mandag den 17. december 2018

I want to eat it and I will not wait

Det har stået lidt sløjt til på chipsefronten på det seneste. Jeg har selvfølgelig stadig spist enormt mange chips, men de fleste har været de lækre Cheetos-efterligninger fra OWL eller en solid omgang Sour Cream & Onion fra KiMs, og jeg har ikke haft mod på så mange nye varianter. Jeg har dog fået samlet lidt sammen over de sidste måneder, og I skal ikke snydes for dem, jeg trods alt har fået afprøvet (hvor der var flere fine overraskelser undervejs). Utroligt nok optræder hverken Lays, Taffel eller KiMs i dagens indlæg, og vi starter med en mystisk sort pose fra Spanien.

Faktisk er den fine, sorte pose måske fra Sardinien - det var i hvert fald dér, min kæreste købte posen til mig, men teksten bagpå er spansk. Det er dog 'bare' saltede kartoffelchips, men en ret god udgave af den gammelkendte variant. De havde en god tykkelse, var ikke knækkede på rejsen, og havde en helt tilpas mængde af lidt større saltkorn. De undgik også den klassiske oliefælde, og jeg giver dem syv solide Pringles-rør (som altid ud af ti.)
I vores trofaste slikimport-biks fandt jeg disse majschips fra intet mindre end Syrien. Hvorfor de Bugles-lignende tornadochips skal præsenteres af en lidt bistert udseende mexikaner ved jeg ikke; men ellers giver jeg point til posens faverige og detaljerede illustrationer. På plussiden var snacksenes kompakthed og deres rigelige mængder pulver; især pizzasmagen var god i den lidt utraditionelle kombination med majschips, men jeg fandt dem også lidt trættende i længden. Som en lille snack var de dog en god afveksling fra kartoffelchipsene, og både min kæreste og jeg giver dem syv Pringles-rør. Ostevarianten blev noget hurtigere kvalm, og selvom det ikke ligner mig, må jeg nøjes med at give den et femtal. 
Det er på tide med en anmeldelse af endnu en variant fra engelske Tyrrell's, for jeg er en letpåvirkelig forbruger, der er faldet totalt for deres charmerende posedesign og heldigvis også lækre chips. På trods af min grundige oversigt over mine anmeldelser (der kommer på bloggen med links, når jeg lige har en hel dag i overskud til dét projekt - måske forståeligt nok ikke en førsteprioritet lige nu), mister jeg af og til overblikket, så da min far havde købt to poser til mig, tog jeg et nydeligt fælles-foto. Jeg har dog allerede givet cheddar-posen et ni-tal i en noget kortfattet anmeldelse fra 2016, så i dag skal det handle om varianten med pesto og parmesan; to ting, jeg holder meget af. Og ligesom Tyrrell's andre smagsvarianter holder posen faktisk hvad den lover - det er en meget lækker grundchip med tydelig smag af begge ingredienser, og modsat forventningen bliver de ikke trættende i længden. De er ikke helt lige så gode som cheddar-varianten, men de får otte store Pringles-rør af mig. 
Crusti Croc er Lidls eget snack-mærke, og jeg har tidligere givet Sour Cream&Onion-varianten et seks-tal. Men Lidl kan mere, end man umiddelbart skulle tro, og ligesom jeg bliver mere og mere begejstret for butikken generelt (de har SÅ.MANGE.GODE.TING!), vinder Crusti Croc også ind på mig. Den lave karakter til SC&O kan skyldes mine høje forventninger til en klassiker og min all-time yndlings-smagsvariant, men deres bølgechips med smag af 'Grilled Steak' var overraskende lækre. De havde en god konsistens og en kraftig smag, der kom ret tæt på min forventning til 'grilled steak' (uden at jeg dog kan definere det nærmere), og jeg giver dem gavmildt otte Pringles-rør. 
Sidste pose i denne omgang er også den flotteste; en yndig, mintgrøn pose fra 'Sal de Ibiza' med smag af 'White Truffle'. Chipsene er tyndtskårede og måske lidt rigeligt olierede, men posen holder hvad den lover, for smagen af trøffel er meget dominerende. Det kan man naturligvis ikke klandre dem for; i en objektiv anmeldelse ville det være et klart plus, men smagen er lidt for overvældende til mig, og jeg får hurtigt nok af dem. Jeg kan derfor kun give dem seks Pringles-rør, men heldigvis ville min kæreste hellere end gerne udrydde posen, og kaster et stort otte-tal efter dem. Jeg kunne godt tænke mig at opstøve Salt&Vinegar-varianten, da jeg som sagt er en sucker for godt posedesign (den var i øvrigt guldfarvet indeni) , og så var selve chippen også ganske god, hvilket trods alt er vigtigst. 

2 kommentarer:

  1. Har du nogensinde givet under 5 rør?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, flere gange - men det sker relativt sjældent. Jeg har givet to et par gange, og måske ét rør en enkelt gang. For det meste er jeg jo heldigvis helt generelt ret begejstret for chips.

      Slet