tirsdag den 10. april 2018

the years go fast and the days go slow

Jeg havde lidt regnet med, at jeg i dag skulle vise billeder fra et solbeskinnet Uppsala og min yndlingskusines bryllup i lørdags, men mellemørebetændelsen var en genstridig satan, der afholdt mig fra at flyve nordpå, og lørdag aften lå jeg i stedet under dynen i sofaen og græd lidt over at gå glip af det hele. Min kæreste havde jeg også fået smittet, så han kom heller ikke til planlagt fødselsdag i Jylland - ren elendighed. Heldigvis var vi begge friske nok til at fejre hans 40-års fødselsdag i går; måske blev han ikke fejret med et BRAG, men vi havde en overskuelig og hyggelig dag, og så holder vi festen i weekenden. 
Utroligt nok har vi ikke besøgt den hypede Wulff & Konstali før nu, selvom den ligger tre minutter fra os og er ekstremt instagram-venlig med flot mad i små skåle. Vigtigst af alt - det smagte også helt forrygende; især røræggene var SÅ lækre, og måske de bedste jeg har smagt. Omkring os sad mødre på barsel og unge studerende, der snakkede SoMe-strategier (no shit!), så det var lige som det skulle være. 
Eftermiddagen bød på en tur i Planetariet og deres nye udstilling Made in Space, der var ret imponerende, flot og interaktiv på den gode måde. Det hjalp helt sikkert på det, at der kun var to andre gæster udover os, så vi kunne fjolle rundt ved alle udstillingerne så længe vi ville - jeg ville nok ikke bryde mig om at besøge stedet i weekenden. Vi så også filmen 'Liv i Universet' på den imponerende store skærm, og det var så dejligt at sidde i de bløde sæder i mørket, at jeg måske døsede en anelse hen, men jeg er jo heller ikke helt på toppen endnu.
Der var forår i København i går, og vi udnyttede solskinnet til at slentre rundt i gaderne i indre by. Vi besøgte guitarbutikken (det var jo min kærestes fødselsdag) og Torvehallerne inden vi måtte kapitulere og tage hjem på sofaen igen, hvor der ventede os bland selv-slik, fodbold og The Walking Dead - perfekt afslutning på en dejlig dag. 

4 kommentarer:

  1. Det lyder som en vildt dejlig dag; akkurat sådan noget, min kæreste og jeg, ville finde fantastusk hyggeligt (:
    Tillykke med ham.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Anne - jeg er også tit misundelig på jeres kæresteudflugter, så kan godt forestille mig at vores dag også ville være noget for jer. :) Hygge, nørderi og god mad må være opskriften på den perfekte dag.

      Slet