torsdag den 7. juli 2011

Alene i Dresden

Hurra for sporvogne!
Og fodboldgrafitti! Dynamo Dresden - super navn.
Nu har jeg endelig mulighed for at give lyd fra mig via internettet- efter at have betalt 100 euro i depositum på et kontor, der kun har åbent torsdag eftermiddag. Jeg har virkelig manglet internettet de sidste tre dage, for jeg har haft utrolig meget hjemve. Jeps, så meget, at jeg har tudet over det FLERE gange. Hvis jeg skal være helt ærlig, var den første dag virkelig forfærdelig. Mandag morgen stod jeg op klokken fire, og først klokken femten var jeg i Dresden, da turen var præget af en del forsinkelser. Og da var jeg træt! Men inden jeg kunne få nøglen til mit værelse, skulle jeg liiiiiige lave en "lille" tyskprøve på halvanden time på Goethe-Instituttet, hvor jeg altså for tiden går i skole. Derefter fik jeg stukket et kort og en nøgle i hånden, og så fandt jeg mit værelse, der ligger i verdens kedeligste lejlighedskompleks i verdens kedeligste område. Mandag aften gik jeg i seng kl. 20.30, men da jeg vågnede dagen efter, havde jeg det allerede meget bedre, og nu er jeg rigtig glad for at være her. 

Undervisningen er super! Jeg tror allerede, at jeg har lært mere hernede på tre dage, end hvad jeg har lært i løbet af tre år på universitetet. Vi er fjorten på mit hold, næsten alle er som jeg i tyverne, og jeg har aldrig før mødt så forskellige mennesker på så kort tid. Der er folk fra Sydafrika, Saudi Arabien, Sri Lanka, Grækenland, Tyrkiet, Spanien, New York, Polen, Kenya, Egypten, Frankrig og Ohio, og vi har alle sammen vidt forskellige interesser, fremtidsplaner og holdninger. Umiddelbart tror jeg ikke, at jeg får nye venner for livet hernede, men jeg skal selvfølgelig også kun være her en uge mere. Tiden går uhyggeligt stærkt.

Det er svært at nå det hele. Jeg har kun været inde i centrum én dag (Skolen og min lejlighed ligger i den såkaldte "Neustadt" nord for floden, den gamle og berømte "Altstadt" ligger syd for floden), for jeg har simpelthen ikke tid til det - selvom jeg ikke engang er specielt social. Jeg kan ikke overskue at tage ud at spise med en gruppe på halvtreds mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Om lidt skal jeg dog mødes med Piotr fra Polen og David fra Ohio; vi skal drikke en øl, og dét kan jeg sagtens overskue.     

3 kommentarer:

  1. Øj, hvor jeg kender det. Jeg var lige ved at tude over at skulle forlade Danmark i går, men får også helt kriller i maven over at også du får lov til at opleve at gå i skole med så mange nationaliteter. Det er altså en speciel oplevelse.

    SvarSlet
  2. Ih, det var sødt skrevet. Jeg tænker på dig flere gange om dagen hernede, for jeg synes virkelig det er imponerende, at du har gjort det samme - gange hundrede! Selvfølgelig er der nogle ting der bliver lettere, når man har været et sted mere end en måned, men alligevel! Du er for sej.

    SvarSlet
  3. Tak, det er rart at høre når man ikke føler sig så sej lige nu :)

    SvarSlet