mandag den 29. februar 2016

escort me to the harmony

Vores ankomst til Marrakech var lettere hektisk. I flyet havde vi forberedt os på ikke at skulle snydes af en taxachauffør, men betalte alligevel dobbeltpris for at blive kørt ind til byen, da vi ikke kunne overskue at blive ved med at diskutere. Vi blev noget abrupt sat af på en lille plads, hvor ti-femten mænd hurtigt omringede os for at tilbyde deres hjælp til at finde vej - taxaen kunne ikke køre længere, men sagde ikke noget om, i hvilken retning vi skulle gå. Mere eller mindre frivilligt blev vi ledt hundrede meter ind i labyrintiske gyder til vores riad, og vores vejviser tillod sig at blive fornærmet over at modtage, hvad der svarer til 35 kroner, selvom han max skulle have haft en femmer - vi havde bare ikke mindre. 
Vi nåede kun lige at stikke næsen indenfor, før ejeren af stedet sagde, at hun desværre havde overbooket, og om vi ville have noget imod at bo et andet sted? På det tidspunkt følte jeg mig en anelse stresset og overstimuleret, men ud af det blå kom den rareste mand, tog min kuffert, og ledte os hurtigt og sikkert igennem flere små gyder hen til sin egen riad, der lå bare to minutters gang fra den centrale Djemaa El-Fna-plads. Og der var fantastisk! Dér startede min ferie rigtigt, og den næste uge mødte jeg stort set kun søde og rare mennesker. 
Der var kun et par andre gæster i den nye riad, der var noget mindre end den første, hvilket passede os perfekt. Jeg vænnede mig relativt hurtigt til værelset, hvis vinduer ikke lukkede lys ind fra gaden, men vendte ud til en svalegang og det lille atrium i riadens midte. Vi spiste morgenmad på tagterrassen i solen hver dag, og vi boede så centralt, at vi nemt kunne snuppe en lille siesta om eftermiddagen, når solen blev for stærk og gaderne for støvede. Fra tagterrassen var der udsigt til palmer, paraboler og katte - og vores nærmeste nabo minareten, der vækkede os hver morgen klokken halv seks med kald til bøn. Trods den lidt overvældende start på ferien, er jeg virkelig glad for at vi valgte at bo midt inde i medinaen, og ikke på et stort hotel i den nye bydel.  

fredag den 12. februar 2016

dreams aren't what they used to be

Jeg havde glædet mig meget til denne nyeste udgivelse af Stephen King, der kom i november sidste år - det er nemlig den sjette novellesamling fra hans hånd; et format, jeg er ualmindeligt glad for. Lad mig sige det med det samme - den levede ikke helt op til mine (tårnhøje, godt nok) forventninger, men jeg synes også den prøvede at sælge sig selv helt forkert. Med titlen 'Bazaar of Bad Dreams' og sætningerne 'Thrilling stories 'og 'Step inside my mind... if you dare' ' plastret på omslaget, forventede jeg mere horror og uhygge end samlingens halvlunkne første novelle Mile 81; men resten af samlingen virkede nærmere som endnu et forsøg fra King på at understrege, at han ikke vil stemples som horrorforfatter. Han siger det faktisk direkte i et forord til en af novellerne,* for i denne samling får vi også forfatterens tanker og overvejelser om hver enkelt historie. Det er både godt og skidt - jeg kunne godt have nøjedes med ét langt forord, for selvom det bestemt er interessant, fjerner det også noget af fokus fra historierne. Nå, helt skidt er det hele nu langt fra, så lad os kigge på et par af de bedste historier. 

Jeg kan bedst lide de historier, der får lov til at udfolde sig lidt. Mange af karaktererne i de korte historier bliver hurtigt klichéfyldte, hvilket King skriver sig ud af, når han har lidt flere sider at boltre sig på. To af samlingens bedste noveller handler om at skrive - i 'Obits' udvikler en ung tabloidskribent evnen til at slå mennesker ihjel ved at skrive deres nekrologer, og i 'Ur' - der vist er bestilt og betalt af Amazon - tilbyder en lyserød Kindle pludselig adgang til adskillelige paralleluniverser og deres 'nye' værker af Shakespeare og Hemingway. 'The Dune' fortæller om en mand, der kan se glimt af fremtiden skrevet i sandet, og selvom ingen af de tre historier har specielt stærke slutninger, er de bestemt underholdende. 

*'You write some scary stories, and you're like the girl who lives in the trailer park on the edge of town; you get a reputation.' 
Mange af novellerne i samlingen har været udgivet tidligere i magasiner eller som e-bøger eller lydbøger. Jeg kendte ikke så mange af dem i forvejen, udover den noget tamme 'Blockade Billy', som jeg føjede til samlingen i en fin lille hardback-udgave for en del år siden. Måske ville jeg kunne lide historien mere, hvis jeg forstod baseball-spillet bedre, for det er stort set det eneste, historien handler om. Jeg var heller ikke glad for den ved første gennemlæsning'Blockade Billy' er dog langt fra den værste historie i samlingen - en plads, der optages af den skrækkelige 'Premium Harmony', en ligegyldig beretning om et ægtepar og deres noget uheldige tur til supermarkedet. Det ærgrer mig, at sådan en svag historie kan få plads i samlingen, der med et sidetal på 495 er lang nok i forvejen. 

Samlingen efterlader alt i alt et halvlunkent indtryk, men bogens sidste novelle viser, at alt håb ikke er ude for kvaliteten i fremtidige skriverier fra Stephen King. Den fine 'Summer Thunder' handler om en mand og hans hund, og deres færden i et postapokalyptisk USA (hvilket jeg er en sucker for). Det er egentlig en ganske stilfærdig historie, men trods dens beskedne længde, er den overraskende rørende. Og i sidste forsøg lykkedes det endelig King at levere en slutning, der er lige i skabet. 


søndag den 7. februar 2016

I was traveling through the past for years

Jeg beklager, at jeg ikke fik fulgt op på mit indlæg fra i onsdags med det samme, men de sidste fire dage har jeg været på ferie hos min far, og computeren har været pakket ned det meste af tiden. Jeg skal dog nok lade være med at trække spændingen mere – til august starter jeg efter planen på Roskilde Tekniske Skoles dyrepasseruddannelse.

Det har været en halvhjertet Plan B for mig længe, faktisk. Jeg har bare helt ærligt været for snobbet til for alvor at undersøge mine muligheder for en erhvervsuddannelse, for det ER en kæmpe omvæltning at skulle starte på teknisk skole, når man har været über-stræber gennem hele gymnasiet OG har taget en bachelor på universitetet. Det har taget enormt lang tid at vænne mig til tanken om, at jeg ikke får taget den kandidat, men det gør jeg altså bare ikke – og selv hvis jeg gjorde, kan jeg slet ikke se hvad det skulle føre til af jobmuligheder, som jeg enten er kompetent nok til eller overhovedet har lyst til. Min hukommelse og koncentration er i øvrigt også gået fløjten efter min depression og min mors død, og de sidste år har jeg mest  haft lyst til at gå i en helt anden retning og lave noget mere praktisk arbejde.

Der var åbent hus på skolen for nogle uger siden, og i stedet for endnu engang at sige ’måske næste gang’, og ’det bliver jo ikke til noget alligevel’, tog jeg min veninde under armen, tog turen til Roskilde og besøgte skolen, der var meget mere indbydende og hyggelig end jeg havde regnet med. Jeg havde en virkelig god mavefornemmelse omkring det; vejlederen kunne mane (næsten) alle mine bekymringer i jorden, og min kandidatstuderende veninde var meget begejstret på mine vegne og ville også gerne lære om økologiske fodringsprincipper.

Så. Nu prøver jeg! Skulle det gå helt galt, finder jeg nok på noget andet (at jeg overhovedet kan tænke sådan er et STORT skridt fremad), men jeg synes virkelig, at det her føles rigtigt. Min største bekymring er at skaffe en praktikplads, hvilket kun lykkes for halvdelen – men hvor det før har sat stop for mine planer, er jeg lidt mere fortrøstningsfuld nu. Jeg er pr. definition en ’glasset er halvt tomt’-kinda girl, men der er jo nogen, der skal have de praktikpladser – og det kan lige så godt være mig, som det kan være de andre. Jeg gør mig ingen illusioner om at skulle ind og hygge med elefanterne i Zoologisk Have (selvom min ansøgning bestemt også vil være at finde i den årlige bunke på 1500 uopfordrede ansøgninger), men mindre kan også gøre det – og selvom drømmen bestemt ikke er mere butiksarbejde, snupper jeg meget gerne en praktikplads i en dyrehandel. Jeg GLÆDER mig til august og til at komme i gang med noget helt, helt andet, end det jeg er vant til.


Billedet er i øvrigt af nogle meget, meget, meget gamle dyr, som jeg samlede op ved Mariager Fjord i dag, inden jeg hoppede på toget mod København. 

onsdag den 3. februar 2016

I wear a coat of feelings and they are loud

Dette indlæg har været længe undervejs, men jeg ville faktisk godt have ventet yderligere et par måneder med at poste det, da jeg altid er overbevist om at jeg jinxer mine fremtidsplaner hvis de bliver sagt højt. I forgårs gik min arbejdsplads imidlertid i betalingsstandsning, og de bekymrede mails vælter ind (OK, måske vælter de ikke ind, men jeg har faktisk fået en mail fra en sød læser, der havde regnet ud hvor jeg arbejder henne, og som blev helt nervøs på mine vegne), og there is no time like the present, anyway. Men der er ikke noget at være bekymret for - som et resultat af helt vanvittig heldig og uhyggelig god timing, sagde jeg faktisk op allerede i onsdags efter TI år på samme arbejdsplads; lykkeligt uvidende om de omstændigheder, firmaet befinder sig i.

Jeg har arbejdet det samme sted fra jeg var helt ny i København og tyve år gammel indtil nu, hvor jeg er tredive (og jeg skulle gerne lige ramme enogtredive også – jeg har fødselsdag om halvanden måned, og dér vil jeg stadig gerne have et job), og der er sket så ufatteligt mange ting på de ti år. Jeg har skrevet lidt om det før, men jeg føler mig helt usandsynligt heldig med, at jeg så længe har kunnet arbejde med noget, der interesserer mig (musik, film og tv-serier), sammen med andre søde mennesker, der deler min interesse. Jeg har mødt flere af mine bedste venner – og som nævnt min kæreste – på arbejdet, og jeg har faktisk også fået flere af mine venner udefra ansat i kortere eller længere tid. Vi har gået til utallige gratis koncerter (i starten var det mindst én om ugen – nu har jeg gearet noget ned), vi har drukket SÅ mange øl, og flere af os har endda rejst på ferier sammen. Det kan næsten ikke beskrives, hvor meget det sted har betydet for mig, og jeg vil aldrig glemme hvor meget, jeg har fået ud af det.  

Når det så er sagt, så er magien desværre forsvundet lidt for mig nu. Det er kommet snigende i løbet af de sidste par år, men især de sidste seks måneder har været trælse. I november blev det rigtig skidt – jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men hver eneste dag var én lang, frustrerende og urimelig kamp, der lå meget langt fra de gode arbejdsdage, jeg ellers kender så godt. Det er klart, at tingene ændrer sig i løbet af ti år, og jeg har selvfølgelig også selv ændret mig helt enormt. Min arbejdsplads og jeg har desværre bare udviklet os i to helt forskellige retninger, og den sidste tid har jeg haft meget svært ved at finde glæde i at gå på arbejde.

Det har jeg været ked af – fordi jeg netop har været så glad for det tidligere. Samtidig kommer kædens økonomiske problemer ikke som en kæmpe overraskelse, og mine kollegaer og jeg  har længe forberedt os på, at der en dag kunne blive sagt stop. Jeg ville være rigtig ked af at skulle slutte min tid i butikken sur og tvær og ufrivilligt opsagt, så efter jul gik jeg all-in på at undersøge mine fremtidsmuligheder. Nu skal det være. Nu skal der ske noget andet. Efter jeg traf beslutningen for et par uger siden (og især efter jeg sagde op i onsdags) har jeg haft det HELT anderledes på arbejde. Jeg har følt mig hundrede kilo lettere, mit overskud er tilbage, jeg sover om natten, og jeg hygger mig med mine kollegaer. Ligesom i gamle dage. 

Det er så absurd, at jeg nåede at sige op bare fem dage inden hele kæden går i betalingsstandsning. Jeg er så glad og lettet over, at jeg selv nåede at træffe beslutningen, for ellers ville min bitterhed og frustration helt sikkert blive hængende læææænge efter min sidste arbejdsdag. Nu kan jeg i stedet (forhåbentlig) få en god afslutning på en stor epoke i mit liv, og det gør mig glad helt ned i maven. Min sidste arbejdsdag var i øvrigt planlagt til at være sidst i maj – så jeg går nu stadig og holder vejret lidt og krydser fingre for, at butikken overlever. For min egen skyld, men også for min kærestes, mine kollegaers og ikke mindst for de fysiske mediers skyld.

tirsdag den 2. februar 2016

waiting on this for a while now

Sidste uge var som nævnt lidt lang og travl, men det var ingenting i forhold til starten på denne uge, der har været så ekstrem, at jeg er totalt udkørt. Jeg har en masse ting at fortælle, men orker lige nu ikke så meget andet end at dele et par snapshots fra den sidste uge, der  heldigvis også var fyldt med en bunke gode ting. Jimmy er i det nye år blevet ekstremt kærlig og vil gerne ligge og putte hos os i sofaen, og det er så hyggeligt. Den anden aften så min kæreste og jeg indholdsløst TV i en time, fordi ingen af os turde rejse os og skifte dvd af frygt for at Jimmy ville gå. 
Fredag var ugens travleste dag, og den startede ekstra tidligt på arbejde med at gøre klar til vores store vinyludsalg. Kunderne strømmede ind og fik en masse gode tilbud, og jeg beherskede mig og købte ingenting. Min kæreste havde inden åbningstid hængt Big Dust-plakater op i vinylafdelingen, for i fredags udkom deres flotte debutplade nemlig, og den er fremragende! Den er udkommet på både vinyl og cd, og man kan også lytte til den på Spotify (selvom man skal lede lidt). Fredag aften spillede Big Dust tre numre i Route 66 på Nørrebro for at fejre udgivelsen, og bagefter havde jeg en date med min veninde Lærke, min sofa og en pizza fra Piccolo Mondo. Perfekt fredag. 
Fredag var også min lillebitte søsters 27-års fødselsdag. Hun er stadig lige så nuttet som dengang, og jeg glæder mig helt vanvittigt til i morgen aften, hvor turen går til Jylland på forlænget weekend. Så skal min søster fejres - og jeg skal slappe af.