søndag den 18. november 2018

when you find that you've organized your feelings

Natten til lørdag kom jeg hjem fra min studietur til Holland, der på mange måder har været ret heftig, og som har sendt mig helt ud i begge ender af følelsesregisteret. Jeg har flere gange undervejs spurgt mig selv, om jeg ikke burde være blevet hjemme, for jeg har virkelig været presset. Jeg har haft udfordringer ved præcis de ting og den ustrukturerethed, jeg havde bekymret mig over hjemmefra, og var det så virkelig rimeligt at presse mig selv til kanten af mit første angstanfald i årevis? Men ja, det VAR det, for jeg har også haft en helt forrygende tur, og selvom jeg ikke har fået noget særligt fagligt udbytte, har jeg endnu engang lært mig selv bedre at kende. Der var helt konkrete årsager til, at jeg havde svært ved at mobilisere det nødvendige overskud - og det er okay. 
Det ville i forvejen have været en udfordring for mig at rejse sammen med 54 andre mennesker; først i et fly til Amsterdam, dernæst i to forskellige tog mod vores destination Ede (en provinsby med cirka lige så meget charme som Herning), hvorfra vi skulle i taxa mod vores feriehytter, der lå seks kilometer inde i en skov. Det blev selvfølgelig lige en tand ekstra udfordrende, fordi jeg stadig var syg og fløj til Holland søndag aften med feber og en næsten slukket livsgnist, men den tur slog mig fuldstændig ud. Det var simpelthen ikke en mulighed for mig at tage med de andre på vores besøg mandag hos et sted med aber - det eneste reelt fagligt relevante og spændende indslag på hele turen - for vi startede med at skulle gå flere kilometer for at få en bus. HELE mandagen tilbragte jeg i en køjeseng i en tom, iskold hytte i en mennesketom feriepark; jeg havde ikke noget mad, der var seks kilometer ind til byen og et supermarked, og jeg havde stadig lidt feber. Mit tankemylder var ekstremt, jeg havde SÅ dårlig samvittighed (ganske irrationelt), hytten blev efterhånden helt klaustrofobisk, og jeg havde ret svært ved at være i mig selv.
Det er et stykke tid siden jeg har været så selvudleverende, men jeg synes faktisk, at det er lidt vigtigt at nævne, fordi jeg i modsætning til tidligere lykkedes med at komme ud af mit eget hoved igen. Normalt kan det tage mig flere dage at komme mig oven på sådan en oplevelse (der selvfølgelig bød på meget, meget mere), men det var reelt ikke en mulighed her, og hvis jeg på nogen måde skulle komme godt igennem resten af turen, måtte jeg gå mine udfordringer i møde. Det lyder så søgt, og jeg vil også understrege, at jeg tidligere har været dér, hvor jeg bare ikke har haft ressourcer til at kunne gøre det - og så er det sådan dét er. Men når jeg kan mærke, at jeg falder i gamle mønstre, OCDen driller og jeg har depressionen hængende over hovedet, skylder jeg mig selv i det mindste at prøve at gøre noget aktivt. 
Og det har virket så godt; sygdomstågen lettede tirsdag morgen; jeg smed alle forventninger om faglighed overbord; jeg delte ærligt mine udfordringer med mine hyttekammerater; jeg har grinet oprigtigt af absurditeten af at bo midt i en skov uden at have lejet biler, flere kilometer til et busstop og taxaer, der ikke ville hente os (uretfærdigheden i, at Zoo- og hestefolkene havde lejet biler gik mig længe på); jeg har været på dødsdruk med de meget højlydte og intense unge mennesker i stedet for at blive irriteret over larmen, og jeg har smilet medfølende til de tømmermændsplagede, når vi var ude på tur - frem for at være forarget over, at de ikke var voksne nok til at drikke med måde, og jeg har kigget begejstret på lamaer, flotte fugle og Svampebob-akvarier på dyrepasserskolen, i stedet for at være irriteret over at vi ikke besøgte den skole, der rent faktisk uddannede forsøgsdyrepassere. Jeg har både fået pyt-knap og ja-hat på, og jeg himler med øjnene over mig selv lige nu - men det har virket for mig.
Og så blev det pludselig en virkelig god tur. Det har været SÅ sjovt og hyggeligt. Jeg går i klasse med nogle enormt søde mennesker, og om dagen var vi for det meste delt op i specialer - og tyve mennesker er nemmere at forholde sig til end halvtreds. En dag gik jeg hjem gennem skoven alene, og det var en times dopamin- og endorfinberigende tur i fantastisk vejr, smuk natur og total stilhed, der ladede mine social kompetence-batterier op til resten af ugen. Torsdag og fredag havde forsøgsdyrsfolkene fri - det havde jeg også været rigtig træt af, da jeg gerne ville have besøgt flere virksomheder eller universiteter - men i stedet havde jeg to forrygende fridage i Amsterdam. Mere om det en anden gang - alt i alt er jeg virkelig lettet, glad, mættet og afsindigt træt. 

11 kommentarer:

  1. Hvor er det bare flot, at du på den måde oparbejdede energi til at være social - og endda havde det sjovt med det! :-) Selv jeg blev helt modløs af at læse om Ede og busforbindelser og ingen biler/taxi og dårlig planlægning. Phew! Godt det hele endte godt :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Carina! Jeg er i hvert fald helt stolt af mig selv. :D Og jeg må hellere lige understrege (selvom du selvfølgelig godt ved det), at jeg normalt ikke ville have problemer med et fly, to tog og ingen taxi, men i selskab med halvtreds, højtråbende, upassende mennesker og feber oven i hatten, var det voldsomt. Men ja! Det endte godt! :D

      Slet
    2. Jeg kan sagtens forstå at det var hele situation, der gjorde alt det logistiske ulideligt - men jeg må indrømme at jeg er sådan en type, der næsten synes at logistiske problemer er de mest drænende. Så selv uden feber og en million mennesker, så havde jeg stadig været 100% forstående! :-D

      Slet
    3. Haha, tak! :D Og ja - logistiske problemer er bare så unødvendigt frustrerende.

      Slet
  2. Hvor er det bare dejligt Tine, at du har 1) overskuddet til at turde, og tilmed 2) kan være i det, når det så også driller, og slutteligt 3) kan vende på tallerkenen og finde energien til at nyde alt det, du ville have misset, hvis frygten havde fået sit tag i dig før afgang <3 :)
    Det gør mig glad!

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, Anne, det var en virkelig dejlig kommentar at få. Den får mig helt til at føle, at vi efterhånden kender hinanden lidt, så mange tak for dét. <3 Jeg er i øvrigt helt enig i dine betragtninger, hvis jeg må være så fri. :)

      Slet
    2. Nuuh <3 Det tænker jeg også tit selv, vi gør.

      - A

      Slet
  3. Så sejt Tine. Jeg bliver helt glad :)

    SvarSlet
  4. Sejhedens søster5. februar 2019 kl. 11.05

    Du er bare så sej

    SvarSlet
    Svar
    1. Det smitter heldigvis lidt af på dig, eftersom du er min søster.

      Slet