fredag den 27. april 2018

'cause now I want it all the time

Lays følger strømmen og lancerede sidste år deres gourmet-serie i 'eksklusive' skinnende, sorte poser, der dog har lidt den modsatte effekt på mig - jeg synes mest af alt de ligner discountchips. Noget bedre er indholdet, der faktisk virker temmeligt gourmet - der er klart brugt kvalitetskartofler, de er skårede i tykke skiver, og man har været generøs med pulveret. Især min favorit, der - ikke overraskende - er Mature Cheddar-varianten, er badet i ostepulver i en meget tilfredsstillende grad, og de får et stort 9-tal fra mig. Min kæreste er endnu mere begejstret og giver dem topkarakteren 10. 

Chorizo & Roasted Onions var på papiret en ret spændende variant, men jeg synes de var alt for salte og smagte for lidt af både løg og pølse. Der var mest bare en undertone af barbecue, men det var i det mindste en god én af slagsen, og posen får alligevel et 7-tal af mig. Igen kan min kæreste ikke få armene ned; denne gang lander han på et 9-tal. Den sidste variant var den klassiske Sea Salt, og der er ikke så meget andet at sige end at det var endnu en solid chip, ikke for olieret og med den rette mængde salt - to pæne 8-taller fra min kæreste og jeg. Jimmy var også ret begejstret for alle tre poser, men virkede umiddelbart mest interesseret i ostevarianten, som han sneg sig til at smage på flere gange.
En af mine gode venner, der deler min passion for chips, har foræret mig denne meget interessante pose Doritos. Som navnet antyder, er nogle af majschipsene i Roulette-posen ret stærke - jeg blev faktisk positivt overrasket over hvor spicy de var. Det er ikke umiddelbart til at se, hvilke chips der brænder tungen og hvilke, der bare er helt almindelige, og det gør det klart til en anderledes oplevelse at fråde posen. De almindelige er dog liiiige almindelige nok, og smager mere af chili end af ost, så helt generelt foretrækker jeg nok originalen - men jeg sender stadig velvilligt et stort 8-tal efter den nye lillebror.  
Jeg har sagt det før - jeg er slet ikke færdig med at lovprise svenske OLW. Denne gang anmelder jeg Cheez Cruncherz; deres bud på mine nye favoritter Crunchy Cheetos, og jeg kan afsløre med det samme, at de er meget tæt på at være lige så gode - de har næsten samme virkeligt lækre tekstur og rigelige mængder pulver. For mig trækker chilifaktoren en anelse ned, men med en noget mere rimelig kilopris kan jeg sagtens 'nøjes' med den svenske variant, og de får da også et stort 9-tal. 
To dage efter vores bryllup skulle min kæreste på kursus i Warszawa. Alle der hørte, at han skulle afsted, regnede med at det var vores bryllupsrejse - men selvom jeg bestemt er glad for Polen, er det måske ikke det første land jeg ville vælge til en romantisk getaway. Han havde den perfekte gave med hjem til mig - dagens fjerde variant fra Lays, og Google Translate fortæller mig, at de er stærkt krøllede. Det var de bestemt også - billedet holder for en gangs skyld hvad det lover, og langt de fleste chips havde overlevet flyveturen godt klemt i en kuffert. Det alene trækker op, og det gjorde dem sjove at spise, men selve smagen imponerede mig ikke. De smagte mest af alt af sennep, og det er en smag jeg aldrig er blevet gode venner med. Derfor bliver det ikke til mere end et 7-tal, men jeg vil gerne smage nogle andre smagsvarianter af de stærkt krøllede chips. 
I'm not even sorry - da jeg spottede endnu en ny OLW-pose, der lovede mig ost, måtte jeg straks slå til. Denne gang hedder snacken 'Cheez Doodles' og er et svensk bud på vores elskede ostepops, men de er meget slankere og noget mere cremede. KiMs ostepops har en noget grovere tekstur, men den svenske udgave smelter nærmest på tungen, og det bliver næsten - men kun næsten - lidt for vammelt i længden. Jeg kan ikke svinge mig op til helt samme begejstring som for fætteren Cheez Crunchers, og osterejerne må nøjes med et lille 8-tal. 
Vi runder af med en sjov, lille overraskelse jeg fik forærende på min fødselsdag. I har nok efterhånden luret at ostechips er en klar favorit i min bog, men det er noget mere spændende at smage nye, lidt uventede varianter, og man må sige at denne pose fra Mackie's med smag af haggis og sort peber falder under denne kategori. Endnu engang var jeg heldig med en rigtig god, tynd kartoffelchip uden for meget olie, så smagen virkelig kunne træde frem. Mest dominerende var den sorte peber, men der var bestemt også undertoner af noget leverpostej/paté-agtigt, og det var slet ikke så ulækkert som det lyder. Min kæreste kunne sagtens have spist en større pose selv og kaster glad endnu et 9-tal efter den sorte pose, imens jeg igen er mere mådeholden og giver den et pænt 8-tal. Gode kandidater denne gang!

tirsdag den 24. april 2018

walk a direction, see where we get

I lørdags skulle min kæreste spille i tre pladebutikker i Odense, Roskilde og København i anledning af Record Store Day, og han havde derfor lejet en bil til at fragte ham og grejet frem og tilbage. Vi havde altså en bil i søndags, og vi udnyttede det på bedste vis, da vi tog på eventyr på Vestegnen og fandt tre af de seks Glemte Kæmper. De er lavet af Thomas Dambo i affaldstræ og er helt utroligt fascinerende, og de opfyldte bestemt deres formål med at 'vise de mange smukke og oversete naturområder på Københavns Vestegn'. Først besøgte vi Bakketop Trine (eller Bakke Top Trine, som hun åbenbart hedder...) i Hvidovre, hvor hun kigger ud over Avedøresletten og hviler på en bakke tæt på får, høns og ren idyl.
Dernæst kørte vi længere vestpå og besøgte min foreløbige favorit Lille Tilde i Vallensbæk Mose, der var et overraskende dejligt område! Jeg vender i hvert fald gerne tilbage til endnu en søndagsudflugt engang. Min kæreste var lidt flad, så imens han blev på en bænk ved mosen og spiste en is i solen, tog jeg turen op til Thomas på Bjerget alene. De tre sidste kæmper må vente til en anden dag, for i søndags kørte vi hjem til to meget spændende fodboldkampe, hvor AaB var sekunder fra at vinde over FC Midtjylland for første gang i fire år. Elendig dommerpræstation, men dejligt at se lidt gejst fra holdet igen.  

lørdag den 21. april 2018

we know everything was built to expire

Jeg har altid været samler. Ligesom de fleste andre børn akkumulerede jeg groteske mængder af alt fra klistermærker, servietter og glansbilleder til tøjdyr, hoppebolde og Michael Jackson-memorabilia (det var måske mest mig), og det meste af det befinder sig stadig hos min far, da jeg også altid har haft svært med at skille mig af med tingene igen. Da jeg blev teenager og drømte om at flytte hjemmefra, forestillede jeg mig min kommende lejlighed som værende lys, nordisk og minimalistisk - men i dag bor jeg selvfølgelig stik modsat i et hyggeligt hjem fyldt med minder, musik, nips og liv. (Jeg synes dog stadig, at nordisk og minimalistisk er virkelig pænt. Jeg er bare for glad for ting.)
Men jeg er jo blevet ved med at samle. Det bliver altså til en hel del ting i løbet af et 33-årigt liv, og jeg kan ikke blive ved. Min hjerne er også sådan indrettet, at jeg alt for ofte overvejer, hvordan jeg skal opbevare tingene anderledes, omrokere og sætte på loftet, og jeg trænger til at få lidt luft i både hovedet og lejligheden. Hvorfor gemme femten hårbøjler, når jeg ikke har brugt en de sidste otte år? Og hvorfor egentlig have halvtreds totebags, når jeg kan nøjes med dem på billederne? (Ja ja, dem har jeg stadig en tyve stykker af...) Jeg har fundet en løsning, der virker for mig - jeg kan åbenbart godt skille mig af med ting, hvis jeg bare tager et billede af dem først. Den seneste måned har jeg kørt sækkevis af tøj, sko, tasker, tørklæder og bøger til genbrug, og det føles helt ualmindeligt befriende. Jeg kan ikke holde helt op med at samle, men jeg vil prøve at begrænse mig lidt fremover.