fredag den 24. august 2018

don't wanna hear the noises on TV

I slutningen af foråret og henover sommeren har jeg været på endnu en af Stephen Kings episke rejser. Jeg er sikker på, at havde The Dark Tower-serien ikke eksisteret, ville dagens fortælling The Talisman fra 1984 have en langt større plads i folks bevidsthed som Kings anden store fantasy-roman på niveau med The Stand. The Talisman - og efterfølgeren Black House fra 2001 - er begge skrevet i samarbejde med Peter Straub, og det er et parløb der virkelig bærer frugt. Jeg havde ikke læst The Talisman siden jeg var ung teenager - kun lidt ældre end Jack i historien - og jeg må lidt skamfuldt indrømme, at jeg tilsyneladende lige har læst Black House for første gang. Jeg kan i hvert fald overhovedet ikke huske den, og det passer meget godt med at den udkom på et tidspunkt hvor min King-interesse var på sit laveste. The Talisman havde jeg gemt lidt med vilje, for jeg ville genlæse den på et helt særligt tidspunkt - og hvilken bedre lejlighed end min rejse til USA. Det har været et helt forrygende gensyn med en gammel klassiker og et møde med en ny favorit, og her følger en anbefaling af dem begge. 

The Talisman handler om den unge Jack Sawyer fra New Hampshire, der må rejse både tværs over USA og igennem parralleverdenen The Territories for at finde en mytisk talisman, der er det eneste der kan redde hans døende mor. Som det forrygende navn The Territories antyder, er historien placeret solidt i fantasy-genren, og det er et helt fantastisk eventyr med overraskende innovative koncepter og enormt velskrevne karakterer. Jack møder mange farverige karakterer på sin vej; de fleste desværre ude på at udnytte den 12-årige Jack på den ene eller den anden måde, og det bliver ikke bedre af at de fleste mennesker har en såkaldt Twinner på den anden side i The Territories; en person, der ligner dig af sind, så stakkels Jack må så grueligt meget igennem på sin vej. 

Heldigvis er der undtagelser blandt alle skurkene - en af dem er en af mine all-time favoritkarakterer fra Kings hånd, nemlig varulven Wolf. Jack møder denne enormt sympatiske, 16-årige varulv, da denne i menneskeskikkelse vogter nogle bizarre fårelignende kreaturer i The Territories. Han bliver snart Jacks følgesvend, hvilket er både sjovt, rørende og frustrerende, da den lidt simple Wolf konstant bliver ganske overvældet af vores verdens lyde og lugte. Han er så kærlig og umiddelbar, og hans konstante krav på opmærksomhed redder Jack fra ensomheden og mismodet. RIGHT HERE AND NOW! 
Ligesom Roland i The Dark Tower stræber efter - ja - tårnet, er Jacks rejse også med et konkret mål for øje; den berygtede talisman. Det er svært ikke at få associationer til Tolkien og en vis dragende guldring, men det gør egentlig ikke noget, og King og Straub lægger ikke skjul på deres inspirationskilder. Mod historiens slutning får vi en hæsblæsende tur gennem The Blasted Lands (på en togvogn, der uundgåeligt vækker minder om Blaine the Mono fra The Dark Tower); et smadret atomlandskab med mutanter og monstre der er Mordor værdige. Det er en pageturner af dimensioner med en stærk slutning - det kan ellers godt være en af Kings svagheder, men måske har han denne gang fået hjælp fra Straub. 

Helt utroligt nok er The Talisman ikke filmatiseret, hvilket nok også er en af grundene til at den ikke er så omtalt. Med alle de mildest talt forfærdelige adaptioner af korte, middelmådige King-noveller, er det helt ufatteligt, at ingen har kastet sig over dette episke værk endnu. Steven Spielberg tilegnede sig rettighederne til historien nærmest i det øjeblik den blev udgivet, og det ville være et ret godt match, tror jeg - selvom filmen gerne må være lidt mere explicit end familievenlig. Han har dog ikke gjort noget ved det i over tredive år, og selvom der løbende er rygter, vil jeg ikke få for høje forventninger før jeg ser en officiel bekræftelse. 
Jeg måtte som sagt erkende, at jeg åbenbart ikke har læst opfølgeren til The Talisman før nu, men mit første møde med Black House fra 2001 var et perfekt et af slagsen - det har været en gave af dimensioner at opdage en +800 siders fortælling fra min yndlingsforfatter, og det er jo bare en ekstra bonus at det samtidig er blevet en af mine favoritter. Det er også værd at nævne, at hvor The Talisman som udgangspunkt ikke foregår i samme univers som The Dark Tower, er Black House i allerhøjeste grad en Dark Tower-roman, med så mange referencer og direkte overlap at jeg slet ikke kunne få armene ned. Det er IKKE en roman for den mere casual King-læser, da man både skal have læst The Talisman og egentlig også de første fire DT-romaner for at få mest ud af den, men det er samtidig også det, der gør den til en sand skattekiste for constant readers. 

Ganske kort fortalt: Den 33-årige Jack Sawyer er en tidligere meget succesfuld LAPD-lieutenant, der dog har trukket sig tilbage efter lidt for mange grusomme mordsager, hvoraf den sidste muligvis var en gammel bekendt fra The Talisman. Han er flyttet til den lille by French Landing i Wisconsin og har nydt en stille tilværelse med den farverige ven Henry, men snart bliver idyllen brudt af en række bortførelser og brutale mord på flere af byens børn. Jack må nødtvungent hjælpe, og det bliver endnu en afsindigt spændende rejse, hvor han sammen med en universitetsuddannet, liberal motorcykelbande må bekæmpe The Crimson Kings højre hånd, der er en seriemyrdende gammel mand besat af et børneædende monster med en krage som sidekick. Ingen snakker om denne bog overhovedet, og det er helt sindssygt - den er SÅ god. 

Men faktisk møder vi slet ikke Jack Sawyer før et godt stykke inde i fortællingen. Historien åbnes nemlig helt eminent op med et bogstaveligt fugleperspektiv over French Landing og dens indbyggere, og vi præsenteres for historiens tydeligvis to forskellige fortællere - det bliver ikke nævnt direkte, at det er King og Straub, men jeg synes det er tydeligt at læse, hvem der står bag hvilken stemme. Det er dog langt fra et forstyrrende element, og den lidt mere tydelige fortællerstemme binder historien klogt sammen med supplerende oplysninger og karakterportrætter, og sporadiske udråb som: "We want excitement, we want fun!" (sagt i forbindelse med grufulde mord på børn, i øvrigt.) For læserens vedkommende er der ikke den store mystik omkring hvem, der står bag forbrydelserne, og det giver et unikt indblik i et meget forstyrret, plaget og besat sind, og jeg er stor fan af fortællestilen. 
Af Zach McCain
Det er en sprudlende og levende tekst, og rent kronologisk i Kings forfatterskab lige, hvad den fantasy- og horrorhungrende fan havde brug for efter en årrække med mere realistiske fortællinger. Det er ikke at spoile noget, da det kraftigt antydes i navnet på huset, men selve The Black House er et sted fyldt med ondskab, og alene beskrivelsen af husets indre og ydre er en forrygende læseoplevelse. Det bliver nemt at forestille sig dette ellers umuligt udseende hus, der hele tiden skifter form og størrelse, og det er blandt andet den leg med sproget, der gør det til sådan en god oplevelse at læse Stephen King. Der er også et par passager af bodyhorror der er så ekstreme, at jeg faktisk lige måtte holde en pause, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile over dedikationen - og jeg er stor fan af splat og gore, så det var bestemt kun et plus. 

Hvor The Talisman som sagt ikke havde direkte forbindelser til The Dark Tower-serien, er Black House spækket med steder og personer fra universet, og jeg har set den omtalt som 'the last great Dark Tower-novel' flere steder. Der er endda en direkte reference til Roland og hans ka-tet, og det var et øjeblik, der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Det er mere end bare fanservice; The Crimson King er den reelle trussel mod dette lille bysamfund, og Jack må snart sande, at der findes flere verdener end bare vores og The Territories. Ved mødet med Judy Marshall, der er mor til den forsvundne Ty, finder Jack en ligesindet, der er ved at forsvinde ind i sindssygen, fordi ingen vil tro hende, når hun snakker om 'The Faraway'. Det er et smukt og rørende møde, og en enorm lettelse for Jack at kunne tale om sine tidligere oplevelser, og det fletter historien godt sammen med dens forgænger. I The Talisman invaderer vores verden The Territories, i Black House er det omvendt.  

The Talisman og Black House er noget af det allerbedste, der nogensinde er kommet fra Stephen Kings hånd, og jeg er så glad for at jeg valgte at genlæse dem lidt for tidligt i forhold til kronologien, så jeg kunne opdage det mesterværk, jeg nu vil kalde The Black House. Der har i øvrigt længe været tale om en tredje bog, men som årene går tror jeg mindre og mindre på det, selvom jeg bestemt synes det kunne være spændende. 

16 kommentarer:

  1. Jeg er jo simpelthen ikke stor horror-fan, og jeg læser nærmest kun bøger med mere eller mindre lykkelige slutninger, for ellers kan jeg ende med at gå helt i stykker i flere dage. Men altså, du beskriver bøgerne så godt og spændende - så nu har jeg simpelthen bestilt The Talisman på biblioteket #daredevil :-D (både som roman og som tegneserie, hehe.) Selvfølgelig også fordi den er godkendt af Squirrel Girl :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg simpelthen så glad og stolt over, og TUSIND tak for, at du lader mig vide det! Og der er ikke så meget horror, mest bare en rigtig god historie, som jeg håber du vil nyde lige så meget som mig. Jeg har faktisk lige hentet tegneserien på biblioteket. Har ikke læst den før, og er umiddelbart ikke begejstret over tegnestilen, men det ender sikkert med, at jeg køber hele skidtet. :D

      Slet
    2. Jeg synes lige, at jeg vil komme med en lille update på min Talisman-læsning :-D Jeg har nu lånt bogen i to måneder på biblioteket, men øh... ikke læst en eneste side. Men det skyldes altså alt for meget studie/arbejde, og når jeg har travlt, synes jeg det kan være helt uoverskueligt, at gå i gang med en mursten af en bog. I stedet er korte og letlæselige historier lige noget for mig. Og derfor har jeg i stedet læst første graphic novel :-D Og jeg vil sige, at jeg også liiiige skulle vænne mig til tegnestilen. Men faktisk endte jeg med at være ret vild med historien og tegningerne! Den får et stort 4/5 :-) Og nu er jeg bare ærgerlig over, at jeg ikke kan nå at låne resten af serien, inden jeg flyver mod Indien :-) Så altså: tak for tippet!

      Slet
    3. Tak for update! Hehe, du behøver ikke have dårlig samvittighed. :D Det ER en mursten at gå i gang med, men den er virkelig god. Jeg har også læst den første tegneserie, og den er også rigtig god - da jeg vænnede mig til stilen. Desværre har jeg en rigtig dårlig nyhed til dig - der kom aldrig flere end den første, åbenbart. :( Så måske du alligevel skulle tage murstenen med til Indien. :P

      Slet
  2. De lyder rigtig spændende, bog 1 kunne jeg godt overveje at få fingrene i, næste gang jeg skal på biblo.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor fedt, Anne! Det synes jeg bestemt, at du skal gøre, de er virkelig gode begge to, og The Talisman kræver ikke andet end en god fantasi. :)

      Slet
  3. Har du egentlig set noget af 'Castle Rock' tv-serien? Har selv set de to første, og selv for en freelance-King-læser, så er den meget, meget lovende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er SÅ glad for det! Det er stadig tidligt at sige, men det er måske nok det bedste King-relaterede TV, jeg nogensinde har set. Er stadig glad for Mr. Mercedes også, der kører sideløbende, men Castle Rock kan noget helt særligt. Vent bare til afsnit fire og syv!!! :)

      Slet
    2. Hold da op. Serien gik fra ok til fremragende i løbet af afsnit 7. Shit, det var creepy. Nu kan afsnit 8 næsten kun skuffe.

      Har i øvrigt købt ‘Needful Things’ til min kindle. Ved ikke helt hvad jeg skal forvente mig af den.

      Slet
    3. Ja, afsnit syv var jo helt afsindigt godt TV, synes jeg.

      Needful Things ligger nok godt i midten på min King-liste, tror jeg. Jeg har altid været glad for gensynet med Alan Pangborn (og det bliver kun bedre fremover, kan jeg forestille mig - kan ikke se andre end Scott Glenn i den rolle nu (bedre end Ed Harris!), selvom han selvfølgelig er noget yngre i NT), og det er en ret medrivende, ganske brutal og til tider humoristisk fortælling om en lille by gone mad. Alan Pangborn møder vi i øvrigt første gang i The Dark Half, der også er ret god, men det er ved at være mange år siden jeg har læst den.

      Slet
    4. Jeg tror i øvrigt jeg har semi-luret plottet - det MÅ involvere nordisk mytologi. Ruth har sit oldnordiske skakspil. Hun har et kort over Island hængende på væggen i stuen. Den døve mand i skoven hedder Odin. Vi mangler kun at Billy Skarsgaard bryder ud i svensk. Men jeg erindrer ikke at King tidligere har beskæftiget sig med nordisk mytologi. Kan du huske det?

      Slet
    5. Hvor spændende! Virkelig! Jeg har godt studset over skaksættet, men mest fordi jeg kan huske det fra min barndom, hvor min far eksponerede mig for både vikinger, nordisk mytologi og King, selvfølgelig, og derfor lagde jeg jo også mærke til Odin. Måske har du ret - det er i hvert fald et underligt, specifikt navn at give en dude i skoven. Og nej, nordisk mytologi har ikke som sådan spillet en større rolle i nogle romaner (siger jeg lige på stående fod), men der er ret mange kloge ravne og krager i hans univers. Castle Rock er jo teknisk set heller ikke en King-historie, men jeg har sjældent set noget, der har ramt King-viben SÅ godt.

      Jeg ser forbindelser til The Dark Tower i stedet for - især scenen i skoven, hvor det virkelig føltes som om der ikke var ret langt til andre verdener/paralleluniverser. Nu må vi se. Håber ikke, at det hele bare løber ud i sandet - men vi vil i hvert fald altid have afsnit syv. :)

      Slet
    6. Jeg kom til at fortabe mig i debattråde på Reddit, som spekulerede i alt lige fra nordisk mytolog over todash til thinnies. Og se lige plakaten bag Henry: https://www.reddit.com/r/CastleRockTV/comments/9cqhbb/what_is_that_poster_behind_henry/

      Venter spændt på torsdag ...

      Slet
    7. Whoa, hvor er det vildt med den plakat! :O Det havde jeg slet ikke set, og det er jo SÅ meget et hint. Spændende debattråde - jeg lytter selv til diverse King-podcasts, som jeg også vil skrive om på et tidspunkt; lige nu er det Stephen King Cast, der er min favorit, og han dykker ret grundigt ned i hvert afsnit. Og ja, det er thinnies og todash jeg især tænkte på, men er blevet ret hooked på nordisk mytologi-delen, og jeg glæder mig også meget til torsdag. :)

      Slet
    8. Æv, hvor var sidste afsnit en skuffelse. Flad afslutning på historien.

      Slet
    9. Enig. Der gik lidt for meget Lost i den. Jeg synes det var en stærk historie til og med afsnit ni, og slutningen har heller ikke ødelagt alt for mig, men jeg havde virkelig håbet på en bedre slutning.

      Slet