lørdag den 21. april 2018

we know everything was built to expire

Jeg har altid været samler. Ligesom de fleste andre børn akkumulerede jeg groteske mængder af alt fra klistermærker, servietter og glansbilleder til tøjdyr, hoppebolde og Michael Jackson-memorabilia (det var måske mest mig), og det meste af det befinder sig stadig hos min far, da jeg også altid har haft svært med at skille mig af med tingene igen. Da jeg blev teenager og drømte om at flytte hjemmefra, forestillede jeg mig min kommende lejlighed som værende lys, nordisk og minimalistisk - men i dag bor jeg selvfølgelig stik modsat i et hyggeligt hjem fyldt med minder, musik, nips og liv. (Jeg synes dog stadig, at nordisk og minimalistisk er virkelig pænt. Jeg er bare for glad for ting.)
Men jeg er jo blevet ved med at samle. Det bliver altså til en hel del ting i løbet af et 33-årigt liv, og jeg kan ikke blive ved. Min hjerne er også sådan indrettet, at jeg alt for ofte overvejer, hvordan jeg skal opbevare tingene anderledes, omrokere og sætte på loftet, og jeg trænger til at få lidt luft i både hovedet og lejligheden. Hvorfor gemme femten hårbøjler, når jeg ikke har brugt en de sidste otte år? Og hvorfor egentlig have halvtreds totebags, når jeg kan nøjes med dem på billederne? (Ja ja, dem har jeg stadig en tyve stykker af...) Jeg har fundet en løsning, der virker for mig - jeg kan åbenbart godt skille mig af med ting, hvis jeg bare tager et billede af dem først. Den seneste måned har jeg kørt sækkevis af tøj, sko, tasker, tørklæder og bøger til genbrug, og det føles helt ualmindeligt befriende. Jeg kan ikke holde helt op med at samle, men jeg vil prøve at begrænse mig lidt fremover. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar