fredag den 18. januar 2019

they stretched us out until we split

Jeg får ikke rigtig skrevet, fordi det hele er gråt og trist, og jeg er mere end almindeligt underskudsramt. Men nu er solen her endelig, det er fredag, og ugens mange (mange!) bump på vejen er lykkelig glemt. Jeg har lovet lange, indsigtsfulde indlæg, men hovedparten af min hjerneaktivitet bliver i øjeblikket rettet mod mit eksamensprojekt (og Red Dead Redemption II, selvfølgelig), så dagens tekst handler om min udflugt til Experimentariet i søndags.  
Jeg hev to af mine gode venner med (hvad siger man? Det lyder tåbeligt at sige 'på Experimentarium') til deres særudstilling Body Worlds. Jeg skrev lidt om en lignende udstilling jeg så i Amsterdam her, men de havde en lidt anden billedcensur end os, tilsyneladende, for denne gang blev jeg ligefrem opfordret til at dele billeder. Det ER også en virkelig flot og imponerende udstilling, og jeg vil opfordre alle til at besøge den - selvom den i Amsterdam nok var fem gange større og derfor meget mere detaljeret. 
Særudstillingen tog et par timer, men vi brugte resten af dagen på at rende rundt i den faste udstilling og lege med sæbebobler, skygger og bølger, træne reaktionstid og hukommelse, og se os selv på varmekamera. Her kunne vi konkludere, at jeg har en ualmindeligt kold næse, og at min ven ser helt normal ud, imens min veninde ligner en egyptisk oliesheik med en ekstra arm. 
Mine venner excellerede i det logiske område, men det er mildest talt ikke min spidskompetence. Jeg synes egentlig, at jeg helt overordnet er tilstrækkeligt begavet til at kunne fungere normalt i samfundet, men min hjernekapacitet rækker simpelthen ikke langt nok til at kunne sammensætte simple figurer eller befri en klods på et reb. Jeg løste den klassiske opgave med ræven, hønen og majskolben, der skal fragtes over en å, hvilket jeg er utrolig stolt af - og jeg undrer mig lidt over, at de andre opgaver ikke kunne fange min opmærksomhed, når jeg normalt er glad for at nørkle med ting. 

Det var en virkelig fed dag. Det er et fantastisk sted for alle nysgerrige børn og voksne - især førstnævnte fylder naturligt nok lidt meget i de store, åbne rum med støjende aktiviteter, men nu var vi der også en søndag eftermiddag. Body Worlds har åbent helt til klokken 21 hver dag, så man kan også sagtens planlægge et lidt mere roligt besøg. (/Childfree serviceinfo out.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar