tirsdag den 29. januar 2019

you're always in my heart*

I dag fylder min lillebitte lillesøster 30 år, hvilket næsten ikke er til at forstå (især ikke fordi det sætter en fed streg under, at jeg snart ikke længere er i start-trediverne, men midt-trediverne). Vi snakker ofte om det paradoksale i, at vi både kan være så utroligt ens på mange punkter, og samtidigt vidt forskellige på andre - hvilket giver en helt særlig, indforstået dynamik. Jeg er så uendeligt glad for at have hende i mit liv - hun er den bedste til at se igennem mig, give mig et knus, når jeg har brug for dét, til at sige, at jeg skal tage mig sammen når jeg skal tage mig sammen, og til at få mig til at grine. 

De sidste par år har hun overhalet mig totalt på voksenpoint. Hun bor i et hus (alene dét er stort for mig) med sin kæreste og min lille niece - og to hunde, en hest og en bil. Når jeg flader ud med Red Dead Redemption, køber hun ind, laver utroligt lækker mad, rydder op, gør rent og underholder en yderst aktiv et-årig, og det er så ufatteligt sejt. Vi fejrede hende lidt i weekenden, men hun fortjener meget mere. Det er noget helt særligt at have en søster, og jeg kunne ikke have ønsket mig nogen bedre end min.

*Michael Jackson-reference. Jeg var jordens største Michael Jackson-fan, da jeg var barn, og samtidig meget beskyttende over for mine ejendele på storesøster-måden. Det lykkedes alligevel min seks-årige søster at låne min HIStory-CD - og hun lavede en kæmpe ridse i coveret. Hun var ulykkelig, samlede alle sine sparepenge (15,50 i småmønter) og skrev undskyld på en seddel, som hun lagde på mit skrivebord sammen med CD'en. Det var så sødt, at jeg næsten ikke kunne blive sur på hende. Næsten. 

lørdag den 26. januar 2019

choice allows you choose to lose

Disenchantment
Det er blevet tid til min liste over de bedste tv-serier fra anden halvdel af 2018. Listerne over årets første seks måneder kan findes her og her, og jeg er allerede begyndt at researche til 2019s lister (hvilket er en ret overkommelig opgave, der primært indebærer at jeg ser nogle fede tv-serier). Sidste år betød afslutningen på flere af mine faste serier, hvilket egentlig var ret velkomment, eftersom mængden af nye, interessante serier bare vokser støt. Denne gang bliver gennemgangen en anelse kortere en vanligt; da jeg jo stadig ikke har gennemført mit Red Dead Redemption-spil.

18. Fear The Walking Dead sæson 4
Jeg opsummerede egentlig mine følelser omkring Fear the Walking Dead ret godt sidste år, og jeg har kun set videre, fordi min kæreste af uransagelige årsager stadig følger med. Med introduktionen af mystiske Morgan fra hovedserien havde fjerde sæson bestemt potentiale, men da man valgte at skrive de mest interessante karakterer ud af serien og ende sæsonen på verdens mest irriterende måde, nåede den desværre heller ikke i mål denne gang. 

17. Disenchantment sæson 1
Da jeg placerede metaltrætte The Simpsons nederst på forårets liste, nævnte jeg samtidig mine forventninger til serieskaber Matt Groenings nyeste projekt Disenchantment - en fantasyserie med udgangspunkt i det middelalderlige kongedømme Dreamland, hvor vi følger den rebelske prinsesse Bean og hendes venner; den irriterende alfenisse Elfo og dæmonen Luci. Det kunne være så godt, men det er mest af alt bare lidt ligegyldigt, desværre. Serien har bestemt sine højdepunkter, men nyskabende eller overraskende er den langtfra.
16. South Park sæson 22
South Park opnår ikke en højere placering denne gang, men det betyder ikke, at jeg er blevet træt af drengene fra Colorado, for serien formår at være mere aktuel end nogensinde. Det kan nok betyde, at de seneste sæsoner ikke vil være helt så sjove at gense om nogle år, men det har en helt særlig virkning med SÅ aktuelle animationsserier. Mit yndlingsafsnit i denne omgang handler ikke overraskende om Red Dead Redemption II, og så har Randy Marsh en af sine særligt gode sæsoner, hvor han flytter hele familien på landet for at dyrke weed. 

15. Channel Zero sæson 4 - The Dream Door
Jeg skrev om tredje sæson sidste gang, men allerede i oktober udkom fjerde sæson af den amerikanske horrorantologiserie, der denne gang bygger på 'Hidden Door' af Charlotte Bywater. Det blev samtidig seriens sidste sæson - desværre, for jeg er blevet ret glad for formatet, selvom serien aldrig blæste mig helt bagover. Denne gang får vi historien om et nygift par, der efter indflytning i deres nye hus opdager en mærkelig, låst dør i kælderen. Snart bliver de plaget af fortidens spøgelser; selvfølgelig både i bogstavelig og overført betydning, og der var bestemt nogle fede scener i sæsonens seks afsnit. 

14. Cobra Kai sæson 1
Meget uventet kan jeg placere en Karate Kid-spin-off-serie på min liste, for som jeg nævnte her, kom Cobra Kai helt bag på mig. Jeg havde slet ikke opdaget, at serien eksisterede, men jeg bingede de ti afsnit på rekorttid - og har også måttet gense de gamle film, som jeg stadig elsker til døde. Jeg er pinligt glad for denne serie, selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvilken tone den sigter efter - den er både sjov, kikset, kitchet, rørende, sarkastisk og oprigtig, men lidt af det hele på samme tid i en rodet omgang, der potentielt også godt kan være lidt... problematisk i sin fremstilling af alle slags minoriteter. Det kan jeg dog sagtens tilgive, for det er det hele værd at se Johnny Lawrence fortælle sin version af mødet med Daniel, der i hans øjne var en virkelig irriterende møgunge, der oven i købet stjal hans kæreste. Johnny genåbner Cobra Kai-dojoen og bliver lidt uventet nørdernes redning, og snart træner de op til den store karateturnering. Det var desværre en lidt antiklimatisk slutning, der dog bestemt retfærdiggjorde en anden sæson, så jeg glæder mig til at se mere actionfyldt karate og low-life drama. 

13. Forever sæson 1
I 2018 sagde vi farvel til Portlandia, men det betød heldigvis ikke et farvel til Fred Armisen, der spiller overfor Maya Rudolph i denne bizarre dark comedy-serie fra Amazon Prime, som jeg fik anbefalet af min veninde (tak!). Armisen og Rudolph spiller et gift par (Oscar og June Hoffman), der altid spiser det samme, holder ferie det samme sted, og måske i virkeligheden er ved at vokse lidt fra hinanden - synes June i hvert fald. For at forklare seriens præmis bliver jeg nødt til at spoile første afsnit, men jeg begyndte at se serien uden at have læst om den overhovedet, og det kan jeg virkelig anbefale. Seriens titel giver også et lille hint, for allerede i første afsnit dør Oscar i en absurd skiulykke, og June bliver kvalt i en macadamia-nød et år efter på et fly på vej til Hawaii for at starte på en frisk. Hun vågner op i et absurd forstads-lignende kvarter til en yderst begejstret Oscar, der er SÅ klar på at fortælle hende om det evige efterliv de nu skal tilbringe sammen i Riverside. Det er sjovt og godt - mest pga. Rudolph og Armisen. 


12. Mr. Mercedes sæson 2
Første sæson af Stephen Kings Mr. Mercedes kom fuldstændig bag på mig, da jeg mildest talt ikke var begejstret for romanen - og jeg har stadig ikke fået skrevet om nummer to og tre i trilogien. Anden sæson dækker begivenheder fra tredje bog, og det er lige blevet bekræftet, at den kommende tredje sæson har bog to som udgangspunkt, hvilket giver god nok mening når man kender historien. Jeg laver en grundigere opsamling engang, men kort sagt var anden sæson god, og den burde nok i virkeligheden ligge lidt højere placeret - især fordi Brendan Gleeson leverede endnu en pragtpræstation - men jeg kan ikke helt tilgive, at Holly og Jerome næsten ikke havde noget skærmtid.

11. Kidding sæson 1
Ligesom alle andre, lettere alternative kvinder i min aldersgruppe, ELSKEDE jeg filmen 'Eternal Sunshine of the Spotless Mind' fra 2004 af Michel Gondry med Jim Carrey og Kate Winslet i hovedrollerne, og nu har Carrey og Gondry igen skabt noget helt særligt sammen. Dave Holstein er manden bag Kidding, men Gondry er executive producer, og har helt tydeligt haft en ret stor indflydelse på serien, der i tone, tema og stil minder meget om den femten år gamle film. Jim Carrey kan altså noget helt særligt; især i de mere alvorlige roller - og selvom Kidding er en comedy-dramaserie, er den mere seriøs end sjov. Carrey spiller Jeff Piccirillo, der blandt sine mange, mange fans kendes bedst som Mr. Pickles fra børne-TV, hvor han gennem årene er blevet et kæmpe navn. Serien følger ham og resten af familien komme sig ovenpå en voldsom tragedie, og Jeff kæmper virkelig med at holde hovedet oven vande. Det er ubehageligt at være vidne til hans sammenbrud, hvilket fortæller om godt skuespil - og skuespilspræstationerne er i det hele taget noget af det bedste ved serien, der er blevet forlænget med en anden sæson. 


10. The Haunting of Hill House
Jeg blev meget positivt overrasket af Netflix-serien The Haunting of Hill House, der blev kraftigt promoveret i efteråret. Jeg frygtede en lidt for poppet og slet ikke uhyggelig slasher-serie, men det er faktisk noget af det bedste horror-TV jeg har set længe, og der var flere scener, der var legit uhyggelige. Selvfølgelig kan man ikke opretholde den samme, knugende stemning gennem alle ti afsnit, og der var måske lidt for heftig brug af jumpscares, men det kan jeg sagtens tilgive, for modsat mange andre horror-film og serier, var den bagvedliggende historie faktisk virkelig god. (Serien er bygget på romanen af samme navn, skrevet af Shirley Jackson i 1959, men instruktøren har bestemt taget sig nogle friheder). Serien er instrueret af Mike Flanagan, der også stod bag filmatiseringen af Stephen Kings Gerald's Game, og han har igen hyret Carla Gugino i en stor rolle - denne gang som moderen, der skal holde sammen på familien i det kæmpestore, uhyggelige hus. Til sidst lige et shoutout til børneskuespillerne, der var virkeligt gode - det er ellers SÅ sjældent det sker. 
9. Preacher sæson 3
Jeg fik aldrig skrevet om første sæson af Preacher, og da jeg fortalte om sæson to, lovede jeg at yde serien retfærdighed og skrive et ordentligt indlæg efter sæson tre, da den helt bestemt fortjener det. Det er jeg stadig ikke afvisende overfor, men i første omgang nedfælder jeg blot et par linjer der kan understrege, at serien stadig står knivskarpt - og denne sæson har været sjovere end nogensinde. Man ser tydeligt forbindelsen til tegneserien i de ekstremt overdrevne actionsekvenser og den glorificerede vold, der er voldsom, men også virkelig underholdende og sjov. Danmark og danskerne får en uventet overhaling af den misforståede nazi-lignende skurk Herr Starr i denne sæson; Gud er stadig bare en mand i et hundekostume, Hitler flygter fra helvede og får arbejde på en burgerbar, og kristendommens frelser er en savlende, indavlet idiot. Det er bizart og rigtig, rigtig fedt.

tirsdag den 22. januar 2019

you set my soul alight

Jeg glemte et vigtigt punkt på listen over de ting, der optager mig i øjeblikket - nemlig min intensiverede vinterbadning! De sidste par år er jeg hoppet i vandet fra Sneglen på Amager Strand et par gange sammen med en veninde, men i efteråret lykkedes det os at blive medlemmer af 'Det Kolde Gys', der er vinterbadeforeningen på Helgoland. Det er en absolut fantastisk forening, hvor man som udgangspunkt bader nøgen; hvor man holder øje med hinanden (på den gode måde), og hvor børn ikke har adgang. Adgangen til saunaer gør det noget nemmere at hoppe i det kolde vand (og rent faktisk have en meningsfyldt samtale bagefter), og jeg bliver simpelthen så glad af det. Det virker rigtig godt mod mit tankemylder lige at chokstarte mit system, og når solen samtidig skinner som den gjorde i søndags, kan jeg næsten fysisk mærke mine depoter bliver fyldt op. (Det har nu også sin charme at bade i regnvejr i piskende og mørkt vand, og bagefter sidde i saunaen og kigge ud over det vilde Øresund - heldigvis, for jeg har sjældent mulighed for at bade i dagslys i øjeblikket.) 

fredag den 18. januar 2019

they stretched us out until we split

Jeg får ikke rigtig skrevet, fordi det hele er gråt og trist, og jeg er mere end almindeligt underskudsramt. Men nu er solen her endelig, det er fredag, og ugens mange (mange!) bump på vejen er lykkelig glemt. Jeg har lovet lange, indsigtsfulde indlæg, men hovedparten af min hjerneaktivitet bliver i øjeblikket rettet mod mit eksamensprojekt (og Red Dead Redemption II, selvfølgelig), så dagens tekst handler om min udflugt til Experimentariet i søndags.  
Jeg hev to af mine gode venner med (hvad siger man? Det lyder tåbeligt at sige 'på Experimentarium') til deres særudstilling Body Worlds. Jeg skrev lidt om en lignende udstilling jeg så i Amsterdam her, men de havde en lidt anden billedcensur end os, tilsyneladende, for denne gang blev jeg ligefrem opfordret til at dele billeder. Det ER også en virkelig flot og imponerende udstilling, og jeg vil opfordre alle til at besøge den - selvom den i Amsterdam nok var fem gange større og derfor meget mere detaljeret. 
Særudstillingen tog et par timer, men vi brugte resten af dagen på at rende rundt i den faste udstilling og lege med sæbebobler, skygger og bølger, træne reaktionstid og hukommelse, og se os selv på varmekamera. Her kunne vi konkludere, at jeg har en ualmindeligt kold næse, og at min ven ser helt normal ud, imens min veninde ligner en egyptisk oliesheik med en ekstra arm. 
Mine venner excellerede i det logiske område, men det er mildest talt ikke min spidskompetence. Jeg synes egentlig, at jeg helt overordnet er tilstrækkeligt begavet til at kunne fungere normalt i samfundet, men min hjernekapacitet rækker simpelthen ikke langt nok til at kunne sammensætte simple figurer eller befri en klods på et reb. Jeg løste den klassiske opgave med ræven, hønen og majskolben, der skal fragtes over en å, hvilket jeg er utrolig stolt af - og jeg undrer mig lidt over, at de andre opgaver ikke kunne fange min opmærksomhed, når jeg normalt er glad for at nørkle med ting. 

Det var en virkelig fed dag. Det er et fantastisk sted for alle nysgerrige børn og voksne - især førstnævnte fylder naturligt nok lidt meget i de store, åbne rum med støjende aktiviteter, men nu var vi der også en søndag eftermiddag. Body Worlds har åbent helt til klokken 21 hver dag, så man kan også sagtens planlægge et lidt mere roligt besøg. (/Childfree serviceinfo out.)

lørdag den 12. januar 2019

it's the song I've been trying to sing

Jeg er ikke meget for nytårsforsætter eller større markeringer af, at endnu et år er gået - men årsskiftet er måske alligevel en meget god anledning til at være lidt selvcentreret og gøre en eller anden form for status. Jeg hænger nogle gange lidt fast i fortiden og er ofte slem til at definere mig selv ud fra den person, jeg var engang - selvom jeg er et helt andet sted i livet nu. Derudover kniber det også lidt med at få skrevet mere om, hvad der helt aktuelt ligger mig på sinde, fordi jeg altid føler, at hvert emne skal tildeles sit eget, gennemarbejdede indlæg - med det resultat, at jeg aldrig får fortalt om, hvad der rører sig hos mig lige nu. Derfor følger en meget blandet liste i punktform med lidt fakta om hvem jeg er i januar 2019.

- Jeg er 33 år gammel, født og opvokset lige mellem Øst- og Nordjylland og bosat i København siden 2005. Sidste år blev jeg gift med min kæreste, og om en måneds tid kan vi fejre vores første bryllupsdag - og til maj har vi været sammen i 12 år. Vi bor i en lejlighed på Amager med vores kat Jimmy. 

- Vi har ikke børn, og skal heller ikke have nogen. Det har jeg aldrig været det mindste i tvivl om, og jeg har været vant til at være i en evigt undskyldende forsvarsposition, men jeg har rykket mig lidt det sidste års tid. Jeg har fundet nogle childfree-fællesskaber på facebook, hvilket har været en øjenåbner for mig, og jeg har nu en lidt anden tilgang til de dybt grænseoverskridende børnesnakke (uden at være fjendsk og afvisende, selvfølgelig - bare med lidt mere sort humor og absolut ingen undskyldninger for mig selv.) Det er blandt andet et af de emner, jeg gerne vil dykke mere ned i herinde. 

- Mange tror, at jeg slet ikke bryder mig om børn, fordi jeg ikke selv skal have nogen. Det er en klassiker at trække niece-kortet, men det gør jeg altså også - for jeg ELSKER min niece. Jeg er også ret glad for mine veninders børn, og det er helt særligt at være med på sidelinjen og se dem vokse op. Men det er nok ikke helt forkert at jeg har lidt sværere ved at falde i svime over børn generelt - der vil jeg ofte være mere tilbøjelig til at dåne over folks kæledyr i stedet. 

- På mandag skal jeg tilbage på skolebænken, og om bare fem måneder er jeg færdiguddannet dyrepasser med speciale i forsøgsdyr. Det har været en helt ny retning for mig, og et eller andet sted er jeg stadig lidt overrasket over, at jeg tog springet - men jeg er så glad for det. Når man vælger ikke at få børn, kan man ofte møde den forventning, at man i stedet har en prestigefyldt karriere, og det har taget mig mange år at acceptere, at det ikke er dét, jeg skal eller overhovedet har lyst til. Jeg vil gerne have et arbejde, jeg er glad for, og hvor jeg kan holde helt fri, når jeg går hjem (tidligt) om eftermiddagen - men hvor der er masser af muligheder for at dygtiggøre sig og udvikle sig. Det har jeg fået på min elevplads, og jeg håber sådan, at jeg kan blive der. 

- Jeg har haft OCD siden jeg var barn, men det blev først diagnosticeret da jeg flyttede til København. Jeg fortæller ikke vidt og bredt om min diagnose; den definerer mig ikke, men jeg skammer mig heller ikke over den - og der var utroligt mange ting, der faldt på plads for mig, da der endelig blev sat ord på min lidt krøllede hjerne. I dag er det slet ikke slemt - jeg har fundet en god balance med en lav medicindosis og brug af kognitive redskaber, jeg har lært i terapi, og det fungerer virkelig godt for mig. OCD er en utrolig kompleks lidelse, der kommer til udtryk på mange forskellige måder; den undertype, der dominerer hos mig er invasive tanker, katastrofetanker og magisk tænkning - og dermed ikke noget, andre umiddelbart kan se - selvom jeg også har elementer af tælle-, ordens- og tjekkeadfærd. Jeg bruger blandt andet bloggen som et afløb for noget af mit organiserings- og dokumenteringsbehov; hvilket kan forklare den grotesk høje frekvens af indlæg om chips, Stephen King og tv-serier. OCD er endnu et emne, jeg gerne vil skrive mere om ved lejlighed. 

- I øjeblikket er jeg meget optaget af hele debatten om overbefolkning. Det er et alt for komplekst emne at tale meget om her, men det er helt uforståeligt for mig, at det ikke fylder mere i folks bevidsthed, i medierne og i debatten om global opvarmning og ressourcemangel. Det vender jeg også tilbage til en dag, men indtil da vil jeg lige efterlade jer med et link til en live-tæller af verdens befolkningstal. Hver dag bliver vi 200.000 flere mennesker på jorden - mennesker, der alle skal have mad, vand, tøj, et sted at bo, uddannelse, arbejde osv. Det kan godt få mit hjerte til at banke lidt hurtigere. 

- Jeg har lært at hækle! For folk, der kender mig, vil det være en chokerende oplysning, da jeg altid har holdt mig langt væk fra alt, der bare minder lidt om håndarbejde. Min Boston-bosatte veninde lærte mig the basics over en weekend, og jeg har hæklet granny squares i en lind strøm siden. Jeg vil gerne hækle mere, men nu er jeg jo begyndt at spille Red Dead Redemption II, og det trækker altså lidt mere - trods alt. Jeg havde tænkt mig at vente med at fortælle om min hækling, til jeg stolt kunne fremvise et stort projekt, men lige nu har det lange udsigter, og for den almindelige læser af min blog er det nok heller ikke så vigtige nyheder. 

Apropos RDR2 vil jeg nu tænde min Xbox og tage en tur mere på hesteryg. Hvis der er andet I godt kunne tænke jer at vide om mig, spørger I bare - og jeg er også lidt nysgerrig på, hvem I er? Hvad optager dig lige nu? 

søndag den 6. januar 2019

you said let's save it for another day

Jeg har brugt dette nye års første uge på at samle mine julegaver. Jeg er stadig noget forkølet, så jeg har kun udnyttet det gode vejr til at cykle til og fra arbejde - mine aftener er blevet tilbragt med et tæppe over skuldrene, en næsespray inden for rækkevidde og en LEGO-brik i hånden. Juleaften fik jeg nemlig hele Hogwarts' The Great Hall forærende af min far, og nogle dage efter førte min grådighed og ivrighed til, at han også gav mig Whomping Willow-sættet i en tidlig fødselsdagsgave. Jeg har hygget mig så utroligt meget med at bygge det, og jeg er meget imponeret over alle de små, fine detaljer til Potter-nørderne. 
Min søster forkælede også min indre nørd, da hun havde fundet et ret imponerende Game of Thrones-puslespil til mig. Min kæreste og jeg brugte nytårsaften på at lægge første lag med 1000 almindelige brikker, og årets første dag blev brugt på at færdiggøre det næste skumlag og sætte figurerne på plads. Det var en meget tilfredsstillende oplevelse (bortset fra Jimmys lidt for ivrige hjælp), og en virkelig fed, ny måde at lægge puslespil på. I mandelgave vandt jeg desuden Egg of Thrones - det ultimative æggebæger, som min svoger var ufatteligt misundelig på - men det passer perfekt til min lille Joffrey-figur, så jeg ville ikke af med det. 
Jeg har ikke fået taget billeder af mine andre gaver endnu, men jeg sætter især pris på Red Dead Redemption II-spillet, som jeg endelig fik taget hul på i fredags. I nat glemte jeg at gå i seng, og jeg er allerede kommet langt i dette vidunderlige spil, hvor det giver pote at blive rigtig gode venner med sin hest. Jeg har egentlig en hel liste af ting, jeg skal have ordnet, men jeg forudser alligevel at resten af søndagen bliver brugt på hesteryg i New Hanover. Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år - det er jeg.