tirsdag den 30. oktober 2018

that sounds so fictional

Song of Susannah er den sjette af de syv Dark Tower-bøger, og den er desværre langt fra de tre forriges forrygende høje niveau. Historien er mest af alt et mellemspil mellem den gode Wolves of the Calla og den hæsblæsende afslutning, så alle de store begivenheder er naturligt nok gemt til sidste bog, men Susannahs historie er en vigtig brik i det samlede puslespil, der er The Dark Tower, og jeg forstår godt, hvorfor der skulle dedikeres en hel bog til den - den er bare ikke lige så god som de andre. Min anbefaling er lidt spoiler-heavy. 

Efter lidt af en cliffhanger i sidste roman bliver vores ka-tet splittet op, og Susannah flygter til New York under indflydelse af dæmonen Mia, så hun kan føde dennes søn. Det er en lidt for stor spoiler at forklare hvordan og med hvem Susannah oprindeligt blev gravid (klart seriens største stretch) -  og hvilken rolle sønnen Mordred kommer til at spille, men fødslen på en restaurant (The Dixie Pig!) proppet med vampyrer, can-toi og taheen-folk er interessant nok i sig selv. Jake, Father Callahan og Oy følger efter hende til New York, og det bliver også blot optakten til et episk showdown i sidste bog, der igen illustrerer Kings talent for actionsekvenser. 

Roland og Eddie rejser til Maine for ad omveje at redde en rose, der står på en byggeplads midt på Manhattan, og de får sig også lige en sludder med Stephen King i 1977. Det er SÅ meta, og jeg ELSKER det - men det er virkelig noget, der deler vandene blandt læserne.  Stephen King spiller en stor rolle i de sidste to bøger i Dark Tower-serien, og selvom han anerkender, at Roland og hans ka-tet er karakterer, siger han ikke på noget tidspunkt, at de er decideret fiktion - og der er selvfølgelig samtidigt mere på spil; andre kræfter, måske den gudelignende 'Gan', der har fået King til at skrive om Rolands rejse mod tårnet. Bogen slutter med adskillige cliffhangere, og det er umuligt ikke at fortsætte med den syvende og sidste bog The Dark Tower med det samme. Det er dog lidt for tydeligt, at King har skrevet de sidste tre bøger i én køre, og så er det sjældent godt at være den midterste. 
Song of Susannah er - selvfølgelig - Susannahs historie, men for mig er bogens - og seriens - bedste karakter Oy. Oy er Jakes lille furry ven, en billy-bumbler, der er en slags vaskebjørn/hundehybrid, og selvom jeg altid bliver glad for firebenede følgesvende, har Oy stjålet mit hjerte mest af alle. Jeg elsker scenerne med ham og Jake, som han kalder 'Ake - han kan nemlig tale, og er noget mere intelligent end den normale hund. King beskriver deres forhold så godt, og bogens første scene er så rørende, da de to unge venner indser, at deres veje må skilles. Oy græder! Jeg har grædt mange tårer i løbet af mine ture til The Dark Tower, men de fleste er faldet over og med Oy.

Jeg må også fremhæve beskrivelsen af det postapokalyptiske landskab Thunderclap, westernbyen Fedic, hvis indbyggere er døde af The Red Death mere end tusind år forinden, og det middelalderlige slot Discordia midt i byen. Det er en foruroligende fremmed blanding af elementer, vi ellers kender så godt, og det er meget virkningsfuldt. Vi får også meget mere at vide om mytologien bag The Dark Tower, de seks beams der støtter det, og de tolv guardians, der står ved enden af hver beam. Vores egen verden er nu heller ikke kedelig - det er virkelig syret at se Roland og Eddie navigere rundt i et søvndyssende område af Maine, der bliver vendt på den anden ende af gunslingernes ankomst. 
Endnu en Dark Tower t-shirt fra Ka-Tet19.net
Sidst i bogen er en udgave af Kings 'dagbog' fra 1977 til 1999, hvor han skriver om idéer til kommende bøger, og hvordan han kun kan skrive på The Dark Tower, når han hører ka kalde. Han blev hypnotiseret af Roland under deres møde, og denne har bedt ham skrive mange historier, der alle skal have en forbindelse til The Dark Tower. Det er lidt on the nose, men også virkelig underholdende, og et slags ultimativt easter-egg for alle Kings constant readers. Det er dog ikke nok til at redde hele bogen, der klart er seriens svageste, desværre.

Heldigvis får serien oprejsning i sidste bog, The Dark Tower. Den følger der også snart en anmeldelse af, men i går hentede jeg Elevation på posthuset - Kings spritnye, korte roman, der foregår i Castle Rock - og den skal jeg lige have fortæret først. 

søndag den 28. oktober 2018

it's a hollow play but they'll clap anyway

Denne uge har stået i dyretræningens tegn. På skolen fik vi besøg af en meget entusiastisk og meget dygtig hundetræner, der ugen igennem skulle lære os om træningens grundprincipper, og den første dag gik med tavleundervisning og historier fra hundeverdenen - meget spændende og liiidt langt fra min hverdag. Hendes hund kunne opføre et flere minutter langt danseprogram, lave aftensmad og tage opvasken, og vi glædede os til selv at kaste os over træningen. 

Klip til dagen efter, hvor vi ikke har haft uanede mængder af dyr at vælge imellem, og derfor står fire lidt modløse piger i regnvejr og vindstød af orkanstyrke og kigger på en ged, der reagerer på vores tilstedeværelse og hjemmelavede targetstick ved at skyde underkæben frem og gå væk fra os. Det virker umiddelbart lidt op ad bakke at træne en ged til noget som helst. 

De følgende dage er vejret dog blevet lidt bedre og geden lidt mere samarbejdsvillig. Han er vild med vores pastaskruer, og han forstår godt, at han skal sætte mulen på vores target for at få en godbid - men vi har en kraftig mistanke om, at det skyldes at han er blevet trænet før - af tidligere dyrepasserelever i vores sted, måske. Vi tager dog sejren alligevel, selvom det mildest talt ikke er et imponerende trick. 

Det dårlige vejr slog mig dog lidt omkuld, så jeg har været småsyg i weekenden og kom desværre ikke til Halloweenfest. Jeg har ligget på sofaen med min også syge kæreste og prøvet at træne Jimmy lidt - men han er mest af alt lidt utilfreds over, at han ikke længere bare får sine snacks serveret. 

mandag den 22. oktober 2018

and let the thoughts fall off your tongue

Den sidste uge har blandt andet budt på:

- et forfærdeligt gensyn med matematik, der langt overgår min fatteevne. Vi har haft bioteknologi hele ugen, og vores stakkels lærer brugte en hel formiddag på at lære os om Hardy-Weinberg-ligevægten, der ser sådan her ud: p2 + 2pq + q2 = 1. Nej tak. 

- et til gengæld rigtig dejligt gensyn med min veninde fra Boston, der har boet her i weekenden imens min kæreste er på tour i Italien. Vi har spist virkelig god mad, leget med Jimmy, gået ture og snakket ørene af hinanden, og det har været helt perfekt. 

- The Haunting of Hill House. Min veninde og jeg snuppede lige hele sæsonen i weekenden, og jeg er ret imponeret over seriens evne til at opretholde spænding i samtlige ti afsnit. Den har sine flaws, men jeg var mest af alt bare virkelig godt underholdt af seriøst skræmmende scener og gode børneskuespillere. 

- En bizar bowlingtur med fem af de andre elever fra mit arbejde, hvor vi først drak usandsynligt meget alkohol og siden tog til partybowling i Tårnby. Jeg vandt en runde shots til os ved at lave en strike med ryggen til, men det var mit absolut eneste imponerende move, og jeg blev en skuffende nummer fire. 

Den kommende uge byder på babybesøg, Halloweenfest og klikkertræning af en ged, så kedeligt bliver det i hvert fald ikke.

tirsdag den 16. oktober 2018

the sky doesn't ever end

I weekenden havde vi besøg af min far, og det var et par gode dage med det bedste selskab, lækker mad og spændende oplevelser. Lørdag var udflugtsmålet Sagnlandet Lejre, som jeg besøgte sidste år i silende regnvejr sammen med min klasse. Denne gang kunne vi ikke have ønsket os bedre vejr; og det var sådan en god tur rundt i det kæmpestore område, der bød på bopladser og huse fra både jernalder, stenalder og vikingetid. Min far var god at have med - han er ret historieinteresseret og kunne bidrage med flere spændende fortællinger og detaljer. Højdepunkterne for mig var offermosen og alle dyrene, så på den måde var jeg ret forudsigelig.
Vi var blevet godt sultne af at vandre gennem historien, og jeg foreslog restaurant WHY Food and Cocktails i Roskilde, hvor jeg spiste i forsommeren sammen med et par veninder. Det er et vietnamesisk/dansk fusionskøkken, og ligesom sidst var maden lige i skabet - og virkelig flot. De laver også enormt gode cocktails, betjeningen er smilende og oprigtig, og jeg sender gerne en stor anbefaling efter stedet. 
Billederne er tydeligvis stadig fra Lejre, for jeg har ingen billeder fra fredag aften, hvor der var kulturnat i København. Den tilbragte vi det meste af på Veterinærskolen på Frederiksberg, hvor jeg både kunne vise min far og kæreste hvor jeg lige har arbejdet (udefra, i hvert fald), hvor vi kunne kigge på parasitter gennem mikroskoper, se og røre ved en opskåret gris og overvære et foredrag om de danske landbrugsdyrs udvikling gennem historien. Det var et virkelig godt arrangement, og vi var næsten helt mættede efter foredraget, men satte dog alligevel kursen mod Bakkehuset ved Søndermarken. Her kom vi tilfældigvis til at overvære endnu et foredrag, men det gjorde absolut ingenting, for det var en meget engageret Bo Tao Michaëlis der fortalte om gys i 1800-tallets litteratur. Vi havde en rigtig god kulturnat, og selvom det virker totalt uoverskueligt at begive sig ud i menneskemængden, kan det som regel betale sig denne aften. 

lørdag den 13. oktober 2018

don't lick your fingers when you turn the page

Det sidste års tid har jeg været på endnu en tur til The Dark Tower - jeg læste de første fire i forbindelse med udgivelsen af den forfærdelige film sidste år, og så holdt jeg (ligesom Stephen King) en lang pause, før jeg slugte de sidste tre hen over sommeren. Jeg har egentlig skrevet om The Dark Tower før, men det er så stor og vigtig en serie, at jeg nu synes at hver bog fortjener sit eget indlæg ligesom alle de andre King-bøger, jeg genlæser, og min syv år gamle notits yder bestemt ikke bøgerne retfærdighed (og med flere anmeldelser får jeg også lejlighed til at flashe flere King t-shirts.) De første fire bøger i serien får en anbefaling på min næste tur til tårnet, for i dag skal det handle om nummer fem; Wolves of the Calla fra 2003. Bøgerne i serien er udgivet fra 1982 til 2004, men de sidste tre er tydeligvis skrevet på samme tid, hvilket den næste i rækken, Song of Susannah, måske lider en anelse under. Wolves of the Calla er derimod en stærk tilbagevenden til universet efter seks års pause, og det er en af mine favoritter - ikke bare i denne serie, men blandt King-udgivelser generelt. 
Ved udgivelsen af Wolves of the Calla havde min far endelig fået mulighed for at købe hardbacks frem for paperbacks, og de sidste tre bøger i Dark Tower-serien er flotte. De er fyldt med fantastiske og farverige illustrationer af Bernie Wrightson og Michael Whelan, og de har været med til at forme mit billede af Roland og hans ka-tet (a group bound together by fate to achieve a common goal). Jeg har dog løbende lavet nogle tilpasninger i mit hoved, og denne gang har mit hold set således ud; Viggo Mortensen er en dyster Roland (Sorry, Idris Elba), Ruth Negga er Susannah, Aaron Paul er en selvskreven Eddie, og min Jake er en ti år yngre Alexander Gould.

Forgængeren Wizard & Glass fra 1997 var ét langt flashback til Rolands teenageår, hans store kærlighed Susan og hans første ka-tet, og det er også en af mine yndlingshistorier. King havde en nogenlunde færdig plan for resten af DT-serien, men 19. juni 1999 blev King kørt ned af en bil, da han var ude på en gåtur i nærheden af sit hjem, og nærdødsoplevelsen og den forfærdelige genoptræning fik ham til at overveje at trække sig tilbage fra skriveriet. Men The Dark Tower-serien skulle færdiggøres (mange constant readers havde frygtet, at ulykken ville få tårnet til at styrte) -  og som før nævnt føles de sidste tre bøger også næsten som én - og så må vi ellers bare konstatere, at King heldigvis ikke trak sig tilbage efter udgivelsen af den sidste Dark Tower-bog i 2004. Ulykken ændrede tydeligvis meget for King - og også for resten af The Dark Tower-fortællingen, der nu fik et noget andet forløb end først planlagt. Og man kan virkelig mærke, at King havde mere på hjerte med Roland, for Wolves of the Calla er en vild tour-de-force i alt det, der gør DT-universet så fedt - her er vampyrer, robotter, talende dyr, Harry Potter-referencer og krystalkugle-magi i en helt old-school setting blandt hårdtarbejdende bønder i et primitivt samfund, og jeg elsker det. 
Roland og hans ka-tet er (obviously) på vej mod The Dark Tower, og efter at være rejst gennem The Waste Lands, når de grænsen til The Borderlands og landsbyen Calla Bryn Sturgis, hvis indbyggere har brug for hjælp. En gang i hver generation bliver landsbyen angrebet af  kappeklædte ulve på hesteryg, der bortfører et barn fra hvert tvillingepar i byen; og eftersom tvillinger er normalen, går det ud over stort set alle familier. Børnene vender senere tilbage, men bliver aldrig helt rigtige i hovedet - de er roont, og når de vokser op, er det med sådan en kraft og hurtighed, at de ender med at dø af det. Roland har en mistanke om, at de kræfter, der ønsker at styrte tårnet, står bag disse bortførelser, og de beslutter sig for at hjælpe landsbyen. Det er et virkelig godt set-up til en spændende historie, som jeg selvfølgelig ikke vil spoile mere af. 

Jeg må dog nævne én ting - så læs ikke videre, hvis du slet ikke vil have ødelagt din oplevelse; men historien byder på et virkelig velkomment gensyn med Father Callahan fra Salem's Lot, og det kan jeg slet ikke få armene ned over. Vi finder ud af, hvad der skete med ham efter han forlod Jerusalem's Lot i skam, hvordan han kunne identificere vampyrer i New York, og hvordan han blev forfulgt af The Low Men, som vi kender fra Hearts in Atlantis. Han ender i Midworld tæt på Calla Bryn Sturgis og bliver hurtigt accepteret af landsbyen, og jeg er SÅ glad for, at King valgte at gøre ham til det femte medlem af Rolands ka-tet og så stor en del af Dark Tower-historien. 
Og så finder jeg det enormt interessant med alle de intertekstuelle referencer og hentydninger til andre værker af litteratur og musik. Det er mere end namedropping, for Shardik the Bear, Emerald City, Hey Jude, Dr. Doom, Magnificent 7 og ZZ Top spiller vigtige roller i historien, der efter min mening kun bliver endnu bedre af det. Jeg synes ikke, at det virker forceret, når der pludselig optræder sneetches (det kalder King dem) fra Harry Potter i universet, for det bliver forklaret med en stigende sammenblanding af de forskellige verdener - og det er vigtigt, at der ikke pludselig er lyssværd og Star Wars-robotter i Midworld - de har pludselig altid været der, og der er stor forskel. 

Alt i alt er jeg virkelig glad for Wolves of the Calla, der til tider er hæsblæsende intens, men som også giver plads til en hel del karakterudvikling. Vi får lov til at se Jake som den 12-årige dreng han er, men også hvordan omstændighederne kræver, at han vokser hurtigt op; vi ser nye, mere afslappede sider af den ellers så bistre Roland, og beskrivelsen af landsbyboerne er så god og præcis, at man hurtigt bliver investeret i deres skæbne. Wolves of the Calla er en god start på slutspurten mod det mørke tårn, en spurt, der dog kommer lidt ned i gear i efterfølgeren Song of Susannah. 

onsdag den 10. oktober 2018

I move on to another day

Jeg ville gerne kunne sige, at det har været en dans på roser at starte i skole igen, men det har været svært. De sidste par år har været så gode, at jeg nogle gange godt kan glemme hvor svært jeg havde det tidligere - men så rammer det mig til gengæld ekstra hårdt, når jeg møder lidt modstand. Jeg er ikke så god til forandringer, og jeg kan tydeligt mærke min OCD røre på sig, når jeg bliver lidt presset - og det bliver jeg, når jeg skal tilbage på skolen. Der er flere ting i det, men den kommende studietur bliver især en udfordring for mig, og det er irriterende, at jeg ikke bare kan glæde mig til en uge i Holland med nogle søde mennesker. I mandags var jeg ked af det, men de sidste par dage har allerede været meget bedre - og det er heldigvis den primære forskel fra før til nu; jeg får stadig nedture, men mismodet og modløsheden forsvinder som regel hurtigt igen. Jeg er ikke på toppen, men jeg skal nok komme igennem de næste syv uger på skolen. Jeg vil bare gerne lige lave en aftale med nogen om, at min tilbagevendende vinterdepression bliver væk for tredje (eller fjerde?) år i træk, tak. 

fredag den 5. oktober 2018

someone please cut the lights

Siden sidst:

- er Daryl fra The Walking Dead flyttet ind i stuen. Vi har omrokeret i lejligheden, og han blev lidt for fremtrædende i soveværelset og skal faktisk en tur på loftet med en sort sæk over hovedet (sorry, dude!), men jeg er for doven til at gå derop. Så nu bor han i stuen. Hvilket kun gør ham endnu mere synlig end før.

- er Kim Larsen død. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg gennem tiden mest af alt haft mild irritation til overs for manden og hans musik. Jeg anerkender selvfølgelig hans enormt store betydning for de fleste danskere, og jeg kan også sagtens se, hvad han kan - men jeg gider ikke lytte til ham. Jeg er heller ikke vokset op med musikken, men ligesom alle andre, har jeg alligevel én Larsen-sang, der bringer mig direkte tilbage til barndommen. For mit vedkommende er det Joanna, der kun minder mig om min morfar og lange sommerdage ved stranden på campingpladsen, og for de minder alene er jeg Kim Larsen meget taknemmelig.

- er min tid på Frederiksberg-afdelingen af mit arbejde desværre slut. På mandag skal jeg tilbage på skolebænken i Roskilde, men jeg ville langt hellere være blevet et par måneder længere hos grise i alle størrelser, marsvin, kaniner, høns og gode kollegaer, som jeg kommer til at savne. Det har været nogle af de bedste måneder i min elevtid - jeg synes, at det gik langt hurtigere med at falde til denne gang, og så er jeg virkelig blevet udfordret i arbejdet med dyrearter, som jeg slet ikke er vant til at håndtere - tænk, at jeg skulle blive 33 år, før jeg prøvede at holde en høne? 

mandag den 1. oktober 2018

let's go for a drive and see the town tonight

I weekenden havde vi besøg af mine svigerforældre, og endnu engang fik jeg fornøjelsen af at opleve 'min' by gennem andres øjne. Vi tog på Zoologisk Museum, fordi jeg synes det er et fantastisk sted, der tilgodeser både nørder, børnefamilier, gennemsnitlige museumsgæster og mere visuelt orienterede voksne. Præsentationen af de mange flotte samlinger er helt i top, og jeg elsker at læse om, hvordan de forskellige objekter er kommet til museet; både fra de flere hundrede år gamle til de nye, som hvalskelettet fra Henne Strand. 
Jeg overtalte vagten i Mærsk Tårnet til at lade mig vise mine svigerforældre udsigten fra toppen af mit arbejde, og det var en virkelig god idé, for de var - ligesom jeg - helt bjergtagede over det flotte kig ud over søerne og København. Vi gik over Dronning Louises Bro og en tur i Torvehallerne, hvor det var svært ikke at falde for de mange fristelser - men senere skulle vi endnu en tur på restaurant Silo, så vi holdt ud nogle timer endnu. Mine svigerforældre forærede os nemlig en middag i bryllupsgave, og vi tænkte, at de også skulle have en oplevelse - så vi vendte tilbage til restauranten på 17. etage af siloen i Nordhavn. Maden var virkelig god (men desværre ikke helt lige så god som sidste gang), og eftersom vi fik et bord ved vinduet, kunne jeg næsten leve med at sidde i en våd plet i sofaen fra en tjeners ikke helt succesfulde stearin-rensning. Det var en virkelig hyggelig aften, og turen hjem i S-tog og metro en sen lørdag aften var en oplevelse i sig selv for mine svigerforældre. Igen - det har været sjovt at se København med lidt andre øjne, og jeg er glad for, at vi kan blive ved med at vise folk så mange forskellige og inspirerende steder i byen.