fredag den 29. december 2017

but every one of our dozed faces is lit

I dag har det lige været hverdag for en stund - jeg har haft min eneste arbejdsdag mellem jul og nytår, og juleaften virker allerede underligt langt væk. Mine juledage var dejlige, og det var enormt tiltrængt at være sammen med min lille familie igen; især var det fantastisk at se min lillebitte niece, der efterhånden er blevet halvanden måned. Både min søster og jeg selv blev lidt overraskede over hvor nemt jeg havde det omkring den lille størrelse; jeg havde lyst til at løfte hende op og sidde med hende hele tiden - og jeg har også skiftet mit livs første ble! Julemanden kiggede forbi (selvom Vibe var det eneste barn - og nok liiige lille nok til at forstå konceptet), og jeg vandt TO mandelgaver, hvilket var med til at gøre det okay, at vi ikke fejrede jul hjemme hos min far. 
Det ville være nemmere at lade som om, at julen foregik helt problemfrit, men jeg vil jo egentlig også gerne fortælle om når tingene ikke går helt som de skal. Og det er jo ikke så underligt, at julen er blevet en følsom tid for mig - min mor døde trods alt i december for bare fem år siden. Derudover glemmer jeg nogle gange (hvilket er fantastisk) at jeg trods alt har OCD, og når jeg bliver lidt presset, kommer det virkelig til udtryk. Det var lidt svært for mig at holde jul et andet sted end hos min far med nogle mennesker, jeg slet ikke kendte, og uden mulighed for at besøge mor mellem and og risalamande. Heldigvis gik det over al forventning og jeg har haft nogle enormt hyggelige dage. Mest af alt er jeg taknemmelig for min familie, der kender mig godt nok til at vide, at de ikke skal tage det så tungt når min hjerne koger over. Jeg savner dem allerede, så jeg må snart et smut til det jyske igen. 

2 kommentarer:

  1. Glædelig jul, Tine��
    Dejlige billeder - det klæder dig for vildt at være moster.
    - K

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Kit, det var virkelig sødt sagt! <3
      Glædelig jul og godt nytår til dig også.

      Slet