mandag den 30. december 2019

but that's why you want to be here

Julen kom og gik, og selvom den så lidt anderledes ud i år, er denne variant med arbejde og udskudt familiehygge bestemt også godkendt - ikke mindst fordi min far tog turen til København for at være sammen med min mand og jeg juleaften. Der var minikrise over leveringen af maden (ikke på grund af Meyers, men i stedet nogle meget lidt hjælpsomme naboer), men det hele faldt på plads, og den smagte lige som den skulle. Vi sang et par julesange imens min mand spillede guitar, hvilket var ganske spontant og ret hyggeligt, og så pakkede vi gaver op - majoriteten var til mig, da jeg allerede har foræret min mand en billet til Copenhell, og gaverne til min far var hos min søster. Jeg er helt overvældet over alle de fine gaver, jeg har fået - nogle fra min ønskeseddel, men de fleste har min mand, far og søster selv fundet på, og jeg er så taknemmelig for, at de kender mig så godt.
Jeg havde også en kort arbejdsdag d. 25, men om eftermiddagen kunne min far og jeg køre mod Jylland. Det har været fem dejlige og voldsomt tiltrængte feriedage, hvor jeg endelig har fået koblet helt af og sovet ud. Min niece havde heldigvis ikke glemt, hvor meget vi hyggede os tidligere på måneden, og de her dage har kun bragt os tættere sammen - og det er simpelthen så berigende at være sammen med sådan en glad lille størrelse. Hun er lige fyldt to, og jeg smelter, når hun krammer mig og siger "Min moster Tine!". Jeg fik også klemt nogle timers kvalitetstid ind med min barndomsveninde, som jeg mødte, da jeg kun var lidt ældre end min niece er nu - og der er bare noget helt særligt over at have et livsvidne på den måde. Selvom vi slet ikke ses så ofte som vi gerne ville, kan vi lynhurtigt finde hinanden igen, og vores aftengåtur i barndomsbyen blev forlænget flere gange, fordi vi aldrig blev helt færdige med at snakke. Gid juleferien lige var to-tre uger længere. 

fredag den 20. december 2019

we should have started long ago

Jeg pyntede minimalt op til jul i sidste weekend - primært var det Amagerhylden, der fik nye beboere, og så har mine lamperotter fået nissehue på. Mit billedhosting-site har været nede i dagevis (så ja, jeg ved godt, at alle mine andre billeder er væk lige nu), så jeg beklager, at I har måttet vente i spænding så længe på at se mit julepynt, men nu har jeg fundet en midlertidig løsning. Jeg er på ingen måde i julestemning, og jeg forstår slet ikke, at det allerede er d. 20. december, men julen bliver selvfølgelig også lidt mærkelig i år. Jeg har snuppet denne weekendvagt og vagterne i juledagene, så jeg fejrer julen sammen med mus og rotter - og heldigvis også min mand og min far. Vi har bestilt mad udefra og ser frem til en juleaften i laveste gear, og på torsdag kører jeg med min far hjem, så vi kan hygge med min søster, svoger og niece. Det er første gang i hele mit liv, at jeg ikke skal fejre jul sammen med min søster, og det er det eneste, der ikke er ideelt ved denne alternative fejring. 
Min søster har ellers gjort sit med at forsøge at få mig i julestemning, og har sammen med min far lavet en adventskalender til mig, der helt bestemt har gjort de mørke decemberaftener lidt bedre. I første pakke var LEGO-kalenderen, og det har været underligt tilfredsstillende at åbne hver låge og samle Ron Weasley, juletræer eller en snemand. Ellers har den sidste tid været nogenlunde, men jeg glæder mig helt ufatteligt meget til at dagene begynder at blive lysere igen, for i øjeblikket kan jeg ikke overskue ret meget andet end arbejdet. Jeg har også haft brug for at geare lidt ned - i efteråret havde jeg konstant aftaler, og selvom de alle sammen var gode, havde jeg lidt for travlt. De sidste par uger har jeg dog mest haft aftaler med min sofa, min kat og min kæreste, og selvom det bestemt heller ikke er dumt, vil jeg gerne finde en lidt bedre balance. 

lørdag den 14. december 2019

we are so small between the stars

Der sker tusind andre ting i Stephen King-universet lige nu; vi bliver næsten oversvømmet med nye bogudgivelser, film og tv-serier, men midt i det hele skal vi altså lige omkring The Tommyknockers fra 1987. Jeg har glædet mig enormt meget til at besøge den lille by Haven i Maine igen; både fordi jeg husker historien som nogenlunde, men også (og mest) fordi mastodontromanen helt generelt bliver betragtet som Kings allerværste udgivelse nogensinde; af både kritikere, fans og ikke mindst manden selv, og det er jo i sig selv interessant. 

Historien har ellers alle forudsætningerne for at kunne lykkes. Efter at have været omkring de fleste horror-klichéer med vampyrer, varulve, telekinese, spøgelser og monstre, kastede King sig endelig over aliens; et emne han vender tilbage til med Dreamcatcher i 2001, der pudsigt nok også fik dårlig respons fra både kritikere og fans. Uden at spoile for meget, fylder gæsterne fra det ydre rum dog ikke ret meget i fortællingen, og jeg nød faktisk virkelig mit gensyn med Bobbi Anderson, Jim Gardener og hunden Pete. 

Bogen har en lidt ambitiøs struktur med tre separate dele, hvilket ikke altid virker lige godt.  Det betyder blandt andet at vi tilbringer de første mange hundrede sider sammen med kun western-forfatteren Bobbi Anderson (og lidt senere hendes sidekick Jim 'Gard' Gardener), der lever et tilbagetrukket liv i udkanten af Haven i Maine. På en gåtur i skoven falder hun over noget, der snart viser sig at være en ufo, og på rekordtid i del to og tre bliver både hun og resten af byens beboere besatte af at grave den op - tydeligt under indflydelse af noget, der strømmer ud fra skibet i jorden. Gard er ikke påvirket, og kæmper en desperat kamp for at redde byen og sin veninde. Det lyder helt åndet, men hvis man kan tilgive den uheldige struktur og pacing, er The Tommyknockers faktisk en virkelig underholdende historie, og hvis man graver lidt dybere under overfladen, gemmer den også på ganske seriøse problematikker. Det er dog svært at gøre uden spoilers, der kommer i det følgende, men inden da vil jeg bare sende en tøvende anbefaling efter romanen, der nok ikke skal prioriteres højest på læselisten, men dog er en oplevelse værd.
Roberta 'Bobbi' Anderson er en lidt besynderlig hovedperson og et tidligt (og noget halvhjertet) forsøg fra King på at skabe mere interessante kvindelige karakterer i sine historier. Det lykkedes han senere rigtig godt med i bøger som Dolores Claiborne, Rose Madder og en af mine favoritter Lisey's Story, men i The Tommyknockers kunne Bobbi ligeså godt have heddet Bobby, for hendes altoverskyggende, definerende karaktertræk er ikke overraskende hendes profession som forfatter, og King har i store træk skrevet en roman om sig selv. Hendes sidekick Jim Gardener er heller ikke umiddelbart elskværdig - han er faktisk en ret ulidelig, alkoholiseret poet, der har skudt sin kone, men han gør i det mindste historien noget mere interessant, og da han pludselig bliver historiens midtpunkt, tog jeg faktisk mig selv i at heppe på ham. De to har et meget realistisk forhold - de er bare to venner, der også går i seng med hinanden ind imellem, uden at gøre det hele for kompliceret, og det er en meget sympatisk historie, der dog ikke havde behøvet at fylde første tredjedel af bogen. 

Jeg kan godt lide vinklen med, at alle byens beboere i anden del bliver skøre opfindere, der nok er underligt teknologisk kloge, men ikke bliver mere reflekterende eller intelligente. Det er enormt underholdende at læse om deres forskellige påfund, og Bobbis flyvende havetraktor og skrivemaskine, der spytter romaner ud, imens hun sover, er awesome. Anden del af bogen, der netop handler om byen og dens beboere, der langsomt bliver overtaget af The Tommyknockers, er ganske fantasifuld, men aaaaalt for lang og udpenslet, og vi bliver præsenteret for grotesk mange unødvendige karakterer. En af Kings forcer er normalt at beskrive mindre bysamfund, og her vil han så gerne skrive endnu en It eller The Stand, men vi når bare ikke at fatte sympati for karaktererne, før de enten lider en grusom død eller bliver indkapslet i alien-kollektivet.

Der er dog to individer, hvis skæbne har indprentet sig hos mig siden jeg læste historien første gang som meget ung. Den ene er den nuttede, 4-årige David Brown, der bliver tryllet væk til den golde planet Altair 4 af sin storebror, og det var rædselsvækkende at læse, hvordan han lå alene i mørket og kæmpede for at trække vejret. Den anden var den godmodige, elskværdige gamle beagle Peter, Bobbis trofaste hund, der endte sine dage som et levende batteri i Bobbis skur, og begge dele giver mig stadig mareridt. 
Slutningen er hæsblæsende spændende, og virker alt for forhastet i forhold til resten af bogens langsomme tempo. Selvom det egentlig ikke ender med at være det, historien handler om, er det enormt tilfredsstillende endelig at se vores hovedpersoner nå skibets åbning og gå ind. Mødet med rumvæsenerne er både underspillet og absurd; de er rent fysisk frydefuldt klamme med lange ben og snuder, men ellers er det ret genialt at vise dem som en langt fra overlegen race, men i stedet blot nogen, der tilfældigvis kunne rejse i tid og rum. De har et lille teknologisk forspring, men ikke nogen egentlig udvidet intelligens, og de har f.eks. aldrig tænkt på at udvikle en omformer, så de ikke skulle bruge mistænkeligt mange batterier til deres bizarre opfindelser. 

Kulminationen på historien er både episk, totalt over-the-top, og samtidig lige som den skal være -  Gard får startet det gigantiske skib op, flyver det langt, langt ud i ingenting og dør af en overdosis valium. Det er en ret dyster roman, og der skal ikke graves ret dybt i The Tommyknockers for at opdage, at historien først og fremmest handler om afhængighed, og som nævnt også ret meget om King selv. Helt konkret er Jim Gardener dybt alkoholiseret og lever med konsekvenserne af det, men også Bobbi og de andre indbyggeres besættelse af skibet i jorden er en tydelig metafor for afhængighed, og det er de samme sårende og selvskadende mekanismer, der er på spil. For en historie, der er spækket med rumskibe, amokløbende colamaskiner og flyvende traktorer, er den menneskelige side overraskende deprimerende. 

EASTER EGGS
The Tommyknockers bliver mere eller mindre elegant placeret midt i Kings sammenhængende univers, og referencerne til tidligere historier er mange, men desværre også ret kluntede. Den bedste er Gards møde med Jack Sawyer fra The Talisman, der er med i en direkte cameo i starten, men derefter følger et decideret minireferat af The Dead Zone, og så går det helt galt, da King namedropper sig selv. Historien fortæller os, at Bobbi skriver fornuftige westerns, "not like that fellow up Bangor way", og senere refereres filmen The Shining, da Gard forestiller sig dette: "What was he supposed to do? Grab Bobbi’s axe and make like Jack Nicholson in The Shining? He could see it. Smash, crash, bash: HEEEEEERE’S GARDENER!" Det er altså lidt kikset. 

Jeg har ikke været på dette skøre eventyr alene - denne gang har jeg sideløbende lyttet til Tommyknockin'-podcasten med værterne Charley Macorn og Eliza Oh, der har gjort det uendeligt meget sjovere at genlæse romanen. De er gået slavisk til værks og taler indgående om hvert kapitel, og det er hysterisk morsomt og rart at høre andre sige wtf? til præcis de samme ting som mig - for det ER en vanvittig bog. Nogle referencer i Kings romaner er meget interne og obskure, og det er rart at høre, at heller ikke amerikanere kender dem alle. Da historien udspiller sig på navngivne datoer, har podcasten fundet frem til vigtige begivenheder, der skete samtidig - hvor biografpremieren på 'Coming To America' blandt andet retfærdiggør, at Bobbi besøger en helt mennesketom bar. Det er usandsynligt nørdet og sjovt, og det har gjort min oplevelse meget, meget bedre. 

Dette er allerede blevet så langt, at miniserien fra 1993 burde få sit eget indlæg, men det kan jeg simpelthen ikke retfærdiggøre, for det er så miserabel en omgang, at jeg ikke vil bruge mange linjer på den. Den varer også tre timer, og er derfor for lang til at sætte på bare for sjov - der er ikke et eneste sekund af tiden, hvor skuespillet føles den mindste smule ægte. Jeg er som sådan ikke imod Marg Helgenberger og Jimmy Smit som Bobbi og Gard - på dette tidspunkt har de tilsyneladende bare ikke lært at spille skuespil endnu, og den legendariske Traci Lords er altså heller ikke overbevisende. I bogen kommunikerer byens indbyggere telepatisk, efter at være blevet eksponeret for skibet, hvilket ikke er tilfældet i filmen - så en stor del af historien går tabt. De bliver heller ikke fysisk påvirkede og ulækre at se på, hvilket jeg ellers havde glædet mig til - til gengæld var der stadig liv i the tommyknockers nede i skibet. Seriens eneste gode øjeblik er hos den lille bys dyrlæge, der har absurd travlt, og tilsyneladende har alle slags kæledyr blandt sine kunder; der er katte, leguaner, slanger og kaniner. Helt overordnet er det dog en rædselsfuld adaption, og jeg er lidt spændt på at se, om der er hold i rygterne om en mulig genindspilning snart - det kan være en svær historie at tackle, men det kan også blive rigtig godt. 

onsdag den 11. december 2019

make every touch electrical

Det var en weekend i laveste gear hos min søster - præcis som jeg havde brug for og lyst til. Jeg tog mig den frihed at flyve til Aalborg, eftersom både min søster og jeg bor under tyve minutter fra hver vores lufthavn, og det gjorde turen meget mere overskuelig. Det hjalp også lidt på det, at jeg fløj sammen med Carpark North derover - jeg kom endda tilfældigt til at sætte mig ved siden af dem i gaten (jo, virkelig - jeg er ikke altid så opmærksom på mine omgivelser, og opdagede det først, da jeg genkendte stemmerne). Min søster har fået kørekort og hentede mig i bil, og derefter spiste vi en god frokost på Penny Lane, der var helt overdådigt juleudsmykket, og som serverede en hel, massiv gedeost til min salat. 
Jeg har også hygget mig uendeligt meget med min niece, som jeg endda passede alene en hel eftermiddag, hvor vi legede gemme, lagde puslespil og tegnede. Jeg er imponeret over hendes hurtighed, der lod hende tegne på sig selv HVER gang hun tog en ny tusch - også selvom jeg forventede det og prøvede at forhindre det. Det var hyggeligt at høre hende spørge "Moster henne?" udenfor døren, når hun stod alt for tidligt op, og hendes helt ægte begejstring og hengivenhed gik lige i hjertet. Jeg har savnet hende helt vildt de sidste par dage. 
Min søster, niece og jeg kørte også forbi skulpturparken i Blokhus, der havde en helt vanvittig juleudstilling - jeg havde overhovedet ikke forventet, at der var gjort så meget ud af det, men det var et helt eventyrligt besøg, og jeg kan kun anbefale, at man kigger forbi. Der var imponerende meget flot lys, og de faste skulpturer var også peppet lidt ekstra op. 
Jeg kom hjem søndag eftermiddag, helt afslappet og veludhvilet og klar til en lang uge på arbejdet. Mandag gik fint, men jeg hørte bekymrende meldinger om, at min nieces opkast nu havde ramt min søster - og ganske rigtigt; i går morges vågnede jeg ved en ubehagelig rumlen i maven, og resten af dagen gik med at kaste op. Jeg har sjældent følt mig så ynkelig - jeg kunne ingenting, ikke se fjernsyn, læse eller endda bare lytte til podcasts, og hver eneste gang jeg drak så meget som en dråbe vand, kom det direkte op igen. Da min mand kom hjem, satte han Ringenes Herre på skærmen og hentede en kold klud til min pande, og så kom jeg alligevel igennem dagen. I dag er jeg noget udmattet, men ellers helt okay - og det er godt, for jeg ville være træt af ikke at kunne komme til arbejdets julefrokost på fredag. 

lørdag den 7. december 2019

the words are coming out all weird

Lidt efter midnat for syv år siden trak min mor vejret for sidste gang. Jeg har haft en rædselsfuld måned, så jeg har helgarderet mig og er rejst hjem til min søster for at tilbringe årsdagen i trygge rammer. Det var en god idé, for vi har begravet os under dyner i sofaen, bagt mors yndlingscookies og grædt lidt over savnet og uretfærdigheden. Jeg synes vi er gode til generelt at mindes alt det gode, men jeg har også behov for at gå ind i sorgen af og til, og selvom det er hårdt, har det også været rart at snakke om min mors sidste tid med min søster. Vi kan huske nogle forskellige ting, og jeg havde f.eks. helt glemt, at vi sammen med det søde personale på den palliative afdeling sang for min mor om morgenen, da hun var død. 

Jeg har haft denne kladde åben i timevis, hvilket min søster også har påpeget flere gange, men jeg kan tydeligvis ikke tage mig sammen til at skrive mere lige nu. Jeg vil i stedet nyde den sidste aften i Nordjylland inden jeg drager østpå igen. (Vi har sendt min far på julemarked i Tyskland med gode venner, så han bliver også passet lidt ekstra på i dag.)

søndag den 1. december 2019

morning comes in light

Selv min mand og min far har lagt mærke til det ekstraordinært grå og triste efterårsvejr i år, så det er måske ikke så underligt, at jeg har været i solunderskud i tre måneder nu - men med denne weekends overgang til vintermånederne er himlen endelig blevet blå igen. December plejede at være et varmt, hyggeligt julekram midt i mørket, men det fik min mors død desværre spoleret, selvom den flotte oppyntning og de mange lys i byen nu stadig gør det lidt mere rart at cykle på arbejde i december. (Jeg føler et øjeblikkeligt behov for at nævne bagsiden af medaljen, der er de mange julefrokoster med knuste flasker og fulde mennesker på cykelstien, men jeg prøver aktivt at tænke i mere positive baner). Julen betyder mindre og mindre for mig, men den medfølgende hygge vil jeg meget nødigt undvære. 
Jeg mødte tidligt på arbejde i går, hvilket gav mig hele eftermiddagen sammen med min gode veninde. Hun ville gerne luftes lidt midt i sin graviditet og samtidig få en lille kulturel infusion, inden der igen står amning og bleskift på programmet, så vi drog på udflugt til Ishøj og Arken, som ingen af os tidligere har besøgt. Jeg har været på troldejagt i nærheden og har set museet udefra, men jeg nåede desværre ikke forbi Patricia Piccinini tidligere på året, og måtte derfor "nøjes" med Picasso. Min hjerne er så underligt skruet sammen, at jeg ofte har en "alt-eller-intet"-holdning til forskellige emner, og jeg har tidligere bildt mig selv ind, at jeg ikke kan gå på kunstmuseum uden at have styr på de forskellige stilarter- og perioder. Det er vel en afart af den nogle gange altoverskyggende følelse af imposter syndrome der kan ramme mig på de mærkeligste tidspunkter, men jeg bliver bedre og bedre til at ignorere det, og jeg behøver ikke researche i flere timer, bare fordi jeg skal på Arken. Jeg skimmede wikipedia-siden om Picasso, hvilket var rigeligt til at få et godt udbytte af udstillingen, der havde fokus på kvinderne i hans liv, og selvom jeg stadig ikke er så vild med hans kunst, var det fedt at se værkerne helt tæt på. 
Jeg har egentlig været færdig med dagens tekst et stykke tid nu, men jeg kunne ikke udgive det, før AaB havde færdigspillet deres kamp mod Hobro. Thelander scorede selvmål efter fire minutter, men Van Weert udlignede efter otte, og så var jeg sikker på, at vi ville vinde. Men den endte 1-1, hvilket er næsten ubærligt! Det ville ellers have været den perfekte afslutning på en i så fald forrygende fodbolduge, hvor vi i søndags vandt 4-0 over Horsens og i onsdags slog HB Køge ud af pokalen. Min mand og jeg ville i øvrigt have været i Parken i dag, men da den billigste billet i går kostede 235 kroner, droppede vi hurtigt dén plan. Skuffende fodbolddag. 

onsdag den 27. november 2019

this heart of mine is just some sort of map

I weekenden var min kæreste og jeg på familierundtur i Jylland - et hektisk program efter en hektisk periode, men det endte heldigvis med at være rigtig hyggeligt og rart. Min onkel og tante i Sønderjylland åbnede deres hjem for os, hvilket efterhånden er blevet en god tradition på denne tid af året, og det var et tiltrængt døgn med dejligt selskab, lækker mad, en gåtur ned til naboens flodsvin og beundring af min niece, der lige er fyldt to. Hun er heldigvis stadig meget glad for sin moster, selvom det er alt for sjældent vi ses - men nu har jeg lige bestilt billetter til en forlænget weekend hos min søster, så vi kan rette op på det alt for korte møde. 

Allerede dagen efter drog vi nemlig nordpå til min mands familie, hvor vi var budt på en overdådig middag med oceaner af lækker og hjemmelavet julefrokostmad. Jeg skal arbejde i julen, og min mand holder mig med selskab, så vi tager lidt forskud på løjerne i år. Jeg imponerede min nevø på seksten fordi jeg vidste, hvad "OK, Boomer" betød, og endda kunne identificere mig selv som millennial - og han faldt næsten ned af stolen af benovelse, da han hørte, at jeg var på reddit. (Jeg svælger lidt mere i det end jeg burde, hvilket gør mig øjeblikkeligt uncool igen, men det er et af ugens - måske månedens - højdepunkter, so shoot me.) Hans lillebror er begyndt til keyboard-undervisning, og han har derfor været behjælpelig med en lille huskeseddel om dur og mol, hvilket jeg måtte forevige. 

Jeg er dog stadig ikke på toppen, hvilket blandt andet viser sig ved, at de to øverste billeder i indlægget er de eneste, jeg har taget i en uge. Jeg lover, at jeg snart holder op med at poste memes, men jeg skal liiiige arbejde de næste syv dage også - og disse fire illustrerer meget godt, hvad jeg ellers har brugt min uge på. 

fredag den 22. november 2019

a momentary loss of muscular coordination

Stephen Kings Doctor Sleep udkom i 2013, og jeg skrev en ret kortfattet anbefaling af romanen samme år - siden dengang har mine King-skriverier udviklet sig en del, og det kribler lidt i mig  for at uddybe mine tanker, men det kan jeg jo passende gøre i dag, hvor det skal handle om Mike Flanagans nye filmatisering af opfølgeren til The Shining. Det er umuligt at sige noget meningsfyldt om Doctor Sleep uden at spoile The Shining - både bog og film - men det må være okay med værker, der har fyrre år på bagen. Det er vigtigt for denne nye filmatisering, for Kings The Shining endte markant anderledes end Kubricks, da hotellet eksploderer og brænder ned til jorden i romanen - og det gør det immervæk svært at lade The Overlook være en vigtig lokation i den nye film. Mike Flanagan er stor King-fan og er gået til materialet med den største respekt, og han har på fineste vis formået at flette de to historier sammen; The Overlook eksisterer i allerhøjeste grad i den nye Doctor Sleep, og filmen kan derfor ses som en fortsættelse af Kubricks version, men karaktererne er meget mere tro mod King. Jeg var skeptisk over for den heftige markedsføring af filmen, der næsten udelukkende har fokuseret på The Overlook, men Doctor Sleep er helt overordnet en vellykket filmatisering af en ikke helt fantastisk roman (det er altså også vildt at skrive en fortsættelse til så ikonisk en historie). 

Filmen har dog fået en noget blandet modtagelse, og jeg tror, at den fejler på netop sin markedsføring. Jeg forstår godt, hvorfor der skal lægges vægt på The Overlook-vinklen, men det er faktisk ikke en særligt stor del af selve historien - og da slet ikke i bogen. Uden at spoile (endnu) er slutningen markant anderledes end Kings - men i modsætning til Kubricks The Shining, er Flanagans Doctor Sleep meget mere i Kings ånd. Flanagan viser også glimtvis, at han sagtens ville kunne lave en fremragende horrorfilm, men det er ganske enkelt ikke dét, Doctor Sleep er. Markedsføringen er dog gået galt lige fra starten, da King ved bogens udgivelse proklamerede, at det var hans mest uhyggelige i årevis - hvilket er helt forkert, og i øvrigt også unødvendigt, da historien er spændende nok uden at være en horrorfortsættelse til The Shining. 
Det er som sagt svært at sætte en genre på denne horror/drama/thriller/adventure-film, der helt kort fortalt handler om den nu voksne Danny Torrance, der ligesom sin far har udviklet et massivt alkoholmisbrug. Han flytter til New Hampshire og starter på en frisk, får nogle gode venner og et arbejde på et hospice, hvor han bruger sine evner til at sende folk godt afsted på deres sidste rejse. Han møder Abra, en ung pige med de samme evner til the shining som ham selv, og må snart beskytte hende mod filmens skurke; en gruppe af omrejsende, moderne vampyrer kaldet The True Knot. 

Castingen af Ewan McGregor i hovedrollen som den nu voksne Danny Torrance var nok til at gøre filmen interessant for mig, og han spiller både rørende og overbevisende rollen som (tidligere) alkoholiker. I romanen er de fleste karakterer straight, white dudes, men filmen er noget mere inkluderende og har navne som Cliff Curtis, Zach McClarnon og Zackary Momoh på rollelisten, og Abra spilles fænomenalt godt af Kyliegh Curran. I The Dark Tower fandt jeg det (udelukkende pga. historien) helt ærligt lidt mærkeligt, at Idris Elba spillede Roland the Gunslinger, men i stort set alle andre King-historier betyder race absolut ingenting, og det er kun godt, at filmskaberne er lidt mere up-to-date end King selv. 

Inden jeg går til spoilers, vil jeg slutte af med at sige, at jeg sagtens kan anbefale Doctor Sleep. Man behøver ikke nødvendigvis ofre en biografbillet på den (selvom det er fedt at se hotellet på den store skærm og høre soundtracket blive blæst ud i mørket), men det er bestemt en seværdig film - forvent dog ikke en direkte opfølger til The Shining. 
SPOILERS ON for Doctor Sleep - og jeg starter denne spoilersektion med slutningen, der er umulig ikke at fokusere på. Filmen er to-en-halv time lang og er meget tro mod bogen det meste af tiden - lige indtil de episke slutscener, der foregår på The Overlook. Jeg har helt ærligt stadig ikke besluttet mig for, om jeg synes det er en ærgerlig og unødvendig leflen for publikum, eller om det er en sand genistreg af Flanagan at bruge Kubricks slutning til Kings nye historie. Jeg ender nok et sted midt imellem, for jeg var ikke fan af den hitparade af gamle spøgelser, der gjorde det af med Rose The Hat (Mrs. Massey fra badekarret er RIGELIGT), men det var ubeskriveligt frydefuldt at høre det velkendte soundtrack og se de genkendelige mønstre i gulvtæpperne på hotellet.

Det fungerede rigtig godt i Doctor Sleep:

 - Jeg har nævnt det allerede, men castingen til filmen sidder lige i skabet. Det var også en klog beslutning at skære nogle karakterer fra; i bogen spiller både Abras forældre og Dans AA-sponsor en langt større rolle, men filmen kan sagtens undvære dem - og har i øvrigt rigeligt med historie at få afdækket på to-en-halv time. 

 - Baseballdrengen Trevors tortur- og dødsscene. Der er ikke helt tid nok til at vise The True Knot som den ret interessante gruppe af bad guys de faktisk er, men at pine et barn langsomt til døde i en grusom og velfungerende scene, satte en streg under, at de er en reel trussel. Det er også vigtigt, fordi Abra ærligt talt virker ret overlegen i forhold til dem. 

- Enkelte af hotelscenerne. Selvom jeg stadig er skeptisk over for hotellets tilstedeværelse i det hele taget (se ovenfor), var det SÅ fedt at se Danny gå rundt på gangene på det gamle hotel, og se lysene tænde ét efter ét. Det gav også Danny mulighed for at konfrontere fortiden og bruge sine traumer til at overkomme nye udfordringer, og dén storyline kunne sagtens være skrevet af King selv. 

- Easter eggs galore! Mike Flanagan er stor Stephen King-fan, og han har drysset lækre, subtile Dark Tower-referencer over hele Doctor Sleep. Den mest åbenlyse er Dick Halloran, der siger "Ka is a wheel", men Trevors baseballnummer 19 burde også vække genklang hos constant readers. På Abras værelse ses ordet Ka i baggrunden, og Trevor bliver myrdet hos LaMerk Industries, der spiller en mindre rolle i Dark Tower-universet, og det er en fornøjelse med easter eggs, der ikke er forstyrrende for handlingen. 

Det fungerede ikke helt så godt i Doctor Sleep:

- The True Knot. De er stadig en ret interessant gruppe af skurke, men der er ikke helt tid nok til at lære dem rigtigt at kende, og der er meget, der går tabt i farten. De er dog helt overordnet en lidt sejere flok end i bogen, og derfor er det endnu mere ærgerligt, at de har så tåbelige navne som Rose The Hat og Crow Daddy (sidstnævnte i øvrigt oversat til Kragefar på dansk - jeg ved heller ikke, hvad det ellers skulle være, men det lyder SÅ dumt!).

- Dans død. I bogen er slutningen som nævnt helt anderledes, og uden mange helt ærligt unødvendige dødsfald. Tematisk er det helt genialt at lade Dan Torrance få den død, som hans far fik i The Shining-romanen, da han reelt set endte med at ofre sig for sin familie og lod hotellet brænde ned til grunden, men jeg synes bare ikke, at det var nødvendigt at lade Danny dø. (Eller Billy. Eller Abras far.)

 - Lidt i samme boldgade er inkluderingen af de mange beboere på Overlook. King har gjort meget ud af at humanisere sine skurke de sidste mange år, og i romanversionen af Doctor Sleep bliver Mrs. Massey meget symbolsk uskadeliggjort i løbet af første kapitel, og derfor er det lidt ærgerligt, at filmen bliver en greatest hits af monstre og spøgelser.

- Udeladelsen af det faktum, at Danny Torrance er Abras ONKEL!!! Det forstår jeg absolut ingenting af, da det for mig er en stor del af historien. Det bliver afsløret sent i romanen, så jeg regnede heller ikke med, at filmen ville spoile det med det samme, men jeg synes det er ærgerligt, at det er skrevet helt ud.

 - Inkluderingen af genindspillede scener fra The Shining. Jeg kunne godt lide Dannys konfrontation med sin far i hotelbaren, der også var en sekvens skrevet til filmen, men jeg var mindre glad for at se ikoniske scener med nye skuespillere i rollerne. Det er et bevidst valg fra Flanagans side ikke at bruge CGI eller de-aging-teknologi, men jeg synes mest af alt, at det var forstyrrende.

Alt i alt ånder jeg dog lettet op, og jeg nød mit gensyn med Danny. Nu står der Mr. Mercedes og Castle Rock på programmet, inden The Outsider rammer HBO til januar - det er virkelig fantastisk at være Stephen King-fan i øjeblikket. 

søndag den 17. november 2019

light up your face with gladness

Jeg snakker meget om at prøve at gøre de ting, der skaber glæde hos mig, og mine chipsanmeldelser og dertilhørende indtag af store mængder chips hører klart til i dén pulje, så i dag deler jeg mine nyeste erfaringer. Jeg prøver løbende at rette op på den åbenlyse fejltagelse det er, at jeg indtil nu kun har anmeldt fem forskellige Pringles-varianter på bloggen, så dagens runde starter med en limited edition med smag af Spicy BBQ Ribs. Billedet illustrerer smagen meget godt; det er en blanding af tomat, hvidløg og kød dyppet i BBQ-sauce. Der er meget pulver på dem, og de smager ikke kunstigt, men bare meget af en kraftig marinade, og dén smagt er måske ikke lige så meget mig. Som Pringles-variant fungerer de dog som de skal, og jeg sætter pris på det lille touch af sukker, der bringer dem op på et lille syv-tal, hvilket min kæreste også giver dem. 
For snart fire år siden gav jeg begejstret topkarakter til en ny Taffel-variant med skovsvampe, urter og creme fraiche, og en af dagens to Taffel-poser fik derfor for alvor forventningens glæde frem i mig. Begge poser er flotte og sommerlige, men hvis jeg skal starte med efteraberen, kunne den desværre ikke helt leve op til sin episke forgænger. Den var god og smagte umiskendeligt af svampe - men den smagte ikke rigtig af nok, og den kan kun få et lille otte-tal af mig. Varianten med karamelliserede rødløg smagte heller ikke af meget, men trods alt af nok - der er mere en antydning af søde rødløg end en dominerende smag, hvilket passer udmærket til chipsen. Jeg tror ikke, at man kan lave en rødløgsvariant, der er bedre end denne, og den får et pænt otte-tal. Begge poser vinder på at have en meget lækker kartoffelchip som hovedingrediens, for her er Taffel stadig blandt de førende på markedet, og så er jeg åbenbart så hungrende efter blå himmel i øjeblikket, at jeg også synes poserne er flotte. 
Jeg elsker, når KiMs sender nye varianter på gaden, og selvom jeg foretrækker at anmelde forskellige udgaver af kartoffelchips, er det ind imellem også meget sjovt med noget helt andet - som denne omgangs Fest-mix og Sour Power Bomber. Det samme synes min kæreste, der prompte gav kuglerne topkarakter og fremhæver deres luftige konsistens og spændende smag. Jeg er ikke helt så begejstret og kan kun svinge mig op på et syvtal, da smagskombinationen af sour cream og sød chili ikke lige var mig. Andre vil mene, at det sure og søde netop komplimenterer hinanden godt, og jeg tror jeg står alene med min lidt-over-middelkarakter.  

Jeg havde ikke de store forventninger til nogen af poserne, men festblandingen var en overvældende positiv overraskelse! Det er sjældent, at blandingsposerne er særligt spændende, men denne sammensætning var helt perfekt, og de enkelte elementer forskellige nok til at gøre hver mundfuld interessant. Jeg var overbevist om, at stjernerne, stængerne, skallerne og spiralerne smagte af sour cream & onion, men ifølge posen er de bare 'krydrede'. Jeg vil kalde det en pikant løgsmag, og der er utroligt meget af pulveret - så jeg giver gavmildt et stort ni-tal til posen. Min kæreste nøjes med et otte-tal, og jeg var tæt på at gøre det samme, da jeg læste beskrivelsen bagpå, hvor der (blandt meget andet) står: "Er der noget sjovere end at invitere sig selv til verdens fedeste fest? KiMs Festmix indbyder dig til at dele det gode selskab. Stemningen er frisk og varm. Den får dine smagsløg til at danse i det grønne, det gule og det røde, cremede lys(...) Det, de unge vil have." Helt ærligt, KiMs. 
Som tidligere nævnt er min kæreste blevet en trofast leverandør i nye chipsvarianter til anmeldelse, og senest havde han tre svenske poser med hjem fra et af yndlingsmærkerne i nabolandet. De helt almindeligt saltede franske kartofler var et solidt bud på en klassiker - de er ikke helt på siden af Taffel og KiMs, men stadig langt over discountmærkerne, og jeg tror også, at de er en anelse tykkere. Vi giver begge den gule pose et pænt otte-tal.

Bølgechipsene med grillsmag er den perfekte snack, hvis man er lidt småsulten og godt kan lide en god, røget løgsmag. Jeg synes normalt, at grill- og barbecuechips kan blive lidt for røgede og kraftige i smagen, men det var slet ikke tilfældet her, og de får et lidt overraskende stort otte-tal fra os begge. Den sidste pose er naturligt nok grøn, da indholdet gerne skulle smage af dild og purløg - og det gør de lækre, bølgede kartoffelchips heldigvis også. Jeg er generelt ret glad for dildchips, og disse var sprøde, pulveret var rigeligt, og purløgene gav et ekstra pift, så i min bog er de et godt bud på en nyklassiker. De får et flot ni-tal af mig, og et pænt otte-tal af min kæreste, der synes at man godt kunne eksperimentere med flere varianter med forskellige urter. 
Vores tur til Grækenland bød heldigvis også på nye smagsoplevelser, og dagens sidste syv poser er købt i Athen. Lays er et populært mærke over hele verden, så jeg kan ind imellem finde nye varianter, når jeg besøger nye steder, og Athen var ikke nogen undtagelse med hele tre lækre poser. Den første med oregano smagte præcist som forventet - en simpel, men ganske velsmagende kartoffelchip med en god mængde af oreganopulver. Den får et otte-tal fra min kæreste og jeg, og det er værd at bemærke, at det er en god variant til når man er rigtig sulten. 

Den lyslilla sommervariant med Prawn Cocktail lokkede med en dejlig duft, men selve chipsene smagte desværre ikke af ret meget. Kartoffelsmagen overdøver det udefinerbare hint af noget andet, der i hvert fald ikke er rejecocktail, men mest af alt bare eddike, og det var noget af en skuffelse fra et ellers solidt mærke. Min kæreste var hård i sin dom og tildeler et fem-tal, imens jeg kaster et ekstra rør i puljen og giver seks - men ikke fordi de lever op til beskrivelsen.

Jeg havde glædet mig mest til den sidste pose, der lokkede med en flot, blå farve og lovning om smag af tzatziki. Smagen sad heldigvis lige i skabet og var stort set som forventet; og selvom de nok mest af alt smagte af hvidløg, bilder jeg mig også ind, at jeg kunne smage noget agurk. Jeg er klar over, at det er noget af en bedrift at få en kartoffelchip til at smage af agurk, men med billedet af en portion tzatziki på nethinden, er det en oplagt association. Både min kæreste og jeg giver dem et stort otte-tal, og selvom det er inderligt ligegyldigt, har jeg overvejet i dagevis, om jeg burde give dem ni i stedet. De er i hvert fald gode. 
Det sjoveste er dog altid at smage landenes egne mærker, selvom de sjældent opnår de højeste karakterer. Det gør sig også gældende for græske Tsipers, der nu ellers som udgangspunkt er nogle udmærkede discountbølgechips. Udgaven med salt smager nærmest af KiMs havsalt-variant; den er ikke for olieret og knaser godt, og den får et ottetal fra os begge. Den grønne oregano-pose kommer dog ikke i nærheden af førnævnte udgave fra Lays, og oregano-smagen overdøves af salt og andre krydderier. Den får et seks-tal, men helt skidt bliver det først med barbeque-posen, der smager fladt og brændt. Jeg giver dagens laveste karakter på fire Pringlesrør, imens min kæreste svinger sig op på fem. 
Dagens sidste pose kommer fra det græske mærke Ohonos, og det idylliske, tegnede landbrug skruede for alvor mine forventninger op - selvfølgelig sammen med udsigten til chips med cheddar cheese & parmesan-smag. Jeg ved ikke, om det skyldes deres glutenfri eller kogte egenskaber, men konsistensen er utroligt lækker, og lidt mere 'tør' end normalt. De er tyndtskårede og krøllede, og selvom de umiddelbart ikke ser ud til at have meget pulver på sig, smager de ret kraftigt - det er næsten som om smagen sidder i kartoflen. Jeg giver gavmildt et ni-tal, men min kæreste ødelægger den gode stemning og slutter af med et lille syv-tal og kommentaren om, at de er for krøllede og smager unaturligt og ikke af kartoffel. Oh well.