torsdag den 25. april 2019

and the night when the wolves cry out

Den nye filmatisering af Pet Sematary havde dansk biografpremiere d. 4. april, og nu, hvor der er gået noget tid - og jeg har set den hele to gange (først i Imperial, senest i Palads) - vil jeg gerne dele mine tanker om den. Allerførst kommer mine helt overordnede betragtninger, men jeg vil hurtigt gå til spoiler-delen, så hvis du endnu ikke har set den nye Pet Semetary (og har planer om at gøre det), bliver det en kort fornøjelse i dag.

Pet Sematary af Dennis Widmyer og Kevin Kölsch er helt overordnet desværre ikke en særligt god film. Jeg havde haft ultralave forventninger - primært grundet min indbyggede pessimisme og en lunken trailer - og derfor blev jeg ikke skuffet, men snarere lidt overrasket over, at jeg faktisk kunne finde flere gode ting ved denne nyfortolkning. En stor anke er det hurtige tempo og det faktum, at det er en film drevet frem af plottet og ikke karaktererne, men der trods alt blevet truffet nogle gode beslutninger undervejs. Katten Church er filmens største stjerne, og katteskuespillerne er helt eminente, f.eks.

Det er svært ikke at sammenligne Pet Sematary med sidste års store overraskelse Hereditary - men det ville på samme tid ikke være helt fair. Hereditary har en helt anden tone og en kunstnerisk tilgang til historiefortællingen og fortolkningen af den dybeste horror, mens Pet Sematary er en noget mere straight-forward gyserhistorie, der spiller på jumpscares og visuel horror. Det lykkes den desværre heller ikke helt med, og selv om jeg godt ved, at det nok primært skyldes nostalgi, foretrækker jeg stadig 1989-udgaven. 
BEWARE! Here be SPOILERS!

Jeg kunne godt tænke mig at starte med at fremhæve det trods alt positive ved nyfortolkningen, for derefter at opridse nogle af de ting, der desværre ikke lykkedes. 

- Det er den ni-årige Ellie, og ikke den tre-årige Gage, der dør på vejen udenfor Creed-hjemmet. Det er simpelthen en helt eminent god ændring af historien, for det gør det muligt at få et meget mere nært forhold til det barn, man senere skal miste sammen med familien. Jeg er ikke kæmpefan af skuespilleren (det er jeg sjældent af børneskuespillere), men det fungerer godt - især, da hun vender tilbage, og rent faktisk kan forholde sig til, hvad der er sket. 

- Jeg er også vild med, at det først ser ud til, at det igen er Gage, der skal rammes af Orinco-lastbilen, indtil Louis hiver ham væk i sidste øjeblik, og Ellie i stedet rammes. Det er en effektiv og ganske rørende dødsscene, og jeg fik faktisk kortvarigt en klump i halsen, da jeg så Ellies livløse krop i græsset. Jeg ville dog virkelig ønske, at det ikke var blevet afsløret i traileren. 

- Det er oprigtigt skræmmende at se Ellie kæmpe desperat for at slå sine forældre ihjel, da hun er blevet full-on evil. Det var trods alt ikke så uhyggeligt i den oprindelige med en nuttet toddler med tophat, selvom han nu var skræmmende effektiv med skalpellen. 

- Apropos skalpellen er der et tydeligt callback i den nye film, og jeg ved ikke helt, om jeg elsker det eller hader det. Jeg hælder til det første, for det ER sjovt og lidt campy, at man først tror den stakkels nabo Jud Crandall slipper for at få akillessenen skåret over - indtil det sker alligevel. 

Desværre var der langt mere, der slet ikke fungerede, og jeg er så ærgerlig over, at min yndlingsroman ikke kunne have fået en mere værdig behandling (billedet er i øvrigt af min fars ældgamle paperback, der har virket sært tillokkende på mig hele min barndom). Jeg tvivler egentlig ikke på instruktørernes intentioner; jeg tror bare, at filmens fokus skulle have været et helt andet. Romanen Pet Sematary er en dyster fortælling om sorg og desperation - ikke et underholdende og flashy zombieeventyr. 

- Slutningen. Den skriger til himlen. Jeg kan slet, SLET ikke have, at Ellies mission var at lave sin egen lille zombiefamilie, og de sidste fem minutter af filmen er helt over the top. Ja ja, det er da meget sjovt at se hele den tilbagevendte familie gå imod stakkels Gage, der sidder i sit barnesæde i bilen, men det fjerner totalt fokus fra historiens egentlige tema, og i det samlede regnskab trækker slutningen i dén grad ned. 

- Zelda. En af de mest ikoniske scener fra den oprindelige film - og i horrorgenren generelt - er Rachels meningitisplagede søster Zelda. Det forsøger den nye film at lave sin egen fortolkning af, men det er en helt unødvendig distraktion fra historien, og det nye flashback gør så heftigt brug af jumpscares, at det hurtigt bliver trættende. 

- Jason Clarke. Ej, men sjældent har jeg set så energiforladt og uinspireret en optræden fra en i forvejen ikke særligt spændende skuespiller. Jeg føler ingenting for Louis, og det hjælper slet ikke, at den nye film ikke har venskabet mellem ham og Jud i fokus. John Lithgow som sidstnævnte er i øvrigt et lille lyspunkt i filmen, men han får slet ikke lov til at vise sit potentiale, desværre. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar