torsdag den 30. maj 2019

the brightest light is the first to go

Tirsdag morgen døde Silke. Min søster hørte hende pibe ude i haven og så, at hun var faldet om. Min søster nåede heldigvis at komme ud til hende og være hos hende imens hendes hale bevægede sig en sidste gang før hun døde. Til oktober ville hun være fyldt ti, så vi havde håbet på mange gode år endnu, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg har grædt og grædt siden min søster ringede og gav mig besked, for Silke var noget helt, helt specielt. Det er et vilkår, at vores elskede kæledyr ikke lever lige så længe som vi selv gør, men det er voldsomt brutalt at få revet et elsket medlem af familien bort uden varsel. Det var heller ikke nemt at sige farvel til vores 16 år gamle kat Froy, men hun var gammel, træt og dement, og det føltes godt at give hende fred. Den følelse har jeg ikke lige nu, men når jeg er kommet mig over chokket, er jeg sikker på at alle de gode minder med Silke vil overskygge sorgen og savnet. 
Silke kom ind i vores liv, da min søster havde allermest brug for det. Jeg skal ikke fortælle min søsters historie, men uden at være dramatisk, har Silke reddet min søster ud af mørket og tilbage til livet. Senere, da min mor døde, hjalp hun os alle sammen. Hun var en uofficiel servicehund, der har hjulpet min søster ud af døren hver dag, og så var hun også bare vores alle sammens Muddi, vores lille fjollehoved og kjælemousch, og jeg kan ikke forstå, at jeg aldrig mere skal have en timelang nusseseance med hende på en solplet ude i haven. 
Silke var den skønneste og mærkeligste blanding af en Husky og en Dansk-svensk gårdhund, og sammen med hendes smukke øjne og heterokromi, var det næsten umuligt at gå tur med hende uden at blive stoppet af nysgerrige hundeelskere. Især i Tyskland har hun været et hit, og det har været så hyggeligt at have hende med på alle vores ferier; på restauranter, bjergvandringer og i dyreparker. Hun kunne løbe hurtigere end nogen anden hund - og nogle gange glemte hun lige, at hun skulle komme tilbage igen. Hun kunne ikke rigtig gø, men hun kunne hyle af glæde - noget hun blandt andet altid gjorde ved synet af mit tog, når jeg blev hentet på banegården. Hun elskede langt fra alle mennesker, og var egentlig ikke interesseret i alt for meget opmærksomhed fra fremmede, hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i - og det gjorde det bare ekstra specielt at føle sig udvalgt til hendes hengivenhed og ubetingede kærlighed. 
Jeg har virkelig aldrig mødt en hund - eller et dyr i det hele taget - der var så speciel som Silke. Det lyder søgt, men hun mig. Jeg følte mig forbundet med hende i en særlig grad, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun ikke er der, når jeg kommer til Jylland næste gang. Hvil i fred, elskede Muddi. 

Silke 2009 - 2019. 

søndag den 26. maj 2019

into each life some rain falls

Billederne er fra den sidste uges tid, der har været endnu en god en af slagsen. Sammen med min kæreste fik jeg endelig smagt en pimpet vaffel fra Munchies Copenhagen, og vi nåede også en tur forbi Sundby Idrætspark sidste søndag, hvor det pludselig var blevet ret spændende for Fremad Amager, der med en sejr over Silkeborg kunne være næsten sikre på en tredjeplads og oprykningskampe til Superligaen. Sådan gik det desværre ikke; tre mål var ikke nok mod Ronnie Schwarz og resten af førerholdet, og i går blev nedturen total, da Amager tabte til Viborg og ender på en femteplads. De har dog stadig haft en rigtig flot sæson, og det var meget tæt til sidst, så de kan sagtens være stolte - og jeg glæder mig til at se flere kampe på Sundby Idrætspark i næste sæson. 
Jeg var også en tur på Bindia på Østerbro sammen med min veninde, der introducerede mig for Paneer-ost og andre ukendte retter og ingredienser. Jeg plejer bare at snuppe en Butter Chicken - måske en Lamb Korma, hvis jeg er særligt vovet - men jeg er tydeligvis ikke ret velbevandret i det indiske køkken. Det var lækkert!

Jeg har ingen billeder fra denne weekend, der har været ret forfærdelig - og det følgende er en langt, kedeligt rant, jeg bare lige må have ud. I går brugte vi det meste af dagen på at researche nyt gaskomfur og køleskab, hvilket ikke er det allermest ophidsende at bruge sin lørdag på, men vi endte med at finde nogle gode modeller og havde også accepteret, at det åbenbart kræver en VVS'er at til-og frakoble et gaskomfur, hvilket lige gør dén løsning temmeligt meget dyrere. Inden vi nåede at trykke køb, bankede det dog på døren - det var underboen, der bekymret kunne fortælle om dryppende vand fra badeværelsesloftet. Den næste halve time brugte vi på desperat at opsamle vand fra et lækket rør ved toilettet, men hverken skåle eller håndklæder kunne stoppe vandet fra at løbe ned til underboen. Vi måtte lukke for vandet i hele opgangen, før der kom en venlig VVS'er, der dog ikke kunne gøre så meget andet end at sætte en prop i - det skal vi nok betale i omegnen af 3500 kroner for, så det er jo fantastisk. Lige nu skyller vi ud i toilettet ved at hælde en spand med vand i - TMI, beklager, men jeg er bare så ufatteligt bitter over, at de penge vi skulle have brugt på køkkenet, nu skal bruges på denne regning og et nyt toilet. 

lørdag den 18. maj 2019

trudging back over pebbles and sand

Det er allerede en uge siden jeg vendte tilbage til København efter min ferie i Jylland, og på den fem timer lange bustur hjem, fejrede min mand og jeg at det var tolv år siden vi blev kærester. Det er helt vildt at tænke på, men det føles samtidig helt naturligt - selvom det da var noget syret at møde hans venners børn igen på ferien; sidst jeg så dem, gik de i skovbørnehave og fægtede med træsværd, og nu er de teenagere, der havde komplicerede teorier om Game of Thrones. 
Vi sluttede vores ferie af med to dejlige overnatninger på Gjøl hos min søster, hendes kæreste, min niece og deres to hunde. Min niece kom glad stavrende mig i møde, da hun så mig i dagplejen, og det smeltede mit mosterhjerte totalt. Så meget, at jeg faktisk indvilligede i at tage til jordbærfest (et koncept, jeg aldrig helt forstod, men vi sang en sang, spiste jordbærtærte og kiggede på børn i jordbærkostumer) i dagplejen, hvor jeg sad ved siden af en tre-årig, så jeg har virkelig strukket mig langt. 
Vi kørte til Vesterhavet flere gange i løbet af vores besøg, og jeg får stadig en helt særlig, opløftet følelse i kroppen, når jeg lader mig blæse igennem af den stærke vind. Vi var glubende sultne efter en tur ved stranden i Lønstrup, og vi spiste en virkeligt lækker brunch på den enormt hyggelige Blå Café, der er placeret i byens gamle biograf. Om aftenen spiste vi all you can eat i Hjørring, så på den måde nåede vi også madmæssigt hele vejen rundt på vores ferie. 
Den sidste uge har behandlet mig godt. Jeg er faldet godt til på min nye, gamle afdeling, og selvom vi har travlt, har jeg stadig haft tid til flere gode aftaler. Jeg har været i vandet igen, besøgt en god ven i Husum og gået tur ved mosen, og set det næstsidste, vanvittige afsnit af Game of Thrones, som jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal sige til (sådan har jeg det i øvrigt også med Alabamas nye abortlovgivning, der fortjener meget, MEGET mere opmærksomhed herfra end bare en parentes, men det bliver ikke nu). 

torsdag den 16. maj 2019

the world's an inventor

Vores sommerferie og mini-Tour de Jylland i sidste uge bragte os fra Østjylland mod vest. Min kæreste er fra Skive, så vi havde et par hyggelige dage i svigerfamiliens selskab (der blandt andet bød på korkoncert i Glyngøre Kirke med min svigermors kor - den tredje 'koncert', jeg har været til i år, hvilket er lidt trist), inden vi kørte lidt  nordpå og tog færgen til Fur. Vi har begge tidligere besøgt denne lille perle i Limfjorden, men det er godt nok længe siden - for mit vedkommende hele 22 år, da mit sidste visit var med min sjetteklasse på lejrskole. 
Naturen på Fur er helt unik. Der er tydelige spor fra den sidste istid; stejle skrænter, bakket landskab og masser af kalk og ler - og så var øen også beboet i oldtiden, hvilket adskillige flotte gravhøje vidner om. Man må kun køre 50 km/t på hele øen, og de fleste steder er vejene mere eller mindre fremkommelige grusveje, men det gør kun oplevelsen endnu mere hyggelig. Der er overraskende mange seværdige steder på den lille ø, og jeg er helt ked af, at vi ikke havde mere tid til at opleve flere af dem. 
Vi spiste en sen frokost (så sen, at vi ikke nåede Fur Bryghus) på Fur Færgekro, hvor jeg fik et ganske hæderligt stjerneskud, og min kæreste fik den største schnitzel, jeg nogensinde har set (det var måske lidt kvantitet over kvalitet, dog). Jeg vender meget gerne tilbage til den fine, lille ø engang i fremtiden, og der behøver ikke at gå 22 år igen. 

søndag den 12. maj 2019

electric eyes are everywhere

Mine sommerferieplaner er mildest talt lidt usikre i år, men i sidste uge holdt jeg i det mindste sæsonens første ferie sammen med min kæreste, da vi rejste rundt mellem vores familier i Jylland. Ugen startede i Mariager hos min far, og første dag besøgte vi Randers Regnskov, der var så god en oplevelse, at stedet fortjener sin egen anbefaling. 
Bemærk dovendyret i baggrunden
Jeg har gået på gymnasiet i Randers og derfor haft min daglige gang i byen i årevis, så det er lidt absurd at jeg ikke har været mere i Randers Regnskov end jeg har. Sidste gang var for seksten år siden med mit biologihold fra netop Statsskolen, og jeg kan huske de mange mennesker og den klamme fugtighed, hvilket måske har afskrækket mig lidt siden. Denne søvnige mandag eftermiddag var der dog ikke ret mange gæster, og vi var fornuftige nok til at anvende garderobeskabene, der kostede den nette sum af to kroner at benytte, og det førte til et virkelig dejligt besøg, hvor vi gav os god tid til at møde alle dyrene. 
Randers Regnskov er bygget op under tre store kupler, hvor dyrene for det meste går frit rundt. Det fungerer virkelig godt; dyrene har rigeligt med plads at boltre sig på, og gæsterne får mulighed for at komme helt tæt på - uden at måtte røre, selvfølgelig. Siden sidst (hvilket som sagt er meget længe siden) er Danmarksparken kommet til - et kæmpestort udeområde med en stor naturlegeplads og en bondegård med alle de klassiske bondegårdsdyr. Det er en virkeligt god idé, for jeg kunne godt forestille mig, at mange børn generelt kan blive lidt anstrengende at være sammen med efter flere timer i et fugtigt indelukke - og jeg var bare glad for at kunne klappe en gris. 
Til sidst må jeg også lige fremhæve regnskovens fremragende formidling, der var lige tilpas informativ uden at kede med detaljer, man alligevel kan google på et splitsekund, og i stedet fokuserede på særlige kendetegn ved arterne. Jeg var utroligt glad for nøgenrotten, som jeg også lige har hørt biolog Anders Kofoed fortælle om til et arrangement med mit arbejde. Rotterne er SÅ seje; deres fortænder bruges også til at grave med, så de er placeret foran læberne, de er vekselvarme, og så lever de i kolonier ligesom myrer og bier med én dronning og en hær af arbejdere. Det er kun dronningen der yngler, og hun er så dominerende, at hun undertrykker de andre hunners hormonproduktion, hvilket er helt vanvittigt! Man kan læse meget mere om dette skøre dyr hos Randers Regnskov, hvorfra jeg også har fået ovenstående information. 

Jeg lod mig vist rive med, men der var så meget spændende at opleve. Jeg kan klart anbefale et besøg uden for peak hours, og der går helt sikkert ikke seksten år mere, før jeg vender tilbage.  

lørdag den 11. maj 2019

they keep collecting in my brain



De sidste par år har jeg flere gange sagt, at '2017 er Stephen Kings år', eller '2018 har budt på SÅ meget godt Stephen King', og nu gør jeg det igen - 2019 er helt ubetinget Stephen Kings år. Tallet 19 er også ganske signifikant i The Dark Tower-universet, så det er måske heller ikke så underligt, at tingene går Kings vej i øjeblikket, men uanset hvilke kræfter der står bag, har vi virkelig gang i en Stephen Kingaissance. Der er så mange spændende projekter i vente, og i dag lister jeg de vigtigste op - først de sikre, og dernæst dem, der stadig er på rygtebasis. Brace yourselves - der er virkelig meget. 

SIKRE PROJEKTER:

TITEL: The Institute
TYPE: Roman
HVORNÅR: September
Der er som sagt SÅ meget på tegnebrættet at det er svært at finde ud af, hvad jeg glæder mig mest til - men en af kandidaterne er selvsagt årets romanudgivelse, der lyder enormt interessant. Det er lidt uofficielt en fortsættelse til Firestarter, der ikke er blandt mine favoritter, men telekinesis-og telepatidelen havde bestemt potentiale, og de evner kommer tilsyneladende og heldigvis til at spille en stor rolle i The Institute. Bogen handler om drengen Luke Ellis, der bliver bortført fra sit hjem imens hans forældre bliver myrdet, og han bliver placeret på The Institute sammen med andre børn, der har 'evner' ligesom ham. 

TITEL: Gwendy's Magic Feather
TYPE: Novella (OBS! Af Richard Chizmar)
HVORNÅR: November
Fortsættelsen af Gwendy's Button Box er faktisk skrevet af Richard Chizmar alene, og burde måske ikke optræde på listen, men eftersom den stadig foregår i Stephen Kings Castle Rock, synes jeg den fortjener at blive nævnt. Coveret antyder også, at karakteren Richard Farris, der tydeligvis er Randall Flagg i en af mange forklædninger, vender tilbage, så bogen får bestemt en plads på min reol. 

TITEL: It Chapter 2
TYPE: Film
HVORNÅR: September
Vi har allerede fået Pet Sematary i biografen i år, men heldigvis bliver det ikke den eneste, for til efteråret kommer anden del af It, som jeg har tårnhøje forventninger til. Jeg var og er meget begejstret for første del, men den gamle miniserie fejlede netop totalt, da fokus kom på den voksne Loser's Club, så jeg er lidt spændt på at se hvordan den nye fortolkning griber dét an. Castingen er dog (næsten) lige i skabet, og med folk som Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader (yay!) kan det ikke gå helt galt. Håber jeg. Første trailer landede i torsdags, og de har i hvert fald ramt en af de ikoniske scener med Mrs. Kersh klokkerent.

TITEL: Doctor Sleep
TYPE: Film
HVORNÅR: November
Mike Flanagans filmatisering af fortsættelsen til The Shining, Doctor Sleep, har været længe undervejs, men nu skulle den være sikker, og selvom romanen ikke ligefrem blæste mig bagover, glæder jeg mig enormt meget til november. Primært fordi Ewan McGregor spiller hovedrollen som den voksne, alkoholiserede Danny Torrence, og det tror jeg kun kan gøre historien endnu bedre. Jeg havde nogle kritikpunkter omkring bogens længde - den var alt for kort - og jeg håber, at filmen ikke kommer til at virke lige så forhastet, men det jeg har hørt indtil nu virker meget lovende. Mike Flanagan er et kendt navn i King-universet, da han også har instrueret Gerald's Game, og så var han i øvrigt manden bag sidste års forrygende Haunting of Hill House. 

TITEL: Castle Rock sæson 2
TYPE: TV-serie
HVORNÅR: TBA, tidligst sidst på året
Første sæson af Castle Rock var for mig et underholdende og fedt bekendtskab, og jo mere jeg hører om anden sæson, jo mere glæder jeg mig til at vende tilbage til Stephen Kings fiktive by, hvor serieskaberne Dustin Thomason og Sam Shaw tager sig nogle kunstneriske friheder og laver interessante mash-ups af karakterer fra Kings univers. Anden sæson kommer til at have en vis Annie Wilkes i hovedrollen - et spændende valg, når nu Kathy Bates' optræden i Misery var så ikonisk. Denne gang får Lizzy Caplan (billedet) lov til at prøve kræfter med rollen, og det er jeg jublende lykkelig for, for hende elsker jeg. En gammel King-kending, Tim Robbins, kigger også forbi som Reginald 'Pop' Merrill, der var et ganske ubehageligt bekendtskab i The Sun Dog. Jeg glæder mig! 

TITEL: Mr. Mercedes sæson 3
TYPE: TV-serie
HVORNÅR: TBA
I april blev det annonceret, at vi også får en tredje sæson af Mr. Mercedes, men jeg er ikke sikker på, at den når at løbe over skærmen i 2019, og jeg er i øvrigt også en lille smule loren omkring serien, da jeg lige nu ikke helt kan gennemskue, om Brendan Gleeson stadig er en del af castet. Anden sæson brød så meget med kronologien i trilogien af bøger, at tredje sæson også kommer til at blive et lidt underligt miskmask af en historie fra anden roman, samt en løkke på den historie, serieskaberne selv fandt på i anden sæson. Jeg krydser fingre for Brendan Gleeson og en tilfredsstillende historie, men min begejstring er desværre dalet en smule siden den forrygende første sæson. 


NÆRMEST SIKRE PROJEKTER:
TITEL: Lisey's Story
TYPE: Miniserie
HVORNÅR: TBA
En af de mest spændende nyheder den sidste måneds tid er castingen af Julianne Moore i hovedrollen i miniserien over Lisey's Story, der er en af mine favoritter blandt Kings 'nyere' værker. Det er også en af Kings egne favoritter, og han skal skrive alle otte afsnit af serien, med Josh Boone (der er stor King-fan) som instruktør. Det lyder virkelig interessant, og jeg glæder mig til at høre mere. 

TITEL: The Outsider
TYPE: Miniserie
HVORNÅR: TBA
Man må smede, mens jernet er varmt, og således er Kings nyeste roman fra sidste år, The Outsider, også allerede ved at blive lavet til en miniserie på HBO, hvilket umiddelbart er et fantastisk match for denne meget mørke, monstrøse krimifortælling. Ben Mendelsohn, som jeg primært kender fra sin ubehagelige (men enormt velspillede) rolle i Bloodline, skal portrættere historiens hovedperson, politimanden Ralph Anderson, og min indtil videre eneste anke er, at karakteren Holly Gibney (der jo også optræder i Mr. Mercedes, hvor hun spilles eminent af skønne Justine Lupe) skal spilles af en ny skuespiller - på den anden side kan det også blive ret interessant at se, hvad Cynthia Erivo kan give den rolle. De første par afsnit skal i øvrigt instrueres af Jason Bateman, der har fået meget ros for både sin rolle og instruktion af Netflix-serien Ozark, som jeg ikke har fået set endnu. Jeg kender ham bedst som den hårdt plagede Michael Bluth i Arrested Development, hvilket mildest talt må siges at være lidt noget andet. 

TITEL: 'Salem's Lot
TYPE: Film
HVORNÅR: TBA
Gary Dauberman, der også har arbejdet på It, har kastet sig over 'Salem's Lot - med James Wan (Saw, Insidious og The Conjuring) som producer. De tidligere adaptioner har ikke lykkedes med at formidle romanens trykkende stemning, selvom der var formidlende omstændigheder - den første havde seje vampyrer, og den seneste havde Rob Lowe - så nu må vi se, om det vil lykkes denne gang. 
TITEL: The Dark Tower
TYPE: TV-serie
HVORNÅR: TBA
Filmatiseringen af The Dark Tower er blandt mit livs største skuffelser. Jeg kunne derfor næsten ikke være i mig selv af glæde over at opdage, at der ville komme en Dark Tower-TV-serie (selvom jeg var lidt skeptisk over at producenten er Amazon), men jeg fandt hurtigt ud af, at TV-serien kun vil dække fjerde bog i serien, Wizard & Glass, der handler om Rolands ungdom, og det lagde lidt en dæmper på min begejstring. Jeg synes det er både urimeligt og uforståeligt, at The Dark Tower ikke får den behandling, den episke fortælling fortjener - den burde være et HBO-show på flere sæsoner på linje med Game of Thrones. Men okay, jeg må tage hvad jeg kan få - og jeg er da også lidt spændt på at se, hvad der kommer ud af det.

TITEL: Creepshow
TYPE: Antologi-TV-serie
HVORNÅR: TBA, måske sidst på året
Jeg nævner også lige Creepshow, der oprindeligt var den ikoniske horror-antologi-firserfilm fra Stephen King og George A. Romero, men som nu bliver en tv-serie med Walking Deads Greg Nicotero som både instruktør og producer. Ét af afsnittene tager udgangspunkt i en endnu ikke offentliggjort King-historie, men jeg glæder mig også til resten af sæsonen, der byder på historier fra blandt andre Joe Hill og Joe Landsdale. 


NOGET MERE USIKRE PROJEKTER:
TITEL: The Talisman
TYPE: Film
HVORNÅR: TBA
Jeg tør næsten ikke tro på, at dette projekt bliver til virkelighed, så for ikke at jinxe det, placerer jeg den mulige filmatisering af den forrygende The Talisman under denne kategori. Men det ser ud til, at vi endelig får lov til at se Jack Sawyers vilde rejse igennem USA og en alternativ dimension på den store skærm, og det er endda Mike Barker, der har instrueret flere af de grumme afsnit i Handmaid's Tale, der skal forsøge at bringe en af mine yndlingskarakterer Wolf til live, så det bliver forhåbentlig en mørk og voldelig fortolkning. Min dygtige og awesome og søde veninde har i øvrigt HÆKLET Wolf til mig - denim overalls og det hele - og det er en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået. 


TITEL: Sleeping Beauties
TYPE: TV-serie
HVORNÅR: TBA
Det er måske strengt at sige, at der er et Stephen King-projekt jeg ligefrem ikke ser frem til, men jeg kan helt ærligt ikke se, hvorfor vi har brug for en tv-serie over Sleeping Beauties, der var lidt af en skuffelse. Det hjælper ikke på det, at serien allerede nu bliver markedsført som 'open-ended', hvilket er noget af det, jeg hader allermest ved fiktion. Jeg har ikke selv fantasi til at forestille mig en god slutning på komplicerede historier, så giv mig nu bare en tilfredsstillende slutning, altså! Der er kun én open-ended historie, jeg er ualmindeligt glad for, men det ville være en spoiler at fortælle hvilken. Åh, Owen King (Stephen Kings søn, som han skrev Sleeping Beauties med) skal i øvrigt skrive manuskriptet til pilotepisoden bestilt af AMC. Oh well.


TITEL: The Stand
TYPE: TV-serie
HVORNÅR: TBA
Josh Boone er som sagt stor King-fan (eller constant reader, som vi kaldes), og han har i årevis drømt om at lave en fortolkning af The Stand. Nu ser det ud til, at projektet rent faktisk bliver til noget, da CBS All-Access har bestilt en miniserie på 10 afsnit, som Owen King skal producere. Trods den sidste lille detalje håber jeg virkelig, at projektet bliver til noget denne gang, for den episke fortælling fortjener altså en bedre behandling end miniserien fra 1994. 

Der er endnu flere projekter på tegnebrættet (In the Tall Grass, Revival, Mile 81, Tommyknockers og mange flere), men så nærmer vi os virkelig løse rygter, og jeg synes egentlig, at listen er lang nok som den er. Det er en herlig tid at være King-fan i, og jeg glæder mig meget til at dykke ned i alle fortolkningerne. 

lørdag den 4. maj 2019

I cannot contain myself when in your presence

Jeg har spist flere chips. Mange flere. What a time to be alive! Dagens første testvarianter fik jeg i fødselsdagsgave af min kæreste, der efterhånden også er blevet ret investeret i mit anmeldelsesprojekt. Det sætter jeg stor pris på, da endnu en testspiser kan give mere objektive anmeldelser.

De første var en ny variant af de lækre Cheez Cruncherz - 'Texas Ranch', med smag af grillet paprika og løg. De var nogenlunde, men det skyldes primært den usandsynligt lækre grundsnack, som jeg har sendt topkarakter efter flere gange, for selve smagen var jeg ikke stor fan af denne gang. Jeg vil altid vælge den originale variant eller undtagelsesvis dem med chili, og denne pose kan jeg kun give et lille syv-tal. Min kæreste er fan og giver dem et stort otte-tal.

Den anden variant vækkede øjeblikkeligt min interesse - 'Bacon Mac & Cheese' lyder jo som et match made in heaven, og de var også ret gode. Jeg forstår godt hvorfor varianten har fået dens navn, men jeg synes de smagte meget mere af min yndlingspastaret, Spaghetti Carbonara. Baconsmagen var heller ikke den kunstige, klamme smag, der ofte er på chips, men føltes mere som rigtig bacon, og min kæreste giver dem gavmildt et ni-tal. Det ville jeg også gøre, men det kan desværre ikke blive til mere end et stort otte-tal fra mig, da jeg forudsigeligt nok ønskede mig en lidt kraftigere ostesmag til at overdøve baconsmagen. 
Min kæreste er som sagt en god chips-pusher, og han havde disse to varianter med hjem til mig fra Tyskland i eksamensgave. Jeg kender godt Crunchips, som jeg har anmeldt flere gange, men jeg kan aldrig helt huske, hvilke varianter jeg har haft fingrene i. Måske fordi de sjældent virker specielt tiltalende for mig, men jeg er altid glad for at anmelde interessante smagssammensætninger, og her er Crunchips altid en sikker leverandør. 

Den første pose bød på intet mindre end 'The Incredible Paprika & Sour Cream Pleasure", der nok ikke helt kunne leve op til det ekstravagante navn. Chipsen var der dog ikke noget galt med; det var en lækker bølgechip med rigelige mængder pulver, og heldigvis for mig var smagen af sour cream klart mest dominerende i den lidt søde chip. De ville være gode til dip, tror jeg, men uden må de nøjes med et pænt syv-tal fra mig og et otte-tal fra min kæreste. 

'Western Style' var overraskende lækre. Posen lovede en sødligt krydret smag på de tyndtskårede, sprøde chips, og det var præcis, hvad de leverede. Mange af dem var krøllet helt sammen om hinanden, hvilket i dette tilfælde dog ikke er et kritikpunkt, for det gjorde dem bare ekstra crunchy. Jeg sender et stort syv-tal i deres retning, imens min kæreste er noget mere begejstret og giver dem ni.
Jeg har her og der skrevet en anmeldelse af en variant fra engelske Tyrrell's, men som jeg tidligere har nævnt kan jeg ikke stå for deres posedesign og sjove smagsvarianter, så i dag tager jeg et grundigere kig på det charmerende mærke. Deres hjemmeside er ret fin, og her kan man læse, at kartoflerne primært høstes i Herefordshire, og at de derudover slår sig op på at lave deres chips på gammeldags facon med tykke kartoffelskiver med skræl på, der præpareres i små batches. Lækre er de i hvert fald, og først skal det handle om to virkeligt flotte poser. 

'Sour Cream & Serenade Chili' var en rigtig lækker overraskelse. Jeg er som nævnt hundrede gange meget glad for sour cream, men det plejer som oftest at have følgeskab af løg. Denne variant var i stedet næsten cremet, og chilien var langt fra stærk nok til at være dominerende, men brød i stedet den bløde smag helt perfekt. Tyrell's er gode til at finde på nye varianter, og det giver som oftest pote - jeg kaster i hvert fald et ni-tal efter den flotte, grønne pose. 

Posen med 'Sweet Chili & Red Pepper' smagte først og fremmest meget af mad, hvilket måske er en ret dårlig måde at forklare det på, men det er helt ubetinget et kompliment. De havde næsten en hjemmelavet vibe over sig, og den lækre grovchip mindede mig om det asiatiske køkken, hvilket sikkert skyldes den søde chili. De har i hvert fald deres helt egen smag, hvilket altid er et stort plus, så selvom posen ikke lige er tilpasset mine smagsløg, vil jeg stadig gerne give dem et syv-tal. Min kæreste giver dem otte, og giver også point for mærkets evne til at sende interessante varianter på markedet. 
Vi snupper lige to mere fra Tyrrell's - denne gang varianter fra deres 'Deep Ridges'-serie, der umiddelbart virker en tand mere discount-agtige? Jeg har flere gange rost Tyrrell's enormt seje posedesign, der helt eminemt kombinerer gamle sort/hvid-motiver med kækt indsatte kæmpeingredienser, men denne gang er det altså gået lidt for hurtigt, da landmanden med kæmpekartoffelchippen blev genbrugt på den røde pose - for hvad SKER der for hans mærkelige, lange arm?!? Det er så dumt, at det næsten giver ekstra point. 

Den første pose er Tyrrell's bud på en klassiker, nemlig 'Sea Salt'-varianten, der også denne gang havde denne 'hjemmelavede' feeling over sig. Som de eneste i dagens test var de dog lidt for olierede efter min smag - eller også smagte olien bare af lidt for meget, men ellers var de ganske rimelige. Det bliver til et jævnt syv-tal fra min kæreste og jeg. 'Aberdeen Angus Beef' er måske et lidt for prangende navn til en bredbølget bbq-chip, men deres force var, at de smagte meget mere af kød og bøf end netop barbecue, og det var ret lækkert. Ligesom chili-varianten smagte de af 'rigtig' mad, og vækkede minder om gourmet-chips på display til madfestivaler og i Torvehallerne. De var heller ikke for fedtede eller olierede, og så er de stegt lige til grænsen, hvilket er lækkert. Min kæreste kan ikke få armene ned og belønner med topkarakteren 10, mens jeg holder mig til et flot otte-tal. 

Den sidste pose i dagens test er leveret af min anden trofaste chipspusher - nemlig min far, der også køber sjove varianter til mig på sine udflugter rundt omkring. Denne pose havde han med hjem til mig fra Tyskland, og trods dens lidt anonyme og discount-agtige udseende, var chipsene faktisk en god lille overraskelse. Det var en ganske tynd, sprød kartoffelchip med skræl på, og selvom det lidt uheldigt ikke fremgår af posens forside, skulle de have smag af yoghurtdressing. Umiddelbart en lidt besynderlig smagsvariant, men det ER det, chipsene smager af, og det er bedre, end det lyder. De smagte friskere end forventet, men ikke af så meget, og posen slutter af med samme karakter som mange af testens andre; nemlig et syv-tal.

onsdag den 1. maj 2019

I never knew but I was walking the line

De sidste par uger er jeg for alvor vågnet fra min vinterdvale, der ellers var lige ved at blive permanent i år. Det har været en hård vinter at komme igennem, og det var ikke sjovt at opleve sådan et dyk, når jeg ellers var blevet vant til at have det godt. Men nu er jeg ved at få lidt ro i mit hoved igen, og de lange, lyse dage har en helt enorm effekt på mit humør, heldigvis. Jimmy har også været en trofast støtte - men det er han selvfølgelig altid, når jeg prøver at lægge et puslespil.
Jeg er blevet god til at få lavet aftaler med mine venner, og den sidste tid har ikke været nogen undtagelse. Jeg har set min kæreste spille koncert for første gang længe, og sammen med en veninde har vi gispet og grædt til Game of Thrones (The Long Night er uden sammenligning det vildeste, jeg nogensinde har set på TV - og så skal jeg nok lære at synes om de sidste fem minutter engang). I går drak jeg øl i solen på Sønder Boulevard med en anden god veninde, inden vi spiste dyre tacos i Kødbyen og drak flere øl på en St. Pauli-bar. 

Den næste tid bliver også fyldt med gode ting; i morgen har jeg en burger-date med en tidligere kollega; på fredag skal jeg til temadag med en masse andre dyrepassere, og i næste uge har jeg ferie, og skal på rundtur i Jylland sammen med min kæreste. Det lyder lidt banalt, men det er så rart at have fået balance i min hverdag igen.