidig også det, der gør den til en sand skattekiste for constant readers. 

Ganske kort fortalt: Den 33-årige Jack Sawyer er en tidligere meget succesfuld LAPD-lieutenant, der dog har trukket sig tilbage efter lidt for mange grusomme mordsager, hvoraf den sidste muligvis var en gammel bekendt fra The Talisman. Han er flyttet til den lille by French Landing i Wisconsin og har nydt en stille tilværelse med den farverige ven Henry, men snart bliver idyllen brudt af en række bortførelser og brutale mord på flere af byens børn. Jack må nødtvungent hjælpe, og det bliver endnu en afsindigt spændende rejse, hvor han sammen med en universitetsuddannet, liberal motorcykelbande må bekæmpe The Crimson Kings højre hånd, der er en seriemyrdende gammel mand besat af et børneædende monster med en krage som sidekick. Ingen snakker om denne bog overhovedet, og det er helt sindssygt - den er SÅ god. 

Men faktisk møder vi slet ikke Jack Sawyer før et godt stykke inde i fortællingen. Historien åbnes nemlig helt eminent op med et bogstaveligt fugleperspektiv over French Landing og dens indbyggere, og vi præsenteres for historiens tydeligvis to forskellige fortællere - det bliver ikke nævnt direkte, at det er King og Straub, men jeg synes det er tydeligt at læse, hvem der står bag hvilken stemme. Det er dog langt fra et forstyrrende element, og den lidt mere tydelige fortællerstemme binder historien klogt sammen med supplerende oplysninger og karakterportrætter, og sporadiske udråb som: "We want excitement, we want fun!" (sagt i forbindelse med grufulde mord på børn, i øvrigt.) For læserens vedkommende er der ikke den store mystik omkring hvem, der står bag forbrydelserne, og det giver et unikt indblik i et meget forstyrret, plaget og besat sind, og jeg er stor fan af fortællestilen. 
Af Zach McCain
Det er en sprudlende og levende tekst, og rent kronologisk i Kings forfatterskab lige, hvad den fantasy- og horrorhungrende fan havde brug for efter en årrække med mere realistiske fortællinger. Det er ikke at spoile noget, da det kraftigt antydes i navnet på huset, men selve The Black House er et sted fyldt med ondskab, og alene beskrivelsen af husets indre og ydre er en forrygende læseoplevelse. Det bliver nemt at forestille sig dette ellers umuligt udseende hus, der hele tiden skifter form og størrelse, og det er blandt andet den leg med sproget, der gør det til sådan en god oplevelse at læse Stephen King. Der er også et par passager af bodyhorror der er så ekstreme, at jeg faktisk lige måtte holde en pause, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile over dedikationen - og jeg er stor fan af splat og gore, så det var bestemt kun et plus. 

Hvor The Talisman som sagt ikke havde direkte forbindelser til The Dark Tower-serien, er Black House spækket med steder og personer fra universet, og jeg har set den omtalt som 'the last great Dark Tower-novel' flere steder. Der er endda en direkte reference til Roland og hans ka-tet, og det var et øjeblik, der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Det er mere end bare fanservice; The Crimson King er den reelle trussel mod dette lille bysamfund, og Jack må snart sande, at der findes flere verdener end bare vores og The Territories. Ved mødet med Judy Marshall, der er mor til den forsvundne Ty, finder Jack en ligesindet, der er ved at forsvinde ind i sindssygen, fordi ingen vil tro hende, når hun snakker om 'The Faraway'. Det er et smukt og rørende møde, og en enorm lettelse for Jack at kunne tale om sine tidligere oplevelser, og det fletter historien godt sammen med dens forgænger. I The Talisman invaderer vores verden The Territories, i Black House er det omvendt.  

The Talisman og Black House er noget af det allerbedste, der nogensinde er kommet fra Stephen Kings hånd, og jeg er så glad for at jeg valgte at genlæse dem lidt for tidligt i forhold til kronologien, så jeg kunne opdage det mesterværk, jeg nu vil kalde The Black House. Der har i øvrigt længe været tale om en tredje bog, men som årene går tror jeg mindre og mindre på det, selvom jeg bestemt synes det kunne være spændende. 

mandag den 20. august 2018

and forcing me to strive

Jeg er startet på en ny afdeling på mit arbejde, og ligesom de første måneder af min ansættelse, er adressen et helt andet sted i byen end Panum-bygningen og Mærsk Tårnet. Denne gang arbejder jeg med større dyr; den sidste uges tid har jeg brugt dagene på at klappe søde grise, socialisere kaniner, høre marsvin synge og lufte hunde, og det er en virkelig dejlig måde at komme i gang efter min sygemelding og ferie. Jeg nyder det lidt mere fysiske arbejde, og så er en so på 300 kilo bare lidt sjovere end en mus på 20 gram, og jeg synes allerede, at jeg har lært helt enormt meget. Jeg har aldrig før arbejdet med grise, men jeg har heldigvis muget ud en million gange i min tid som hestepige, så det er ikke helt uvant for mig at stå med en greb og en halmballe. Kaniner og marsvin har jeg heller ingen erfaring med, og jeg tror lige der går et par dage mere, før jeg føler mig helt tryg ved at håndtere sådan en seks kilo sprællende fætter - men søde er de. 

Det er nu femte gang jeg er startet på en ny afdeling på godt halvandet år, og for en som mig med ret introverte karaktertræk, har jeg hver gang følt det som lidt af en udfordring. Det er dog gået over al forventning hver eneste gang, så det er med tiden blevet meget lettere - og at der denne gang kun har været fire nye mennesker at forholde sig til, har klart hjulpet på det. Jeg er allerede faldet godt til; i frokoststuen snakker vi om japanske tegnefilm og fritter som kæledyr, og jeg er sikker på, at det bliver seks hyggelige, hårde og spændende uger.

Jeg ville gerne vise et billede af min nye ven, soen Grace, eller hundene Fløde, Cirkus og Rynke, men I må nøjes med to andre søde dyr; de gamle kendinge Silke og Quark. 

lørdag den 18. august 2018

and we could have had so much fun

Sensommerens chips er endnu en særdeles blandet omgang, med en overvægt af halvkedelige, nye majsvarianter fra Taffel. Jeg har forsøgt at peppe anmeldelsen af den første pose med Tortilla Chips lidt op med et billede af Jimmy, for der er helt ærligt ikke ret meget at sige om dem - det er en solid omgang tortillachips, der er meget bedre end discountudgaverne, men ikke helt så god som mine favoritter fra Doritos, der topper Taffel i pulvermængde. De får et pænt ottetal (som altid ud af ti) fra mig, og faktisk et nital fra min kæreste, der vist var lidt sulten da vi anmeldte dem. 
De to næste poser er fra mærket REAL fra South Wales, og det er et mærke, jeg længe har haft lyst til at kaste mig over. Man kan finde de ret hipsterprægede poser til overpriser flere steder i København (og et par af de kedelige varianter i Normal), og jeg starter med at anbefale poserne med Ollie og Horatio Mansfield II. (Det hedder de altså - se bare her). Selve chipsene er lækre grovchips med masser af smag, og den første pose med Cheese & Onion var ikke overraskende min favorit. Selvom det egentlig var Horatio på den gule pose der frembragte tanker om sofistikerede osteborde og portvin, overbeviste Ollie mig nu også om, at ostechipsene var noget helt særligt. De får et stort nital fra mig; et lille nital fra min kæreste, og vi var helt kede af, at vi kun havde en lille pose. Horatios udgave med skinke og sennep var jeg som udgangspunkt ikke begejstret for, men smagen af sennep var slet ikke så dominerende, og gav i stedet chippen et strejf af både skarphed og sødme. Derfor belønner jeg med et lille syvtal, mens min kæreste giver otte. 
Min helt fantastiske far og søster havde pakket tre poser chips med i omsorgspakken fra Tyskland. Min far var lidt nervøs for, at jeg ikke ville kunne lide dem, men min søster havde den helt rigtige indstilling og valgte de klart mest interessante. De var rigtigt nok ikke overvældende gode, men det er da klart sjovere at nedgøre 'Voodoo Party'-chips end saltchips fra Netto. Og lad mig fortsætte med det - den første variant smager nemlig ret stærkt, men desværre ikke ret godt; mest af alt som en billig og kedelig paprika-chips med undertoner af chili. Mærket Crunchips har jeg anmeldt flere gange før (og nu må jeg snart få lavet den oversigt), og jeg er egentlig meget glad for den helt tynde chip, der dog medfører en del knuste stumper i bunden af posen. Voodoo Party var dog en kedelig omgang, og jeg kan ikke give dem mere end et firetal.
.Min skønne niece insisterede på at være med til at anmelde, og hun viste klart mest interesse for posen, der lovede noget så eksotisk som 'African Style'. Det var desværre et rigtig dårligt valg, for de smagte mest af alt bare af karry, hvilket lige umiddelbart ikke er en fantastisk smag at putte på chips. Karry figurerede dog (uforståeligt nok) heller ikke på listen over ingredienser, der i stedet bød på gurkemeje, fennikel, hvidløg og løg, og den undertone reddede dem fra at være helt forfærdelige. Løgsmagen altså - fennikel er bestemt heller ikke en favorit hos mig. Min søster er hård og giver dem tre; min far og jeg er mere gavmilde med et par femtaller, og jeg vurderer, at Vibe ender på et firetal. 

Sidst, men klart mest interessant, var Stadionwurst-posen, der smagte lige som de skulle - mest af sennep og med en undertone af pølsesmag. Det kan man jo mene om hvad man vil, men de lever i hvert fald op til forventningerne - så meget, at min kæreste i ren eufori giver dem topkarakteren 10. Jeg er ikke stor fan af sennep, men de smager alligevel hele tiden af mere, så de får et syvtal af mig. 
Rundens dummeste pose er så plat, at den næsten ikke fortjener at blive anmeldt. KiMs har før forsøgt at være ung med de unge med deres chips, men denne gang bliver det decideret pinligt med deres Sprøde Bamser med omvendt kasket. Bagpå posen er en tåkrummende patetisk tekst om at give sin dag et bamse-dab, og i min research har jeg faktisk også fundet en musikvideo, hvilket er helt sindssygt. (Jeg må dog indrømme, at jeg er lidt imponeret over dedikationen). De besidder lidt af Menu-chippens kvaliteter med at klistre godt til tungen; en effekt, jeg tidligere slet ikke brød mig om, men som har vokset på mig de senere år - og så smager de svagt af paprika. Med andre ord - en hel standard snack, der får en helt standard middelkarakter på fem fra min kæreste og jeg. 
Sidste poser til anmeldelse i denne omgang er et relativt nyt påfund fra Taffel; deres majs-Cornados, der minder så meget om klassikeren Bugles, at det er svært ikke at sammenligne. Havde Taffel været et billigt discount-mærke, havde de måske kunnet konkurrere med Bugles, men til prisen kan de slet ikke hamle op med heksefingrene. Designet på poserne er også så afsindigt grimt, at de virker discount-agtige, og jeg plejer ellers at være ret glad for Taffels poser. Når alt kommer til alt er de dog langt fra dårlige, og selvom de er lidt tyndere end jeg foretrækker, er det svært ikke at spise dem alle, når man er kommet i gang. Især med dip, men det indgår ikke i bedømmelsen - alle snacks skal bedømmes på deres egen præmis. Salttornadoerne får et syvtal og osteposen et lille ottetal, og denne gang var min kæreste og jeg helt enige. 

tirsdag den 14. august 2018

I went out into the night

Sidste uges feriefestligheder fortsatte torsdag, da min kæreste og jeg havde et halvt års bryllupsdag. Kroopholdet tidligere på ugen var en bryllupsgave fra mit arbejde, og min kærestes arbejde havde flottet sig med et gavekort på 1500 kr til Restaurant SILO i Nordhavn. Som navnet antyder, er den placeret øverst på 17. etage i den ældste silo i mit gamle hood (hvor der godt nok er sket ekstremt meget siden jeg flyttede derfra for tolv år siden), men trods den meget prominente placering, har den fået lidt halvlunkne anmeldelser rundt omkring - lidt svingende madpræstationer og uopmærksomt personale, åbenbart. Men det sker aldrig, at jeg lige har 1500 kroner at fyre af på en restaurant med dug på bordene, så vi glædede os rigtig meget alligevel. 
Og det var en helt fantastisk oplevelse. Virkelig - vi havde en helt perfekt aften lige fra vi steg ud af elevatoren og blev mødt af en overdådig udsigt over hele København. Vores tjener var enormt sød - næsten lidt for sød, da han satte sig på hug ved siden af os og lagde hånden på vores skuldre under præsentationen af forretten - men hellere dét end arrogance og ligegyldighed. Gavekortet gjorde plads til flere lækre cocktails; både til maden og på tagterrassen, og maden var helt eminent. Jeg fik en menu med fisk; min kæreste med kød, og der var ikke en finger at sætte på noget af det. Meget, meget god oplevelse, og egentlig også til at betale for almindelige mennesker - en 4-retters menu koster små 500 kr, så jeg vender gerne tilbage til SILOen engang. 
No rest for the wicked (or very privileged) - fredag og lørdag var vi på Haven Festival på Refshaleøen. Det var en virkelig god oplevelse sidste år, så vi købte billetter allerede i februar (en lille bryllupsgave til os selv, om man vil); i år var der måske ikke helt så meget på programmet, jeg bare måtte se, men beliggenheden og den gode stemning lokkede nok i sig selv. Lige som sidste år var hipsterfaktoren lige i overkanten, men køerne var nærmest ikke-eksisterende i år; lyden fra scenerne var (lidt) bedre, og Arcade Fire startede (næsten) deres koncert med tre numre i træk fra Funeral-pladen. Maden var igen noget bedre end normal festival-mad, og fordi jeg brugte SÅ mange penge på det, føler jeg et behov for at vise jer en collage med det hele. Det var et par gode dage på trods af et heftigt regnvejr lørdag, og selvom jeg stadig ikke har armene helt i vejret, kommer jeg også meget gerne til en eventuel tredje udgave af Haven Festival. 

torsdag den 9. august 2018

a world of empty streets

Jeg nyder stadig min ferie, og i weekenden var jeg for vist første gang i mit liv i Næstved, hvor jeg besøgte en god veninde, spiste en afsindig lækker brunch (en klar opgradering fra Café 8Tallet!) og var på krybdyrsmesse. Det er så fedt at have fået venner i dyrepasserbranchen, for de gider altid godt med på nogle lidt mere nørdede udflugter - og det er ikke engang mig, der skal foreslå det! Jeg blev forelsket i især kamæleonerne, men der var også nogle imponerende flotte slanger, og jeg mødte selvfølgelig hele tre krybdyrs-entusiaster fra mit arbejde, der alle havde dele af deres store, flotte samlinger med. Det var en god dag i Næstved, der overraskede mig ganske positivt. 
Mandag fortsatte jeg med Tour de Sjælland, for selvom jeg har boet i København i snart tretten år, kommer jeg sjældent rundt på resten af øen - og det skal der rettes op på. Min kæreste og jeg brugte derfor endnu et bryllupsgavekort på en overnatning på Gerlev Kro i Jægerspris, og det var et par skønne dage, der dog måske afveg en anelse fra et traditionelt kroophold. Vi startede opholdet med en frokost - et virkelig lækkert stjerneskud med et helt unødvendigt, bastant stykke laks, og vi skulle kun vente 25 minutter på at få lov at betale. Det var i øvrigt efter kromutter havde budt os velkommen med at opkræve os et ekstrabeløb, som dog gjaldt en helt anden type ophold, hvorefter der blev vrisset lidt over den gavekortsordning. Look, I get it. Det er irriterende. Også for caféer. Men nu har I sagt ja til at være en del af GoDream, Smartbox eller whatever, og jeg har altså ikke valgt at få et gavekort forærende bare for at irritere jer. 
Nå, men stedet var virkelig hyggeligt og omkranset af marker, og efter frokosten gik vi på opdagelse. Vi ville egentlig have haft vores cykler med, men der kører togbusser til Frederikssund i øjeblikket, og tanken om at leje cykler strejfede mig slet ikke. Derfor endte vi faktisk med at gå sytten kilometer, men det var en dejlig sommerdag, der var lettere overskyet, og isboden var et kærkomment stop på vores vej. Vi besøgte Jægerspris Slot, der var ekstremt undervældende, og ellers nød vi bare naturen. Da vi kom hjem var vi dog godt brugte, og vi havde egentlig ikke lyst til at spise på kroen igen - så min kæreste hentede pomfritter og cola på byens ensomme grill, der sammen med en lille kiosk og kirken udgjorde downtown Gerlev. Så lagde vi os på sengen  med fritter og cola, tændte fjernsynet og så AaB vinde over Vendsyssel i et smukt lokalopgør imens solen gik ned over markerne udenfor, og det er noget af det mest romantiske, jeg kan forestille mig. I dag har min kæreste, der jo også er min mand, et halvt års bryllupsdag, og i aften skal vi ud og spise for endnu et gavekort. Dette første års ægteskab har slet ikke været så dumt indtil videre! 

tirsdag den 7. august 2018

make a point to make no sense

Fire skønne sommerdage i mit barndomshjem var den helt perfekte start på min ferie, og jeg har virkelig fået slappet af sammen med min far, søster og niece. Vi har været på korte, dejlige ture, grillet burgere, pizza og stegt flæsk på grillen, og vi har snakket og hygget os - og jeg mærker endnu engang et lille stik i hjertet over at bo så langt væk fra dem i hverdagen. 
Efter at have besøgt min veninde og hendes yngste, der allerede er indgået i et arrangeret ægteskab med min niece, kørte vi mod Verdenskortet ved Klejtrup Sø uden for Hobro. Det var et af mine yndlingsudflugtsmål da jeg var barn, og jeg fik pludselig helt lyst til at genopleve det. Jeg havde forberedt mig på, at en bunke sten placeret i tilnærmelsesvis korrekt målestok som alle verdens lande ville virke undervældende på en voksen, men jeg synes stadigvæk, at det er et enormt charmerende projekt. 
Min niece var selvfølgelig liiiige lille nok til at nyde alt det andet, Verdenskortet havde at byde på. Det er et virkelig fint sted for børnefamilier med alt fra store trampoliner til æselture, legeplads, hængekøjer og stylter, og vi sluttede af med en gang minigolf i skygge fra den bagende sol. Min far vandt selvfølgelig, mens Vibe løb med al opmærksomheden. 
Vi nåede også en tur til Randers og indløste et gavekort til Bistroteket. Jeg fik Læsøtarteletter, der var enormt gode, men ellers var jeg mest bare lidt misundelig på min søsters chokoladekage, der langt trumfede min lidt kedelige kiksekage. Ellers var der for varmt til at foretage sig ret meget andet, og vi så ikke mindre end tre markbrande på vejen hjem. 
Min familie har været på ferie i Tyskland - i år desværre uden mig, men jeg satser stærkt på at komme med igen næste år. Fordi de er verdens bedste, har jeg kunnet tage den fineste omsorgspakke med tilbage til København, og heldigvis skulle jeg også have familien med - kassen havde nok været lidt besværlig at slæbe med hjem i toget. I lørdags besøgte vi nemlig min onkel og hans kone i Værløse, og mødte min kusines lille søn for første gang - det var endnu en hyggelig dag med lækker mad fra Meyers og dessert på terrassen. Silke kunne jeg desværre ikke tage med til København, men det var et kærkomment gensyn med min yndlingshund.