onsdag den 27. februar 2019

spirits moaning among the tombstones

Seneste gennemlæsning af Pet Sematary var en søndag i sengen sammen med Jimmy
Jeg har ventet på at anbefale Pet Sematary fra 1983 meget længe. Det er en af mine absolutte King-favoritter (og som følge deraf, en af mine yndlingsbøger overhovedet), og jeg har nok slugt den seks-syv gange siden jeg første gang fik lov til at læse den som 11-årig. Det var en af de første bøger på min fars bogreol der for alvor fangede mit blik; tanken om en dyrekirkegård var SÅ spændende for mig, og jeg er stadig vild med konceptet. Jeg har prøvet at overholde kronologien i mine King-anbefalinger de sidste år, men når der kommer en ny filmatisering af en roman rykker den altså frem i køen, og nu er vi så ualmindeligt heldige, at Pet Sematary får et reboot til april - hvilket betyder, at jeg endelig kan dele min begejstring for denne frygtelige historie.

For det ER en frygtelig historie. Jeg skal nok sige til, før jeg spoiler for alvor, men næsten alle jeg kender har set filmatiseringen og ved godt, at der mildest talt ikke er meget at juble over. King ville egentlig slet ikke have udgivet Pet Sematary, men han manglede en sidste roman for at opfylde sin kontrakt med DoubleDay, så han lod sig overtale til at dele denne mørke fortælling, der - i hvert fald i starten - er inspireret af Kings egne oplevelser. King og familien lejede et hus ved en travl vej i Orrington, Maine (et af de få steder, jeg ikke besøgte på min King-tour, hvilket jeg fortryder bitterligt nu), da han skulle undervise et år ved universitetet, og tæt ved huset var en dyrekirkegård til alle de dyr, der døde på den befærdede vej. Hans datter Naomi måtte begrave sin kat Smucky på kirkegården - han blev også nævnt i bogen - og sønnen Owen King, som han senere skulle skrive Sleeping Beauties sammen med, var tæt på at blive kørt ned, engang han vraltede for tæt på vejen. 
Lyder det bekendt? I Pet Sematary får Chicago-lægen Louis Creed arbejde som læge på University of Maine, og han flytter med sin familie - konen Rachel, datteren Ellie og sønnen Gage - til et idyllisk hus i udkanten af den lille by Ludlow i Maine. I huset på den anden side af den meget befærdede vej bor det ældre, utroligt sympatiske ægtepar Norma og Jud Crandall, hvor sidstnævnte også er leveringsdygtig i flere af bogens mest mindeværdige replikker og lange monologer. Jud viser familien vej til en dyrekirkegård, hvor byens børn har begravet deres kæledyr i næsten et helt århundrede, men da Ellies kat Church uundgåeligt bliver kørt over, er det dog ikke på dyrekirkegården, Jud foreslår de skal begrave katten - men i stedet på en mystisk og mytisk indiansk begravelsesplads flere kilometer inde i skoven. Herefter går det ret hurtigt ned ad bakke, men inden jeg går til spoiler-afsnittet, vil jeg gerne lige opridse nogle af bogens kvaliteter:

Jeg husker historien så tydeligt, men de finere nuancer går hurtigt i glemmebogen, og derfor blev jeg virkelig glædeligt overrasket over Kings fine blik for menneskelige relationer. Det lyder måske lidt søgt, og interessante, komplekse karakterer har altid været en af Kings forcer, men i Pet Sematary gør Louis Creed sig nogle enormt præcise og rammende observationer omkring især parforhold og død. Hele den ikoniske passage med Rachels meningitisramte søster Zelda er så meget mere end den lidt overdrevne horror-scene fra filmen - Rachels angst og panik for døden beskrives meget mere nænsomt og præcist i bogen, og Louis' venskabelige forhold til den forrygende nabokarakter Jud er også både autentisk og rørende. 
SPOILERS. Anbefalingen af Pet Sematary bliver nok lidt længere end vanligt, men det er en af mine favoritbøger, og jeg har ret meget at sige. Jeg er som sagt ret sikker på, at mange kender resten af historiens hovedtræk, og hvis ikke, kan de ultrakort opsummeres sådan her: Kat vender tilbage fra de døde, to-årig dreng bliver kørt over, far begraver trods advarsler fra genbo dreng på indiansk begravelsesplads, dreng vender tilbage fra de døde, dreng slår genbo ihjel, dreng slår mor ihjel, far slår kat og dreng ihjel og begraver mor på indiansk begravelsesplads (doh!), mor vender tilbage fra de døde og slår sandsynligvis far ihjel - datteren er parkeret hos svigerforældrene i Chicago. Det sidste faktum har i øvrigt naget mig i årevis, selvom det måske umiddelbart virker som en lidt mærkelig detalje at hænge sig i efter at have læst om den brutale og kontante udradering af resten af familien, men hvordan gik det mon med Ellie? 

Det er helt overordnet en storyline, der er virkelig svær at få til at virke plausibel, men King lykkes med at beskrive desperationen og spiralen ned i mørket på en måde, der virker uhyggeligt ægte. Vi bliver forskånet for udpenslede beskrivelser af Gages død, men det er alligevel en af de værste øjeblikke, jeg nogensinde er stødt på i fiktion, og det virker endnu hårdere på mig nu, hvor jeg er blevet lidt ældre og har små børn omkring mig. Og jeg synes faktisk også, at King lykkes med at overbevise læseren om, at Louis reflekterer meget, længe og rationelt over at prøve at bringe Gage tilbage, hvilket gør historien så meget bedre for mig. Han adresserer alle de spørgsmål og indvendinger, som læseren måtte sidde med i sine egne overvejelser, og jeg kan næsten sætte mig ind i, at han føler, at han må give det et skud. Passagen, hvor Louis graver Gage op, er både rørende og frastødende, da lille Gage allerede er dækket af et tyndt lag mos, og det er direkte hjerteskærende. 
Resten af historien veksler mellem ubehag, uhygge og ren horror, og det er en fornøjelse at læse. Det føles næsten FOR ondt, at Gage når at slå både Jud og Rachel ihjel, imens Louis ligger og sover, og slutningen, hvor en nu hvidhåret Louis tager imod sin genopstandne kone med åbne arme, er næsten frydefuldt forfærdelig (det sker i øvrigt virkelig tit i Stephen Kings univers, at personers hår bliver hvidt efter en traumatisk oplevelse). Og til sidst et lille shout out til stakkels Church, der jo sådan set ikke kunne gøre for, at nogen havde valgt at bringe ham tilbage fra de døde - og jeg synes faktisk, at de er ret strenge ved ham. Kattedame-alert. 

Da jeg har mindst lige så meget at sige om Mary Lamberts filmatisering fra 1989, gemmer jeg de betragtninger til et andet indlæg, og jeg må derfor bare slutte af med at sende mine varmeste anbefalinger efter Pet Sematary, der er levende i billedsproget og har gode karakterer og mindeværdige scener - omend den nogle gange er lidt for tæt på virkeligheden. Mest af alt er det bare en virkelig fed gyserhistorie. Læs den!

4 kommentarer:

  1. Også min yndlings-King-bog!!! Jeg har overvejet snart at genlæse den. Jeg elskede også filmatiseringen og husker tydeligt en gang, jeg så den, hvor min veninde og jeg var alene hjemme - og da jeg gik forbi vinduet i stuen, sad der en kat på stakittet og stirrede på mig!!
    Jeg er i øvrigt vældigt spændt på den kommende filmatisering. Jeg synes lidt, det er en uskik, men er ambivalent - for jeg glæder mig naturligvis oså :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor dejligt med en kommentar fra dig, Natascha! <3

      Og fedt, at vi deler yndlings-King-bog! Jeg har også så mange gode og uhyggelige minder fra både bog og film som barn, og jeg var også meget tæt på at kalde min kat for Church. :) Og jeg har det præcis som dig, jeg er også meget ambivalent omkring den nye filmatisering, og traileren er lidt for... heftig, synes jeg. Men mon ikke jeg alligevel står forrest i køen, når den får premiere.

      God idé med en genlæsning! Jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor meget mere historien giver mig nu, i forhold til sidst jeg læste den. Jeg har et helt andet forhold til sorg og død (og små børn, for den sags skyld) nu, hvilket selvfølgelig påvirker min læsning - men på en god måde, heldigvis.

      Slet
  2. Jeg skal vist også ha den læst igen. Det er ved at være mange år siden efterhånden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er jo SÅ GOD!!! Det synes jeg bestemt, at du skal gøre - selvom Vibchen selvfølgelig er en af grundene til, at den er sværere at læse nu. :)

      Slet