mandag den 24. juni 2019

eagerly we filled the waves with enemies

Copenhell er ret hurtigt blevet en af mine to favoritfestivaler - den anden værende Primavera Festival i Barcelona, som min kæreste og jeg har givet håndslag på at vi vender tilbage til inden for de næste tre år. Men hvad Copenhell mangler i indiemusik og strandtema, har den til gengæld i vanvittigt underholdende koncerter og en helt unik stemning blandt gæsterne. Det er efterhånden noget trættende at læse mediernes dækning af festivalen, hvor de påtaget overraskede må konstatere, at gæsterne faktisk er meget søde og rare, selvom de har sort tøj og veste på, og at musikken faktisk ikke bare er larm, for selvfølgelig er det ikke tilfældet. I år var jeg alt for sent ude, og fik kun fingrene i en lørdagsbillet, så jeg gik desværre glip af meget - men det kom jeg hurtigt over i lørdags. 
For tre år siden på Copenhell blev jeg totalt overrumplet af et vikingemetalband fra Sverige, der havde skibe, sværd og ild med på scenen. Det var selvfølgelig Amon Amarth, som jeg siden er begyndt at lytte rigtig meget til, og lørdag vendte de tilbage til Helveti-scenen med en ny plade i bagagen - og en kæmpestor, oppustelig midgårdsorm, endnu mere ild og en dødcharmerende forsanger i den smilende Johan Hegg. Jeg er KÆMPE fan af det set-up, og jeg blev undervejs helt ked af, at jeg ikke stod oppe i mosh-pittet og headbangede. Men det bringer mig også lidt videre til næste punkt. 

Hvis man havde fortalt mig for femten - eller bare ti - år siden, at jeg som 34-årig ville være en ganske casual koncertgænger, ville jeg grine hånligt og afvise det blankt, men faktum er, at jeg ikke længere har behov for at stå allerforrest til alle koncerter, og jeg følger helt ærligt overhovedet ikke med i ny musik. Jeg føler mig helt pinlig over at skrive det, og føler, at jeg bør undskylde for det, men det er jo nok en helt naturlig udvikling, der dog bare kom meget brat for mig. Da jeg var yngre, skulle musik være seriøst. Hele tiden. Jeg brød mig ikke om alt for meget interaktion fra kunstnerne med publikum til koncerterne, og jeg synes det var dybt kikset, når der blev spurgt om man havde det sjovt eller ville høre mere. Klip til i lørdags, hvor jeg står med armene om en veninde med en fadøl i hånden og skråler med på 'Raise Your Horns' - en drikkevise med vikingetema spillet af fem ret voksne mænd med fuldskæg og vikingetatoveringer - og råber begejstret tilbage, når forsangeren forsøger sig på dansk. 

Copenhell behandlede mig godt. Dimmu Borgir var underholdende, og Scorpions skulle vist være stoppet for femten år siden. Næste år skal jeg afsted alle dage. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar