lørdag den 3. november 2018

I will float until I learn how to swim

Efter en måned er jeg efterhånden ved at vænne mig til at gå i skole igen - hverdagen er blevet lidt nemmere, men nu er der så også kun tre uger tilbage, hvoraf én af dem er den famøse studietur til Holland. Denne uge har været noget mere konstruktiv end sidste - vi har besøgt Novo Nordisk og set klikkertræning af grise (og deres awesome kanin-set-up, som jeg er ret misundelig over), samt haft besøg af en anden dygtig træner, og jeg har hver dag kunnet gå hjem med følelsen af at have lært noget nyt. Dét er fedt, og når det er sådan, er jeg helt vild med at gå i skole.

Mindre begejstret var jeg for vores socialiseringstimer fredag eftermiddag, hvor vi legede og quizzede med hestepigerne og zoofolket. Det er utroligt, at man stadig tror at alle synes det er sjovt at stille sig op foran 50 mennesker og mime en kalkun, men eftersom det sjældent er de introverte der melder sig som festarrangører, bliver det nok ved at være sådan. Det er dog også blevet nemmere for mig som årene går - men jeg bliver aldrig fan af at gøre mig selv til grin i større forsamlinger.
Ugen bød dog også på en virkelig hyggelig eftermiddag med tre af mine klassekammerater, hvor vi gik en tur ved Roskilde Fjord og (igen) spiste en forrygende god middag på Restaurant WHY? Vi havde tid til at snakke om lidt mere end mus og skoleprojekter, og de gør det så meget nemmere for mig at stå op om morgenen og gå i skole.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar