lørdag den 24. november 2018

I'll confess my weakness to you

Mit hoved er stadig lidt i Holland, men i går var det allerede tid til sidste tur til Roskilde og skolen i denne omgang. Eftersom jeg skal tilbage på skolebænken om bare to måneder, var det ikke den store tårevædede afsked, men vi havde en hyggelig dag med dimissionsfest for nyuddannede dyrehandlere. Jeg kan dog langt fra ligge på den lade side nu, for på mandag starter jeg både på en ny afdeling på mit arbejde OG på mit eksamensprojekt, hvor jeg dagligt skal observere og håndtere 60 mus, samt undersøge om de bliver gladere for at blive flyttet i en tunnel frem for i halen (det tror jeg de gør). Derudover er der også lige blevet slået dyrepasserstillinger op på mit arbejde, og det er så spændende, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Det er nok bare for tidligt, desværre, for jeg skal først til eksamen til marts, og er endelig færdig til juni, men jeg bliver nødt til at prøve alligevel. Sammen med ALLE de andre fra min klasse. FML. 
Det er dog aaaalt for fremtidsafgørende for sådan en lørdag aften, og i stedet overspringshandler jeg for groft - jeg har blandt andet lige slugt fem afsnit af YouTube-serien Cobra Kai, der - som navnet antyder - er en fortsættelse til en af mine ultimative yndlingsfilm; en af de film, jeg har set allerflest gange, og den film, der ganske forudsigeligt var grunden til, at jeg startede til karate som ung teenager - nemlig Karate Kid fra 1984, med en bedårende Ralph Macchio i hovedrollen. Han er vendt tilbage i rollen som Daniel LaRusso, ligesom the ultimate bad guy Johnny Lawrence også er tilbage, spillet af en overraskende god William Zabka. Stor TV-kunst er det ikke, men jeg må med skam indrømme, at jeg faktisk er virkelig godt underholdt af denne drama/comedy-serie, og så er det bare et virkelig lækkert, nostalgisk gensyn med mange af scenerne fra den første film.
Det har været en god uge. Jeg har stadig overskud fra studieturen, men jeg er samtidig ret opmærksom på, at jeg ikke skal have alt for mange planer i næste uge. Jeg er lidt nervøs for at starte på noget helt nyt igen på mandag, så mit overskud skal lige kunne strækkes lidt ud - gerne indtil jul, tak. Jeg har dog fået endnu mere plus på kontoen efter en forrygende Carpark North-koncert med en god veninde i torsdags, og i dag var jeg for første gang en tur alene på Helgoland og i det 3.9 grader kolde vand, hvilket var helt fantastisk. Jeg kommer bestemt ikke til at fortryde, at jeg meldte mig ind i Det Kolde Gys - nu skal jeg for alvor være vinterbader! (Et lille minus i regnskabet var AaBs 1-1-kamp mod Vejle. Helt ærligt, venner...)

onsdag den 21. november 2018

it freaks you up like ghouls from the dead

Min studietur var mildest talt ikke så faglig ... Det kom jeg dog over, og i stedet nød jeg, at vi havde to fridage i Amsterdam. Nogle af de allerførste indlæg jeg skrev herinde, var faktisk om en tur til Amsterdam med en veninde i august 2010 - men de er forlængst blevet slettet, og de eneste indlæg jeg har gemt fra kæresteturen to år senere, er åbenbart fra vores hotel. (Det var nu også lækkert). Jeg prøver vist bare at sige, at jeg heldigvis HAR været i Amsterdam før, så jeg kunne tage den helt med ro - og desuden fungere som tourguide for min lille gruppe. Vi fik presset en kanalrundfart, byvandring og pandekager ind i programmet, og vi var også et smut i Red Light District, hvor vi besøgte 'Red Light Secrets' - noget så specifikt som et museum for prostitution. Jeg blev faktisk ret positivt overrasket over udstillingen, der var rigtig fedt bygget op, og som behandlede et meget komplekst emne med både humor og seriøsitet fra alle vinkler. 
Vi mødte de fleste andre fra klassen i Red Light District på rundfart mellem forskellige coffeeshops, og jeg ville helt ærligt gerne have været med dem inde og ryge en pind, men jeg kan ryge herhjemme - i modsætning til at besøge en husbåd fyldt med katte, der kun findes i Amsterdam. Det var en god beslutning, for nogle af mine unge klassekammerater kunne ikke nøjes med at ryge, så efter indtagelse af lidt for meget spændende kage, blev der ringet efter både vores lærer og en læge, da paranoiaen bredte sig blandt et par i flokken. Det er SÅ SJOVT! Man skulle nok have været der, men jeg kan slet ikke komme mig over, at vores lærer skulle inddrages i voksne menneskers lidt for overmodige tilgang til Amsterdams fristelser. Alt endte godt, selvfølgelig - de skulle bare lige have en pizza og en lur. 
Imens var vi andre som sagt på kattebåden. Det var verdens bedste besøg! De Poezenboot er et katteshelter, hvorfra man kan adoptere herreløse katte - eller bare få sig en snak med de faste beboere, der tydeligvis slapper helt af i selskab med begejstrede turister, der også kun har adgang et par timer hver dag. Det er gratis at kigge ind, men donationer er velkomne - og de har adskillige kattesouvenirs i den lille butik, som jeg selvfølgelig støttede alt for generøst. 
Fredag aften skulle vi flyve hjem, og vores ellers meget tolerante lærer holdt os forståeligt nok i lidt kortere snor om dagen. Vi fulgtes til Amsterdam (med én taxa, der skulle køre tyve mennesker frem og tilbage fra stationen, og så med et overfyldt tog - men jeg kunne grine af det!) og gik sammen på udstillingen Body Worlds, der er en samling af donerede, ægte menneskekroppe og organer, og en fuldstændig vild oplevelse. Der er lige åbnet en udstilling på Experimentariet, hvor jeg også så Body Worlds sidst det var i Danmark i 2011, men denne gang i Amsterdam var meget mere overvældende for mig - måske fordi jeg har lært rigtig meget om biologi og anatomi i mellemtiden. Jeg ville gerne vise billeder, men det er vist ikke så god stil - men jeg vil bestemt anbefale alle at tjekke det ud. Min lille gruppe brugte flere timer hos de døde kroppe, og derfor nåede jeg bagefter ikke meget andet end en hurtig smuttur i min yndlingsboghandel; American Book Center
Det var altså endnu et godt besøg i Amsterdam, selvom det var alt for kort. Jeg synes, at vi fik det bedste ud af timerne, og selvom det heller ikke er nemt at gå rundt fem mennesker sammen, var det en meget taknemmelig flok, der satte pris på at jeg viste dem hvad Amsterdam også er. Vi havde nogle gode snakke over pandekager og varm chokolade, og vi var lige ved at sætte os udenfor til frokost, fordi vejret var så dejligt, og vi følte os tusind år gamle. Jeg har fået ladet mine soldepoter helt op, og selv efter en forfærdelig morgen, hvor jeg ventede i over en time på aflyste tog blandt en milliard mennesker på Hovedbanegården, har jeg stadig overskud tilbage. Hurra! 

søndag den 18. november 2018

when you find that you've organized your feelings

Natten til lørdag kom jeg hjem fra min studietur til Holland, der på mange måder har været ret heftig, og som har sendt mig helt ud i begge ender af følelsesregisteret. Jeg har flere gange undervejs spurgt mig selv, om jeg ikke burde være blevet hjemme, for jeg har virkelig været presset. Jeg har haft udfordringer ved præcis de ting og den ustrukturerethed, jeg havde bekymret mig over hjemmefra, og var det så virkelig rimeligt at presse mig selv til kanten af mit første angstanfald i årevis? Men ja, det VAR det, for jeg har også haft en helt forrygende tur, og selvom jeg ikke har fået noget særligt fagligt udbytte, har jeg endnu engang lært mig selv bedre at kende. Der var helt konkrete årsager til, at jeg havde svært ved at mobilisere det nødvendige overskud - og det er okay. 
Det ville i forvejen have været en udfordring for mig at rejse sammen med 54 andre mennesker; først i et fly til Amsterdam, dernæst i to forskellige tog mod vores destination Ede (en provinsby med cirka lige så meget charme som Herning), hvorfra vi skulle i taxa mod vores feriehytter, der lå seks kilometer inde i en skov. Det blev selvfølgelig lige en tand ekstra udfordrende, fordi jeg stadig var syg og fløj til Holland søndag aften med feber og en næsten slukket livsgnist, men den tur slog mig fuldstændig ud. Det var simpelthen ikke en mulighed for mig at tage med de andre på vores besøg mandag hos et sted med aber - det eneste reelt fagligt relevante og spændende indslag på hele turen - for vi startede med at skulle gå flere kilometer for at få en bus. HELE mandagen tilbragte jeg i en køjeseng i en tom, iskold hytte i en mennesketom feriepark; jeg havde ikke noget mad, der var seks kilometer ind til byen og et supermarked, og jeg havde stadig lidt feber. Mit tankemylder var ekstremt, jeg havde SÅ dårlig samvittighed (ganske irrationelt), hytten blev efterhånden helt klaustrofobisk, og jeg havde ret svært ved at være i mig selv.
Det er et stykke tid siden jeg har været så selvudleverende, men jeg synes faktisk, at det er lidt vigtigt at nævne, fordi jeg i modsætning til tidligere lykkedes med at komme ud af mit eget hoved igen. Normalt kan det tage mig flere dage at komme mig oven på sådan en oplevelse (der selvfølgelig bød på meget, meget mere), men det var reelt ikke en mulighed her, og hvis jeg på nogen måde skulle komme godt igennem resten af turen, måtte jeg gå mine udfordringer i møde. Det lyder så søgt, og jeg vil også understrege, at jeg tidligere har været dér, hvor jeg bare ikke har haft ressourcer til at kunne gøre det - og så er det sådan dét er. Men når jeg kan mærke, at jeg falder i gamle mønstre, OCDen driller og jeg har depressionen hængende over hovedet, skylder jeg mig selv i det mindste at prøve at gøre noget aktivt. 
Og det har virket så godt; sygdomstågen lettede tirsdag morgen; jeg smed alle forventninger om faglighed overbord; jeg delte ærligt mine udfordringer med mine hyttekammerater; jeg har grinet oprigtigt af absurditeten af at bo midt i en skov uden at have lejet biler, flere kilometer til et busstop og taxaer, der ikke ville hente os (uretfærdigheden i, at Zoo- og hestefolkene havde lejet biler gik mig længe på); jeg har været på dødsdruk med de meget højlydte og intense unge mennesker i stedet for at blive irriteret over larmen, og jeg har smilet medfølende til de tømmermændsplagede, når vi var ude på tur - frem for at være forarget over, at de ikke var voksne nok til at drikke med måde, og jeg har kigget begejstret på lamaer, flotte fugle og Svampebob-akvarier på dyrepasserskolen, i stedet for at være irriteret over at vi ikke besøgte den skole, der rent faktisk uddannede forsøgsdyrepassere. Jeg har både fået pyt-knap og ja-hat på, og jeg himler med øjnene over mig selv lige nu - men det har virket for mig.
Og så blev det pludselig en virkelig god tur. Det har været SÅ sjovt og hyggeligt. Jeg går i klasse med nogle enormt søde mennesker, og om dagen var vi for det meste delt op i specialer - og tyve mennesker er nemmere at forholde sig til end halvtreds. En dag gik jeg hjem gennem skoven alene, og det var en times dopamin- og endorfinberigende tur i fantastisk vejr, smuk natur og total stilhed, der ladede mine social kompetence-batterier op til resten af ugen. Torsdag og fredag havde forsøgsdyrsfolkene fri - det havde jeg også været rigtig træt af, da jeg gerne ville have besøgt flere virksomheder eller universiteter - men i stedet havde jeg to forrygende fridage i Amsterdam. Mere om det en anden gang - alt i alt er jeg virkelig lettet, glad, mættet og afsindigt træt. 

søndag den 11. november 2018

future soul forgive this mess

22 år efter den første bog i serien om The Dark Tower udgav Stepen King på sin fødselsdag i september 2004 den syvende og sidste - og det har været med rystende hænder, at jeg sammen med Roland og de andre igen begav mig ud på dette sidste stykke mod det forjættede tårn. I modsætning til mange andre, trofaste læsere har jeg ikke flere gange været nødt til tålmodigt at vente i årevis på næste bog i serien, og på mine ture har jeg kunnet læse hele historien i mit eget tempo - men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor overvældende det må have været for constant readers at stå med den sidste bog i hænderne efter så mange år. 

Den sidste bog i serien er meget passende illustreret af samme kunstner, der også leverede de ikoniske illustrationer til den første; nemlig den dygtige Michael Whelan, hvis stemningsfulde billeder giver et godt indblik i Mid-Worlds barske omgivelser. Hans portrætter af karaktererne ligner som sagt ikke dem, jeg efterhånden selv har manet frem i mit hoved, men de er alligevel helt rigtige, og jeg synes det er så fedt, at bøgerne blev udgivet med dét ekstra lag. 

Det er svært at skrive en meningsfuld anmeldelse af den sidste bog i en serie, der har strukket sig over 4200 sider, uden på en eller anden måde at komme til at afsløre noget. Denne anmeldelse har derfor en nærmest mikroskopisk målgruppe, men The Dark Tower-bøgerne er vigtigere for mig, end jeg lige kan sætte ord på, og Roland er i mine øjne Kings mest velskrevne karakter nogensinde, og hans bedste helt - selvom og fordi han langt fra er fejlfri - så den sidste bog fortjener lidt ekstra granskning. Inden jeg går totalt spoiler-amok, må jeg dog lige sende en sidste, kraftig anbefaling efter denne serie, der byder på alt fra voksende verdener, tidsrejser, videnskab, wizards, cowboys og magic doorways til robottjenere, -bjørne og -toge, dæmoner, orakler, portaler og meget mere. 
Så. Here goes. Jeg må spoile med det samme, for historien fortsætter hvor den sluttede i Song of Susannah, og Jake og Father Callahan er i et episk showdown med vampyrer, taheen og can-toi på restauranten Dixie Pig i New York. Father Callahan går under, men det er en værdig død, hvor han får reddet Jake, og jeg må igen understrege hvor glad jeg er for at Stephen King skrev ham ind i sagaen om The Dark Tower. Det er interessant, at han ender med at opnå redemption, når Roland faktisk ikke gør det - men vi må klynge os til de små sejre, vi får. Susannah bliver adskilt fra Mia, der føder Mordred - en baby/edderkop-hybrid, der forfølger Roland i resten af historien for at slå ham ihjel. Det er grotesk og morbidt, og jeg elsker det - han er en virkelig god karakter, og de præcise beskrivelser af hans transformationer er kuldegysfremkaldende. Truslen om Mordred har været overhængende siden bog tre, og jeg er vild med, at endnu en af de helt store skurke i Kings univers viser sig at være ret almindelig - ud over selvfølgelig at være en edderkop, er Mordred mest af alt bare en surmulende teenager. Vennerne mødes igen, og det er en rørende reunion - men allerede her teaser King, at det er ved at være sidste gang vi ser dem samlet alle sammen. Jake kalder Roland for 'father', og så græd jeg lidt for første, men laaaangt fra sidste gang. 

I Black House fik vi et ufatteligt dystopisk billede af området Thunderclap og lokationen Agul Siento, der var en enorm, frygtelig evighedsmaskine, hvor børn og såkaldte breakers blev tvunget til at arbejde. Breakers er folk med specielle, psykiske kræfter, der kan ødelægge de 'beams', der holder The Dark Tower på plads. Allerede tre år efter afviger King noget fra det billede, og breakerne i Dark Tower bliver ikke holdt som slaver af varulve, vampyrer og monstre, men lever i stedet det gode liv i et absurd, forstadslignende paradis midt i ørkenen. Deres vogtere er (næsten) almindelige mennesker med et regulært arbejde, og jeg synes det er sjovt at King igen afmystificerer flere af sine store skurke (på dette tidspunkt har vi i øvrigt sagt farvel til selveste Randall Flagg, aka. The Man in Black, der led en hurtig, uværdig og ynkelig død, da Mordred kom forbi). Vi møder Ted Brautigan fra Hearts in Atlantis, og han hjælper vores ka-tet med et angreb på Agul Siento. Det lykkedes, alt er godt, og vores helte samles i et gruppeknus (som på billedet herunder) - og så rejser en af skurkene sig op for sidste gang og skyder Eddie i hovedet...

Mit hjerte gik i stå et øjeblik - også denne gang, selvom jeg vidste, hvad der ventede mig. Første gang var det SÅ uventet; efter sidste bog, der ret beset var Susannahs historie, havde jeg regnet med, at hun ville dø - eller måske lille Oy, selvom det ville være ubærligt. Og hvem ved - måske ville Roland i et sygt tvist ende med ikke at nå tårnet, og Eddie ville tage over som dinh? Jeg troede, at Eddie var sikker, og jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at han ville dø sådan en meningsløs død - selvom virkeligheden ofte er meningsløs og sloppy, regner man med noget andet i et episk værk som The Dark Tower, og jeg kan godt lide, at King ikke automatisk indfrier vores forventninger. 
Vi får ikke lov at dvæle ved tabet ret længe, før Roland, Jake og Oy rejser til Maine i 1999 for at redde Stephen King fra et biluheld. Det er ekstremt meta, for King VAR jo ved at dø, da han blev ramt af en bil på en gåtur - og han har skrevet om biluheld SÅ mange gange i sine historier, at ka måske har prøvet at fortælle ham noget? I hvert fald - vi har knapt nok tørret øjnene efter Eddies død, før Jake forpurrer Rolands planer og kaster sig ind foran Stephen King i øjeblikket før en varevogn rammer dem begge. Roland har en frustrerende samtale med en groggy og skadet King, imens Jake langsomt DØR i vejkanten bag dem - det er hjerteskærende og uretfærdigt, at Roland ikke får lov til at sige farvel til den dreng, han ser som sin søn. Den efterfølgende scene, hvor Roland og Oy begraver Jake i en lysning i skoven er nærmest umulig at komme igennem, især Oys reaktion gør så ondt på mig. Det er ikke en historie, man bliver belønnet for at læse, men hvorfor skulle det også ende godt? Det er vi aldrig blevet lovet, selvom det føles ekstremt urimeligt, når uretfærdigheden rammer. Den stakkels dreng er allerede død TO GANGE!!! 

Tilbage i Mid-World rejser Roland, Susannah og Oy videre over The Badlands igennem områder med ekstrem kulde. Beskrivelsen af deres kolde nætter er uhyggeligt præcis, og jeg kan mærke kulden kravle ind i mine knogler, når jeg læser om det. Hos den vanvittige vampyr Dandelo, der lever af sine ofres følelser, er Roland bogstaveligt talt ved at dø af grin, og det er ganske absurd beskrevet - og meget mere skræmmende, end man skulle tro. Her befrier de drengen Patrick Danville, der spillede en stor rolle i Insomnia. Det viser sig, at Patrick har en helt særlig evne - ligesom Topper og næsehornet bliver alt hvad Patrick tegner til virkelighed, og snart tegner han en dør til Susannah. Hun har flere nætter i træk haft den samme drøm om en version af Eddie, der venter på hende i en version af New York, og selvom hun kan risikere at vandre rundt i todash space (en slags ingenting mellem de forskellige dimensioner) for evigt, tager hun chancen og åbner døren. Det er en sørgelig afsked, især fordi det er Susannahs eget valg at forlade Roland, men det er intet imod de to chokerende dødsfald vi lige har haft, og intet imod dét, der venter. 

For det måtte åbenbart komme. Selvom det reelt er helt unødvendigt for fortællingens fremdrift, sker det eneste, der absolut IKKE måtte ske - min lille superhelt Oy bliver slået ihjel af Mordred. Vores nuttede, racoonagtige bedste ven bliver spiddet på en gren, og jeg tror aldrig jeg har grædt så meget til en bog, som til den scene, hvor Roland sidder med en døende Oy i armene. Sætningen 'His body was much smaller than the heart it had held' gets me every time. Det dødsfald er så vanvittigt sørgeligt, og mit hjerte går i tusind stykker hver gang. 
Bedst som det hele ikke rigtigt kan blive værre, sker det endelig: I en utroligt velskreven scene kigger Roland op fra den endeløse vej - og får øje på The Dark Tower. Mit hjerte sad helt oppe i halsen (det har været en hård omgang for mit hjerte, kan I nok forstå), og jeg fik næsten tårer i øjnene ved beskrivelsen af det. Før Roland kan gå op ad trapperne, må han dog lige besejre überskurken The Crimson King - men efter endnu en Harry Potter-sneeches-shoot out, klarer Patrick det relativt nemt ved at viske den julemandslignende psykopat væk fra en tegning af tårnets balkon. Det er liiiidt for nemt, og selvom jeg forstår pointen med at også denne skurk er ligesom The Wizard of Oz - en hel masse ingenting - synes jeg det er lidt ærgerligt. Han virkede bestemt ikke som ingenting i hverken Insomnia eller Black House, og det er den eneste sekvens, der ikke fungerer for mig. Jeg kan dog godt lide idéen om, at The Crimson King har været låst ude på balkonen i både et par uger og samtidig i al evighed. Roland sender Patrick tilbage, og går selv mod tårnet, men inden han kan åbne døren, får vi et glimt af Susannah. Hun har rigtigt nok mødt versioner af Eddie og Jake i en version af New York, og selvom ingen af dem kan huske meget, ved de, at de hører sammen. Det er nok meningen, at det skal være en happy end, men det virker mest lidt bittersødt. 

Her advarer King mod at læse videre. Han kommer med en lille tale om vigtigheden i at sætte pris på rejsen, og ikke destinationen, og at den bedste slutning på historien for læseren ville være at have et billede af smilende Jake, Susannah og Eddie på nethinden. (Husk på, at King skrev The Green Mile LØBENDE - han udgav første installation, før den sidste var færdig!) Men det ER ikke slutningen, for Roland går op ad den lange, snoede trappe i tårnet, og bliver på hver etage konfronteret med et minde fra sit liv. Da han nærmer sig toppen, begynder at han få det underligt, og han er forfærdet, da det går op for ham, hvad der er bag den sidste dør - The Mohaine Desert, hvor vi første gang mødte Roland på hans quest. Han protesterer højlydt, men bliver skubbet igennem døren af usynlige hænder (det blev tidligere nævnt, at tårnet er den fysiske manifestation af Gan, en gudelignende skikkelse) og ender tilbage i ørkenen. Først er han i vild panik og frustration - han husker de mange, mange gange han er blevet sendt tilbage til dette sted - men snart har han fortrængt det hele, og starter sin lange vandring endnu engang. Den episke fortælling slutter, hvor den startede: "The man in black fled across the desert, and the gunslinger followed". 
Det er en helt vanvittig slutning på en helt vanvittig historie, og lige da jeg havde læst den, havde jeg lyst til at kaste bogen gennem stuen. Jeg var SÅ vred. Nu synes jeg ikke, at den kan slutte på andre måder, selvom det ER en voldsomt frustrerende slutning. Men det er langt fra et cop-out, for det giver så meget mening, at rejsen vil blive ved med at starte forfra for Roland - i hvert fald indtil han lærer af sine fejl. Det er der i øvrigt et hint til, at han har gjort, så jeg vælger at tro på, at der er håb for Roland denne gang. Igen, han er Kings bedste karakter nogensinde. Han er en actionhero af  episke dimensioner, der ikke lader sig stoppe af noget, men udviser samtidig en ærlig og rørende kærlighed, når folk har gjort sig fortjent til det. Jeg er vild med, at han har været så besat af The Dark Tower, at han ender med bogstaveligt talt at blive opslugt af det. 

Det er blevet UTROLIGT langt, men det har været svært at lægge bånd på mig selv, for jeg er så glad for dette hovedværk i Stephen Kings bibliografi. Jeg har slet ikke nævnt alle easter eggs - udover de nævnte, er der referencer til Desperation, It, Little Sisters of Eluria, Bag of Bones, The Dead Zone, The Stand, Eyes of The Dragon, Everything's Eventual, Misery og The Langoliers. Det bliver ikke min sidste tur til tårnet (og næste gang skriver jeg om de første fire); ligesom Roland har jeg udviklet mig en lille smule siden sidste omgang, og jeg får noget nyt ud af hver rejse. 

Og så lad mig lige slutte af med at sige, at det var en utroligt frustrerende oplevelse at være i New York i så kort tid på min ferie i foråret, at jeg ikke kunne nå at opsøge de forskellige lokationer fra The Dark Tower. Jeg havde allerede slæbt min tålmodige mand med til Maine, så jeg synes ikke helt, at jeg kunne retfærdiggøre mere King-hysteri, men jeg vender meget gerne tilbage engang! 

torsdag den 8. november 2018

what the water wants is sun kiss

Mandag og tirsdag i denne uge har jeg været til en konference, der har været så god, at det helt har opvejet de mange, mange andre ting, jeg finder lidt udfordrende ved skolen. Hele vores klasse meldte os til 3Rs årlige symposium, hvor forskere, dyrlæger, EU-repræsentanter og dyreteknikere mødtes til networking og oplæg om forskning og forslag til forbedringer for dyrevelfærden i forsøgsdyrsbranchen. Det var så opløftende at se branchen være enig om vigtigheden i dette emne, og jeg gik derfra med ny viden og helt konkrete redskaber, jeg kan bruge i min hverdag. Konferencen sluttede tirsdag med en afsindig lækker frokost (Vi fik også brunchagtig morgenmad med ingefærshots og minicroissanter. Og flere slags kage. Og wine&cheese. Liiiidt noget andet end kantinen på teknisk skole), og jeg trak min cykel næsten hele vejen hjem fra Østerbro i solskinnet.

Mindre godt går det i dag, hvor jeg er blevet hjemme på sofaen med en øm hals og tåge i hovedet. Det kommer på et virkelig dårligt tidspunkt, for i går skulle jeg have været til John Grant-koncert (og det havde jeg glædet mig SÅ meget til!), og i aften skulle jeg have været med en veninde i teatret og se en opførelse af Erlend Loes Muleum. Men jeg bliver nødt til lige at tage en slapper, hvis jeg skal være klar til at rejse til Holland på søndag, for det stresser jeg nok over i forvejen. Heldigvis er der også plads til lidt glæde og forventning, for jeg ved jo godt, at det nok skal blive en god tur - jeg vil bare helst være rask, når jeg skal være sammen med halvtreds mennesker i fem dage.  

lørdag den 3. november 2018

I will float until I learn how to swim

Efter en måned er jeg efterhånden ved at vænne mig til at gå i skole igen - hverdagen er blevet lidt nemmere, men nu er der så også kun tre uger tilbage, hvoraf én af dem er den famøse studietur til Holland. Denne uge har været noget mere konstruktiv end sidste - vi har besøgt Novo Nordisk og set klikkertræning af grise (og deres awesome kanin-set-up, som jeg er ret misundelig over), samt haft besøg af en anden dygtig træner, og jeg har hver dag kunnet gå hjem med følelsen af at have lært noget nyt. Dét er fedt, og når det er sådan, er jeg helt vild med at gå i skole.

Mindre begejstret var jeg for vores socialiseringstimer fredag eftermiddag, hvor vi legede og quizzede med hestepigerne og zoofolket. Det er utroligt, at man stadig tror at alle synes det er sjovt at stille sig op foran 50 mennesker og mime en kalkun, men eftersom det sjældent er de introverte der melder sig som festarrangører, bliver det nok ved at være sådan. Det er dog også blevet nemmere for mig som årene går - men jeg bliver aldrig fan af at gøre mig selv til grin i større forsamlinger.
Ugen bød dog også på en virkelig hyggelig eftermiddag med tre af mine klassekammerater, hvor vi gik en tur ved Roskilde Fjord og (igen) spiste en forrygende god middag på Restaurant WHY? Vi havde tid til at snakke om lidt mere end mus og skoleprojekter, og de gør det så meget nemmere for mig at stå op om morgenen og gå i skole.