søndag den 9. juni 2019

can't decide what words to wear

Det kommer hurtigt til at virke banalt at nævne, hvordan tiden flyver - men jeg har helt oprigtigt svært ved at huske, hvornår dagene, ugerne og månederne sidst gik så hurtigt. Jeg har det rigtig godt, men det er ikke for alvor gået op for mig, at der nu er gået tre år siden min sidste dag i FONA, og jeg havde aldrig forudset, at mit liv ville se så anderledes ud nu. At starte på min uddannelse gav mig muligheden for at starte forfra og møde nye kollegaer, lærere og ikke mindst gode venner under helt andre forudsætninger, end jeg var vant til, og det har været så positivt for mig at blive presset lidt på nogle områder, hvor jeg helt ærligt bare skulle tage mig lidt sammen. 
Jeg får bare ikke snakket nok om det, der virkelig rører sig hos mig. Det er blevet meget nemmere for mig at have mange aftaler med mine venner; for nogle år siden var min kalender fyldt, hvis jeg skulle ses med bare én eller to venner på en uge, men i øjeblikket har jeg overskud til at arrangere badeture, restaurantbesøg, barselsbesøg, zooture, familiefødselsdage, øldrikning og besøg fra Jylland i et hæsblæsende tempo, og så daler kvaliteten på mine feriealbum-agtige indlæg. Det kan godt være, at det er sådan det må være i en periode, men jeg vil i det mindste forsøge at krydre mine billeder af ellers ualmindeligt nuttet niece og zoodyr med et lidt andet fokus. 

Jeg havde blandt andet lovet at snakke lidt mere om, hvordan det er for mig at leve med OCD. Jeg har overhovedet ikke kunnet overskue at nærme mig emnet; ikke fordi jeg ikke har lyst til at dele mine tanker og erfaringer, men tværtimod fordi jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle, at det virker helt uoverskueligt at finde ud af, hvordan jeg bedst griber det an. Jeg VED jo godt, at jeg ikke har en voldsomt stor læserskare (men jeg sætter pris på hver og én af jer!), men det føles enormt vigtigt at få skrevet det.perfekte.blogindlæg om OCD, for ellers føler jeg, at jeg slet ikke må snakke om det. Jeg har haft en kladde liggende i årevis, der udførligt beskriver mekanismen bag OCD, fortæller om de mange usynlige symptomer på især den obsessive del, som jeg primært lider under, men den bliver aldrig god nok.

Og nu bliver det lidt meta, men eksponering er en af mine strategier til at bekæmpe mine tvangstanker - så nu har jeg besluttet mig for at gøre noget helt andet, og bryde isen med en lille historie: 
I onsdags tog jeg et billede af mit kryds på sedlen i stemmeboksen. Det må man slet ikke, og jeg kunne heller aldrig drømme om at vise det nogen steder, men det var simpelthen nødvendigt. En sjælden gang imellem handler mine tvangstanker ikke om død og ødelæggelse, men er så absurde, at jeg bliver nødt til at grine af dem - og det har været tilfældet den sidste måneds tid. Jeg blev simpelthen så bange for, at jeg ville komme til at stemme på Rasmus Paludan. Så bange, at jeg tænkte på det hele tiden op til valget, og så blev jeg altså nødt til at tage et billede efter jeg havde sat mit kryds, selvom det egentlig bare gør min OCD en tjeneste. Afslutningsvis kan jeg tilføje, at jeg ikke stemte på Rasmus Paludan, at jeg havde i hvert fald fire-fem andre tanker og ritualer forbundet med afstemningen, og at min magiske tænkning utroligt nok ikke havde indflydelse på resultatet. 

Til allersidst - nogle gange er min hverdag og mine gode aftaler lidt ud over det sædvanlige. Jeg har været i Zoologisk Have to gange på en uge; første gang med min familie, og anden gang backstage med min seje dyrepasserven, der lod mig fodre den flotte tukan igen. Endnu en klar fordel ved min nye tilværelse! 

2 kommentarer: