torsdag den 5. september 2013

it's the smiling on the package

Da jeg var teenager og gik i gymnasiet i Randers, havde jeg i årevis et fast ritual. Bussen kørte fra Randers Rutebilstation klokken 15.20, 15.59 stod jeg af i Mariager, og 16.02 trådte jeg ind af døren derhjemme. Så sagde jeg lige hej til min mor, smed skoletasken og kogte vand til en omgang yum-yum-nudler. 16.10 begyndte Beverly Hills, hvilket var en perfekt baggrund til indtagelse af disse vidunderlige nudler (vi snakker naturligvis om de gule med kyllingesmag) - med et æble og tre tuc-kiks som tilbehør. Aldrig mere, aldrig mindre. Nudlerne købte vi i Hobro, hos en grønthandler ejet af forældrene til en dreng i min parallelklasse i folkeskolen, og vi købte altid en hel kasse med tredive pakker i.

Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg praktisk talt ikke lave mad. Jeg var i sommerferien inden blevet introduceret for den mest fantastiske hjemmelavede pesto hos et par, som min familie overnattede hos på vej til Italien, og de første måneder i København levede jeg af pasta med pesto fra fakta og yum-yum-nudler. Havde fundet et asiatisk supermarked langt ude af Østerbrogade, hvor jeg kunne blive ved med at købe kasserne med tredive pakker. Jeg følte mig altid enormt fjollet når jeg tog bussen hjem med den kæmpestore kasse i armene, men det var det hele værd. Tit fik jeg besøg af Chrelle, der deler min nudelpassion. Han kalder dem altid for 'nudelsupper', hvilket de fleste andre mennesker vist også gør, men jeg synes det lyder sjovt.

Vi flyttede sammen på Frederiksberg, lige ved Vesterbrogade, og jeg blev meget langsomt bedre til at lave mad. Jeg havde utroligt nok ikke rigtig taget på af de abnorme mængder kulhydrater (det kom først senere), men jeg fik alligevel lyst til at spise lidt sundere. Nudlerne spiste vi dog stadigvæk af og til, men de blev suppleret af lækre pizzaer fra Fontana Di Trevi og svinske burgere fra, nå ja, Burger Palace. Chrelle spiste nogle gange andre nudler, men jeg har altid holdt mig til yum-yum. 

Nu er der gået ti år siden min nudel-afhængighed var på sit højeste, og i dag spiser jeg meget sjældent nudler. En-to gange om måneden. Og sidst jeg ville nyde en portion med en iskold cola til, smagte de bare helt forkert. Jeg prøvede en pakke mere dagen efter, men det var det samme. Jeg er bange for, at de har ændret på opskriften, ligesom indpakningen også er blevet lidt mere... skinnende. Måske er en epoke slut. Helt slut med nudler er det dog ikke, for Chrelle havde et lille udvalg med hjem til mig fra hans tur til Japan i foråret. Jeg håber han kommer herud en dag, så kan vi spise dem sammen og bedømme dem på en skala fra et til ti. 

4 kommentarer:

  1. Nudler bliver aldrig min kop the, men nøj nogle søde emballager :D

    - Anne

    SvarSlet
  2. Haha, det lyder næsten lige som mig.
    En veninde og jeg spiste nudler med smør og salt eller ketchup i kilovis i folkeskolen.
    Tror også jeg efterhånden er blevet kurreret for det. Når der er nudler på menuen, er det i forbindelse med noget wok ret med masser af grøntsager. Tror ikke jeg ville kunne spise det samme i dag, som jeg gjorde i folkeskolen.
    Tak for dit sjove minde.

    SvarSlet
  3. Yum-yum-nudler minder mig altid om dig. Og jeg får et billede af et grønt æble i hovedet samtidigt. Hæhæ...

    SvarSlet
  4. Anne: Ja, de er simpelthen ikke til at stå for! Jeg kan næsten heller ikke nænne at spise dem.

    Sine: Hvor sjovt! Jeg er glad for andre også kender til skøre nudelfetischer - men smør, salt og ketchup lyder altså ret ulækkert! ;) Idag spiser jeg også mest nudler når det er i en wokret.

    Lærke: Hvor er du sød. :)

    SvarSlet