tirsdag den 12. december 2017

too long trying to resist it

Jeg tror snart jeg må holde KiMs og Taffel ansvarlige for mine ekstra efterårshyggekilo, for de bliver ved med at sende nye, gode varianter på markedet, som jeg naturligvis må anmelde så hurtigt efter lancering som muligt. Dagens første fire poser er KiMs fortolkning af slow cooked-chipsen, der for alvor er slået igennem de seneste år, og KiMs satser med hele fire smagsvarianter, der alle var ganske hæderlige. Poserne er flotte i både design og farver, og selve chippen er tilpas sprød og knasende. 

Min veninde og jeg havde brug for noget distraherende til et afsnit af The Walking Dead, så vi begyndte smagsfesten med en nyfortolkning af en klassiker - sour cream, forårsløg og sort peber. Forårsløg er en lille og ubetydelig afvigelse fra de sædvanlige løg, mens det sorte peber også er en kærkommen tilføjelse, og alt i alt er smagen knap så sød som den originale sour cream & onion. Den var stadig rigtig god, og den indkasserer et otte-tal fra både min meddommer og jeg. Næste variant til anmeldelse var den mørkeblå pose med havsalt og balsamico, og til min store glæde var det en ret sød en af slagsen. Jeg kan godt lide salt&vinegar-chips, men er klart gladest for dem i den søde ende. De får også et otte-tal - denne gang fra min kæreste og jeg. 

Ved den lilla pose bevægede vi os ind på ukendt territorium med smagsvarianten sour cream, ramsløg og timian. Jeg er faktisk ikke den store fan af timian, og jeg er helt sikker på, at en pose chips med timian alene ville være alt for meget - men det spiller faktisk rigtig godt sammen med ramsløg, og den nye smagsoplevelse giver lyst til mere. Jeg er tilbøjelig til at kaste et otte-tal efter denne pose også, men for at bryde monotonien må de nøjes med et syv-tal, der også er min kærestes karakter. Den sidste pose var også samlingens kedeligste - efter at have smagt en variant med både balsamico og havsalt, virker en pose med havsalt alene noget trist. Den fejler dog ingenting, men må altså nøjes med et syv-tal.
Vi startede ret solidt ud med de fire KiMs-varianter, men det gik hurtigt ned ad bakke, da jeg nåede til Taffels Super Snacks med American Ranch-smag. Jeg havde ikke regnet med at kunne lide dem, da jeg kun kunne smide et fem-tal efter en tilsvarende pose Super Snacks med sour cream and onion-smag, og mine forventninger blev desværre også indfriet af de sødligt duftende kartoffelmassechips. Jeg er simpelthen bare ikke glad for snackchips uanset smagsvariant - heller ikke selvom Taffels chips er en anelse tyndere end KiMs. Posen er blevet noget mere tjekket på de to år der er gået, siden jeg anmeldte fætteren, men det ser stadig helt fjollet ud med de overhovedet ikke tilfældigt placerede chips på en ellers flot, blå baggrund. Super Snacks med American Ranch vinder hverken på smag eller indpakning, og jeg kan ikke forsvare at give posen mere end et fire-tal - mens min kæreste er noget mere gavmild og helt uforståeligt kaster et syvtal efter chipsene. 
Midt i det hele støder vi pludselig på en variant fra svenske Estrella - og det til trods for, at jeg faktisk har et helt indlæg om svenske chips i støbeskeen. Det er dog allerede fyldt med i forvejen alt for mange varianter, så nu får de bølgede grill-chips lov til at snige sig med i denne anmeldelsesrunde. På posen ses et grillet løg - simpelt, men effektivt, og chipsene smager da også ganske kraftigt af løg, hvilket kun er et plus. De er saltede, sprøde og lækre, og de får et stort otte-tal med herfra - de ville måske have fået et ni-tal indtil jeg opdagede, at der også findes en variant med grill og cheddar, som jeg nu har tårnhøje forventninger til. 
Næste pose til eksamen var en pose meget bølgede og tykke kartoffelchips fra Lay's med smag af American BBQ. Jeg er normalt ikke ret glad for barbecue-smagen, men denne gang blev mine forventninger gjort til skamme, da smagen var markant sødere og mindre røget end hos andre varianter. Følelsen af at knase de bredbølgede chips trækker også klart op, og noget overraskende ender jeg faktisk med at give posen et otte-tal. 
Der ligger en enorm bland-selv-biks ikke så langt fra hvor vi bor, og i deres sortiment finder man af og til særligt spændende chipsvarianter fra det store udland. Min kæreste har heldigvis indset alvoren af mit chipseprojekt, og han er god til at tage en pose med hjem i ny og næ, selvom de ikke ligefrem er billige. Denne gang havde han en spændende spand crunchy Cheetos med til mig, og selvom vi kun fik tre gram chips for en krone, er jeg tilbøjelig til at synes, at det var det hele værd. De var SÅ lækre. De var ekstremt crunchy, og der var vulgært meget ostepulver på, hvilket naturligvis trækker meget op. Min kæreste ender med at give dåsen 10/10, imens jeg holder mig på et stort nital. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar