tirsdag den 22. januar 2019

you set my soul alight

Jeg glemte et vigtigt punkt på listen over de ting, der optager mig i øjeblikket - nemlig min intensiverede vinterbadning! De sidste par år er jeg hoppet i vandet fra Sneglen på Amager Strand et par gange sammen med en veninde, men i efteråret lykkedes det os at blive medlemmer af 'Det Kolde Gys', der er vinterbadeforeningen på Helgoland. Det er en absolut fantastisk forening, hvor man som udgangspunkt bader nøgen; hvor man holder øje med hinanden (på den gode måde), og hvor børn ikke har adgang. Adgangen til saunaer gør det noget nemmere at hoppe i det kolde vand (og rent faktisk have en meningsfyldt samtale bagefter), og jeg bliver simpelthen så glad af det. Det virker rigtig godt mod mit tankemylder lige at chokstarte mit system, og når solen samtidig skinner som den gjorde i søndags, kan jeg næsten fysisk mærke mine depoter bliver fyldt op. (Det har nu også sin charme at bade i regnvejr i piskende og mørkt vand, og bagefter sidde i saunaen og kigge ud over det vilde Øresund - heldigvis, for jeg har sjældent mulighed for at bade i dagslys i øjeblikket.) 

4 kommentarer:

  1. det er så fedt, at du er blevet ægte Helgoland-vinterbader! dejligt, at nogle af dine larmende tanker kan forsvinde ud i det kolde vand, det gør mig ægte glad at vide. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er virkelig fedt! Havde slet ikke troet, at jeg ville bruge det så meget som jeg gør. Nu har jeg lige haft en lille sygdomspause, men glæder mig til at vende stærkt tilbage - glæder mig til at prøve at bade i grødis. :D

      Slet
  2. Hende der kun bader om sommeren5. februar 2019 kl. 10.37

    Du er så vild!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det hele startede dengang i efterårsferien for mange år siden ved Skallerup Klit!

      Slet