torsdag den 30. maj 2019

the brightest light is the first to go

Tirsdag morgen døde Silke. Min søster hørte hende pibe ude i haven og så, at hun var faldet om. Min søster nåede heldigvis at komme ud til hende og være hos hende imens hendes hale bevægede sig en sidste gang før hun døde. Til oktober ville hun være fyldt ti, så vi havde håbet på mange gode år endnu, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg har grædt og grædt siden min søster ringede og gav mig besked, for Silke var noget helt, helt specielt. Det er et vilkår, at vores elskede kæledyr ikke lever lige så længe som vi selv gør, men det er voldsomt brutalt at få revet et elsket medlem af familien bort uden varsel. Det var heller ikke nemt at sige farvel til vores 16 år gamle kat Froy, men hun var gammel, træt og dement, og det føltes godt at give hende fred. Den følelse har jeg ikke lige nu, men når jeg er kommet mig over chokket, er jeg sikker på at alle de gode minder med Silke vil overskygge sorgen og savnet. 
Silke kom ind i vores liv, da min søster havde allermest brug for det. Jeg skal ikke fortælle min søsters historie, men uden at være dramatisk, har Silke reddet min søster ud af mørket og tilbage til livet. Senere, da min mor døde, hjalp hun os alle sammen. Hun var en uofficiel servicehund, der har hjulpet min søster ud af døren hver dag, og så var hun også bare vores alle sammens Muddi, vores lille fjollehoved og kjælemousch, og jeg kan ikke forstå, at jeg aldrig mere skal have en timelang nusseseance med hende på en solplet ude i haven. 
Silke var den skønneste og mærkeligste blanding af en Husky og en Dansk-svensk gårdhund, og sammen med hendes smukke øjne og heterokromi, var det næsten umuligt at gå tur med hende uden at blive stoppet af nysgerrige hundeelskere. Især i Tyskland har hun været et hit, og det har været så hyggeligt at have hende med på alle vores ferier; på restauranter, bjergvandringer og i dyreparker. Hun kunne løbe hurtigere end nogen anden hund - og nogle gange glemte hun lige, at hun skulle komme tilbage igen. Hun kunne ikke rigtig gø, men hun kunne hyle af glæde - noget hun blandt andet altid gjorde ved synet af mit tog, når jeg blev hentet på banegården. Hun elskede langt fra alle mennesker, og var egentlig ikke interesseret i alt for meget opmærksomhed fra fremmede, hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i - og det gjorde det bare ekstra specielt at føle sig udvalgt til hendes hengivenhed og ubetingede kærlighed. 
Jeg har virkelig aldrig mødt en hund - eller et dyr i det hele taget - der var så speciel som Silke. Det lyder søgt, men hun mig. Jeg følte mig forbundet med hende i en særlig grad, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun ikke er der, når jeg kommer til Jylland næste gang. Hvil i fred, elskede Muddi. 

Silke 2009 - 2019. 

8 kommentarer:

  1. Åh nej! Det gør mig så, så ondt!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Carina. Nej, det var ikke sjovt. :(

      Slet
  2. Jeg har lige stortudet til din post. Fordi man bare aldrig glemmer eller helt kommer over, hvor ondt, det gør, når ens kæledyr dør. Det gør mig virkelig ondt. Jeg tror, alle os, der læser med, godt kunne fornemme i dine indlæg, at hun var en særlig hund (og ven).

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig en dejlig kommentar at få! Jeg er glad for at høre, at min kærlighed til Silke og hendes helt særlige væsen skinnede igennem i mine indlæg, for hun var godt nok helt speciel. Igen, mange tak!

      Slet
  3. Puhapuha, det er jeg ked af at læse. Det er vildt nok, så meget man kan komme til at elske sådan en uldtot.
    Jeg har også een, og alene tanken...
    Han er ved at være lidt gammel, og jeg siger dagligt til mig selv at han har det bedste hundeliv, vi elsker ham, næsten upassende, meget:), og han gengælder 1:1, og kvaliteten og kærligheden må, skal.., opveje længden.
    Men det er nemt at sige når han ligger lige her ved siden af mig i sofaen.
    Det gør mig ondt i har mistet jeres fine hund.

    Kh
    HemmeLine

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, tusind tak for din fine kommentar også! Ja, det er hårdt med de fantastiske kæledyr, men det er så rigtigt, at kærligheden må og skal opveje længden, selvom det er svært at se lige nu. Vi mangler hende meget - især min søster, selvfølgelig, men kærligheden til hende lever videre. Jeg håber, at du får lov til at beholde din uldtot i mange år endnu!

      Slet
  4. Åhh nu græder jeg lidt igen.
    Det var ikke sjovt at komme hjem igår. Og det er endnu mindre sjovt at være herhjemme i dag :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Lille Mettemus, det kan jeg sagtens forstå. <3 Hun efterlader et stort tomrum. Dejligste, allerbedste Muddi. <3

      Slet