fredag den 15. februar 2019

but our truths are not the same

Jeg hænger en lille smule med næbbet i øjeblikket. Jeg er stadig lidt ramt af, at jeg ikke fik en afklaring på min jobsituation før jul, og nu befinder jeg mig i en lidt underlig venteposition, hvor det stadig er lidt for tidligt for mig at begynde at søge arbejde, men hvor stort set alle de andre fra min klasse har fået job. De sidste par uger har været fyldt med fremlæggelser og prøver; i næste uge har jeg mine fem sidste skoledage med undervisning før jeg er færdiguddannet, derefter følger en uge med projektskrivning, og så er det eksamenstid. Jeg veksler mellem at have en ret pessimistisk og opgivende tilgang til det hele og så at føle mig topmotiveret og ivrig efter at gøre mit absolut bedste den sidste tid, og det er lidt trættende. Der er ikke plads i min hjerne til mere information om DNA-opformering og udforskning af hindbær under mikroskop. 

I går var jeg med en veninde i biografen og se den brutale og nådesløse Kapernaum, der helt kort sagt handler om den 12-årige Zain, der fra ungdomsfængslet i Beirut sagsøger sine forældre for at have født ham til et liv i fattigdom. Den er seriøst hardcore, og selvom det lyder ulideligt banalt, satte den også vores egne udfordringer lidt i perspektiv (hvilket vi diskuterede bagefter over en kop varm chokolade med flødeskum og skumfiduser i Bertels Salon). Allermest imponeret var jeg over skuespillerne, der langt overvejende var helt almindelige mennesker fra gaderne i Beirut, og især den 12-årige Zain, der i virkeligheden er syrisk flygtning, ramte mig lige i hjertet. En stor anbefaling herfra. 

søndag den 10. februar 2019

a sight that almost stops your heart

Min sidste uge i punktform:

- I går havde min mand og jeg været gift i et år. Vores bryllupsdag er ikke noget vi kommer til at gøre særligt meget ud af fremover, men da det nu var første gang og tilmed en lørdag, besluttede vi os for at fejre det lidt. Vi spiste brunch i Strædet og gik en tur på Nationalmuseet, hvor min mand utroligt nok aldrig har været! Vi havde egentlig også planer om en tivolitur, men havde glemt sølvkortet derhjemme, så i stedet forlængede vi opholdet på museet og så ALLE udstillingerne. Jeg elsker det sted, og i går var jeg især betaget af udstillingen med de helt usandsynligt creepy dukkehuse. 

- Bagefter blev jeg slæbt med i bunkeren på Christianshavn, hvor min kæreste (det er altså stadig min mand, jeg snakker om - jeg kan bare bedst lide at kalde ham min kæreste) har sit øvelokale. Han viste mig sin støt voksende samling af guitarer, og jeg fik afprøvet de tre akkorder, jeg stadig kan huske - og basgangen til 'Come As You Are' - men så rækker mine evner heller ikke længere.
- Vores trætte ben ville hellere hjem på sofaen end på restaurant, så vi holdt tomandsfest i lejligheden med bestilte burgere, vin og vinylplader. Vi spillede Myretuen og 500, beundrede vores kat og snakkede om drømmerejser og de mere realistiske forlængede weekender, vi pønser på at planlægge i løbet af året. Sidste års tur til Boston gjorde et godt indhug i feriebudgettet, men jeg vil nu også meget gerne til Budapest, Stockholm og Berlin - og så har jeg faktisk aldrig været i London, hvilket måske er ved at være på tide. 

- AaB har lige tabt 0-3 til Randers i forårspremieren, og jeg forstår overhovedet ikke hvad der foregår. Jeg synes beslutningen om at ansætte Jacob Friis som cheftræner er virkelig god, og det har varmet mit hjerte at drengene igen ser ud til at nyde at spille fodbold. Jeg har derfor været ganske fortrøstningsfuld op til kampen i dag, for jeg var helt sikker på at se masser af gejst, vilje og holdånd, men den skal glemmes hurtigst muligt, og er forhåbentlig ikke et tegn på, hvad der er i vente for AaB i foråret.
- Jeg er blevet klippet for første gang i et år. At gå til frisør er en af mine absolutte hadeaktiviteter, for jeg er ikke god til smalltalk, og jeg ved aldrig, hvad jeg gerne vil med mit hår. Men så fandt jeg Anne Ravn og havde verdens bedste fredag eftermiddag. Hun er en helt utrolig sød og dygtig kvinde, og jeg følte mig enormt tilpas i hendes selskab - hun viste mig trods alt billeder af sin hund - og hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre med mit slatne fehår. Det var en virkelig rar oplevelse, og jeg vender helt klart tilbage - så en stor anbefaling (men overhovedet ikke betalt reklame) herfra. 

søndag den 3. februar 2019

life went on without an end

Det har været en god uge. Sidste søndag var jeg stadig hjemme hos min far, hvor weekenden blev brugt på at fejre min søster, spise god mad og hygge os. Min far stiller stadig blomster fra haven frem til mig på mit gamle værelse, hver eneste gang jeg kommer hjem, hvilket gør det endnu mere hyggeligt at sove under taget med udsigt til kirken. Hos min søster måtte jeg snuppe et billede af mine seneste gaver til min niece - jeg kan vist ikke løbe fra, at jeg er dyrepasser. Det var en skøn weekend hjemme, og hjemturen på fire en halv time føltes derfor endnu længere - men måske også fordi den blev tilbragt i selskab med en meget ildelugtende mand og en tandrensende kvinde. 
I løbet af ugen har jeg haft flere aftaler med gode veninder, der blandt andet bragte mig forbi Kasai Sushi på Amagerbrogade. De har et kryds-af-koncept, og deres sushi er virkelig lækker - jeg vender helt sikkert tilbage engang. Selskabet var også godt - min veninde havde efterladt sin datter hjemme, og det var første gang længe, at vi havde helt uforstyrret tid til at catche up. Jeg er så glad for mine veninders børn, men jeg sætter også pris på, at jeg ind imellem kan mødes med mine veninder alene.
I sensommeren arbejdede jeg på vores Frederiksberg-afdeling, der ligger ved Det Biovidenskabelige Fakultet - som de fleste kender som Landbohøjskolen. Her opdagede jeg misfoster-samlingen, der var opbevaret under patologi-afsnittet, hvor vi kørte vores grise hen efter operationer. Jeg har nok helt ærligt brugt lidt for lang tid i kælderen i selskab med kyklop-kalve, tohovedede katte og grisefostre, men jeg er en sucker for den slags, og på de dovne eftermiddage var jeg ikke savnet i staldene. Jeg deltog også i julekalenderen fra De Veterinære Samlinger på facebook, og jeg var så heldig at vinde en rundvisning i samlingerne med en topsej konservator. I fredags kunne jeg derfor tage min biologistuderende veninde under armen og frydes over de imponerende flotte samlinger - udover misfostersamlingen (som jeg gerne vil vise rigtig mange billeder fra en dag) besøgte vi også husdyrsamlingen og den store, zoologiske samling, hvor jeg især blev forelsket i flaggermusen. 

fredag den 1. februar 2019

we will hide and build a new reality

I dag følger anden del af min liste over de bedste tv-serier fra det sidste halvår af  2018, og nu bliver det straks lidt vanskeligere at sætte placeringerne. Det er virkelig en udfordring for mig at vælge én god serie frem for en anden, ISÆR når de er så forskellige i genrer og temaer som de er - men jeg har lyttet efter min mavefornemmelse og også bidt mærke i, hvor ivrig jeg var efter at se nye afsnit af den gældende serie. Derfor er de øverste otte serier placeret således:

8. BoJack Horseman sæson 5
På bedste Netflix-facon udkom alle afsnit af femte sæson af BoJack Horseman på samme tid, så her nåede jeg slet ikke forventningens glæde mellem hvert afsnit. Det har nu også sin charme at bingewatche, og det gjorde jeg, for jeg er stadig helt vild med denne übermelankolske, destruktive, virkeligt sjove og rørende serie, der kun er blevet mere og mere mørk som årene er gået. Jeg er kæmpe fan af seriens evne til at stille skarpt på menneskelige relationer på både sjov og respektfuld vis, og i denne sæson ser vi blandt andet mere til karakteren Todd (Aaron Paul lægger stadig stemme til - og det gør han godt) og dennes forhold til den aseksuelle axolotl Yolanda. 
7. The Handmaid's Tale sæson 2
En syvendeplads er stadig en god placering i dette fine selskab, men jeg havde håbet på mere, og var alligevel en lille smule skuffet over anden sæson af The Handmaid's Tale. Jeg er stadig vild med at den er så kompromisløs og brutal - måske endda endnu mere end første sæson -  og jeg var underholdt (det lyder lidt forkert, når emnerne er religiøs fanatisme, voldtægt og undertrykkelse) igennem det meste af sæsonen, men slutningen var simpelthen så irriterende, at det trækker meget ned for mig. 

6. Better Call Saul sæson 4
Fjerde sæson var som altid et godt gensyn med Better Call Saul, der stadig vinder på forrygende godt skuespil og stærk dialog. Der skete nogle ret vilde ting i slutningen af sæson tre, der for alvor starter vores hovedpersons transformation fra den gode og sympatiske Jimmy McGill, der hjælper gamle damer med at sagsøge deres plejehjem, til den noget mere shady Saul Goodman som vi kender fra Breaking Bad. Det er en naturlig udvikling - det er trods alt hele seriens eksistensberettigelse - men det føles stadig vemodigt at sige farvel til den naive og optimistiske Jimmy. 
5. The Terror sæson 1
The Terror fra starten af sidste år har jeg fået anbefalet flere steder fra, og nu har jeg endelig set den overraskende gode første sæson, der bygger på Dan Simmons-romanen af samme navn; en forfatter, jeg længe gerne har villet tjekke ud. The Terror foregår i årene 1845-1848 og fortæller historien om kaptajn John Franklin og hans arktiske ekspedition for at finde Nordvestpassagen - den del er faktuelt korrekt, men herfra tvivler jeg stærkt på, at begivenhederne i serien stemmer helt overens med virkeligheden (og gudskelov for det). Det er et virkelig barskt horrordrama, der især vinder på de overbevisende skuespilpræstationer fra prominente navne som Ciarán Hinds og Jared Harris. Jeg vil gerne sende anbefalingen videre, for The Terror er en overset perle. 

4. Castle Rock sæson 1
Jeg er stadig glad for Castle Rock, der var en ren skattekiste af referencer og velkendt materiale for en Stephen King-fan som mig. En af seriens forcer er dens evne til også at fange helt almindelige, ikke-King-nørdede mennesker, selvom deres begejstring nok er noget mere moderat end min, men en god King-serie MÅ udløse en høj placering hos mig, og jeg er faktisk lidt ked af, at jeg ikke kan sætte den i top tre. Jeg har dedikeret et helt indlæg til serien her. 

3. Sharp Objects
HBOs miniserie Sharp Objects er det bedste, 'nye' TV, jeg så i 2018. De otte afsnit er frygteligt deprimerende, men også noget af det mest fængende og gribende tv, jeg har set meget længe. Amy Adams er efter min mening helt forrygende i rollen som den lettere alkoholiserede, selvskadende journalist Camille, der vender tilbage til sin hjemby for at dække efterforskningen af mordet på to unge piger. Den helt bizarre relation imellem Camille, hendes mor og hendes søster stjæler dog hurtigt billedet, og det er et foruroligende og fascinerende indblik i en totalt dysfunktionel familie.

2. Adventure Time sæson 10

Det måtte jo ske. Efter ti sæsoner sluttede Adventure Time af med et brag af en finale, der formåede at leve op til mine forventninger, besvare en acceptabel mængde spørgsmål, kæde mange, mange historier sammen, og efterlade mig tilfreds og taknemmelig. Jeg kunne dog snildt snuppe ti sæsoner mere med Finn og Jake, for det er et helt fantastisk univers, Pendleton Ward har skabt - og måske græd jeg en lille bitte smule, da det hele var slut. 
1. American Horror Story: Apocalypse 
Det tog mig kun ti minutter af åbningsafsnittet af American Horror Storys ottende sæson at beslutte, at den måtte ende øverst på min liste. Jeg har haft tårnhøje forventninger til sæsonen, for undertitlen er Apocalypse, hvilket jo er et af mine yndlingstemaer i hele verden, og så havde jeg hørt rygter om, at det gamle vinderhold var samlet igen  - og jeg bliver nødt til at namedroppe, for med Evan Peters, Jessica Lange, Sarah Paulson, Frances Conroy, Connie Britton, Kathy Bates, Emma Roberts og Billie Lourd samlet i én sæson, kan jeg ikke få armene ned. Cody Fern er nyeste tilføjelse til castet, og han gør det forrygende som The Antichrist - og så er han en helt utroligt flot mand. Der er så mange episke scener, jeg har lyst til at fremhæve, men jeg vil nøjes med at sige at Apocalypse er den bedste AHS-sæson siden Freak Show, og det lykkedes dem så godt at flette Murder House og Coven-sæsonerne i denne historie. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af Ryan Murphy og Brad Falchucks horrorantologi-show, og der er heldigvis både en sæson ni og ti i støbeskeen.