mandag den 2. maj 2011

Sufjan Stevens, VEGA

I går aftes i Vega indledte jeg min "tour-de-Sufjan", der fortsætter (og slutter) med to koncerter til Primavera Festival i Barcelona om en lille måned. Sidst jeg så ham var i november 2006, så det var også på tide, at han igen lagde vejen forbi Danmark. Dengang var jeg vidne til et sceneshow af dimensioner, oppustelige julemænd og en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set, så mine forventninger var skyhøje. Og da Sufjan endelig kom på scenen, foldede sine englevinger ud og sang "Seven Swans", fik jeg kuldegysninger og tårer i øjnene - så det tegnede jo godt. Derefter spillede han sekshundrede sange fra den nyeste "The Age of Adz", som jeg mildest talt ikke har været begejstret for, og først i ekstranumrene fik vi et par sange fra "Illinoise", ledsaget af en kaskade af balloner. 

Jeg havde taget en kjole på, der var enhver folk-sangerinde værdig, men jeg kunne hurtigt se, at jeg i stedet burde have medbragt glowsticks og neon-tøj, for temaet var denne gang noget med the infinite space og the future. Man kunne godt blive en anelse bekymret for, om den gode Sufjan snart stifter en futuristisk sekt, hvor den påkrævede beklædning involverer roterende diskokugler og selvlysende briller, og hvor al samtale foregår vha. autotune (Oh, yes he did!), men alt i alt var det jo helt enormt underholdende. De nyere numre er som sagt i en helt anden boldgade end det han ellers har lavet, men i går var han god til at forklare tankerne bag både numre, stilart og artwork, og det fik det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg bliver i hvert fald nødt til at give "The Age of Adz" en chance til, for den er virkelig vokset på mig efter jeg har hørt den live.
  
Krydret med mange og lange anekdoter, røverhistorier og barndomsminder, varede koncerten hele to en halv time, men det var ikke et minut for meget. Jeg var ellers noget sløv (og våd af regnen) ved ankomsten til Vega, og mine veninder var også i søndags-stemning. Men det fik vi altså rystet af os, og jeg var nok taget videre i byen for at drikke en øl, hvis helvedeskøen til garderoben altså ikke havde taget modet fuldstændigt fra mig efter koncerten. Nu glæder jeg mig til at se hele showet igen i Spanien - der er heldigvis ikke længe til.

5 kommentarer:

  1. Fine billeder! Det var en rigtig god koncert. Og fin blog!

    SvarSlet
  2. Ja, det var en super koncert! Den i 2006 var bare en lille smule bedre, men jeg havde nu heller ikke regnet med andet. Og tak!

    SvarSlet
  3. Det ser fantastisk ud!
    Og koncertet fik seks hjerter af seks i Politiken :)

    SvarSlet
  4. Sejt! Den fik også 6/6 i både gaffa og soundvenue, så folk har været ret begejstrede. :)

    SvarSlet
  5. det ser jo amazing ud... i wanna go.

    SvarSlet