fredag den 1. december 2017

they make me scream your screams

I princippet har jeg faktisk allerede skrevet om Stephen Kings novellesamling Full Dark, No Stars fra 2011, eftersom det var den allerførste King-udgivelse jeg nævnte på bloggen for snart syv år siden. Hvis man klikker sig ind på indlægget fortæller det dog ikke så meget om novellesamlingens historier end om Stephen King generelt, så nu hvor hele tre af samlingens fire fortællinger er blevet filmatiserede, tænkte jeg at det var tid til et ordentligt gensyn. Derudover var jeg ikke specielt begejstret for samlingen dengang, hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå efter denne gennemlæsning, for det er - som titlen antyder - en ualmindelig mørk og brutal række af eksempler på menneskelig ondskab. 
Den første historie i Full Dark, No Stars er også den længste - 1922 er på 131 sider, og er en ganske underholdende horror-thriller, der foregår i - you guessed it - 1922 i Hemingford Home, Nebraska (hjemsted for også Mother Abigail i The Stand samt Ben Hanscom fra It). Hele novellen er én lang tilståelse fra bonden og hovedpersonen Wilfred James, så jeg spoiler ikke noget ved at fortælle at den handler om en frustreret mand, der sammen med sin modvillige søn slår sin kone ihjel og begraver hende i en brønd. Wilfred er et usandsynligt dumt svin, som det er svært at have sympati for, men det er til gengæld enormt tilfredsstillende at se ulykkerne regne ned over ham efter ugerningen. Historien handler rigtig meget om skyld, og det er en interessant rejse ind i et plaget sind. 

I oktober blev vi beriget med filmatiseringen af 1922 med Thomas Jane i hovedrollen som Wilfred. Thomas Jane er et kendt ansigt i Stephen King-adaptioner, da han også havde hovedrollen i The Mist og spillede Henry i Dreamcatcher, og måske er det fordi jeg kender ham så godt at filmens klart største minus er Wilfreds tykke accent. Thomas Jane går ellers all-in, og jeg tror egentlig ikke, at han bruger accenten forkert, men det lyder alt for underligt i mine ører når jeg er vant til at høre ham uden. Filmen halter også lidt, da meget af det gode ved novellen kommer fra Wilfreds indre monologer, og hans karakter virker unødvendigt flad på skærmen. Ellers er 1922 egentlig ganske udmærket og enormt flot - den er bare alt for lang, og havde fungeret bedre som et kortere segment i en antologi-film; f.eks. sammen med den sidste novelle i Full Dark, No Stars; A Good Marriage. 

Spoilers i følgende afsnit: Ligesom i september måneds Gerald's Game er der ikke ret meget decideret gore i 1922, hvilket forstærker effekten når der rent faktisk sker noget ulækkert. I Gerald's Game var vi vidne til Jesse, der måtte trække huden af sin hånd for at komme fri af håndjernene, og i 1922 møder vi Wilfreds døde kone Arlette, der er gået i forrådnelse og bliver holdt oppe af rotter. Det er meget effektivt og virkelig ulækkert. 
Næste historie i samlingen er rape-and-revenge-fortællingen Big Driver om forfatteren (selvfølgelig - det ville ikke være en rigtig Stephen King-udgivelse uden mindst én forfatter) Tess, der bliver brutalt overfaldet og voldtaget af en uhyggeligt stor mand efter et foredrag på et bibliotek. Hun overlever mirakuløst og beslutter sig for at hævne sig - og det er hæsblæsende intenst og underholdende at følge hendes hævntogt. 

Big Driver blev i 2014 til en TV-film instrueret af Mikael Salomon med Maria Bello i den altdominerende hovedrolle som Tess. Mikael Salomon er også manden bag 2004s udgave af 'Salem's Lot, som jeg har et blødt punkt for, og Big Driver er egentlig også et ganske hæderligt forsøg på at filmatisere noget rigtig ubehageligt, men jeg synes desværre den fejler til sidst. Ligesom i 1922 har filmen den udfordring, at historien primært udgøres af hovedpersonens tanker og solitære handlinger, og selvom det i starten fungerer okay at Tess snakker med sig selv, bliver det hurtigt trivielt og kunstigt. Som en detalje kan nævnes at Tess lejer den ultimative rape-and-revenge-film Last House on the Left som forberedelse på sit hævntogt - og selvom det er et sjovt shout-out til en af mine favoritter, understreger det samtidig min følelse af, at det hele er set før og med bedre resultater. Big Driver er ikke helt blodig og brutal nok til at tilfredsstille horror-segmentet, men der er heller ikke kød nok på drama-delen til at tilfredsstille de Lifetime-seere, den er lavet til, og den ender med at falde mellem to stole. 

Fair Extension er samlingens korteste novelle med kun tredive intense sider - men hvilke sider! Først og fremmest foregår historien i Derry, Maine, der er en af Kings mest ikoniske, fiktive byer med indbyggere som The Loser's Club fra It og Insomnias Ralph Roberts, og så handler den til dels om en gadesælger ved navn Elvid (selv jeg kunne regne dét anagram ud). Hovedpersonen er den kræftramte og døende Dave Streeter, der bliver tilbudt femten års ekstra levetid af djævelen selv - han skal bare betale 15% af sin løn i samme periode, samt overføre sin ulykke til en person, Streeter kender og hader. Streeter er skeptisk, men har ikke noget at tabe, så han sælger sin sygdom og lidt af sin sjæl. Herefter går det hastigt ned ad bakke for Streeters bedste ven siden barndommen, og det er ikke småting, den stakkels mand bliver udsat for. Tiden bliver målt særdeles distanceret med referencer til populærkulturen, og jeg elsker novellen alene for at indeholde sætningen 'Chris Brown and Rihanna became nuzzle-bunnies.' Det er en velskrevet, ond lille historie, der passer godt ind mellem de andre i samlingen. 
A Good Marriage er den sidste novelle i Full Dark, No Stars, og det er nok også min favorit. Den er inspireret af den virkelige historie om seriemorderen Dennis Rader, der igennem tredive år på grusomste vis torturerede og slog børn og kvinder ihjel - imens han sideløbende levede et helt normalt liv med en kone, der tilsyneladende ikke vidste noget om hans forbrydelser. Det virker helt usandsynligt, men King formår at skrive en historie hvor hans karakterer Darcy og Bob Anderson virker enormt troværdige, og den forstærker den ubehagelige følelse af at man aldrig helt kender et andet menneske. Her opdager Darcy tilfældigt en myrdet kvindes ID-kort gemt i garagen, og herfra er novellen et fremragende indblik i en på en gang panikramt og handlingslammet kvindes tanker. Den er oprigtigt uhyggelig; Bob Anderson er en skræmmende god skurk, og den pensionerede betjent, der snuser rundt omkring parrets hus, er klart Kings første bud på detektiven Bill Hodges fra Mr. Mercedes-trilogien.  

Ligeså forrygende novellen er, ligeså forfærdelig er filmatiseringen fra 2014, hvor Stephen King endda selv har skrevet screenplayet. Det var en kedelig opdagelse jeg først gjorde mig efter at have set dette makværk, men det burde ikke komme bag på mig, da King generelt ikke har stor succes med at pille ved adaptionerne af bøgerne. I hovedrollerne som Bob og Darcy ses Anthony LaPaglia og Joan Allen, og de overspiller begge i en grad jeg sjældent før har set. Det eneste forsonende ved Bobs karakter er hans uhygge og overlegenhed, der understreges i filmen hvor han i glimt er ganske overbevisende og meget bedre end den lidt svage Bob fra novellen. I det følgende spoiler jeg slutningen, men I skal ikke spilde jeres tid på filmen, så måske gør det ikke så meget - Darcy ender med at slå Bob ihjel ved at skubbe ham ned af trappen, men hvor det i novellen er et rørende og ambivalent øjeblik, virker Darcy i filmen på hævntogt og lidt for tilfreds med at slå sin mand ihjel. Det er en ærgerlig slutning på en ærgerlig film, som jeg gerne ser genfortolket i den antologi-film, jeg drømte om i starten. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar