søndag den 2. december 2018

don't stop thinking of today

Det har været en vild uge. Jeg troede, at jeg var forberedt på, hvor overvældende det ville blive at vende tilbage til arbejdet og starte på en helt ny afdeling SAMTIDIG med jeg startede mit eksamensprojekt op - men det var jeg ikke. Efter en emotionel og fysisk drænende uge, kunne jeg dog cykle hjem fredag eftermiddag med (relativt) ro i sindet og et smil på læben, for nu ER jeg i gang, og jeg har allerede fået nogle gode og brugbare resultater. Det gør det forhåbentlig lidt nemmere, når vækkeuret ringer klokken 04.30 i morgen tidlig. (I nat, er det jo. Jeg står op midt om natten indtil jul, og jeg har utroligt ondt af mig selv, som I nok kan fornemme.)
Heldigvis har Jimmy klistret til mig lige siden jeg kom hjem fra studietur, og hans monotone spinderi har været dejligt afstressende. Jeg har også spist store mængder slik, som min veninde havde med til mig fra England, jeg har været i vandet et par gange mere, og i fredags havde jeg den perfekte venindedate, der kulminerede med Fantastic Beasts II i biografen. 
Før jeg fik rigtig travlt, nåede jeg dog lige at lave en lille pakkekalender fra min søster og jeg til vores tante. Vi har en ret lille familie, og efter vores mor døde, har min morbrors kone virkelig været en stor hjælp og støtte for min søster og jeg. Hvert år køber hun også troligt julegaver og fødselsdagsgaver til sine efterhånden ret voksne niecer - trods vores store protester - så i år ville vi give lidt tilbage.
Der var ingen bagtanke bag, men pakken medførte en spontan invitation til et døgns intensiv julehygge i Sønderjylland hos min onkel og tante. Jeg har virkelig haft lyst til en Jyllands-tur længe, for sidst jeg så min søster og niece var i september, men jeg har bare ikke haft tiden eller overskuddet til det. Derfor var det helt perfekt, at vi i går alle kunne mødes  (næsten) på halvvejen, og det var en helt ubeskrivelig hyggelig dag. Jeg slog min tante og fætter i 500; de lærte mig at spille Rummikub, og jeg fik charmet mig ind på min dejlige niece igen. Hun er lige fyldt et år, og hun er stadig det mest bedårende væsen, jeg nogensinde har set. 

4 kommentarer:

  1. Jeg er helt enig. Din niece er så sindssygt nuttet! <3

    SvarSlet
  2. Jeg tilslutter mig koret: din niece er sååååå nuttet <3

    Hvad synes du om Fantastic Beasts II? Kan du anbefale at man tager i biffen for at se den? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er hun altså! <3

      Jeg havde en ret god aften i biffen med Fantastic Beasts. Den sidste irriterede mig lidt, for jeg ikke kunne komme over, at der var så ekstremt meget mere og stærkere magi i New Yorks tyvere - alle havde nærmest flere magiske kræfter end nogen i samtlige Harry Potter-film, og hvis der fandtes SÅ mange seje, store væsener, hvorfor har vi så kun set drager? Men jeg er kommet over det - sådan vil det nok være med prologer til store fantasy-film; det var jo samme historie med Hobbitten og Ringenes Herre.

      Det er stadig en faktor her ved nummer to, men jeg lod mig rive med og underholde - og jeg var moderat godt underholdt. Det er ikke verdens bedste film, men det var fedt at se den i biografen, trods alt, for der er smæk på farver og fantasifulde dyr. :)

      Slet