mandag den 7. oktober 2013

the days were long, the weeks flew by

I dag er det den syvende, og dermed ti måneder siden min mor døde. Men jeg havde faktisk næsten glemt det. Den sidste måned har uden sammenligning været den, hvor jeg har tænkt mindst på min mor (eftersom hun er i mine tanker næsten konstant, er det en velkommen ændring), faktisk tror jeg, at jeg har haft to sammenhængende dage uden overhovedet at skænke hende en tanke - eller uden at skænke hendes død en tanke, i hvert fald. Jeg tænker tit på hende. Som hun var igennem hele mit liv, og ikke som hun var, da hun blev syg. Jeg har ikke skrevet til psykologen fra Børn, Unge og Sorg endnu, og jeg ved ikke helt, om jeg gør det. Med tanke på sidste lørdag hvor jeg havde det så skidt burde jeg måske, men for det meste går det jo, og der er jo ikke noget underligt i at være ked af det engang imellem - som jeg trods alt 'bare' er normalt. I morgen skal jeg mødes med tre af pigerne fra gruppen, og det tror jeg i virkeligheden er en endnu bedre løsning. Glæder mig til at se dem igen og høre, hvordan de har klaret den sidste måned uden gruppen. 

1 kommentar: