mandag den 21. oktober 2013

you've got a story, would you trade with mine?

Nå, men skal vi ikke lige snakke om noget andet? I Harzen ligger der nemlig den smukkeste by ved navn Goslar, som jeg har besøgt adskillige gange op gennem min opvækst - senest i sommer med min far og min søster. Byen har været hjemsted for de tysk-romerske kejsere (for tusind år siden, altså), og er nu fyldt med de fineste bindingsværkshuse og flot arkitektur. Men jeg tænker kun på én ting, når jeg tænker på Goslar. Dukatenmännchen. For på hjørnet af en af torvets smukkeste bygninger, sidder der en lille bitte mand og... skider. Han er vist nok et symbol på byens velstand og rigdom, der først og fremmest skyldtes Rammelsberg-minen uden for byen - men som vist også havde noget at gøre med købmændenes forhandlingsmetoder og evner til at gøre en særdeles god handel på markedspladsen. Dukatenmännchen blev sat op af de selvsamme købmænd i 1494, som et lille 'fuck jer!' til kritikere - har jeg læst. Når man ser sådan en lille mand, der sidder på et hus og skider - og når man samtidig ikke er mere end syv-otte år gammel - så gør det altså et uudsletteligt indtryk, og jeg har aldrig glemt ham. Det var et godt gensyn med den lille mand i sommer - han sendte os hjem med den smukkeste solnedgang, og da jeg en måneds tid efter ryddede op i gemmerne, dukkede lykkemønten fra dengang også op. Inskriptionen betyder noget i retning af: 'Han presser og skider og bringer dig held.' 

Jeg havde mit andet møde med Goslar, da jeg var 12-13 år gammel og var inde i min ultimativt mest kiksede periode overhovedet. Min søster er ved at flække af grin, bare hun tænker på hvordan jeg så ud dengang, og der er især ét bestemt billede, hun altid håner mig med. Det får I ikke at se, men tænk skrigorange fleecetrøje, uformelige cowboybukser, togskinner i både over- og undermund, helt kort hår og en fremtoning så gennemsyret drenget, at mange (i perioder de fleste) tog fejl. Jeg var virkelig ligeglad på det tidspunkt. Men i Goslar var jeg til Skyttefest - en kæmpestor byfest med et enormt omrejsende tivoli, der havde de mest sindssyge forlystelser med. Det var det bedste jeg vidste - sindssyge forlystelser - og jeg prøvede en af dem alene, mens min mor havde et mindre angstanfald nede på jorden. Hun var sikker på, at jeg ville dø af det - og det var jeg faktisk også selv, men det sagde jeg aldrig til hende. Senere knækkede jeg min bøjle på en ristet mandel. Goslar, mand. 

6 kommentarer:

  1. Fantastisk, at du stadig har din Dukatenmännchen!

    SvarSlet
  2. Hahahahaha du skal uploade billedet af dig!! ;)

    SvarSlet
  3. Nej, det billede har det bedst gemt langt væk i reolen hjemme hos far. Jeg tror ikke verden er klar til at se det. :)

    SvarSlet