lørdag den 31. december 2016

the world will not stop moving


Her på årets sidste dag deler jeg lige lidt flere julehyggebilleder, for efter jeg kom tilbage til København i søndags, er jeg gået lidt i dvale og har ikke rigtig fået udrettet noget. De sidste dage har jeg stresset vildt og decideret haft kvalme over at skulle starte som elev allerede på mandag, og det kommer nok også til at præge min nytårsaften og dagen i morgen. Jeg er fortrøstningsfuld og spændt, og jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke må drage nogle konklusioner om stedet overhovedet, før jeg har været der mindst et par uger. Alligevel kan jeg ikke kontrollere min krop, der panikker helt vildt og vækker mig med hjertebanken om natten. Sådan er det nok bare.

Vi har ikke nogle fjernsynskanaler herhjemme, så da jeg blev fældet af feber og forkølelse i Mariager, var fjernsynet faktisk glimrende underholdning. Især da jeg fandt DR3 og deres maraton-visninger af SKAM (typisk mig at vælge noget, jeg bare kan se på nettet). Juleaftensdag mandede jeg mig dog op og satte mig ud i bilen, så vi kunne komme på vores kirkegårdsbesøg. Vi kørte også forbi min bedstemors gamle gård, hvor min far er vokset op, og hvor vi har fejret jul adskillige gange. Måske er der en ny familie, der fejrede jul dér i år - men de har ikke haft besøg af nissen, kan jeg se, for han boede i laden - og den har de revet ned. Hos min mor var der lys og dekorationer i lange baner, og hun fik faktisk to julebesøg af os - et i dagslys, og et kort visit selve juleaften mellem andespisningen og risalamanden, og hos min far var der gang i en upassende romance mellem gammelnissen og den noget yngre mus.

I aften skal vi holde en low-key-nytårsaften, hvilket passer mig rigtig godt. Min kæreste og jeg går en tur over på Islands Brygge og fejrer aftenen med vores venner med tvillingebabyerne. Vi har købt sushi og tapas, der skal indtages, når de små piger tillader det, og ellers skal vi bare snakke og hygge os. Det er nytårsaften lige efter mit hoved. Rigtig godt nytår til jer alle!

søndag den 25. december 2016

I've a pagan tree and a magical wreath

Glædelig jul! Det er sent søndag aften, og jeg er tilbage på Amager hos en lykkelig Jimmy, der var så glad for at se mig, at han savlede lidt. Jeg blev desværre nedlagt af en heftig forkølelse og feber dagen efter min ankomst til Mariager, så julen er ikke helt gået som planlagt, men jeg har nu alligevel hygget mig rigtig meget derhjemme. I år kunne jeg ikke hjælpe med at skrælle kartoflerne til julemiddagen, men fra mit sygeleje på sofaen kunne jeg se på min søsters snaps, at de klarede det meget godt uden mig nede i køkkenet. Jeg kunne ikke klemme mere end en enkelt portion af den lækre julemad ned, hvilket gjorde mig rigtig trist (jeg kunne godt spise en omgang sovs med and nu).

Silke fik lov til at smage på sovsen og var mindst lige så begejstret som os andre, og min mandelgave, som jeg har fundet på Christianias julemarked (but of course) faldt heldigvis i god jord. Igen i år var der en overflod af gaver under træet, selvom vi kun var os tre - vi er nogle heldige kartofler, og jeg fik nogle helt fantastiske gaver. Mere om det en anden gang.

Aftenen fløj afsted, og pludselig var klokken blevet alt for mange, da både min søster og jeg skulle tidligt op i dag og til julefrokost hos vores kæresters familier. Selvom jeg var ved at segne af træthed, havde jeg ikke lyst til at gå i seng, for det var sidste aften med min far og søster i denne omgang. Jeg nyder sådan at være sammen med dem, og jeg ville sådan ønske, at vi boede lidt tættere på hinanden. I dag nåede jeg et par timers hygge i Skive, inden jeg begyndte den lange tur hjem, og nu er jeg kravlet under dynen i sofaen og skal læse lidt i en af mine julegaver. 

onsdag den 7. december 2016

holding our tears as we flip the album


I dag bliver det lige en repost fra min instagram:

"I dag har jeg manglet og savnet min mor i hele fire år. Ligesom min søster @mette.bm, ville jeg også ønske, at jeg kunne snakke med min mor om alt det, der sker i mit liv lige nu. Jeg er sikker på, at hun ville være SÅ glad på mine vegne, og det er lidt specielt at jeg lige i dag har fået tilsendt min uddannelseskontrakt fra Panum. I dag savner jeg hende lige lidt ekstra."

torsdag den 1. december 2016

let me live in shadows of your words

Jeg har brudt min kronologiske gennemlæsning af Stephen Kings værker for lige at genlæse horrorromanen 'Cell' fra 2006. Jeg faldt pludselig over filmen, der er indspillet i 2014, men som jeg overhovedet ikke har hørt om, og jeg ville gerne læse bogen igen før jeg så filmatiseringen. I Cell følger man comic book-writeren (en ganske lille afvigelse fra den sædvanlige forfatter-hovedperson) Clayton, der befinder sig i Boston under 'The Pulse' -  et altødelæggende signal, der pludseligt og aggressivt spredes via mobiltelefoner og forvandler deres brugere til zombie-agtige, vanvittige dræbere, der overfalder alt omkring sig. Det er en af de mest intense åbningsscener jeg nogensinde har læst i en bog, og der er generelt et højt tempo de 350 sider igennem, hvilket er lidt atypisk for King, der normalt elsker de laaaange beskrivelser af både byer og personer. 

Clay slipper væk fra det værste kaos, men er desperat efter at finde sin søn hjemme i Maine (but of course), og han slår sig sammen med den sympatiske Tom og den unge teenager Alice på vejen. King excellerer igen i at skrive relaterbare karakterer i alle aldre, og selvom man aldrig når at komme helt ind under huden på dem alle, virker deres handlinger og reaktioner ganske naturlige i en forrykt verden. 'Zombierne' i Cell kaldes phoners, og de er ikke helt så uintelligente som den klassiske zombie, ligesom de heller ikke virker helt uden for rækkevidde. Deres floktendenser gav mig oprigtigt kuldegysninger, og der er nogle ret heftige, eksplicit ulækre scener, når vores venner kommer i karambolage med dem - det er længe siden jeg har oplevet King skrive horror på den måde, og jeg er vild med det. 

Alt i alt er jeg faktisk ret glad for Cell. Jeg behøver vel snart ikke sige det, men verdens undergang er et af mine favoritemner i litteratur og på film, og Cell er langt hen af vejen et godt alternativ til de sædvanlige scenarier.  Der er lidt paperback, hurtig-krimi over historiens opbygning, men det fungerer langt hen af vejen. Til sidst må jeg dog sige, at slutningen trækker kraftigt ned i mit samlede indtryk af romanen. Ingen spoilers, men jeg hader den. 
Som trofast Stephen King-fan lærte jeg ret hurtigt ikke at forvente meget af bøgernes adaptioner til det store lærred. Af og til er det dog svært at lade være med at få forhåbningerne op, og da jeg pludselig faldt over filmatiseringen af Cell, der var fløjet fuldstændig under min radar, blev jeg faktisk helt begejstret. Jeg er som sagt ret glad for Cell, og med castingen af John Cusack og Samuel L. Jackson (der havde et fedt samspil i en sjældent vellykket King-film, 1408) kunne det vel ikke gå helt galt. Det undrede mig dog lidt, at jeg slet ikke havde hørt om filmen - men det skulle ret hurtigt vise sig hvorfor. 

Filmen er ELENDIG. Den havde så meget potentiale, men det blev på ingen måde indfriet i dette usammenhængende kaos af en overflødighed. Jeg så filmen sammen med min far, der er lige så stor Stephen King-nørd som jeg er, men selvom han altså også har læst bogen for nogle år siden, fattede han ingenting af filmen - og jeg gjorde næsten heller ikke. Hvis man ikke har bogen frisk i erindringen giver filmen slet og ret ingen mening; essentielle scener er klippet ud, og det er absurd, at den overhovedet er blevet udgivet. Det er en skam, og ikke engang Cusack og Jackson kan redde dette makværk - de har simpelthen bare et ekstremt ringe screenplay at arbejde ud fra, og kun et minimum af den dialog, der gjorde romanen god.

Filmens eneste formildende omstændighed er brugen af Trololo-sangen i en af nøglescenerne, der faktisk også ender med at blive lidt uhyggelig, hvilket var lidt uventet i en så dårlig film. Alt i alt er det dog en af de værste King-filmatiseringer, jeg nogensinde har set, og det siger altså ikke så lidt. 

tirsdag den 29. november 2016

things would fall out of the sky into my lap


Jeg har naturligvis også fejret min elevplads med bunkevis af forskellige chips, og jeg har fundet guld i denne omgang i det svenske mærke Gårdschips. Indpakningen alene er særdeles overbevisende med en yndig tegning af kartoffelplanten på en baggrund med fine, sarte farver, og på posen er også påtrykt navnet på den kartoffelavler, der har leveret kartofler til produktionen (og man kan læse mere om dem på hjemmesiden. Adorable.) De chips, der bliver brugt i alle varianterne, er i øvrigt nogle af de tyndeste og sprødeste chips, jeg nogensinde har smagt. Det er en gammel sang, at grovchips altid bliver for olierede og måske lidt for grove, men Gårdschips smager slet ikke af den frygtede olie, men derimod kun af de mange lækre krydderier, der er drysset på. 

Og nu til karaktererne. Allerbedst, og et nyt medlem i den eksklusive 10/10-gruppe, er den helt vidunderlige parmesan-variant, der smager afsindigt lækkert. Endelig har jeg fundet en værdig afløser til den ligeledes fantastiske 'Queso Blanco' Lays-variant, jeg fandt i Den Dominikanske Republik - de smager næsten identisk, men de nye svenske favoritter er naturligt nok lidt grovere i strukturen (det er jo grovchips). Næsten lige så god er den, for mig, nye smagsvariant med trøffel, der faktisk smager præcis af... trøffel, hvilket er en overraskende god smag til chips. De får et stort 9-tal herfra. 

De to sidste varianter ender også ganske højt på min karakterskala med fine 8-taller. Deres smagsvarianter var måske ikke helt så nyskabende og interessante, men de fungerer bare. 'Créme fraiche & peppar' var bunkens mindst spændende variant, mens 'chipotle chili' leverede et godt take på en halvstærk chip, der havde en meget afbalanceret smag. Jeg plejer ikke at være så glad for chili på chips, men her fungerede det cirka hundrede gange bedre end på en tør majs-tortillachip. Jeg kan se på hjemmesiden, at jeg stadig har et par smagsvarianter til gode, nemlig 'sourcream & black garlic', 'lime & rosépeppar' og den interessante 'sparris', som jeg går ud fra er asparges. Dem havde de ikke i min lokale Meny, men måske kan jeg få min svenske chipspusher til at skaffe mig et par poser. Gårdschips er i hvert fald hurtigt blevet et nyt favoritmærke herhjemme. 
KiMs har også haft travlt det sidste års tid og har lanceret en god håndfuld nye varianter. Jeg har ikke prøvesmagt dem alle endnu, men fritterne købte jeg med det samme. Jeg ville gerne sige noget negativt om posens design og den grimme, lille pomfritmand, men jeg må med skam melde, at jeg faktisk godt kan lide ham. Fritterne er både hans hår og hans stok - og jeg er vild med det. Selve fritterne var også overrraskende gode - jeg var forberedt på en halvtør og kedelig omgang salte chips, men grundet deres udformning har de et ualmindeligt godt crunch, og så smager de faktisk lidt af godt krydrede pomfritter. På hjemmesiden optræder de under kategorien 'snacks', men selvom de er gode, snupper jeg nok en pose ostepops, næste gang jeg har lyst til 'snacks' og ikke chips. De får nu alligevel et fint syvtal fra både min kæreste og jeg, og de findes i øvrigt også i en variant med barbecue-smag, men den ser jeg ikke mig selv anmelde i nærmeste fremtid. 
Nu startede jeg dette indlæg med at lovprise et helt brand, så for at afbalancere indlægget lidt, har jeg også medbragt en pose seriøst dårlige chips. De blev solgt i fakta til en femmer pr. pose for et par måneder siden, og selvom jeg egentlig godt vidste hvor ringe de ville være, kunne jeg ikke lade være med at købe dem. Jeg var sært fascineret af den på posen afbillede fodboldspiller, der tydeligvis skal ligne Suarez, men ikke er det(?!), og synes det er ekstremt søgt at kalde de små papstykker for 'Football snacks', når de på ingen måde har lighed med en fodbold. Jeg skulle til at sige, at de smagte af helvede til, men faktisk smagte de af ingenting, hvilket er en endnu større dødssynd i min chipsverden. De var bare triste og klæge og ulækre, og de får kun skrabet et 1-tal med hjem, fordi jeg synes Suarez-efterligningen er så syret. 
De sidste tre chipsvarianter til anmeldelse i denne omgang er østeuropæiske; hjembragt af min kæreste efter han var på tour med bandet i Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland. De andre bandmedlemmer havde souveniers og chokolade med hjem til deres kærester, men min kæreste ved, at jeg sætter større pris på muligheden for at smage nogle nye chips. I Slovakiet fandt han denne pose ostechips til mig, og som man næsten kan ane på posen, var det nogle meget solide og tykke bølgechips, der havde klaret den lange tur hjem uden problemer. Selve chippen havde en meget lækker konsistens, der trods tykkelsen knækkede godt i munden, og havde den haft cirka dobbelt så meget ostepulver på sig, havde den ligget helt i top. Desværre var smagen lidt for anonym, og det kan kun blive til et syvtal fra både mig og min kæreste, der var en meget ivrig medanmelder denne gang. 
De to sidste poser i denne omgang er fra Tjekkiet og fra mærket Chio, og det var to stærkt smagende varianter. Pennene i den gule pose smagte meget kraftigt af noget udefinerbart krydderi, men hellere lidt for meget end for lidt, og jeg giver point for intensiteten. Selve pennene var mindre end jeg havde regnet med, men de havde også et godt crunch. Jeg er gavmild og slipper et 8-tal, mens min kæreste kun giver dem 6. Wasabivarianten var jeg lidt skeptisk overfor, men de var faktisk helt perfekte af sin slags at være. Selve chippen var en tyndtskåret 'fransk kartoffel'-agtig variant, hvilket passede utroligt godt til den skarpe smag. Jeg er normalt ikke stor fan af wasabi, men her virkede det godt - lige når jeg syntes det blev for stærkt på tungen, forsvandt smagen og efterlod lyst til mere. Min kæreste giver et 9-tal, mens jeg trods alt nøjes med 8. 

torsdag den 17. november 2016

and the obsessive nausea of ideals

Jeg har endnu engang været så heldig at få post fra det lille forlag Damgaard, der forrige år sendte mig den fine 'Drømme og Ønsker' af Henri Gylander, og den endnu finere gysertegneserie 'Mørket Venter' af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg. Forlaget har også udgivet fantastiske Anne Bredahls 'Jeg vil ikke tage det flot', der er SÅ god og rørende, og nu har en af mine andre blog-favoritter, Blogsbjerg-Linda fået udgivet en erfaringsbog samme sted. Det kan godt være udvalget er beskedent, men hos Damgaard et det bestemt kvalitet over kvantitet. Forventningerne til 'Pope Hats' af canadiske Ethan Rilly var derfor ganske høje - og de blev heldigvis indfriet.
I Pope Hats møder vi den unge kvinde Frances, der lige er droppet ud af universitetet og arbejder som sekretær på et advokatkontor. Det er et hårdt arbejde i et stressende miljø, der næsten giver mig angst bare ved tanken, og Frances sætter konstant spørgsmålstegn ved den retning, hendes liv har taget. Det hjælper heller ikke på situationen, at hendes omgangskreds primært består af hendes roommate - den for det meste arbejdsløse skuespiller Vickie - og et irriterende spøgelse ved navn Sarsgaard, der blandt andet sender upassende sms'er til hendes telefonkontakter. 

Det lyder super stenet, og er det egentlig også, men serien er alligevel enormt overbevisende. Jeg tror primært det skyldes den velskrevne dialog, der i øvrigt også fungerer rigtig godt på dansk. Frances er en meget sympatisk ung kvinde (det er Vickie nu også, selvom hun har et par irriterende karaktertræk), hvis følelser jeg sagtens kan sætte mig ind i - især når hun snakker om alle de ting hun burde gøre. Hendes søvnproblemer er spot-on og minder mig om den periode for et år siden, hvor jeg vågnede klokken fire hver nat og var lysvågen - man ser verden igennem et mærkeligt filter, når man ikke sover om natten. Det er helt genialt, at boblen over Frances' hoved, når hun igen ligger søvnløs i sin seng, bare er fyldt med 'tanker tanker tanker tanker tanker', for der er som regel ikke nogle af de heftige nattetanker, der kan bruges til noget som helst. Jeg hepper på Frances, og håber at overgangen til et helt rigtigt voksenliv snart bliver lidt nemmere for hende. 
Jeg har set tegnestilen i Pope Hats sammenlignet med både Adrian Tomine og en af mine favoritter Daniel Clowes, og det er jeg ganske enig i. Ethan Rilly har fundet sin egen streg, men den lægger sig op ad de førnævnte mestre, hvilket jeg bestemt kun mener som et kompliment. Pope Hats er nærmest definitionen på den type historie, man normalt ville finde i en klassisk graphic novel; halvensomme, unge mennesker, der prøver at finde meningen med dem selv, livet og kærligheden - men den udgives alligevel i det for genren ikke helt så brugte serieformat. Det er en fin lille detalje, selvom jeg nok trods alt ikke sidder med hjertet i halsen og venter på næste installation på helt samme måde som med f.eks. The Walking Dead eller Saga. På dansk er der udkommet tre hæfter, på engelsk fire - men så vidt jeg har forstået, handler den sidste (som jeg endnu ikke har læst) ikke om Frances og Vickie. Den skal nu læses alligevel, for Ethan Rilly er en rigtig god historiefortæller med sans for detaljen, og jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Pope Hats. 

tirsdag den 8. november 2016

this big, bright sun isn’t bright enough

I sidste uge begyndte jeg langsomt at gøre mig klar til at gå i vinterhi. Jeg ser ikke umiddelbart nogen grund til at skulle kæmpe mig igennem de næste kolde, mørke måneder, så jeg kan lige så godt sove dem væk. Jeg er blevet lidt af en sofakartoffel - især efter jeg begyndte på det nyeste Tomb Raider-spil - men ugen bød heldigvis også på et par fristende arrangementer, der fik mig ud af døren. 

I torsdags var jeg til Okkervil River-koncert i Lille Vega. Det var et af de bands, der sammen med Bright Eyes (og utallige andre) lavede soundtracket til mine start-tyvere og alt deres smerte, forvirring og ensomhed. Men ligesom jeg er frontmand Will Sheff blevet ældre (han fyldte faktisk fyrre i år), og han føler ikke længere for at skrige sig desperat gennem sætninger som 'trying to push his kiss out of its place' og 'tonight's the blood from real cuts'. Det forstår jeg godt, men det gør desværre musikken noget mere intetsigende, og jeg blev helt ked af det, da de jazz-hyggede sig gennem 'Unless it Kicks' og 'Our Life is not a Movie or Maybe'. Til sidst fik jeg dog lidt desperation i mit yndlingsnummer 'For Real', og så var det alligevel okay, at jeg var cyklet gennem det kolde Vesterbro for at gå alene til koncert. Det er også meget nemmere at komme foran, når man kun er én. 
I søndags blev jeg også lokket udenfor og i biografen for at se Doctor Strange i IMAX. Det er egentlig utroligt, at Marvel-universet interesserer mig så relativt lidt, når nu jeg nørder over stort set alt andet, men mange af filmene føles bare lidt... flade. Søndagens oplevelse startede lidt på samme måde - jeg bryder mig ikke om at bare åbningssekvensen var så vild, at den ville være det helt ultimative, storladne, vanvittige klimaks i ALLE andre film. For meget action får mig til at kede mig, men jeg blev positivt overrasket hen af vejen, for der var egentlig relativt få slåskampe i filmen. Samtidig må jeg også erkende, at jeg nok er lidt småforelsket i Mads Mikkelsen - jeg har prøvet at kæmpe imod det i årevis, men måtte endeligt overgive mig til glimmermake-up og grå hestehale. Selve IMAX-delen har jeg ikke en holdning til. Jeg går nok for sjældent i biografen. 

I dag var der pludselig solskin, og vinterhi-tankerne kunne skubbes lidt på afstand. Jeg faldt over noget af mit yndlingschokolade, og så fik jeg købt en fin gave til en lille pige, der snart skal døbes. I aften skal jeg spille Tomb Raider og følge med i valget, og jeg skal nok også have kværnet alt chokoladen inden min kæreste kommer hjem fra sit øvelokale. Good times!

torsdag den 27. oktober 2016

the tricks in your head are a lie

Jeg er desværre ikke helt så god til at være arbejdsløs, som jeg havde regnet med. Det stresser mig helt sindssygt. Jeg VED godt, at jeg bare skal slappe af, men det er nemmere sagt end gjort, når man i forvejen har tendens til at tænke lidt for meget over de samme ting igen og igen. I går var jeg hos første besøg hos min a-kasse (der er placeret i Brøndby OG er hovedsponsor for FC Midtjylland - hvad har jeg dog tænkt på!?), og selvom det egentlig var en positiv oplevelse, kom jeg til at græde lidt på sagsbehandleren. Han var rigtig flink og tilbød endda en krammer (som jeg tog imod, selvom jeg bestemt ikke er kramme-typen), og han opfordrede mig også til at forfølge min drøm. Det tvivler jeg dog på, at jobcenteret gør, når jeg når dertil - og når jeg SKAL søge jobs jeg har erfaring i (og ikke dem, jeg gerne vil have), ved jeg bare, at jeg står i butik igen om en måned. 

Det må jeg jo så komme over, og stadig søge elevplads ved siden af - det var vel egentlig også det, der var planen fra starten; men nu virker det pludselig ikke så tillokkende. Det værste er bare usikkerheden og den konstante frygt for at gøre et eller andet forkert - jeg kan ikke finde ud af at stå til rådighed konstant, og jeg slapper først af om aftenen, når jeg ved, min telefon ikke ringer mere. I mandags ringede den klokken 09.01 med en irriteret konsulent i røret, der insinuerede at jeg stadig lå og sov. (Bevares, det ville slet ikke være utænkeligt, men lige i mandags var jeg faktisk oppe og i gang). Og selvom min sagsbehandler var sød, har han givet mig direkte forkerte oplysninger, der ikke gør denne jungle nemmere at navigere rundt i. 
I dag vågnede jeg og var helt rundt på gulvet. Jeg er vist ved at blive lidt småsyg (havde heller ikke regnet med andet - troede egentlig det ville komme i samme øjeblik jeg gearede ned), men heldigvis kan man godt søge jobs fra sofaen, og Jimmy har været ganske tilfreds med en dag i laveste tempo. Den hurtigtvoksende svamp(?) i en af vores potteplanter har klart været den, der har haft mest fart på i dag.  

tirsdag den 18. oktober 2016

it turns my brain to jelly every time

Indlægget i dag bliver flankeret af billeder fra min sidste tur til Mariager; nemlig nogle yndige køer og en død, blå mosaikguldsmed, der tidligere har vist sig frem som instagram-model, samt tre lige så yndige nisser, der bor i et træ på kirkegården hos min mor. Ingen af dem har som sådan noget med indlægget at gøre, men det er igen den gamle sang om mig og mit kamera, der ikke kommer op af skuffen. 

I stedet et par betragtninger fra min første dag som arbejdsløs i går. Eller elevplads-søgende, synes jeg vi skal kalde det. Uanset hvad, fylder det allerede alt for meget. 

1. I går morges var jeg hos min læge, der snart ikke gider se mig mere til depressions-opfølgning og medicin-nedtrapning. Det forstår jeg godt - det føles også lidt fjollet at spilde hendes tid, når det hele jo egentlig kører meget godt. Mellem linjerne er det dog klart for os begge, at den næste tid bliver liiiidt spændende, for allerede i weekenden kunne jeg mærke luften gå ud af ballonen og en begyndende modløshed, men det skal fandme gå, altså. Og det kommer det også til. 

2. Derefter sad jeg i fem stive timer og udfyldte blanketter og skemaer til min a-kasse og jobcenter. Måtte også ringe til dem to gange, og der er som bekendt ikke ret meget jeg hader mere end at ringe til folk. Min livsglæde var støt dalende hele dagen, jeg siger det bare. 

3. Jeg manglede en kopi af min opsigelse, og besøgte derfor i går ElGiganten på Strøget for første gang (Se evt. kommentar om støt dalende livsglæde ved punkt 2). Jeg har virkelig prøvet at undgå det, for jeg har ikke lyst til at se min gamle arbejdsplads med det ulækre logo, men der var ingen vej udenom. Kunne heldigvis gøre besøget kort, da en af mine tidligere kollegaer havde fundet den frem til mig - hun er den eneste, der stadig er i butikken, selvom alle fik tilbud om at blive. Det er så super underligt, at vi er spredt for alle vinde. 

4. Ville belønne mig selv med en lille Pokétur i Bibliotekshaven, der ligger fem minutter fra mit gamle arbejde. Jeg havde glemt, at det er efterårsferie. Haven var propfyldt med børn og deres forældre, og i modsætning til de dedikerede weekend-fædre (for nu lige at generalisere vildt groft) jeg normalt møder i haven, så disse forældre helt blanke ud, når deres fire-årige knægte snakkede begejstret om spawn points, IV calculators og nests. Det var ret sjovt, men der var for mange mennesker, så jeg smuttede hurtigt igen - og på vej ud fik jeg lige en Aerodactyl, så jeg nu kun mangler tre Pokémon. Det reddede lige det meste af dagen. 

5. Brugte derefter næsten to timer på at lave mad. Jeg lavede en episk salat, der krævede hakning, kogning, stegning, skrælning og skylning af aaaaalt for mange ingredienser, men det er også flere måneder siden jeg sidst har haft tid til det, så det var egentlig meget hyggeligt. Aftenen sluttede på sofaen med min kæreste, der er kommet hjem efter et par ugers tour i Østeuropa, samt et par afsnit af Westworld, der virker ganske lovende. Livsglæden nåede altså heldigvis at stige et par grader igen, og om lidt stiger den yderligere, når jeg skal besøge mine veninder og deres små piger.  

søndag den 9. oktober 2016

all consumed in the drama

Efter mine lange skoledage har det været rart at kunne flade ud på sofaen til en tv-serie, og sensommeren har ikke skortet på hypede serier - man har jo ikke kunnet færdes på internettet uden at læse om norske Skam, nostalgifremkaldende Stranger Things og intelligente Mr. Robot, og det er da også de tre serier, jeg vil snakke lidt om i dag. Det bliver nok lidt kortere end det plejer, for det meste er allerede blevet sagt - mange gange - i alt fra Politiken til facebook. 

Allerbedst er norske Skam, som jeg er faldet pladask for sammen med resten af Danmarks befolkning. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk set det hele her i weekenden i stedet for at læse til eksamen, og jeg har måske også taget mig selv i at småsnakke lidt norsk med mig selv. Men hold nu op - jeg tror aldrig jeg har set så realistisk og fængende en ungdomsserie som den, og (igen, ligesom alle andre) jeg har kunnet genkende mig selv i så mange karakterer og situationer. Formatet er fantastisk - det klæder serien så godt, at afsnittene kan vare alt fra tyve minutter til en lille time, og allerede efter første afsnit virker disse karakterer og deres historier som det vigtigste i verden. Serien tør godt være langsom og give plads til laaange scener med forrygende dialog, og jeg tænker meget sjældent over, at det hele er skuespil. Skam får også en klar anbefaling med fra mig!
Det er næsten umuligt at fortælle om den amerikanske drama-thriller Mr. Robot uden at komme til at spoile noget, men serien skal alligevel have en stor anbefaling med på vejen, for historien om den hårdt plagede, unge hacker Elliot er noget af det mest spændende tv, jeg har set længe. Jeg har ikke set Rami Malek i andet før, men jeg er blevet helt forelsket i ham og i hans rolle, der rigtigt nok både er paranoid, deprimeret og personlighedsforstyrret, men også klog og loyal. Elliot arbejder i it-sikkerhedsfirmaet Allsafe, hvis største kunde er multikoncernen E-Corp, og en dag bliver Elliot kontaktet af den mystiske Mr. Robot (spillet af en fremragende Christian Slater), der vil have Elliot til at hjælpe med at hacke netop E-Corp. På papiret lyder det måske ikke så interessant - det syntes jeg i hvert fald ikke - men historien tager lynhurtigt fart og bliver et hæsblæsende ridt mellem vrangforestillinger og virkelighed; fortalt af en til tider ganske upålidelig fortæller. Det hele eksploderede i sæson 2, og jeg glæder mig meget til næste sæson kommer næste år. 
Ud af det blå kom den fine, nostalgiske sci-fi perle Stranger Things med selveste Winona Ryder i en af hovedrollerne. Hun var en af mine klare yndlingsskuespillerinder da jeg var yngre (jeg elskede hende i både Edward Scissorhands og Girl, Interrupted), og det var skønt med et gensyn med den smukke pige, der nu er blevet hele 44 år gammel. Ellers dominerede børneskuespillerne klart, for de (fleste) var SÅ søde og overbevisende - selvom knægtene råbte og skreg lidt rigeligt. Jeg blev særligt lidt betaget af Millie Bobby Brown (det navn, altså!) som den både skrøbelige og vildt seje Eleven, der var et af seriens klare højdepunkter. 
Stranger Things foregår i 1983 i en lille by i Indiana, hvor den 12-årige Will Byers en dag forsvinder. Hans mor, spillet af førnævnte Winona, er ude af sig selv, mens både søsteren og vennerne igangsætter deres egen eftersøgning. Drengene støder på den mystiske Eleven, der har telekinetiske evner og lader til at vide, hvad der er sket med Will, men snart bliver de forfulgt af skræmmende mænd fra the government. Hele serien er en homage til firserne - og også til Stephen King, da det er umuligt at overse de meget tydelige referencer til både Stand By Me, Carrie og Firestarter. Serieskaberne, The Duffer Brothers, har da også sagt, at det er ganske bevidst med de store nik til gysermesteren.

Stranger Things er en sød og forfriskende (og ind imellem lidt uhyggelig, heldigvis) lille sag, men jeg er glad for, at jeg fik set serien inden hypen omkring den for alvor slog igennem. Jeg tror jeg ville have urealistisk høje forventninger til serien, hvis jeg først skulle se den nu, og det er lidt synd, for den fortjener bestemt at blive set - det er bare ikke verdens bedste serie, som jeg har set den udråbt til flere steder.  Jeg glæder mig nu stadig meget til sæson to.  

mandag den 3. oktober 2016

take down your hair and wind up your grin

I går fyldte min fantastiske far hele tres år, og i lørdags fejrede vi ham i selskab med næsten fyrre gode mennesker. Det var den bedste dag længe, der startede med kastanjejagt og besøg hos mor på kirkegården, og ved sekstiden væltede det ind med søde mennesker i det fine, lille festlokale der lå to minutters gang fra min fars hus. Vi fik forrygende mad lavet af en rigtig dygtig kok, og flere af min fars venner holdt sjove, rørende og enormt gode taler. Jeg ville så gerne selv have holdt en tale, men jeg ville begynde at tude i det øjeblik, jeg kiggede på min far, men han ved heldigvis godt, hvordan jeg har det. Både med ham, og med at holde tale. 

Det var en helt fantastisk fest, der startede med de gode taler og snak ved bordene. Halvdelen af vores i forvejen lille familie var desværre forhindret i at komme, men ved min bordende sad min kæreste, mine efterhånden voksne fætre, og ikke mindst min søster og hendes nye, søde kæreste. Det var så dejligt at være sammen med dem alle. Senere blev stemningen tårnhøj, klokken tolv blev der sunget fødselsdagssang, og festen sluttede først ved fem-tiden søndag morgen. Min far er lærer på min gamle folkeskole, og mange af hans gode venner er også hans kollegaer, hvoraf flere af dem er mine gamle lærere. Det var så sjovt at snakke med dem igen og se dem... ahem, noget mere løsslupne end dengang - men nu har jeg jo også altid været en lille stræber med et rigtig godt forhold til mine lærere.

Jeg var lidt flad i går, men der var heldigvis mere familiehygge og gode rester på menuen. Da vi kørte mod toget ved femtiden var jeg ikke helt tilfreds - jeg kunne godt have brugt et par dage mere i min families selskab.  

torsdag den 29. september 2016

potential, well, you're a loaded line


De sidste par uger har vi haft gruppeprojekt på skolen ('Foder, Fodring og Pasningsprojekt', for at være helt præcis), og det er nok en af mine hadediscipliner. Jeg endte dog heldigvis i en god gruppe med tre af de piger jeg snakker bedst med, og de havde heldigvis nogenlunde samme indstilling til gruppearbejde som mig, hvorfor vi endte med at hygge os ret meget. Lidt for meget, måske. Vi aftalte en studietur i Zoologisk Have for at se nærmere på giraffen, som vi skrev om, og det fik vi faktisk rigtig meget ud af, fordi en sød dyrepasser var god til at dele ud af sin viden. Der var også en fem dage gammel, overdrevet nuttet girafunge, der så lidt betuttet ud i hjørnet. 

Det var en pragtfuld dag, og vi endte med at være blandt dyrene i næsten fem timer i stedet for at tage hjem og skrive på opgaven. De fleste dyr lå og slikkede sol, og det var fedt at være afsted med nogle piger, der gerne vil nørde dyr lige så meget som mig, og som gider glo på præriehundene i en halv time. (Det har jeg nu heldigvis også andre veninder, der gerne vil.)
I forgårs skulle vi fremlægge vores projekt for klassen, og jeg var øjeblikkeligt kastet elleve år tilbage til min gymnasietid, for det var helt anderledes (og mindre nervepirrende) at fremlægge på universitetet, hvor holdene også var meget mindre. Det gik dog fint - ikke fantastisk, men jeg havde faktisk været ret nervøs, og var bare glad for, at det var overstået. Efter en time i frihed fik vi udleveret vores eksamensprojekt, som vi for alvor går i gang med i næste uge - ikke noget med at hvile på laurbærrene! Det vil jeg dog ikke tænke på endnu, for i weekenden skal jeg hjem og fejre min søde far, der fylder 60. 

onsdag den 21. september 2016

any fool can think of words that rhyme

Tiden flyver, og jeg har det godt. I sidste uge var jeg på et kort virksomhedsophold hos Statens Serum Institut, og det var en helt utroligt spændende og lærerig oplevelse. Jeg hjalp med pasningen af deres mus, rotter og marsvin, og jeg var positivt overrasket over den enorme respekt, dyrene blev mødt med. Det er helt sikkert en branche, jeg meget gerne vil lære mere om, og det er ærgerligt, at SSI først søger elever om et års tid, for det var et rigtig fedt sted med søde mennesker. Billeder har jeg ingen af (jeg var ellers yndig med hvid kittel og hårnet), så i stedet et par glimt fra Dragør, som jeg besøgte med min kæreste og hans forældre, der lidt spontant kiggede forbi i sidste uge. De købte også en Pikachu-kage til mig, så det var en ret god dag.
Siden sidst har jeg også spist lækker mad med min kæreste, der stjal mine sweet potato-fritter, og senere på ugen lånte vi den bedårende Eddie med en tur på Amager Fælled. Det er ret tydeligt, at jeg bestikker ham med en godbid for at få billedet, men han var altså helt uimodståelig. I denne uge skriver jeg gruppeprojekt, hvilket normalt ikke liiiige er min favoritaktivitet, men jeg skriver heldigvis med nogle søde piger, og i dag var vi på en selvvalgt -måske ikke strengt nødvendig, men utrolig hyggelig - studietur i zoo. Mere om det en anden gang, for nu skal jeg lige beskrive giraffens fordøjelsessystem til vores opgave.