tirsdag den 29. november 2016

things would fall out of the sky into my lap


Jeg har naturligvis også fejret min elevplads med bunkevis af forskellige chips, og jeg har fundet guld i denne omgang i det svenske mærke Gårdschips. Indpakningen alene er særdeles overbevisende med en yndig tegning af kartoffelplanten på en baggrund med fine, sarte farver, og på posen er også påtrykt navnet på den kartoffelavler, der har leveret kartofler til produktionen (og man kan læse mere om dem på hjemmesiden. Adorable.) De chips, der bliver brugt i alle varianterne, er i øvrigt nogle af de tyndeste og sprødeste chips, jeg nogensinde har smagt. Det er en gammel sang, at grovchips altid bliver for olierede og måske lidt for grove, men Gårdschips smager slet ikke af den frygtede olie, men derimod kun af de mange lækre krydderier, der er drysset på. 

Og nu til karaktererne. Allerbedst, og et nyt medlem i den eksklusive 10/10-gruppe, er den helt vidunderlige parmesan-variant, der smager afsindigt lækkert. Endelig har jeg fundet en værdig afløser til den ligeledes fantastiske 'Queso Blanco' Lays-variant, jeg fandt i Den Dominikanske Republik - de smager næsten identisk, men de nye svenske favoritter er naturligt nok lidt grovere i strukturen (det er jo grovchips). Næsten lige så god er den, for mig, nye smagsvariant med trøffel, der faktisk smager præcis af... trøffel, hvilket er en overraskende god smag til chips. De får et stort 9-tal herfra. 

De to sidste varianter ender også ganske højt på min karakterskala med fine 8-taller. Deres smagsvarianter var måske ikke helt så nyskabende og interessante, men de fungerer bare. 'Créme fraiche & peppar' var bunkens mindst spændende variant, mens 'chipotle chili' leverede et godt take på en halvstærk chip, der havde en meget afbalanceret smag. Jeg plejer ikke at være så glad for chili på chips, men her fungerede det cirka hundrede gange bedre end på en tør majs-tortillachip. Jeg kan se på hjemmesiden, at jeg stadig har et par smagsvarianter til gode, nemlig 'sourcream & black garlic', 'lime & rosépeppar' og den interessante 'sparris', som jeg går ud fra er asparges. Dem havde de ikke i min lokale Meny, men måske kan jeg få min svenske chipspusher til at skaffe mig et par poser. Gårdschips er i hvert fald hurtigt blevet et nyt favoritmærke herhjemme. 
KiMs har også haft travlt det sidste års tid og har lanceret en god håndfuld nye varianter. Jeg har ikke prøvesmagt dem alle endnu, men fritterne købte jeg med det samme. Jeg ville gerne sige noget negativt om posens design og den grimme, lille pomfritmand, men jeg må med skam melde, at jeg faktisk godt kan lide ham. Fritterne er både hans hår og hans stok - og jeg er vild med det. Selve fritterne var også overrraskende gode - jeg var forberedt på en halvtør og kedelig omgang salte chips, men grundet deres udformning har de et ualmindeligt godt crunch, og så smager de faktisk lidt af godt krydrede pomfritter. På hjemmesiden optræder de under kategorien 'snacks', men selvom de er gode, snupper jeg nok en pose ostepops, næste gang jeg har lyst til 'snacks' og ikke chips. De får nu alligevel et fint syvtal fra både min kæreste og jeg, og de findes i øvrigt også i en variant med barbecue-smag, men den ser jeg ikke mig selv anmelde i nærmeste fremtid. 
Nu startede jeg dette indlæg med at lovprise et helt brand, så for at afbalancere indlægget lidt, har jeg også medbragt en pose seriøst dårlige chips. De blev solgt i fakta til en femmer pr. pose for et par måneder siden, og selvom jeg egentlig godt vidste hvor ringe de ville være, kunne jeg ikke lade være med at købe dem. Jeg var sært fascineret af den på posen afbillede fodboldspiller, der tydeligvis skal ligne Suarez, men ikke er det(?!), og synes det er ekstremt søgt at kalde de små papstykker for 'Football snacks', når de på ingen måde har lighed med en fodbold. Jeg skulle til at sige, at de smagte af helvede til, men faktisk smagte de af ingenting, hvilket er en endnu større dødssynd i min chipsverden. De var bare triste og klæge og ulækre, og de får kun skrabet et 1-tal med hjem, fordi jeg synes Suarez-efterligningen er så syret. 
De sidste tre chipsvarianter til anmeldelse i denne omgang er østeuropæiske; hjembragt af min kæreste efter han var på tour med bandet i Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland. De andre bandmedlemmer havde souveniers og chokolade med hjem til deres kærester, men min kæreste ved, at jeg sætter større pris på muligheden for at smage nogle nye chips. I Slovakiet fandt han denne pose ostechips til mig, og som man næsten kan ane på posen, var det nogle meget solide og tykke bølgechips, der havde klaret den lange tur hjem uden problemer. Selve chippen havde en meget lækker konsistens, der trods tykkelsen knækkede godt i munden, og havde den haft cirka dobbelt så meget ostepulver på sig, havde den ligget helt i top. Desværre var smagen lidt for anonym, og det kan kun blive til et syvtal fra både mig og min kæreste, der var en meget ivrig medanmelder denne gang. 
De to sidste poser i denne omgang er fra Tjekkiet og fra mærket Chio, og det var to stærkt smagende varianter. Pennene i den gule pose smagte meget kraftigt af noget udefinerbart krydderi, men hellere lidt for meget end for lidt, og jeg giver point for intensiteten. Selve pennene var mindre end jeg havde regnet med, men de havde også et godt crunch. Jeg er gavmild og slipper et 8-tal, mens min kæreste kun giver dem 6. Wasabivarianten var jeg lidt skeptisk overfor, men de var faktisk helt perfekte af sin slags at være. Selve chippen var en tyndtskåret 'fransk kartoffel'-agtig variant, hvilket passede utroligt godt til den skarpe smag. Jeg er normalt ikke stor fan af wasabi, men her virkede det godt - lige når jeg syntes det blev for stærkt på tungen, forsvandt smagen og efterlod lyst til mere. Min kæreste giver et 9-tal, mens jeg trods alt nøjes med 8. 

torsdag den 17. november 2016

and the obsessive nausea of ideals

Jeg har endnu engang været så heldig at få post fra det lille forlag Damgaard, der forrige år sendte mig den fine 'Drømme og Ønsker' af Henri Gylander, og den endnu finere gysertegneserie 'Mørket Venter' af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg. Forlaget har også udgivet fantastiske Anne Bredahls 'Jeg vil ikke tage det flot', der er SÅ god og rørende, og nu har en af mine andre blog-favoritter, Blogsbjerg-Linda fået udgivet en erfaringsbog samme sted. Det kan godt være udvalget er beskedent, men hos Damgaard et det bestemt kvalitet over kvantitet. Forventningerne til 'Pope Hats' af canadiske Ethan Rilly var derfor ganske høje - og de blev heldigvis indfriet.
I Pope Hats møder vi den unge kvinde Frances, der lige er droppet ud af universitetet og arbejder som sekretær på et advokatkontor. Det er et hårdt arbejde i et stressende miljø, der næsten giver mig angst bare ved tanken, og Frances sætter konstant spørgsmålstegn ved den retning, hendes liv har taget. Det hjælper heller ikke på situationen, at hendes omgangskreds primært består af hendes roommate - den for det meste arbejdsløse skuespiller Vickie - og et irriterende spøgelse ved navn Sarsgaard, der blandt andet sender upassende sms'er til hendes telefonkontakter. 

Det lyder super stenet, og er det egentlig også, men serien er alligevel enormt overbevisende. Jeg tror primært det skyldes den velskrevne dialog, der i øvrigt også fungerer rigtig godt på dansk. Frances er en meget sympatisk ung kvinde (det er Vickie nu også, selvom hun har et par irriterende karaktertræk), hvis følelser jeg sagtens kan sætte mig ind i - især når hun snakker om alle de ting hun burde gøre. Hendes søvnproblemer er spot-on og minder mig om den periode for et år siden, hvor jeg vågnede klokken fire hver nat og var lysvågen - man ser verden igennem et mærkeligt filter, når man ikke sover om natten. Det er helt genialt, at boblen over Frances' hoved, når hun igen ligger søvnløs i sin seng, bare er fyldt med 'tanker tanker tanker tanker tanker', for der er som regel ikke nogle af de heftige nattetanker, der kan bruges til noget som helst. Jeg hepper på Frances, og håber at overgangen til et helt rigtigt voksenliv snart bliver lidt nemmere for hende. 
Jeg har set tegnestilen i Pope Hats sammenlignet med både Adrian Tomine og en af mine favoritter Daniel Clowes, og det er jeg ganske enig i. Ethan Rilly har fundet sin egen streg, men den lægger sig op ad de førnævnte mestre, hvilket jeg bestemt kun mener som et kompliment. Pope Hats er nærmest definitionen på den type historie, man normalt ville finde i en klassisk graphic novel; halvensomme, unge mennesker, der prøver at finde meningen med dem selv, livet og kærligheden - men den udgives alligevel i det for genren ikke helt så brugte serieformat. Det er en fin lille detalje, selvom jeg nok trods alt ikke sidder med hjertet i halsen og venter på næste installation på helt samme måde som med f.eks. The Walking Dead eller Saga. På dansk er der udkommet tre hæfter, på engelsk fire - men så vidt jeg har forstået, handler den sidste (som jeg endnu ikke har læst) ikke om Frances og Vickie. Den skal nu læses alligevel, for Ethan Rilly er en rigtig god historiefortæller med sans for detaljen, og jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Pope Hats. 

tirsdag den 8. november 2016

this big, bright sun isn’t bright enough

I sidste uge begyndte jeg langsomt at gøre mig klar til at gå i vinterhi. Jeg ser ikke umiddelbart nogen grund til at skulle kæmpe mig igennem de næste kolde, mørke måneder, så jeg kan lige så godt sove dem væk. Jeg er blevet lidt af en sofakartoffel - især efter jeg begyndte på det nyeste Tomb Raider-spil - men ugen bød heldigvis også på et par fristende arrangementer, der fik mig ud af døren. 

I torsdags var jeg til Okkervil River-koncert i Lille Vega. Det var et af de bands, der sammen med Bright Eyes (og utallige andre) lavede soundtracket til mine start-tyvere og alt deres smerte, forvirring og ensomhed. Men ligesom jeg er frontmand Will Sheff blevet ældre (han fyldte faktisk fyrre i år), og han føler ikke længere for at skrige sig desperat gennem sætninger som 'trying to push his kiss out of its place' og 'tonight's the blood from real cuts'. Det forstår jeg godt, men det gør desværre musikken noget mere intetsigende, og jeg blev helt ked af det, da de jazz-hyggede sig gennem 'Unless it Kicks' og 'Our Life is not a Movie or Maybe'. Til sidst fik jeg dog lidt desperation i mit yndlingsnummer 'For Real', og så var det alligevel okay, at jeg var cyklet gennem det kolde Vesterbro for at gå alene til koncert. Det er også meget nemmere at komme foran, når man kun er én. 
I søndags blev jeg også lokket udenfor og i biografen for at se Doctor Strange i IMAX. Det er egentlig utroligt, at Marvel-universet interesserer mig så relativt lidt, når nu jeg nørder over stort set alt andet, men mange af filmene føles bare lidt... flade. Søndagens oplevelse startede lidt på samme måde - jeg bryder mig ikke om at bare åbningssekvensen var så vild, at den ville være det helt ultimative, storladne, vanvittige klimaks i ALLE andre film. For meget action får mig til at kede mig, men jeg blev positivt overrasket hen af vejen, for der var egentlig relativt få slåskampe i filmen. Samtidig må jeg også erkende, at jeg nok er lidt småforelsket i Mads Mikkelsen - jeg har prøvet at kæmpe imod det i årevis, men måtte endeligt overgive mig til glimmermake-up og grå hestehale. Selve IMAX-delen har jeg ikke en holdning til. Jeg går nok for sjældent i biografen. 

I dag var der pludselig solskin, og vinterhi-tankerne kunne skubbes lidt på afstand. Jeg faldt over noget af mit yndlingschokolade, og så fik jeg købt en fin gave til en lille pige, der snart skal døbes. I aften skal jeg spille Tomb Raider og følge med i valget, og jeg skal nok også have kværnet alt chokoladen inden min kæreste kommer hjem fra sit øvelokale. Good times!