søndag den 16. juni 2019

in strange ideas we live apart

Endnu en uge er gået, og denne bød på min første, meget tiltrængte fridag siden starten af juni. Efter en morgendukkert tog jeg i Fields og kiggede mig ikke tilbage; jeg er virkelig ikke fan af at købe tøj eller shoppe i det hele taget, men når jeg endelig gør det, går jeg all-in. Jeg kunne undlade overhovedet at kommentere det, for jeg er ikke stolt af, at jeg ikke køber tøj i genbrug, men der er en årsag til det, hvor dum den undskyldning så end måtte være. Mine tvangstanker går HELT amok, hvis jeg skal gå i genbrugstøj. Jeg har ikke angst for bakterier (heldigvis - dét må være ganske ulideligt), så det er noget helt andet, der er på spil - jeg kan bare ikke forklare hvad. Den eneste undtagelse er alt det tøj, jeg har arvet fra min mor - men det er desværre snart så slidt, at det skal pensioneres det hele. I det mindste skifter jeg som sagt ret sjældent garderoben ud, og jeg har besluttet mig for, at det ikke skal være endnu en ting jeg skammer mig over. Jimmy var ikke tilfreds med at jeg kom hjem med fyldte poser uden en eneste snack til ham, og dét skammer jeg mig til gengæld lidt over. 
Jeg har også været til børnefødselsdag, der grundet heftigt tordenvejr blev nedgraderet fra havefest til carporthygge - men det var enormt hyggeligt. I takt med at flere og flere af mine veninder får børn, bliver vi også inviteret til en god bunke arrangementer, der måske især henvender sig til andre forældre og deres børn, men jeg føler mig aldrig forpligtet til at deltage. Jeg er så taknemmelig for, at der stadig er plads til mig i mine veninders nye liv - men også en forståelse for, at det ikke er alle aspekter, jeg har behov for at være en del af. Min veninde har allerede nu sagt, at hun virkelig godt kan forstå, hvis vi ikke kan overskue en barnedåb i et bowlingcenter med fritløbende unger i alle aldre, og det gør mig så glad, haha! I går var skøn; der blev snakket en del om middagslure og børnehavestart blandt de mange forældre, men der blev også snakket sommerferieplaner og folketingsvalg og byudviklingen i Aalborg, og vi nåede hjem på sofaen før det begyndte at regne igen. 
Min veninde er fløjet tilbage til Boston for en stund, men inden da nåede vi en sidste hyggeaften med burgere, cola og Cobra Kai på skærmen. Hun forærede mig en smuk buket i AaB-farver fra den legendariske Blomster Jannie på Holmbladsgade og ønskede mig tillykke med uddannelsen og jobbet, og jeg blev igen helt underligt rørt. Arbejdet behandler mig også godt; i fredags var vi til sommerfest i Fælledparken med øl og Breezers i lind strøm og lidt for mange 'sjove lege' som sækkeløb og tovtrækning, og det var som altid en sjov og lidt heftig omgang. 

2 kommentarer:

  1. Haha, genialt billede af Jimmy, der godt nok ser utilfreds ud med dine indkøb 😂

    Jeg gider heller ikke at skamme mig over, at jeg ikke køber genbrug! Og jeg har endda ikke OCD som forklaring 😁 Jeg synes bare at det er komplet uoverskueligt at handle genbrug, når jeg ikke har en normal str. mediumkrop - men at jeg derimod er meget høj med en stor røv 😁 det er simpelthen umuligt at finde noget, der har den rigtige længde/bredde. Så altså, jeg er med på holdet, der ikke gider skamme sig! Om det så skyldes OCD, kropstype eller noget helt tredje 😃

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, jeg elsker din forklaring! Den er jeg i øvrigt også helt med på - så selvom jeg denne gang trækker diagnosekortet, er det da også en væsentlig faktor at det er umuligt at finde noget klædeligt. Jeg gik en del i genbrugstøj da jeg var yngre, men det var som oftest alt for stort. Suk. Men yay for nyt tøj! (Gerne bæredygtigt, selvfølgelig, men jeg har lige købt en kæmpe stak i H&M...)

      Slet