torsdag den 28. april 2011

Asian Horror Top 11, pt. III

3. Phone, Pon, 2002, South Korea. Phone er den første film på Top 3, og der er mange grunde til at det er en af mine favoritter. Historien er særdeles foruroligende og handler om en ung kvindelig journalist, der efter at have skrevet en artikel om pædofili modtager mystiske opkald på sin mobiltelefon og må gå i skjul i venindens tomme hus. En dag på en museumsudflugt besvarer venindens seksårige datter Yeong-ju selvsamme mobiltelefon og begynder at skrige af frygt. Derefter begynder hun at vise en upassende tiltrækning til sin far, alt imens hun slet ikke vil vide af sin mor. Og denne lille pige er simpelthen noget af det allermest uhyggelige overhovedet. Som alle ved, er der ikke noget mere skræmmende end børn - og hun spiller altså den her rolle til perfektion. I søgningen på telefonnummerets tidligere ejere finder journalisten Ji-Won ud af lidt mere, end hun havde ønsket at vide. Det er en virkelig god, spændende og original film.

2. Dark Water, Honogurai Mizu No Soko Kara, 2002, Japan. Dark Water er ikke bare hamrende uhyggelig, men det også en af de mest rørende historier, jeg nogensinde har set på film. Yoshimi (hurra for yndlingsnavn!) flytter efter en skilsmisse sammen med sin seks-årige datter ind i verdens mest uhyggelige, mørke og trøstesløse lejlighedskompleks. Der er fugt og våde plamager i lejlighedens loft, der er laaaaangt til børnehaven og det nye arbejde, og når filmen ikke skræmmer en fra vid os sans, minder den mest af alt om noget socialrealisme. 

Men når den er uhyggelig, er den virkelig uhyggelig. Lejligheden er klaustrofobisk og ulækker, og den lille pige spiller skræmmende godt og er SÅ sød. (Se, her er den igen - børn er det mest uhyggelige overhovedet - fordi de netop ser så uskyldige ud). Det er en af de mere kendte J-horror flicks, hvilket primært skyldes det amerikanske remake fra 2005 med Jennifer Connelly i hovedrollen - og den version er faktisk også helt okay. Den lægger sig meget tæt op af originalen, hvilket ikke er så underligt, da de begge to er filmatiseringer af romanen "Floating Water" af Koji Suzuki, der også har skrevet "The Ring". Begge film kan virkelig anbefales, men som hovedregel vil jeg altid anbefale at starte med originalen. De er oftest de bedste. :) 

1. A Tale of Two Sisters, Janghwa, Hongryeon, 2003, South Korea. Jeg er godt klar over, at jeg i denne gennemgang virkelig har misbrugt adjektiverne "smuk" og "uhyggelig", og jeg kommer til at gøre det igen i beskrivelsen af min yndlingsfilm. For det er godt nok sjældent, at jeg har set noget så smukt som denne fortælling om de to søstre, deres afdøde mor, deres far og dennes nye kæreste. Og jeg elsker, at det er smukt. Jeg elsker, at de bor i et kæmpestort hus ned til en sø, at der er flotte blomster og planter i landskabet, og at pigerne iklædt deres pæne, sirlige tøj er langt fra at være model-materiale. Her er brugt tid, penge og opmærksomhed på at lave en film, og ikke bare på blod, splat og dårlige effekter. Men det er i det hele taget derfor, at mine favoritter sjældent findes blandt de amerikanske gyserfilm, da det i deres optik åbenbart er umuligt at forene æstetik, uhygge og overnaturlighed. (Bevares, jeg har da hylderne fyldt op med elendige, blodige, splattede, dårlig effekt-fyldte Stephen King-horrorflicks, men det er også noget andet...) Dér halter USA altså gevaldigt efter, mens Europa er ved at komme efter det (f.eks. er både den spanske "Børnehjemmet" og den svenske "Lad Den Rette Komme Ind" meget smukke og stemningsfyldte film.)

Der er flere ting ved filmen, der begejstrer mig. Her er et utroligt indblik i et menneskes psyke og sorg, i huset forsøger faderen og hans nye kone at gøre den nye hverdag lidt lettere for pigerne, men savnet af moderen ligger tæt i luften. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om handlingen, da dette i allerhøjeste grad er en historie, der fortælles visuelt. Handlingen tager et par helt uforudsigelige twists undervejs, og filmen har en helt formidabel afslutning, som jeg naturligvis ikke vil komme nærmere ind på her. Se den! (Her er forresten også lavet et amerikansk remake, der godt nok hedder "The Uninvited" - men den er baseret på denne historie, og har intet med den japanske Uninvited at gøre. Den er ret hollywood-teenagegyserfilmsagtig, og jeg synes ikke den er specielt god, men hvis man tænder helt af på alt det asiatiske, så er de der remakes altså bedre end ingenting.)



6 kommentarer:

  1. Jeg elsker den her liste.. Den er fantastisk.. Og min top tre ser faktisk ligesådan ud!
    Fantastiske film, men nu har vi jo også samme smag i film, sis :)

    SvarSlet
  2. Ih, tak, det var sødt skrevet Mette. Det har jo taget lidt tid at lave listen, så jeg er glad for, at du sætter pris på den. Er der egentlig nogen du ikke har set på top ti?

    SvarSlet
  3. Jeg har ikke set Audition.. det er vist den eneste.. Men der er mange af dem jeg meget gerne vil se igen, for jeg kan næsten ikke huske dem.. Men synes stadig den her liste er FED!!

    SvarSlet
  4. Er glad for at se Phone så langt oppe på din liste. Det er helt klart min absolutte favorit.
    Dark Water begejstrer mig ikke særlig meget og sadly har jeg kun set remaket af A tale of two sisters. Jeg synes konceptet var godt, men skuespillet elendigt, så mon ikke jeg vil nyde den originale. Den må jeg hellere få fat i.

    Og ja, så synes jeg det er super fedt du har lavet denne liste :) Man kan kun håbe flere får øjnene op for asiatisk horror istedet for hollywoods tamme forsøg på at genskabe en stemning, der i mit univers, ofte kun findes i de originale. Jeg synes også asiater i selv bare ser uhyggelige ud, tror jeg ;D

    Og nu tror jeg faktisk jeg vil sætte mig til at se Phone - fik helt lyst.

    Har du egentlig set Km31?

    SvarSlet
  5. Du bliver virkelig nødt til at se den originale "A Tale of Two Sisters". Den er helt forrygende. Nu kender du selvfølgelig et par af de helt store twists, men det gør ikke SÅ meget.

    Og ja, jeg synes også, at asiater generelt ser lidt uhyggelige ud! Haha! :D Det er også noget med, at det er en kultur så fjern fra vores egen, og færre ting virker platte, fordi man ikke er helt sikker på, hvordan tingene fungerer i Asien.

    Km31 har jeg ikke set - men vil da bestemt gøre det snart. :)

    TUSIND tak for dine kommentarer!

    SvarSlet
  6. Sådan har jeg det også! Jeg tror også det er fordi jeg ikke forstår sproget. Det er svært at aflæse kropssprog hvis der ikke er andre underbyggende elementer i specifikke scener. Selvom det forekommer sjældent, så kan jeg virkelig godt blive chokeret når det så gør fordi jeg slet ikke har været forberedt på det. - Og så er langt sort hår skræmmende (ie Samara)

    Km31 er faktisk ret god. Jeg faldt over den ved et tilfælde og forventede ikke rigtigt noget af den så det var en god overraskelse.

    Det var da så lidt :)

    SvarSlet