torsdag den 28. marts 2019

it asks no questions why

Som altid, når jeg har været ekstra travl i en periode, har jeg lidt overskydende strøtanker at dele med jer. Denne gang er de ledsaget af billeder af min nieces støt voksende Duplo-samling (genbrug er et fantastisk koncept), som min søster og jeg hyggede os enormt meget med i weekenden. Jeg ser ingen problemer i at kombinere forlystelsespark, bondegård, togbane og juletema, og jeg var især glad for de overdimensionerede flutes, der også ifølge pakken skulle ligge i vindueskarmen på togstationen (nederste billede). 
For et par uger siden modtog jeg mit livs første ansigtsbehandling. Jeg er generelt ikke glad for fremmede mennesker, der er alt for tæt på min krop, så diverse massager og behandlinger er ikke en luksus for mig, men derimod lettere grænseoverskridende (jeg er virkelig heller ikke glad for at gå til hverken frisør eller tandlæge af samme årsag). Mine søde veninder fik mig dog overtalt, da de forærede mig en ansigtsbehandling i fødselsdags- og uddannelsesgave, og fordi jeg havde én af dem liggende på en briks ved siden af mig, endte det faktisk med at blive en ret god og afslappende oplevelse. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine lidt af det absurde i at ligge under et tæppe på en behagelig briks i et rum med dæmpet belysning og rolig musik - imens to behandlere helt koncentreret fjernede hudorme på min gymnasieveninde og jeg. Dagens vigtigste oplevelse var et serum, som det lykkedes min behandler at sælge mig - for de tre dråber gør virkelig min hud rigtig blød og lækker.
Jeg er født og opvokset i Mariager, der trods byens beskedne størrelse alligevel ofte formår at komme i medierne. Denne gang har Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti - der sjovt nok bor lige ud til den eksisterende hovedvej - fået trumfet igennem, at der skal bygges en helt unødvendig omfartsvej uden om Mariager til 377 millioner kroner. Hverken de lokale eller trafikforskere kan se nødvendigheden i en ny vej, der kommer til at ødelægge flotte naturområder - men Kim Christiansen slipper for et par lastbiler foran sit hus, og regeringen har hørt noget om nogle brosten, og så er dén beslutning truffet. 
Der er kun tre faste dyrepassere på min nye afdeling - og den ene er fra Nordjylland og AaB-fan. En dag i sidste uge brugte vi halvanden time i træk på at skifte musekasser, imens vi talte om vores bedste AaB-minder, yndlingsspillere, talentudvikling, trænerfyring og håb for fremtiden, og jeg kunne igen mærke glæden over at holde med de bolchestribede. Kampen på Brøndby Stadion for nogle uger siden (der endte 3-3) var også et kærkomment boost, og det var en fornøjelse at se Lucas Andersen lege med bolden. 

Det var næsten ikke til at bære, at holdet i bogstaveligt talt sidste sekund ikke nåede i top 6 - og så på grund af så latterligt et mål! - men nu snupper vi pokalen. Det bliver enormt vemodigt at sige farvel til Kasper Risgård og Rasmus Würtz til sommer, for de har spillet i AaB næsten lige så længe, som jeg har fulgt med, og nu hvor Thomas Augustinussen synes han skal sælge forsikringer, håber jeg, at en af de andre bliver i klubben på en eller anden måde, for jeg kan slet ikke forestille mig et AaB uden en af de tre knægte tilknyttet. 

2 kommentarer:

  1. Ha ha skal Augo sælge forsikringer?
    Jeg er også knap så bitter over helkikseren fra Vejles side forleden (nu har man slugt det) - og har ligeledes store forhåbninger til pokalsemifinalen.Kryds alt!
    Men som en eller anden Aab fan skrev - nu er vi even med Esbjerg (dengang de redede os fra nedrykning i 2011) ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha, ja, han har vist fået job i Tryg. :D Og ja, jeg er (næsten) kommet over det. Først troede jeg næsten, at der var tale om aftalt spil, men den målmand har været så ked af det, at man kun kan have ondt af ham. Min AaB-kollega mener næsten, at man burde sende ham sympati-blomster, men så storsindet er jeg trods alt ikke. Og ja, så er vi even med Esbjerg - og det er trods alt bedre at blive nummer syv end at rykke ned.

      Slet