lørdag den 20. april 2019

something vague that we're not seeing

Meget taknemmelig for, at min frisør fik mig overtalt til pandehår - igen ...
Jeg sidder i en overfyldt FlixBus på vej hjem til København. På vej til Jylland i tirsdags sad jeg ved en mor og hendes to børn, der ’desværre havde glemt deres hovedtelefoner’, og lyttede til en høj lydbog hele vejen til Århus (hvor den mindste kastede op efter at have spillet for meget på sin iPad), og nu har jeg lige slået øjnene op, fordi der var en virkelig besynderlig lugt i luften, der viste sig at stamme fra min sovende sidemands åbne mund. DSB har sporarbejde i påsken, og selvom de bestemt også har deres fejl og mangler, drømmer jeg med længsel om min hjørneplads i stillezonen. Jeg er ALTID uheldig, når jeg tager bussen, og selvom vi kun lige er kørt ud af Odense, føles det som om jeg har siddet i denne bus i dagevis. Mine venner er store fortalere for bussen, men jeg er ikke begejstret. 
Heldigvis har jeg haft nogle skønne påskedage sammen med min familie, der gjorde dagsrejserne det hele værd. Med en halvandetårig i huset er mine ferier hjemme måske ikke helt så afslappende som de var engang, men ud over de hyppige nattevækninger (der er en papirstynd væg mellem min søsters og mit gamle værelse), gør det nu ikke så meget, for det er hyggeligt på en helt anden måde nu. Og selv nattevækningerne har en værdi (i en ultrakort periode), for det er lidt særligt og rørende at ligge og lytte til  min lillesøster synge ’Solen er så rød, mor’ og ’Pjerrot sagde til månen’ for trøste sin datter – men der skal selvfølgelig heller ikke så meget til at bevæge mig. 

En af dagene kørte vi en tur til Lille Vildmose for at lede efter elge. Dem fandt vi ingen af (og så heller ikke hjorte, urokser, vildsvin eller ræve – men et firben og en masse fugle), men vejret har også været forrygende i Himmerland, og det var en fornøjelse bare at gå rundt i højmosen og grine af min svoger, der havde sine udfordringer med barnevognen og de smalle brædder. Lille Vildmose er kæmpestor, og der er mange flere steder man kan udforske end lige Portlandsmosen, hvor vi gik rundt – og jeg kan bestemt anbefale en kombineret køre/gå-tur, der eventuelt kan startes på Lille Vildmosecentret, hvor man både kan få tips til egne oplevelser eller tage med på en guidet tur.

2 kommentarer:

  1. Skægaben og jeg er 100% på at de aaaldrig har lukket nogle fåkkin’ elge ud 😁! Vi har kørt derud troeligt 1-2 x hver måned siden de kom, og har ikke set en eeeneste elg, i alle årene, efterhånden nu i ren stædighed som tilbagevendenende joke. Seriøst. Det må være et scam! Eller også er de usynlige 😅😇.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha! Hvor er det godt! :D (Eller, det er selvfølgelig forfærdeligt synd for jer, men der er jo heldigvis så meget andet at kigge på). De har vist endda GPS-sendere på, men jeg havde forventet at kunne tracke dem i real-tid, ikke se hvilket område de har bevæget sig i de sidste par uger, suk. Måske lykkes det en dag! :D

      Slet