søndag den 29. oktober 2017

I walk around in some kind of altered state

Det begynder at lyde trivielt,  men jeg har haft endnu en hektisk uge, der ikke er slut endnu. Ligesom de sidste par uger skyldes travlheden dog heldigvis gode planer, og jeg har haft gang i alt for mange ting til at føle den normale efterårstristesse. Skolen har været spændende, og i onsdags var jeg med en klassekammerat på Novo Nordisk og lave adfærdsobservationer på deres minigrise. De var SÅ nuttede, og det var meget svært ikke at påvirke vores resultater, når de smed sig foran os og krævede bellyrubs. 
Samme aften tog jeg med en veninde i Tivoli og kiggede på Halloween-udstillingen. Vi besøgte også 'Det Hjemsøgte Børnehjem' (don't even get me started med den overdrevne politiske korrekthed, der har omdøbt oplevelsen til 'Det Hjemsøgte'), og det var rigtig fint, men jeg havde måske håbet på lidt mere. Skuespillerne var klart højdepunktet, og selvom jeg nok er lidt for hærdet til at finde det decideret uhyggeligt, var det da lidt sjovt, da en crazy dame blev ved med at følge grinende efter os. 
Torsdag brugte jeg det meste af dagen i Dyrehaven sammen med min klasse, hvor vi kiggede på hjorte i brunst. Det var enormt givende at gå sammen med vores underviser, der begejstret udpegede detaljer, jeg aldrig selv ville have set og fortalte røverhistorier om Hollænderen - en kæmpe kronhjort, der for nogle år siden havde udkonkurreret alle modstandere og spankulerede rundt med et enormt harem. Det var rart med et lille afbræk fra skolebænken, og Dyrehaven var virkelig smuk på trods af de overhængende skyer. 
Aftenen brugte jeg i Planetariet sammen med en god veninde til lyttesession på det nye album med Carpark North. Det er en historie, jeg aldrig har fortalt på bloggen, og det bliver heller ikke i dag, men jeg har faktisk været til over tredive koncerter med drengene siden min første i 2002. De har en helt særlig plads i mit hjerte, og det var en helt fantastisk oplevelse at få lov til at høre deres overvejelser om hver enkelt sang på pladen - især fordi mange af dem handler om forsanger Lau Højens mor, der døde af kræft juleaften sidste år. Jeg blev lidt teenager igen, da vi fik lov til at hilse på dem bagefter, men de fyldte altså også meget i mit liv, da jeg gik i gymnasiet. Min musiksmag har siden udviklet sig i en ganske anden retning, men jeg vil altid have en plads til Carpark North på listen over det musik jeg hører mest

mandag den 23. oktober 2017

I ain't gonna start liking it for you

Det er dejligt at se, at de danske producenter ikke ligger på den lade side i forhold til at introducere nye chipsvarianter til markedet (selvom jeg stresser lidt for at følge med - har lige opdaget KiMs fire nye slow cooked-varianter, og har allerede endnu et indlæg liggende i mine kladder.) Denne gang har markedet tilsyneladende besluttet sig for at køre et rødt tema, og jeg startede med at smage på 'Chipotle Cheddar' fra Taffel. Selve chippen er Taffels karakteristiske, tykke bølgechips, som jeg er ret glad for, men smagen var desværre ikke helt som jeg havde håbet på. Som nogen ved, er jeg måske lidt for overbegejstret for alt der smager af ost, men det kan i hvert fald forklare min milde skuffelse over disse chips, der klart smager mere af chipotle end af cheddar. Det er jeg ikke helt tilfreds med, selvom det da er nogle udmærkede chilichips, og jeg kan derfor ikke give posen mere end syv pringlesrør. Min kæreste er noget mere gavmild og kaster gladeligt hele ni rør efter chilichipsene. 
Lidt bedre er Hurraaa-chipsene fra KiMs, selvom jeg helt ærligt ikke forstår hverken tema eller indpakning. Jeg forstår godt, at vi har haft 20 år med Jørgen, men kommer ikke til at forstå hvorfor det fordrer en helt almindelig ny pose bølgechips. Jeg forventede noget kunstigt klassefest-fremkaldende barbecue-tema, men blev heldigvis virkelig positivt overrasket over selve chipsens smag, der ganske rigtigt var 'italiensk inspireret', som bagsiden diskret antydede. Mere konkret var det noget tomat, paprika og persille (og 'krydderiblanding', der i hvert fald indeholdt oregano), og det var faktisk ret lækkert. Selve chippen virkede tykkere end de normale bølgechips i familien, men det kan være indbildning. Jeg synes virkelig, at denne variant er markedsført helt forkert, men jeg er stadig villig til at kaste otte pringlesrør efter den, mens min kæreste ender på syv. 
For at bryde det røde hav af kartoffelchips kaster jeg lige disse to discount-poser med majssnacks købt i Rema1000 på bordet. Jeg blev helt klart tiltrukket af posen, der måske ikke er noget æstetisk mesterværk, men i det mindste fangende og farverig på en ikke alt for discount-in-your-face-måde. Selve snacksene var identiske, så snart man havde tygget på dem to gange, men de var faktisk overraskende lidt pap-agtige. Det kan ellers godt være en udfordring for majssnacks, ligesom underdosering af ostepulver kan være det, og på dette punkt faldt oho!s snacks desværre igennem. De var ikke dårlige, men fortjener heller ikke mere end seks pringlesrør. 
KiMs har også sendt en anden, relativt ny rød variant på markedet. Når jeg ikke anmelder chips, går jeg faktisk meget sjældent efter de røde poser, da de som regel indeholder varianter af barbecue, paprika, chili og lignende, og jeg er meget gladere for de grønne og gule poser - jeg foretrækker generelt løg og ost i alle afskygninger. Denne nye udgave af de gode Crunch Cut-chips smager også af netop paprika og krydret tomat, og selvom de bestemt ikke var dårlige, fik de mig mest af alt til at sukke efter den grønne variant, som jeg i sin tid måske lidt generøst gav topkarakteren på hele ti pringlesrør. Den røde pose halter altså noget bagefter, og selvom det helt sikkert bare er en smagssag, kan den kun med nød og næppe hive syv små pringlesrør hjem. 
Vi slutter hvor vi startede med en rød(orange) Taffel-pose. Dette barbecue-mix indeholder både skruer, rør og nogle runde ringe, der pepper mixet en anelse op fra at være en totalt kedelig, standard blandingspose. Taffel er ligesom KiMs ofte liiiige kække nok i deres produktbeskrivelser, der er mere irriterende end informative, men denne gang er det gået helt galt og bliver næsten pinligt. Chipsene selv er heller ikke specielt interessante, og fortjener ikke mere opmærksomhed - det bliver et sekstal fra mig for posens høje fråde-kvaliteter, og af samme grund giver min kæreste posen syv. 

mandag den 16. oktober 2017

and I will color in the meaning

Jeg har haft en helt fantastisk hyggelig weekend med besøg af min far og min søster, men i morges måtte jeg sende dem retur til Jylland, da begrebet 'efterårsferie' desværre ikke eksisterer i min verden. I dag startede jeg nemlig på anden del af mit første hovedforløb på Roskilde Tekniske Skole, og i dag startede også tolv nye mennesker i min klasse. Nu er vi 46(!) elever i klassen, hvilket allerede er ganske ulideligt, så jeg er lidt spændt på hvordan de næste seks uger bliver. Undervisningen lyder heldigvis ret spændende; vi har blandt andet adfærdsbiologi og dyrevelfærd på skemaet.

I sidste uge afsluttede vi en række fag, og i zoologi og biodiversitet skulle vi som tidligere nævnt blandt andet aflevere en planche om en truet dyreart. Det virkede helt ærligt lidt fjollet, men hele klassen endte faktisk med at gå mere eller mindre all-in, og det var et ret hyggeligt afbræk fra prøver og fremlæggelser. Min gruppe skrev om den syriske guldhamster, hvis levested er lige omkring Aleppo, så selvom den ikke er klassificeret som direkte truet på IUCNs Redlist, kunne vi godt retfærdiggøre at beskæftige os med den nuttede gnaver. Vi var især stolte af tegningen, vores brug af et cute meme, og vores lille folderholder, som alle de andre grupper straks kopierede. Der var mange kreative og fine projekter, og jeg er blevet klogere på alt fra tapirer til zebrahajer og ål. 

fredag den 13. oktober 2017

my actions are orchestrated from above

Efteråret har været pænt den sidste uges tid, selv om det har rusket og revet i træerne udenfor. Mine morgener er kolde og mørke, men når jeg når Roskilde og begynder min gåtur fra stationen, er solen stået op og har også kigget frem bag skyerne af og til. Jeg har ikke haft tid til at være i vandet i denne uge, og nu frygter jeg, at løbet er kørt for i år - med mindre min veninde snarest lokker mig med igen. 
Dagen i går var relativt hektisk. Vi fik afleveret vores projekt til zoologi og biodiversitet - det var en nydelig planche om den syriske guldhamster, som jeg selvfølgelig viser jer senere - og hvis I ikke kan leve i åndeløs spænding indtil mit næste indlæg, kan I tjekke min instagram. Derefter fik vi også en prøve (skal trods alt ikke kun bedømmes på en planche), og så måtte jeg skynde mig tilbage til København for at nå Jimmys første dyrlægetid. Han er fem år gammel, og han har aldrig været uden for lejligheden (andet end når han er stukket af ud i opgangen), så det var helt ærligt en ret nervepirrende oplevelse. Især fordi jeg bare spændte ham bagpå cyklen - som jeg dog bare trak. Men han klarede det hele SÅ flot, han er sund og rask og kun tæt på at være lidt for tyk.
En hurtig vaccination og en godbid senere var vi på vej tilbage igen, så jeg kunne nå at sidde klar ved computeren for at tage en prøve i virksomhedskultur hjemmefra, fordi jeg ikke kunne overskue at flytte dyrlægetiden tredje gang. Det var hektisk! Efter lidt lynrengøring i lejligheden blev jeg samlet op af min veninde, og så gik vi på Spiseloppen og spiste en lækker tre-retters menu. Jeg er efterhånden så sjældent på restaurant at jeg føler et behov for at vise jer min forret med gedeost, men den var også ret god. Derefter hjem og læse op til en prøve i smittebeskyttelse i dag, og så på hovedet i seng. I dag har vi afsluttet første del af dette skoleforløb; ugen har som sagt været fyldt med prøver og fremlæggelser, og allerede på mandag starter vi nye fag. Om lidt kommer min far og søster kørende fra Jylland, og jeg ser frem til en FED weekend, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde tid til lidt afslapning også. 

tirsdag den 10. oktober 2017

it's a dream you'll soon deny

I slutningen af september ramte endnu en Stephen King-adaption tv-skærmene, og jeg VED godt, at det har handlet meget om Stephen King på det sidste, men jeg kan lige så godt advare jer - som jeg skrev her, er der stadig flere projekter i støbeskeen. Denne gang har Mike Flanagan og Netflix instrueret og produceret filmatiseringen af thrilleren 'Gerald's Game', som jeg genlæste for et par år siden og havde lidt blandede følelser for. Historien er faktisk rigtig god, men bogen var for langtrukken, selvom det måske er meningen - jeg spoiler ikke ret meget ved at fortælle, at det meste af handlingen foregår med hovedpersonen Jesse lænket til en seng i håndjern i et øde sommerhus med sin døde mand ved foden af sengen - og romanen er langt hen af vejen uden dialog. Derfor er det egentlig et ganske modigt valg at filmatisere den, og selvom jeg måske også har lidt blandede følelser denne gang, er Gerald's Game bestemt ikke nogen dårlig film, og helt sikkert det bedste man kunne få ud af det lidt lunkne forlæg. 

Jesses mand Gerald vil gerne spice deres sexliv lidt op. Han lænker hende fast til sengen, tager en Viagra, får et hjertestop og dør oven på hende. Det er en mildest talt uheldig situation, og selvom jeg ikke er ubetinget glad for Carla Guigno, gør hun det virkelig godt i den altdominerende hovedrolle. De kommer godt omkring problemet med, at Jesse er den eneste person i rummet - hun begynder at hallucinere og  have samtaler med  både Gerald (Bruce Greenwood) og en stærkere, no-nonsense version af hende selv - samt at have flashbacks til en traumatisk episode fra en solformørkelse hun overværede som tolvårig. Hendes tolvårige jeg spilles i øvrigt meget overbevisende af Chiara Aurelia, og hun er klart filmens bedste indslag. Derudover er jeg glad for de utallige King- referencer - ligesom i bogen spiller historien om en stærk kvinde, Dolores Claiborne, en ret stor rolle; Gerald henviser til Cujo, Bag of Bones og The Shining - og bedst af alt siger han 'all things serve the beam', hvilket stammer direkte fra The Dark Tower-serien. Det er nemme tricks, men det går rent ind hos mig. 

Fra at starte lidt langsomt ud, udvikler filmen sig faktisk til at blive ret medrivende og rørende - og lidt senere også ganske voldsom og blodig. Mike Flanagan ER trods alt også manden bag klassikere (ahem...) som Oculus, Hush og Ouija: Origin of Evil, men jeg havde alligevel ikke forventet så drastisk en udvikling, selvom jeg jo godt kendte historien fra bogen. Det var en dejlig overraskelse. Filmens sidste ti minutter trækker desværre ned igen; det er en underlig, overforklarende og utilfredsstillende slutning på en hæderlig historie, men den er taget næsten direkte fra romanen, så det kan jeg ikke klandre instruktøren for. Jeg har faktisk læst, at Flanagan, der også er stor King-fan, godt vidste at epilogen ville dele vandene, men at han havde besluttet sig for at gå hele vejen, da han startede projektet. Alt i alt er Gerald's Game et hæderligt match mellem en kvinde og hendes indre dæmoner - og måske også en ægte en af slagsen.