onsdag den 27. februar 2019

spirits moaning among the tombstones

Seneste gennemlæsning af Pet Sematary var en søndag i sengen sammen med Jimmy
Jeg har ventet på at anbefale Pet Sematary fra 1983 meget længe. Det er en af mine absolutte King-favoritter (og som følge deraf, en af mine yndlingsbøger overhovedet), og jeg har nok slugt den seks-syv gange siden jeg første gang fik lov til at læse den som 11-årig. Det var en af de første bøger på min fars bogreol der for alvor fangede mit blik; tanken om en dyrekirkegård var SÅ spændende for mig, og jeg er stadig vild med konceptet. Jeg har prøvet at overholde kronologien i mine King-anbefalinger de sidste år, men når der kommer en ny filmatisering af en roman rykker den altså frem i køen, og nu er vi så ualmindeligt heldige, at Pet Sematary får et reboot til april - hvilket betyder, at jeg endelig kan dele min begejstring for denne frygtelige historie.

For det ER en frygtelig historie. Jeg skal nok sige til, før jeg spoiler for alvor, men næsten alle jeg kender har set filmatiseringen og ved godt, at der mildest talt ikke er meget at juble over. King ville egentlig slet ikke have udgivet Pet Sematary, men han manglede en sidste roman for at opfylde sin kontrakt med DoubleDay, så han lod sig overtale til at dele denne mørke fortælling, der - i hvert fald i starten - er inspireret af Kings egne oplevelser. King og familien lejede et hus ved en travl vej i Orrington, Maine (et af de få steder, jeg ikke besøgte på min King-tour, hvilket jeg fortryder bitterligt nu), da han skulle undervise et år ved universitetet, og tæt ved huset var en dyrekirkegård til alle de dyr, der døde på den befærdede vej. Hans datter Naomi måtte begrave sin kat Smucky på kirkegården - han blev også nævnt i bogen - og sønnen Owen King, som han senere skulle skrive Sleeping Beauties sammen med, var tæt på at blive kørt ned, engang han vraltede for tæt på vejen. 
Lyder det bekendt? I Pet Sematary får Chicago-lægen Louis Creed arbejde som læge på University of Maine, og han flytter med sin familie - konen Rachel, datteren Ellie og sønnen Gage - til et idyllisk hus i udkanten af den lille by Ludlow i Maine. I huset på den anden side af den meget befærdede vej bor det ældre, utroligt sympatiske ægtepar Norma og Jud Crandall, hvor sidstnævnte også er leveringsdygtig i flere af bogens mest mindeværdige replikker og lange monologer. Jud viser familien vej til en dyrekirkegård, hvor byens børn har begravet deres kæledyr i næsten et helt århundrede, men da Ellies kat Church uundgåeligt bliver kørt over, er det dog ikke på dyrekirkegården, Jud foreslår de skal begrave katten - men i stedet på en mystisk og mytisk indiansk begravelsesplads flere kilometer inde i skoven. Herefter går det ret hurtigt ned ad bakke, men inden jeg går til spoiler-afsnittet, vil jeg gerne lige opridse nogle af bogens kvaliteter:

Jeg husker historien så tydeligt, men de finere nuancer går hurtigt i glemmebogen, og derfor blev jeg virkelig glædeligt overrasket over Kings fine blik for menneskelige relationer. Det lyder måske lidt søgt, og interessante, komplekse karakterer har altid været en af Kings forcer, men i Pet Sematary gør Louis Creed sig nogle enormt præcise og rammende observationer omkring især parforhold og død. Hele den ikoniske passage med Rachels meningitisramte søster Zelda er så meget mere end den lidt overdrevne horror-scene fra filmen - Rachels angst og panik for døden beskrives meget mere nænsomt og præcist i bogen, og Louis' venskabelige forhold til den forrygende nabokarakter Jud er også både autentisk og rørende. 
SPOILERS. Anbefalingen af Pet Sematary bliver nok lidt længere end vanligt, men det er en af mine favoritbøger, og jeg har ret meget at sige. Jeg er som sagt ret sikker på, at mange kender resten af historiens hovedtræk, og hvis ikke, kan de ultrakort opsummeres sådan her: Kat vender tilbage fra de døde, to-årig dreng bliver kørt over, far begraver trods advarsler fra genbo dreng på indiansk begravelsesplads, dreng vender tilbage fra de døde, dreng slår genbo ihjel, dreng slår mor ihjel, far slår kat og dreng ihjel og begraver mor på indiansk begravelsesplads (doh!), mor vender tilbage fra de døde og slår sandsynligvis far ihjel - datteren er parkeret hos svigerforældrene i Chicago. Det sidste faktum har i øvrigt naget mig i årevis, selvom det måske umiddelbart virker som en lidt mærkelig detalje at hænge sig i efter at have læst om den brutale og kontante udradering af resten af familien, men hvordan gik det mon med Ellie? 

Det er helt overordnet en storyline, der er virkelig svær at få til at virke plausibel, men King lykkes med at beskrive desperationen og spiralen ned i mørket på en måde, der virker uhyggeligt ægte. Vi bliver forskånet for udpenslede beskrivelser af Gages død, men det er alligevel en af de værste øjeblikke, jeg nogensinde er stødt på i fiktion, og det virker endnu hårdere på mig nu, hvor jeg er blevet lidt ældre og har små børn omkring mig. Og jeg synes faktisk også, at King lykkes med at overbevise læseren om, at Louis reflekterer meget, længe og rationelt over at prøve at bringe Gage tilbage, hvilket gør historien så meget bedre for mig. Han adresserer alle de spørgsmål og indvendinger, som læseren måtte sidde med i sine egne overvejelser, og jeg kan næsten sætte mig ind i, at han føler, at han må give det et skud. Passagen, hvor Louis graver Gage op, er både rørende og frastødende, da lille Gage allerede er dækket af et tyndt lag mos, og det er direkte hjerteskærende. 
Resten af historien veksler mellem ubehag, uhygge og ren horror, og det er en fornøjelse at læse. Det føles næsten FOR ondt, at Gage når at slå både Jud og Rachel ihjel, imens Louis ligger og sover, og slutningen, hvor en nu hvidhåret Louis tager imod sin genopstandne kone med åbne arme, er næsten frydefuldt forfærdelig (det sker i øvrigt virkelig tit i Stephen Kings univers, at personers hår bliver hvidt efter en traumatisk oplevelse). Og til sidst et lille shout out til stakkels Church, der jo sådan set ikke kunne gøre for, at nogen havde valgt at bringe ham tilbage fra de døde - og jeg synes faktisk, at de er ret strenge ved ham. Kattedame-alert. 

Da jeg har mindst lige så meget at sige om Mary Lamberts filmatisering fra 1989, gemmer jeg de betragtninger til et andet indlæg, og jeg må derfor bare slutte af med at sende mine varmeste anbefalinger efter Pet Sematary, der er levende i billedsproget og har gode karakterer og mindeværdige scener - omend den nogle gange er lidt for tæt på virkeligheden. Mest af alt er det bare en virkelig fed gyserhistorie. Læs den!

mandag den 25. februar 2019

anytime you want to leave your world behind

I går tog jeg mine Ghibli-sko på fødderne, trådte ud i det gode vejr sammen med en veninde - og gik hurtigt indenfor igen i Øksnehallen, hvor der var Copenhagen Comics. Det var igen en forrygende god oplevelse, jeg kunne have købt mig (endnu mere) fattig i de mange lokkende stande, og det var sjovt at gå rundt blandt cosplayere og hentai-tegnere - og ikke mindst enormt søde Kristina Ricken, aka. Live fra Lolland, som jeg endelig fik hilst på efter at have 'kendt' hende i efterhånden mange år. Det føltes hurtigt helt naturligt at sludre med hende, og det gør mig virkelig glad, fordi jeg så ofte føler mig lidt socialt akavet i sådanne situationer. Hurra!
Jeg gav mig selv en tidlig eksamensgave i form af den fineste originaltegning fra søde StineStregen, der også tegnede en lille doodle i min bog, og så købte jeg endnu en John Kenn Mortensen-udgivelse til samlingen. Dagens mest syrede indkøb var Ørne Rejser af Anders Christian Eriksen, der selv forklarede mig entusiastisk om historien, der har ham selv og en pissed-off myre i hovedrollerne. Jeg glæder mig meget til at dykke ned i den, men det må vente, for på fredag skal jeg aflevere mit eksamensprojekt, og meget ulig mig er jeg faktisk ikke på forkant med tingene denne gang. Det skal nok gå, men hvis jeg skal gøre mig fortjent til den fine kattetegning og myretegneserie, må jeg lige tage mig sammen de næste dage. 

onsdag den 20. februar 2019

then we'll add up the pleasures

I dag har jeg nået en vigtig milepæl - det er blevet tid til at anmelde chipsvariant nummer 200 her på bloggen. (Ved nærmere eftertanke er det jo et grotesk højt antal chipsposer, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at se dem alle samlet i min stue på én gang - og derefter gå amok i et vanvittigt chipsorgie.) Fordi mit rating-system er baseret på uddeling af Pringles-rør fra 1-10, har en Pringles-runde været længe undervejs, og jeg har naturligvis valgt en Pringles-variant til min anmeldelse nummer 200. Det blev det flotte, blå rør med havsalt og urter, der snuppede pladsen for næsen af hele fire andre rør - og den blev udvalgt udelukkende på baggrund af udseendet. Smagen levede heldigvis også op til forventningerne, og der var rigeligt af den - så hvis man kan leve med de langt fra naturlige, maskinelt sammenpressede kartoffelpulverskiver, er det en god chip. Jeg ELSKER Pringles på trods af den lidet flatterende fremstillingsform, ligesom jeg også elsker naturlige grovchips - jeg elsker alle chips - og denne jubilæumsvariant ender med otte, pæne Pringles-rør. 
Til denne anmeldelsesrunde har jeg haft en helt særlig gæsteanmelder på besøg - nemlig min svigerindes 11-årige søn, der til min store glæde og overraskelse også elsker chips lidt mere end normalt, hvilket hans storesøster ofte dokumenterer på instagram. Vi smagte og bedømte hele fire forskellige chipsvarianter, både med og uden dip, og min nevø havde nogle gode observationer. 
Vi kastede os først over endnu et Pringlesrør - denne gang Cheddar Cheese-varianten, hvilket straks fik mine tænder til at løbe i vand. Jeg er en sucker for alt oste-relateret, og jeg blev heller ikke (meget) skuffet over denne udgave, der dog godt kunne have smagt af lidt mere for min skyld. Det var også min kærestes kommentar, imens min nevø lagde utrolig hårdt ud og kynisk konstaterede, at de smagte af pap. Han gav dem sølle tre rør, min kæreste gav seks, og jeg gav otte. Selvom chips skal vurderes på deres egne præmisser, er det værd at nævne, at de spillede utroligt godt sammen med dip, hvilket fik min nevø til at hæve sin karakter med hele tre rør. 
Min nevø var også med til at anmelde Hot & Spicy-varianten fra Pringles, som han faktisk var lidt nervøs for at skulle smage. Han endte dog med at være ret begejstret - de var stærke, uden at være for stærke, og det kan jeg sagtens tilslutte mig. Jeg synes dog desværre, at der var lidt for stor variation imellem mængden af pulver på de enkelte chips, og det trak meget ned for mig. Jeg kan kun give dem et seks-tal, min kæreste kalder dem lidt gennemsnitlige og giver dem syv, mens min nevø begejstret kaster otte rør efter dem. 

De to sidste Pringles-varianter i denne omgang prøvesmagte min kæreste og jeg alene. Paprika-varianten er en gammel klassiker på nye rør, og mine forventninger var ultra-lave, men jeg blev faktisk virkelig positivt overrasket. Der var enormt meget pulver på, og de smagte ikke alt for meget af peber, hvilket paprikachips ellers nemt kan komme til (selvfølgelig), men havde i stedet en tydelig bismag af sukker, der gjorde varianten meget mere interessant for mig. De får - måske lidt gavmildt - et ottetal fra os begge. Cheese & Onion smagte mere af løg end af ost, og den første var næsten lidt for meget - jeg kunne næsten mærke den dårlige ånde vokse frem. Det hjalp lidt, da jeg havde kværnet nogle stykker i træk, men de skal nok spises relativt hurtigt, og er i hvert fald ikke en egnet fest-chip. Jeg havde håbet på mere ostesmag, og kan kun give dem et lille syv-tal, desværre. 
Intet jubilæumsindlæg uden KiMs, og jeg har fået ualmindeligt meget hjælp til at anmelde den flotte, nye kyllingevariant af de ikoniske snack-chips, der desværre aldrig har været min kop te. Selve smagen var dog lige i skabet; de havde også en sukker-undertone, og de smagte lidt af kyllingelår, som min nevø sagde. Han var helt vild med dem og gav dem et stort ni-tal, min kæreste var lige bag ham med et otte-tal, min far roste sprødheden og gav dem syv, min søster fandt dem lidt for stærke og gav dem seks, mens hunden Silke og jeg ikke kunne give mere end fem rør. Min niece elskede den lilla pose, og baseret på hendes interesse for posen alene, vil jeg vurdere, at hun giver dem mindst et otte-tal, og denne pose er et af de bedste eksempler på, hvordan en pose chips ikke bare er en pose chips. 
Min nevø var med til at anmelde en sidste pose - også fra KiMs; nemlig 'Sweet 'N' Juicy Barbecue'. Vi var helt overordnet lidt undervældede af chipsene, der manglede både smag og intensitet, men ellers var der stor uenighed blandt testpanelet. Min nevø kommenterede den manglende duft, og nævnte, at de manglede lidt barbecue-smag, mens min kæreste syntes, at de smagte rigeligt af barbecue, endda med undertoner af pulled pork. De var dog enige om at give posen et syv-tal, mens jeg ikke kan give mere end seks rør. 
Intet jubilæumsindlæg uden det krydrede fødselsdagsmix fra KiMs. Selve posen er lidt konservativ og ikke specielt festlig, desværre, og man har også været lidt nærig med mængden af krydderi på de forskellige varianter i blandingen. De er alle ret uskadelige, og derfor passer de måske netop godt til fødselsdage med chips, dip, sodavand og ballondans (min absolutte hadeaktivitet som barn - jeg har en underlig fobi for balloner), men alene kan de altså ikke imponere mig. Smagen er ellers god, men der er simpelthen ikke nok af den - fødselsdagsmixet er en fuser, og må nøjes med et seks-tal. 
Rundens sidste to poser burde strengt taget have været gemt til næste indlæg, da jeg har anmeldt otte varianter allerede, men jeg MÅ dele min begejstring for disse to med det samme. Treat Food er KiMs nyeste satsning med lækre, tykke og velsmagende chips, der indeholder 30% mindre fedt - og de er overraskende gode! En salsavariant får mig sjældent helt op i skyerne, men krydderierne var helt perfekt afstemt, og passede godt til de lidt tørre (på den gode måde) og meget knasende chips. De får et pænt otte-tal fra min kæreste og jeg. Cheese & Onion smagte af rigtig meget, og i modsætning til Pringles-røret med samme navn, dominerede den lækre ostesmag heldigvis - og løget var en dejlig detalje. Vi har spist fire poser på en uge herhjemme, og jeg er glad for at kunne slutte mit jubilæumsindlæg af med at uddele topkarakteren på 10 Pringlesrør til den gule pose (der dog var tæt på at blive trukket i point pga. den tåbelige tag-line 'Smagens Power Couple'.)

fredag den 15. februar 2019

but our truths are not the same

Jeg hænger en lille smule med næbbet i øjeblikket. Jeg er stadig lidt ramt af, at jeg ikke fik en afklaring på min jobsituation før jul, og nu befinder jeg mig i en lidt underlig venteposition, hvor det stadig er lidt for tidligt for mig at begynde at søge arbejde, men hvor stort set alle de andre fra min klasse har fået job. De sidste par uger har været fyldt med fremlæggelser og prøver; i næste uge har jeg mine fem sidste skoledage med undervisning før jeg er færdiguddannet, derefter følger en uge med projektskrivning, og så er det eksamenstid. Jeg veksler mellem at have en ret pessimistisk og opgivende tilgang til det hele og så at føle mig topmotiveret og ivrig efter at gøre mit absolut bedste den sidste tid, og det er lidt trættende. Der er ikke plads i min hjerne til mere information om DNA-opformering og udforskning af hindbær under mikroskop. 

I går var jeg med en veninde i biografen og se den brutale og nådesløse Kapernaum, der helt kort sagt handler om den 12-årige Zain, der fra ungdomsfængslet i Beirut sagsøger sine forældre for at have født ham til et liv i fattigdom. Den er seriøst hardcore, og selvom det lyder ulideligt banalt, satte den også vores egne udfordringer lidt i perspektiv (hvilket vi diskuterede bagefter over en kop varm chokolade med flødeskum og skumfiduser i Bertels Salon). Allermest imponeret var jeg over skuespillerne, der langt overvejende var helt almindelige mennesker fra gaderne i Beirut, og især den 12-årige Zain, der i virkeligheden er syrisk flygtning, ramte mig lige i hjertet. En stor anbefaling herfra. 

søndag den 10. februar 2019

a sight that almost stops your heart

Min sidste uge i punktform:

- I går havde min mand og jeg været gift i et år. Vores bryllupsdag er ikke noget vi kommer til at gøre særligt meget ud af fremover, men da det nu var første gang og tilmed en lørdag, besluttede vi os for at fejre det lidt. Vi spiste brunch i Strædet og gik en tur på Nationalmuseet, hvor min mand utroligt nok aldrig har været! Vi havde egentlig også planer om en tivolitur, men havde glemt sølvkortet derhjemme, så i stedet forlængede vi opholdet på museet og så ALLE udstillingerne. Jeg elsker det sted, og i går var jeg især betaget af udstillingen med de helt usandsynligt creepy dukkehuse. 

- Bagefter blev jeg slæbt med i bunkeren på Christianshavn, hvor min kæreste (det er altså stadig min mand, jeg snakker om - jeg kan bare bedst lide at kalde ham min kæreste) har sit øvelokale. Han viste mig sin støt voksende samling af guitarer, og jeg fik afprøvet de tre akkorder, jeg stadig kan huske - og basgangen til 'Come As You Are' - men så rækker mine evner heller ikke længere.
- Vores trætte ben ville hellere hjem på sofaen end på restaurant, så vi holdt tomandsfest i lejligheden med bestilte burgere, vin og vinylplader. Vi spillede Myretuen og 500, beundrede vores kat og snakkede om drømmerejser og de mere realistiske forlængede weekender, vi pønser på at planlægge i løbet af året. Sidste års tur til Boston gjorde et godt indhug i feriebudgettet, men jeg vil nu også meget gerne til Budapest, Stockholm og Berlin - og så har jeg faktisk aldrig været i London, hvilket måske er ved at være på tide. 

- AaB har lige tabt 0-3 til Randers i forårspremieren, og jeg forstår overhovedet ikke hvad der foregår. Jeg synes beslutningen om at ansætte Jacob Friis som cheftræner er virkelig god, og det har varmet mit hjerte at drengene igen ser ud til at nyde at spille fodbold. Jeg har derfor været ganske fortrøstningsfuld op til kampen i dag, for jeg var helt sikker på at se masser af gejst, vilje og holdånd, men den skal glemmes hurtigst muligt, og er forhåbentlig ikke et tegn på, hvad der er i vente for AaB i foråret.
- Jeg er blevet klippet for første gang i et år. At gå til frisør er en af mine absolutte hadeaktiviteter, for jeg er ikke god til smalltalk, og jeg ved aldrig, hvad jeg gerne vil med mit hår. Men så fandt jeg Anne Ravn og havde verdens bedste fredag eftermiddag. Hun er en helt utrolig sød og dygtig kvinde, og jeg følte mig enormt tilpas i hendes selskab - hun viste mig trods alt billeder af sin hund - og hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre med mit slatne fehår. Det var en virkelig rar oplevelse, og jeg vender helt klart tilbage - så en stor anbefaling (men overhovedet ikke betalt reklame) herfra. 

søndag den 3. februar 2019

life went on without an end

Det har været en god uge. Sidste søndag var jeg stadig hjemme hos min far, hvor weekenden blev brugt på at fejre min søster, spise god mad og hygge os. Min far stiller stadig blomster fra haven frem til mig på mit gamle værelse, hver eneste gang jeg kommer hjem, hvilket gør det endnu mere hyggeligt at sove under taget med udsigt til kirken. Hos min søster måtte jeg snuppe et billede af mine seneste gaver til min niece - jeg kan vist ikke løbe fra, at jeg er dyrepasser. Det var en skøn weekend hjemme, og hjemturen på fire en halv time føltes derfor endnu længere - men måske også fordi den blev tilbragt i selskab med en meget ildelugtende mand og en tandrensende kvinde. 
I løbet af ugen har jeg haft flere aftaler med gode veninder, der blandt andet bragte mig forbi Kasai Sushi på Amagerbrogade. De har et kryds-af-koncept, og deres sushi er virkelig lækker - jeg vender helt sikkert tilbage engang. Selskabet var også godt - min veninde havde efterladt sin datter hjemme, og det var første gang længe, at vi havde helt uforstyrret tid til at catche up. Jeg er så glad for mine veninders børn, men jeg sætter også pris på, at jeg ind imellem kan mødes med mine veninder alene.
I sensommeren arbejdede jeg på vores Frederiksberg-afdeling, der ligger ved Det Biovidenskabelige Fakultet - som de fleste kender som Landbohøjskolen. Her opdagede jeg misfoster-samlingen, der var opbevaret under patologi-afsnittet, hvor vi kørte vores grise hen efter operationer. Jeg har nok helt ærligt brugt lidt for lang tid i kælderen i selskab med kyklop-kalve, tohovedede katte og grisefostre, men jeg er en sucker for den slags, og på de dovne eftermiddage var jeg ikke savnet i staldene. Jeg deltog også i julekalenderen fra De Veterinære Samlinger på facebook, og jeg var så heldig at vinde en rundvisning i samlingerne med en topsej konservator. I fredags kunne jeg derfor tage min biologistuderende veninde under armen og frydes over de imponerende flotte samlinger - udover misfostersamlingen (som jeg gerne vil vise rigtig mange billeder fra en dag) besøgte vi også husdyrsamlingen og den store, zoologiske samling, hvor jeg især blev forelsket i flaggermusen. 

fredag den 1. februar 2019

we will hide and build a new reality

I dag følger anden del af min liste over de bedste tv-serier fra det sidste halvår af  2018, og nu bliver det straks lidt vanskeligere at sætte placeringerne. Det er virkelig en udfordring for mig at vælge én god serie frem for en anden, ISÆR når de er så forskellige i genrer og temaer som de er - men jeg har lyttet efter min mavefornemmelse og også bidt mærke i, hvor ivrig jeg var efter at se nye afsnit af den gældende serie. Derfor er de øverste otte serier placeret således:

8. BoJack Horseman sæson 5
På bedste Netflix-facon udkom alle afsnit af femte sæson af BoJack Horseman på samme tid, så her nåede jeg slet ikke forventningens glæde mellem hvert afsnit. Det har nu også sin charme at bingewatche, og det gjorde jeg, for jeg er stadig helt vild med denne übermelankolske, destruktive, virkeligt sjove og rørende serie, der kun er blevet mere og mere mørk som årene er gået. Jeg er kæmpe fan af seriens evne til at stille skarpt på menneskelige relationer på både sjov og respektfuld vis, og i denne sæson ser vi blandt andet mere til karakteren Todd (Aaron Paul lægger stadig stemme til - og det gør han godt) og dennes forhold til den aseksuelle axolotl Yolanda. 
7. The Handmaid's Tale sæson 2
En syvendeplads er stadig en god placering i dette fine selskab, men jeg havde håbet på mere, og var alligevel en lille smule skuffet over anden sæson af The Handmaid's Tale. Jeg er stadig vild med at den er så kompromisløs og brutal - måske endda endnu mere end første sæson -  og jeg var underholdt (det lyder lidt forkert, når emnerne er religiøs fanatisme, voldtægt og undertrykkelse) igennem det meste af sæsonen, men slutningen var simpelthen så irriterende, at det trækker meget ned for mig. 

6. Better Call Saul sæson 4
Fjerde sæson var som altid et godt gensyn med Better Call Saul, der stadig vinder på forrygende godt skuespil og stærk dialog. Der skete nogle ret vilde ting i slutningen af sæson tre, der for alvor starter vores hovedpersons transformation fra den gode og sympatiske Jimmy McGill, der hjælper gamle damer med at sagsøge deres plejehjem, til den noget mere shady Saul Goodman som vi kender fra Breaking Bad. Det er en naturlig udvikling - det er trods alt hele seriens eksistensberettigelse - men det føles stadig vemodigt at sige farvel til den naive og optimistiske Jimmy. 
5. The Terror sæson 1
The Terror fra starten af sidste år har jeg fået anbefalet flere steder fra, og nu har jeg endelig set den overraskende gode første sæson, der bygger på Dan Simmons-romanen af samme navn; en forfatter, jeg længe gerne har villet tjekke ud. The Terror foregår i årene 1845-1848 og fortæller historien om kaptajn John Franklin og hans arktiske ekspedition for at finde Nordvestpassagen - den del er faktuelt korrekt, men herfra tvivler jeg stærkt på, at begivenhederne i serien stemmer helt overens med virkeligheden (og gudskelov for det). Det er et virkelig barskt horrordrama, der især vinder på de overbevisende skuespilpræstationer fra prominente navne som Ciarán Hinds og Jared Harris. Jeg vil gerne sende anbefalingen videre, for The Terror er en overset perle. 

4. Castle Rock sæson 1
Jeg er stadig glad for Castle Rock, der var en ren skattekiste af referencer og velkendt materiale for en Stephen King-fan som mig. En af seriens forcer er dens evne til også at fange helt almindelige, ikke-King-nørdede mennesker, selvom deres begejstring nok er noget mere moderat end min, men en god King-serie MÅ udløse en høj placering hos mig, og jeg er faktisk lidt ked af, at jeg ikke kan sætte den i top tre. Jeg har dedikeret et helt indlæg til serien her. 

3. Sharp Objects
HBOs miniserie Sharp Objects er det bedste, 'nye' TV, jeg så i 2018. De otte afsnit er frygteligt deprimerende, men også noget af det mest fængende og gribende tv, jeg har set meget længe. Amy Adams er efter min mening helt forrygende i rollen som den lettere alkoholiserede, selvskadende journalist Camille, der vender tilbage til sin hjemby for at dække efterforskningen af mordet på to unge piger. Den helt bizarre relation imellem Camille, hendes mor og hendes søster stjæler dog hurtigt billedet, og det er et foruroligende og fascinerende indblik i en totalt dysfunktionel familie.

2. Adventure Time sæson 10

Det måtte jo ske. Efter ti sæsoner sluttede Adventure Time af med et brag af en finale, der formåede at leve op til mine forventninger, besvare en acceptabel mængde spørgsmål, kæde mange, mange historier sammen, og efterlade mig tilfreds og taknemmelig. Jeg kunne dog snildt snuppe ti sæsoner mere med Finn og Jake, for det er et helt fantastisk univers, Pendleton Ward har skabt - og måske græd jeg en lille bitte smule, da det hele var slut. 
1. American Horror Story: Apocalypse 
Det tog mig kun ti minutter af åbningsafsnittet af American Horror Storys ottende sæson at beslutte, at den måtte ende øverst på min liste. Jeg har haft tårnhøje forventninger til sæsonen, for undertitlen er Apocalypse, hvilket jo er et af mine yndlingstemaer i hele verden, og så havde jeg hørt rygter om, at det gamle vinderhold var samlet igen  - og jeg bliver nødt til at namedroppe, for med Evan Peters, Jessica Lange, Sarah Paulson, Frances Conroy, Connie Britton, Kathy Bates, Emma Roberts og Billie Lourd samlet i én sæson, kan jeg ikke få armene ned. Cody Fern er nyeste tilføjelse til castet, og han gør det forrygende som The Antichrist - og så er han en helt utroligt flot mand. Der er så mange episke scener, jeg har lyst til at fremhæve, men jeg vil nøjes med at sige at Apocalypse er den bedste AHS-sæson siden Freak Show, og det lykkedes dem så godt at flette Murder House og Coven-sæsonerne i denne historie. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af Ryan Murphy og Brad Falchucks horrorantologi-show, og der er heldigvis både en sæson ni og ti i støbeskeen.