fredag den 28. juni 2019

I am the agony inside the dying head

Jeg er ikke overraskende glad for det meste Stephen King har skrevet, men jeg har en forkærlighed for hans mange forrygende noveller, hvoraf nogle af de allerbedste er samlet i hans første samling Night Shift fra 1978. Jeg var egentlig i gang med endnu en tur mod The Dark Tower, men jeg fik sådan en lyst til at genlæse nogle korte, sjove horrornoveller - og jeg kan til dels retfærdiggøre det ved at sige, at jeg samtidig også er i gang med en kronologisk genlæsning af Kings værker. Nå, all that being said, så er samlingens 20 noveller blandt nogle af Kings mest ikoniske, og det er uden sammenligning herfra, de fleste filmatiseringer stammer. Night Shift byder på oplægget til både Children of the Corn-serien, Sometimes They Come Back-serien, The Mangler-serien, Graveyard Shift, Maximum Overdrive og Cat's Eye, men for ikke at give jer en overdosis på ekstremt dårlige B-film, får filmatiseringerne og de dertilhørende historier deres eget indlæg. Jeg kan i øvrigt heller ikke selv overskue at skulle se alle femten-tyve film på én gang. 

I dag skal det derfor handle om de historier fra Night Shift, der endnu ikke er blevet adapteret. Jeg laver naturligvis ikke en slavisk gennemgang, men der er et par honorable mentions, for det er en herligt makaber samling med korte, effektive historier, der i de fleste tilfælde er ganske gory og ulækre. Det er King i starten af hans karriere, og det er SÅ underholdende. Allerede i forordet er King spot on i sin beskrivelse af hvordan horror giver os mulighed for at blive eksponeret for døden; at stå ansigt til ansigt med noget så fundamentalt skræmmende og uforståeligt. Han taler om vigtigheden af forfattere som J.R.R. Tolkien og Edgar Allan Poe, som han helt åbent er meget inspireret af, men for mig vil Stephen King selv altid være den største. 
NIGHT SURF fortjener at blive nævnt alene fordi den fungerer som en slags prøveklud for det episke hovedværk The Stand - det er et kort nedslag i nogle unge menneskers liv efter epidemien Captain Tripps har udryddet det meste af jordens befolkning. Det postapokalyptiske aspekt er ikke overraskende dét, der umiddelbart tiltaler mig ved den korte historie, men jeg er også glad for den, fordi den - måske ikke så underligt - er enormt dyster og deprimerende. Der er ikke meget empati tilbage blandt de overlevende, der tyr til desperate metoder for at overleve. Night Surf er faktisk blevet filmatiseret i 2001, men jeg har ikke fået fingrene i kortfilmen endnu. Min t-shirt er i øvrigt en obskur The Stand-reference. 

I AM THE DOORWAY er en af mine yndlingsnoveller, og samtidig den historie i samlingen, der creeper mig allermest ud, for den er SUPER klam. Den handler om den stakkels tidligere astronaut Arthur, der efter en ekspedition til Venus er blevet udsat for et mutagent stof, der nu har fået ham til at høre stemmer og gro små øjenæbler på hænderne. Aliens betragter vores verden igennem Arthurs hænder, og de kan ikke lide, hvad de ser; og snart har de overtaget Arthurs krop og tvinger ham til at begå forfærdelige mord. Han afprøver forskellige desperate metoder for at slippe af med parasitterne, hvilket er herligt grusomt udpenslet, og jeg er i det hele taget meget begejstret for denne fortælling med den fantastiske titel. Den skulle i øvrigt være blevet filmatiseret flere gange, hvilket jeg må have undersøgt nærmere. 

THE MAN WHO LOVED FLOWERS er en af samlingens korteste (på bare seks sider), men også mørkeste historier. Det meste af novellen er en lys og opløftende beskrivelse af forelskelsens finesser og fine blomster, men afslutningen er brutal og totalt overraskende. Den er oprigtigt skræmmende, fordi den virker ganske realistisk, og den har siddet fast på min nethinde siden jeg læste den. 

GREY MATTER.  En ung knægt kommer ind på den lokale bar i en snestorm og henter øl til sin far, som ingen har set i månedsvis. Naboerne i den lille by er efterhånden blevet noget nysgerrige, og sønnen må frygtsomt fortælle om den besynderlige udvikling faderen har været igennem, siden han tyllede en åbenbart dårlig øl. Han har kort sagt forvandlet sig til en inhuman blob, der lever af varm øl og døde katte. De lokale er ikke så underligt ganske forfærdede, og konfrontationen er herligt ulækker og overdrevet. Jeg har set beskrevet at monsteret i historien kan opfattes som en direkte fysisk manifestation af alkoholisme og tømmermænd, hvilket er klogt og sørgeligt, når man tænker på Kings senere afhængighed. 
THE LAST RUNG ON THE LADDER er en virkeligt smuk, men også meget sørgelig lille perle, der udspiller sig i den fiktive by Hemingford Home i Nebraska, der også er hjemsted for Mother Abigail i The Stand, nabobyen til Gaitlin i Children of the Corn, og stedet for begivenhederne i 1922. Det er nu egentlig ganske underordnet for historien, der handler om Larry, der lige har mistet sin lillesøster, efter hun sprang ud fra en høj bygning. I novellen husker han tilbage på en af barndommens sommerdage, hvor de legede den forbudte leg i laden med at kravle op ad en høj stige og springe ned i en stor høstak på jorden, og hvordan stigen pludselig gik i stykker, så lillesøsteren hang og dinglede i armene faretruende højt over jorden. Hendes blinde tiltro til broderen er rørende, og det er hjerteskærende, at han ikke var der for hende som voksen, hvilket virker som en ikke-irriterende påmindelse om at holde kontakt med ens nærmeste. 

ONE FOR THE ROAD. Night Shift både starter og slutter (næsten) med en historie med relation til 'Salem's Lot. Den første - blot kaldt Jerusalem's Lot - er en lettere prætentiøs omgang, der foregik før begivenhederne i romanen, mens One for the Road foregår efter, og har en noget stærkere forbindelse til den. Hovedpersonen er Booth, en ældre herre bosat i Falmouth, der er nabo til den nu udbrændte og forladte Jerusalem's Lot. Ingen i Falmouth snakker højt om vampyrer, men alle bærer alligevel kristne symboler og ingen kommer for tæt på bygrænsen - før Booth må rykke ud for at redde en familie, der er blevet fanget i et uvejr liiidt for tæt på arnestedet for den store ødelæggelse. Det er en fed lille historie, som vist også er lavet til en kortfilm, men den har jeg ikke tjekket ud endnu. 


THE WOMAN IN THE ROOM er en stilfærdig og temmeligt deprimerende historie om en mand, der er dybt plaget af skyld og fortrydelse efter at have givet sin dødssyge og smerteplagede mor en overdosis af smertestillende medicin. Novellen er noget helt specielt af en ganske særlig årsag - det var nemlig det allerførste Dollar Baby-projekt i 1983; et koncept, hvor King solgte rettighederne til sine noveller for bare én dollar til studerende på filmskoler og uafhængige filmskabere. Og det var ingen ringere end Frank Darabont, der bad om lov til at adaptere The Woman in the Room - man må sige, at han siden har betalt rigeligt tilbage med sine forrygende filmatiseringer af The Shawshank Redemption, The Green Mile og The Mist. Det er... ret meget en debutfilm, og den kan man altså godt springe over, med mindre man er completist ligesom mig.

Night Shift som helhed må man dog endelig ikke snyde sig selv for, og det var et herligt gensyn med mange af mine favorithistorier. Kings skrivestil har ikke så overraskende ændret sig en del siden han startede for over halvtreds år siden(!), og selvom han skriver karakterer bedre end nogensinde nu, er der nu noget helt særligt over den tidlige horror. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar