lørdag den 6. april 2019

follow Victor to the sacred place

Ligesom Pet Sematary altid har været en af mine yndlingsbøger, har filmatiseringen fra 1989 af instruktør Mary Lambert også altid været blandt mine favoritter. Det er den stadig, men det er efterhånden af de helt forkerte årsager, for ligesom flere andre King-adaptioner fra slut-firserne/start-halvfemserne (jeg kigger på jer, It og The Stand) har tiden ikke været god ved Pet Sematary, og man skal nok have en forkærlighed for halvdårlige gyserfilm (eller Stephen King) for at kunne nyde den som førstegangsseer i 2019. I morgen skal jeg i biografen og se den nye filmatisering, og jeg er meget spændt, selvom anmeldelserne ikke er særligt lovende. 
Det er underligt, hvordan nogle film kan tages helt ud af den tid, de er lavet i, imens andre er så gennemsyrede af at være produceret i en given tidsperiode - og Pet Sematary er helt afsindigt firser på alle måder. Stephen King har faktisk selv skrevet filmens manuskript, men han er nu engang bedst til at skrive romaner, for selvom filmen lægger sig ret tæt op af bogen, formår den slet ikke at formidle hverken sorgen eller uhyggen lige så effektivt. Det er også svært at komme med små, subtile hints i film af halvanden times varighed, og første gang en Orinco-lastbil blæser forbi på vejen er det ret åbenlyst for alle, at det vil ende galt senere i filmen. 
Skuespillet er et kapitel for sig selv, og denne gang kunne jeg slet ikke abstrahere fra, at Rachel Creed spilles af Denise Crosby, der om nogen er et firser-symbol, og som jeg i øjeblikket ser udfolde sig som Tasha Yar i Star Trek: The Next Generation, der også er så firser, som noget kan blive. Det var et lidt spøjst sammentræf, men det gjorde desværre ikke hendes skuespilpræstation meget bedre - hun var dog ikke ene om at overspille lidt. Mest mindeværdig er Fred Gwynne som naboen Jud Crandall, der ytrer filmens ikoniske tagline 'Sometimes dead is better' med dreven Maine-accent, og det er helt perfekt. Datteren Ellie er forfærdelig, men Gage spilles af en umanerlig nuttet lille knægt, og det er hjerteskærende at kende historien på forhånd, når man ser ham lege og rende rundt i græsset efter en drage. Han er også beviset på, at filmen er optaget i en lidt anden tid, hvor der måske ikke var de helt samme sikkerhedskrav på settet - den lille purk vælter rundt i filmens sidste scener, og det ser temmelig ægte ud. Katten Church får i øvrigt også et ægte skud bedøvelse i filmen - dog ikke af Louis, men af en dyrlæge - så på dén måde er virkemidlerne ret autentiske, ahem.
Scenen, hvor Rachel fortæller om sin traumatiske oplevelse med sin dødssyge (bogstaveligt talt) søster Zelda, gav mig mareridt det meste af min ungdom, men den har desværre slet ikke samme effekt i dag - i hvert fald ikke med Denise Crosbys elendige monolog henover. Jeg er ret spændt på at se, hvordan de tackler lige netop dén scene i den nye film, for det er klart et af historiens højdepunkter. 

Jeg er også stødt på nogle andre finurligheder i filmen, blandt andet belyst af et hav af de podcasts jeg lytter til, og som  rangerer fra det lidt fjollede til det decideret åndssvage, men som også er noget af dét, der trods alt gør filmen seværdig:

- Stephen King har en forrygende gæsterolle som præst til en begravelse på Mount Hope Cemetary i Bangor, som jeg besøgte på min Stephen King-tour sidste år. 

- Victor Pascow spilles af en hvid mand i filmen, hvilket tilsyneladende er problematisk, da han har indiansk oprindelse (eller stammer fra Amerikas originale befolkning - jeg ved helt ærligt snart ikke, hvad jeg skal sige). Filmen er 30 år gammel, så måske vi kan tilgive det; jeg kan se, at han spilles af en sort skuespiller i den nye filmatisering, så det skal nok blive interessant. 

- Louis Creed sover åbenbart i sine scrubs, selvom han ikke har dem på på arbejde.

- De tilbagevendte dyr er onde i filmen, men faktisk ikke i bogen. Jeg har igen utroligt ondt af katten Church, der jo altså ikke kan gøre for, at Louis valgte at begrave ham på Micmac-kirkegården og ikke dyrekirkegården . 

Pet Sematary vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og selvom jeg håber på at blive positivt overrasket i morgen, tror jeg stadig, at den gamle version vil forblive min favorit. 

6 kommentarer:

  1. Tror nu godt du kan glæde dig. Den her anmeldelse er i hvert fald positiv: https://www.tor.com/2019/04/05/the-new-adaptation-of-stephen-kings-pet-sematary-is-a-scary-and-deeply-felt-adaptation-of-the-book/

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde super lave forventninger, og måske derfor blev jeg ret positivt overrasket. Okay, det er ikke noget decideret mesterværk, men der var bestemt flere ting, der fungerede rigtig godt. Tak for link!

      Slet
  2. Jeg er spændt på at høre om den nye. Jeg ved ikke, hvornår jeg selv får den set, men har også selv elsket den oprindelige - og et af mine mareridt er også Zelda!
    Skal du i øvrigt til Blodig Weekend? Jeg nupper nogle film torsdag og fredag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er altså noget lidt særligt over den gamle.
      Jeg skal desværre ikke til Blodig Weekend, selvom både program og plakat er fremragende. God tur i biffen!

      Slet
  3. https://www.barnesandnoble.com/blog/sci-fi-fantasy/7-stephen-king-books-almost-as-scary-as-pet-sematary/

    Enig i denne liste?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig i flere af dem, i hvert fald. Tænkte selv Skeleton Crew og Revival før jeg så listen. Jeg synes nu også, at klassikere som It og The Shining kan noget, når det kommer til uhyggen, men det er en ok liste. :)

      Slet