mandag den 27. juni 2011

Dresden

Hele sidste uge gik med at arbejde, men jeg har hygget mig i kassen sammen med Nanna, der er startet igen, og det er virkelig en god fornemmelse at der snart kommer lidt penge på min konto igen. Egentlig var det planen, at jeg skulle have arbejdet de to første uger af juli også, men mine planer for sommerferien har udviklet sig i en helt anden retning. Om præcis en uge flyver jeg til Berlin, hvorfra jeg tager en bus videre til Goethe-Instituttet i Dresden, hvor jeg skal gå på tyskkursus i to uger. Simpelthen! Mine søde forældre (der gang på gang viser sig at være verdens bedste) havde uafhængigt af hinanden fået den samme idé til at hjælpe mig, og de har altså foræret mig et to-ugers ophold i Dresden. Det er nok dét, jeg har allermest brug for i kampen om at bestå min re-eksamen - simpelthen at tale tysk hele tiden, så jeg kan vænne mig til at bruge sproget og sige mere korrekte sætninger.

Jeg glæder mig virkelig meget, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede skal af sted om en uge. Stort set hele min juli måned bliver tilbragt i Tyskland, for når jeg har gået i skole, kommer mine forældre, min søster og Silke ned og besøger mig, og så holder vi alle sammen ferie. Det er længe at skulle undvære Simon og mine dejlige veninder, men det bliver også en rigtig spændende oplevelse. Den sidste halvdel af juli er Simon alligevel på mini-turne med Own Road, flere af mine veninder er ude at rejse, og jeg kunne ikke få flere timer i FONA, så det er det perfekte tidspunkt at tage af sted. Jeg er faktisk slet ikke så nervøs for at skulle ned for at møde nye mennesker - dog har jeg valgt et eneværelse, da jeg ikke kan overskue at skulle bo elleve dage med en eller anden freak. :)

Jeg har været i Dresden før, men kun i et par dage, og jeg har slet ikke set ret meget af byen. Man kan aldrig vide - måske har jeg en hemmelig læser, der ved ALT om Dresden - hvis det er tilfældet, så kom endelig med et tip eller to! 

1 kommentar:

  1. Glæder mig bare så meget på dine vejne, og glæder mig endnu mere til at komme ned og holde ferie med dig..
    Og hvor er du bare lækker på billedet!

    SvarSlet