mandag den 31. december 2018

eerie whispers trapped beneath my pillow

Allerførst: Her burde have været et langt og reflekterende indlæg over året der er gået, men jeg har sovet hele eftermiddagen væk, og nu vil jeg gå ud til min kæreste i køkkenet og hjælpe til med vores beskedne nytårsmiddag. Vi fejrer nytåret sammen med Jimmy - men det havde vi nok helt ærligt også gjort, hvis jeg ikke var syg. Og et eller andet sted er det også meget passende, at årets sidste blogindlæg kommer til at handle om Stephen King, der har fyldt mere i mit liv i 2018 end nogensinde før. Rigtig godt nytår, og tak for at I læser med!
Jeg var totalt last-mover med podcast-fænomenet og vidste i pinligt lang tid ikke rigtigt, hvad det var - indtil det gik op for mig, at det jo bare var en slags radio. Mine veninder fik sparket mig i gang for et par år siden (jeg startede solidt ud med de stadigt forrygende gode 'Kvinden med den Tunge Kuffert' og 'Serial'), og siden da har jeg stort set skiftet al musiklytning ud med podcastlytning (hvilket vel egentlig er lidt trist). Ikke overraskende søgte jeg snart efter Stephen King-podcasts, og den første jeg faldt over, elskede jeg øjeblikkeligt. Jeg har efterhånden lyttet til en del forskellige, og der er mange flere derude (jeg mangler blandt andet de 'store' 'The Loser's Club' og 'Dark Tower Radio'), men de podcasts jeg anbefaler i dag, har alle en del episoder bag sig og holder et højt niveau. Flere af dem er dog desværre nedadgående i deres udgivningsfrekvens, så der kommer nok en del to til dette indlæg, når jeg engang får kastet mig over de (mange!) resterende. Dagens podcasts følger i nogenlunde prioriteret rækkefølge: 
Stephen King Cast
Stephen King Cast var den første King-podcast jeg begyndte at lytte til, og det er stadig min favorit. Der er kun én vært; den semi-anonyme Cooper O'Connor, der giver nogle virkeligt grundige og indsigtsfulde analyser i Kings værker. Han har læst engelsk på universitetet og tilgår historierne med en grundig analytisk indstilling, og jeg elsker at høre nogen nørde King på et lidt højere niveau. Han har udgivet næsten 200 episoder og har imponerende nok været igennem alle bogudgivelser, så der har naturligt nok været lidt længere mellem udgivelserne på det sidste. 

PLUS: Værten kender virkelig sit stof. Hans research før hver episode er imponerende; han læser ikke bare bogen, men opstøver diverse trivia omkring udgivelsen, hvilket er et stort plus. Han inddrager også lytterne og er (lidt for) god til at læse e-mails op med forskellige synspunkter, og så har han nogle gode interviews med relativt vigtige mennesker i King-kredsene. Hans valg af musik til de forskellige episoder er gennemtænkt og altid en god overraskelse, og så har han to ekstremt søde hunde, der ofte snorker i baggrunden, og selvom han er anonym, er en af hans store forcer i det hele taget, at han deler så meget af sit privatliv. Han har i øvrigt også været på tour med Stu Tinker i Bangor ligesom mig. 

MINUS: Det virker heldigvis for det meste, men nogle gange er det en anelse trivielt, at podcasten hostes af kun én mand. Der kan mangle en anelse ping-pong, og når værten er træt, er det lidt for tydeligt, at han læser op af et manuskript. Til tider kan han også være lidt for politisk korrekt - det er alligevel tydeligt, hvor han sætter sit kryds, så jeg ville ønske han var lidt mere direkte i sin kritik - her tænker jeg særligt på The Dead Zone, hvor Stephen King i 1979 formåede at skrive en roman om Donald Trump. (OK. Edit siden første kladde - i Elevation-anmeldelsen lægger han ikke fingrene imellem!)
King Me - The Stephen King Movie Podcast
Podcasten hostet af de to drengerøve Rob Avon og Dan Gagliardi er meget tæt på at være min favorit, men det ville ikke være helt fair, da udgangspunktet for podcasten ikke var en decideret kærlighed til King, men snarere et vanvidsprojekt om at se samtlige elendige King-relaterede film. Det er SÅ sjovt at høre dem kæmpe sig igennem de virkeligt forfærdelige filmatiseringer, og jeg har flere gange grinet højt, hvilket er lidt af en bedrift for en podcast. Rob har læst en del Stephen King, så han har noget baggrundsviden, men udgangspunktet er at de ikke må snakke om bøgerne i podcasten. I starten var den grove humor lige i overkanten, men jeg lærte snart at elske dem, og de har også løbende lært at elske Stephen King, og behandler ham med stor kærlighed og respekt, selvom de virkelig tager pis på ham. De har desværre ikke udgivet ret meget siden maj måned, hvor Rob flyttede tværs over landet. 

PLUS: De er SÅ sjove, og har  som sagt flere gange fået mig til at grine højt. De har tit gæster i studiet, og de er ofte - ligesom dem selv - amatørkomikere, der optræder på diverse små scener rundt omkring i New Jersey. Deres fokus på åndssvage detaljer i filmene er imponerende, og de gør det noget sjovere for mig at kæmpe mig igennem f.eks. syv Children of the Corn-film. De har forskellige faste segmenter i hver episode, der trods alt skaber en vis struktur i anarkien. 


MINUS: Det krævede lige et par afsnit eller tre før jeg lurede jargonen og humoren, der i de første par episoder var lige plat nok. De starter (som de fleste) kronologisk, og der er SÅÅÅÅ mange menstruationsjokes i det første Carrie-afsnit. Men det bliver lynhurtigt bedre, og King Me er en af mine ultimative yndlingspodcasts. 

The Stephen King Podcast
Canadiske Lou Sytsma og svenske Hans Lilja (manden bag Lilja's Library; en af de vigtigste Stephen King-hjemmesider gennem de sidste tyve år) har lavet en nogle gange lidt tør, men meget saglig og informativ Stephen King-podcast, hvor de udnytter deres forbindelser, der er liiiidt bedre end dem, de andre podcasts kan trække. Hans og Lou snakker om både de originale King-værker, men også om andre King-relaterede projekter, og det er for det meste ret interessant. Efter 93 afsnit har Hans desværre valgt at stoppe, men Lou fortsætter alene.

PLUS: Hans og Lou har - for King-fans - virkeligt interessante gæster med på telefonen, blandt andet Bev Vincent og George Beahm. De har også en god dynamik - hvor Lou altid er saglig og seriøs, er Hans noget mere umiddelbar, og (heldigvis) noget mere ærlig, når der er noget, han ikke kan lide. Det er også her, jeg bedst får opsamlet alle vigtige (og ikke-vigtige; de er meget grundige) Stephen King-nyheder. 


MINUS: Det kan godt blive liiidt for tørt nogle gange - nogle gange er det helt ærligt lidt svært ikke at space ud. De har også en del ekstraepisoder med interviews med upcoming forfattere, og selvom det bestemt er sympatisk, springer jeg altid over dem. 
Castle Rock Critical
Konceptet bag denne podcast fangede mig ikke umiddelbart - der findes et hav af podcast, der kun omhandler Castle Rock-serien, og selvom det bestemt er interessant, har jeg haft nok i at lytte til mine faste podcasts behandle serien. Derudover er Castle Rock Critical en podcast under den større paraply FanCritical, der udgiver podcasts om alle de store tv-serier, så jeg troede ikke, at det ville være særligt grundigt. Men jeg tog fejl, og podcasten er hurtigt blevet en favorit hos mig. Efter det blev bekræftet, at Castle Rock blev fornyet med en anden sæson, besluttede værterne sig for at fortsætte og se og diskutere flere værker af King frem til udgivelsen af næste sæson, og det er virkelig godt. 


PLUS: Jeg troede, at det ville være et KLART minus, at der er hele fem mennesker tilknyttet podcasten. Oftest er de dog kun max fire i studiet af gangen, og de er overraskende gode til ikke at snakke i munden på hinanden - i det hele taget er det tydeligvis nogle lidt mere podcast-vante værter end jeg er vant til. Der er en virkelig god dynamik, og de er sjove og tilpas fjollede - og så er de fra England (og Australien). Jeg er faktisk blevet så glad for dem, at jeg også er begyndt at lytte til deres Walking Dead-podcast. Og så er det også et klart plus, at en af værterne, Emma, er ivrig King-læser og kan sætte filmene i kontekst i det store King-univers. 

MINUS: Umiddelbart ikke noget. Det er ikke fair at kritisere værterne for at være FOR grundige, for jeg nyder virkelig nørderiet, og det er ikke deres skyld, at det er femte gang jeg lytter til en scene-for-scene analyse af hele Castle Rock-serien. Nogle af episoderne er lange, men de er klippet godt, og det hele er interessant og King-relevant. Jeg kan anbefale at springe Castle Rock-afsnittene over og bare lytte til deres analyser af filmene, da det er en af de bedste podcasts til netop dét. 

Castle Rock Radio - A Stephen King Podcast
Denne podcast er hostet af Lori Michelle og Max Booth III, der er et par enormt sympatiske mennesker med god dynamik og humor. De danner par privat, men det er bestemt ikke noget, der fylder meget i podcasten - vigtigere for deres baggrund er deres funktion som redaktører af horrorbladet Dark Moon Digest, hvor blandt andre Cooper O'Connor fra The Stephen King Cast har fået historier udgivet. 

PLUS - Til forskel fra sådan cirka alle andre starter Castle Rock Radio ikke i kronologisk rækkefølge med Carrie, hvilket er et stort plus, for selvom jeg normalt er fan af orden og struktur, kan det blive lidt trættende efter femten podcasts. Derudover tager de fat i de mere ukendte King-historier og dedikerer et helt afsnit til en enkelt novelle - selvfølgelig med diverse sidetracks, men det er et format, jeg sætter pris på. De er på ingen måde politisk korrekte, hvilket også er et stort plus i min bog. 

MINUS - Især Lori ved ikke sååå meget om Stephen King. Det gør ikke så meget for anmeldelsen af den enkelte historie, men det er et problem, når de skal referere til det større billede. De har også ofte gæster med, der skal promovere egne bøger på parrets forlag, men de ved heller ikke ret meget om King, og det kan gøre det en anelse unuanceret. Generelt kunne de godt være lidt grovere i redigeringen, men jeg er for det meste ret godt underholdt.
The Cast of Ka - Stephen King's The Dark Tower Fan Podcast
The Cast of Ka er en podcast fra Deejay og Rachel Shatto fra Zombie Grrlz, og som navnet antyder, er den dedikeret 100% til The Dark Tower. Der er indtil videre kun udgivet 22 episoder, men de to værter går til gengæld virkelig grundigt til værks og dækker kun et par kapitler i hver episode. De har netop startet turen gennem bog nummer tre, The Waste Lands, og jeg nyder virkelig at nørde med de to værter, der interessant nok læser historien ret forskelligt. Jeg har siden opdaget andre podcasts, der også går i dybden med netop Dark Tower, men dem gemmer jeg altså lige lidt endnu. 

PLUS - Det er VIRKELIG nørdet. Jeg ved godt, at jeg i forvejen har en ret smal målgruppe, og at en post omkring Stephen King-podcasts ikke kan bruges af mange - og denne podcast er til et endnu mindre publikum. Den kan dog bestemt anbefales at lytte til imens man selv rejser mod tårnet - de forsøger at være spoiler-free, og selvom det er svært for mig at vurdere, fordi jeg kender historien så godt, tror jeg bestemt, at de overholder det. De anerkender de problematiske aspekter ved historien, men er også gode til at se historien i konteksten af den tid, den blev skrevet i, og det sætter jeg stor pris på. 

MINUS - Den ene vært, der bare omtales som Deejay, er nogle gange lidt for negativ i sine betragtninger. Jeg forstår godt dynamikken imellem de to, der fungerer langt det meste af tiden, men nogle gange er han lidt for ærlig omkring at have læst lidt hurtigt over detaljerne - hvilket virker dumt, når formålet er at gå helt i dybden. Medværten Rachel er dog god til at sætte en stopklods i, når han springer over noget vigtigt. 
Pennywise Dreadful - The Journal of Stephen King Studies
Pennywise Dreadful er et interessant projekt, for det er mere end blot en podcast, men også en peer-reviewed online journal, der samler nyere forskning i Stephen Kings værker. Man kan læse mere her, og det er også meget nørdet - og selvfølgelig lige noget for mig. V
ærterne Dawn Stobbart og Alan Gregory gør et kæmpe stykke arbejde, og derfor bliver Pennywise Dreadful også nævnt her, selvom der kun er udgivet 20 episoder af podcasten indtil nu. 

PLUS - Det er endnu en podcast, der går grundigt til værks. Værterne har deres teori i orden og kan sætte Kings værker i en større kontekst - og så er de britiske, hvilket er en kærkommen afveksling fra alle amerikanerne (og svenskeren og canadieren, selvfølgelig).

MINUS - Der er ELENDIG lyd i flere episoder. Det går især helt galt, når de har andre gæster med - enten i studiet eller pr. telefon - og det er en skam, for deres diskussioner er enormt interessante. Desværre er flere episoder næsten uudholdelige at lytte til. Efter jeg har opdaget, hvor mange andre gode King-podcasts der findes, kan jeg desværre ikke give Pennywise Dreadful en højere placering, men eftersom udgivelsesfrekvensen er så lav, bliver jeg gerne ved med at lytte. 

6 kommentarer:

  1. geniALT indlæg! så godt beskrevet, perfekt med plus og minus. f.eks., dårlig lyd på pods? TAK, fordi du siger det, for det kan jeg slet ikke holde ud, så du reddede mig lige fra en masse frustration. :) ved allerede at jeg vil vende tilbage til det her! du burde have en like-funktion, så man hurtigt kan genfinde sine yndlingsindlæg. ;)

    kan ikke lade være med at føle mig personligt anråbt i afsnittet om the Cast of Ka, og efter at have subscribed for længe siden (også på din opfordring) og siden ikke gjort mere ved det (sorry, der er bare så mange podcasts), vil jeg tage dette anråb som et tegn og endelig lytte til det første afsnit! all things serve the f*ckin' beam.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig pænt sagt - TAK for din kommentar!

      Og ja, der er måske en lille hentydning til dig i Cast of Ka - jeg kender faktisk flere, der har begivet sig mod tårnet, men tvivler på, at de har helt det samme behov for nørderi (hvilket er ganske forståeligt). Jeg må dog lige nævne, at jeg siden har opdaget "Two Guys to the Dark Tower Came" og "Dark Tower Palaver" - de kan sagtens være bedre, men de er altså kommet lidt bag i køen, da jeg liiiige skal have en DT-pause (trods alt).

      Jeg ved godt, at det måske ikke var en reel opfordring, men hvis du læser blogs via Bloglovin' kan du gemme indlæg. Lige det her kan du dog altid bare finde på SK-siden. :D

      Long days and pleasant nights!

      Slet
  2. Virkelig interessant - må snart i gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror bestemt, at det kunne være noget for dig. :)

      Slet
  3. Gad ikke læse indlægget, men er vild med billedet :D

    SvarSlet