tirsdag den 30. juli 2019

I'll try to brace the lows

Sidste år anbefalede jeg en række Stephen King-podcasts og nævnte i samme omgang, at jeg langt fra havde lyttet til alle tilgængelige King-relaterede podcasts derude, og at indlægget derfor ville få en del to. Det kommer i dag, men der findes tilsyneladende en uudtømmelig kilde af guld derude, så jeg kan ikke udelukke en del tre engang i fremtiden. Dagens podcasts følger i nogenlunde prioriteret rækkefølge med den bedste først, og der er flere kandidater, der udfordrer toppen på den første liste - men der er bestemt også et par stykker i den anden ende af skalaen. 


The Loser's Club - A Stephen King Podcast

Før alle de andre - og med en betydelig afstand - må jeg nævne mastodonten The Losers Club, som jeg egentlig længe havde styret udenom. Jeg lyttede til et par afsnit med seks-syv gæster i studiet; de varede flere timer og var alt for rodede, og jeg opgav hurtigt at kaste mig over de mere end hundrede afsnit. De interessante titler blev dog ved med at lokke, og da podcasten fra Consequense of Sound i januar ryddede grundigt op, slettede overflødige afsnit og strammede op på konceptet, gav jeg det endnu en chance. Og jeg har ikke set mig tilbage, for selvom der findes andre værter, jeg er gladere for, gør deres store viden, prominente gæster (instruktører af diverse store King-projekter, f.eks.), lækre lyd og gode valg af emner denne podcast til en af de allervigtigste, hvis man er Stephen King-fan. 

PLUS: Værterne ved generelt rigtig meget om Stephen King. De analyserer alle nyheder fra King-universet indgående; It-traileren fik sit eget afsnit, ligesom de også har et segment, hvor de læser Stephen Kings tweets op. Værterne er generelt sjove og heldigvis meget ærlige - selvom de i ét afsnit f.eks. interviewer instruktørerne bag den nye Pet Sematary, kan de sagtens udpege de mindre vellykkede elementer ved filmen senere. Der er seks værter nu, men de er meget sjældent alle i studiet på samme tid. 

MINUS: Podcasten kan stadig virke lidt overvældende at gå i gang med, da de tidlige afsnit stadig er meget massive. Jeg er dog startet fra den modsatte ende (SÅ sjovt vil det heller ikke være  at lytte til en timelang analyse af traileren til Doctor Sleep et år fra nu), og så lytter jeg til de afsnit, der behandler de bøger jeg læser løbende. Ellers har jeg ikke længere nogle anker, og The Loser's Club er blevet en klar prioritet i mit feed.



The Stephen King Boo! Club

Podcasten med det lidt kiksede, men også charmerende navn er præcis som navnet lyder; med to værter, der er nørdede på den søde måde, og som med en god dynamik imellem sig behandler alle Kings bestsellers (hvilket praktisk talt er hele hans biografi). Phoenix Crockett og Stephen Indrisano er vennerne bag, og de har begge læst psykologi, hvilket normalt ville få alle mine faresignaler til at blinke - psykologistuderende kan nogle gange være lidt... ahem, belærende eller overforklarende, men i denne podcast giver det drengene mulighed for at komme med nogle utroligt indsigtsfulde og præcise analyser, og det er hurtigt blevet en af mine favoritter.

PLUS: Værterne virker bare helt enormt sympatiske. De er forholdsvis stringente i deres podcasting, men de få, personlige anekdoter der bliver plads til, er for mig ganske velkomne. De læser også selvbiografien On Writing sideløbende, hvilket giver en god kontekst til den tid, et værk er skrevet i, og selvom det ikke er nye oplysninger for mig, er det alligevel interessant at lytte til andre fortælle om det. Podcasten startede i oktober 2018 og er derfor relativt ny, men det betyder også, at værterne stadig har masser at tale om - og så bor den ene i Maine, og kan derfor give god insiderviden på dialekter og mærkelige skikke. 

MINUS: Der er ikke rigtig nogle minusser. Det nærmeste skulle være at de læser tekststykker op, der har rørt dem særligt meget fra den bog, de behandler - men det er for det meste nogle virkeligt gode bidder, der bidrager godt til den videre diskussion, så det er ikke en reel kritik. 

Tower Junkies
Tower Junkies, præsenteret af Obsessive Viewer, minder på en eller anden måde lidt om Boo! Club'en fra før, da det også er to gode venner, Matt og Tiny, der diskuterer Stephen King, fyrer jokes af og er super nørdede, og det er endnu en podcast, jeg også holder meget af. Deres udgangspunkt er - som navnet fortæller - The Dark Tower-serien, men de er kommet ganske vidt omkring i løbet af de første tredive episoder, der er inddelt i overskuelige kategorier alt efter emne. 

PLUS: Drengene har en virkelig god energi - de kan både snakke begejstret om deres katte, og indgå i længere, dybdegående analyser, og jeg keder mig aldrig, når jeg lytter til dem. 

MINUS: Lyden er i enkelte episoder ikke helt i top, men det er ikke et generelt problem. 
Dark Tower Radio
Hvor sidste omgang podcasts var en mere blandet omgang, er der i dag en noget klarere skillelinje imellem de podcasts, jeg meget gerne sender en anbefaling efter, og dem, hvor man nok skal være mere end almindeligt King-interesseret for at få noget ud af dem, og de sidste fire podcasts hører desværre til sidstnævnte. Dark Tower Radio er endnu et kæmpeprojekt med over halvtreds, meget lange episoder - og her er ingen stringent selvkritik eller kategorisering, så det er lidt en uoverskuelig rodebunke at dykke ned i. Værten Jeremy Lloyd er ganske sympatisk og ved en masse - og det samme gør hans gæster, men alt i alt bliver det lidt for stenet. 

PLUS: Jeremy og gæsterne går til emnerne med en hidtil uset grundighed, og de har blandt andet dækket tegneserierne over The Dark Tower, hvilket ikke mange andre har gjort. De ved virkelig meget, og det er fedt at nørde The Dark Tower til det ekstreme - men grundet den lidt dårlige kategorisering, kan guldkornene gemme sig hvor som helst. 

MINUS: Der kan nogle gange være ret dårlig lyd - især, når der er gæster i studiet med Jeremy, hvor den ene mikrofon er alt for høj og skinger i forhold til den anden. Det er en kæmpe irritationsfaktor. Jeg kunne også godt ønske mig en lidt eller anden form for manuskript samt en grundigere redigering, for nogle gange går samtalen totalt i tomgang. 
The Year of King
Denne podcast tiltalte mig pga. dens lidt anderledes format, hvor to venner, Kayla og Justin, på et år vil forsøge at læse alle Kings bestsellers og anmelde dem i korte afsnit på femten-tyve minutter. Justin er førstegangslæser, og Kayla har heller ikke den store King-baggrund, og det er af og til helt forfriskende at høre en helt ny vinkel på de værker, jeg kender ud og ind. 

PLUS: Det korte format - jeg kan altid lige overskue at lytte til det nyeste afsnit, selvom indholdet ikke er helt i top (jeg giver det i hvert fald lige fem afsnit mere). 

MINUS: Min begejstring for podcasten er desværre dalet lidt undervejs, i takt med at værterne virker til at blive mere og mere trætte af at læse King. Det var sjovt i starten, da de hatede på Firestarter og Cujo, der bestemt heller ikke er for alle, men de hader også The Gunslinger og The Talisman uden egentlig at have givet bøgerne den tid og opmærksomhed de kræver, og det irriterer mig. Hvis de var mere comedy-orienterede, ville deres bashing måske virke bedre, men nu er det mest af alt bare lidt surt. 
Kingology
Selvom Kingology skiller sig en anelse ud fra mængden ved at være fra England, er det desværre endnu en podcast, man godt kan være foruden - selvom den dog er blevet meget bedre efter at værten Mark Cain fik en næsten fast co-host (ja ja, jeg er completist og har hørt det hele). De ved meget om Stephen King, men alt i alt findes der så mange bedre podcasts derude. 

PLUS: Deres behandling af IT var rigtig god. Han har ofte interessante gæster i studiet, men det er lidt vanskeligt at finde frem til de gode afsnit, desværre.

MINUS: Afsnittene varer alt fra ti minutter til halvanden time, har ingen struktur og tydeligvis ikke noget manuskript. Mark Cain mumler en del, selvom det er blevet meget bedre med tiden, og lyden er i det hele taget ikke den bedste. Der er desuden heller ikke udgivet nye episoder i et stykke tid. 

The Dark Multiverse of Stephen King

Til allersidst den allerdårligste podcast, som jeg faktisk har opgivet at lytte videre til, selvom det er svært for mig, når jeg først er gået i gang. Men det er simpelthen et par utroligt irriterende mennesker med lige så irriterende stemmer; heller ikke her er der nogen struktur, og de snakker om The Shining når de burde snakke om Pet Sematary. Der er ikke rigtigt nogle plusser, og jeg gider ikke spilde flere ord på den.


Post Mortem With Mick Garris
Til gengæld må jeg som bonusinfo lige nævne Mick Garris' horror-podcast Post Mortem, hvor han interviewer nogle virkeligt prominente og interessante gæster. Mick Garris er selv instruktør, og er manden bag Sleepwalkers, The Stand, The Shining TV-serien, Quicksilver Highway, Riding The Bullet, Desperation og Bag of Bones, så han må siges at være den perfekte kandidat til at lave et godt interview med Stephen King - og det er lige hvad han har gjort. Det kan høres her, og det er en hyggelig lille omgang, der dog nok også mest er for fans. Men tjek Post Mortem ud - jeg har nydt interviews med blandt andre Bryan Fuller, Neil Gaiman, Ari Aster, John Carpenter og Mike Flanagan. 

lørdag den 27. juli 2019

the sun forgives the clouds

Nu er det to uger siden jeg kom retur fra Tyskland, hvor jeg virkelig formåede at komme ned i gear, trods den lidt uvante rejsesituation med et miniature-menneske i selskabet med helt nye behov. Siden min overgang fra elev-stadiet til ægte dyrepasser skete der noget med adgangen til min arbejdsmail, som jeg nu kun kan tjekke fra min afdelings kontor, og det er helt perfekt. Der er jo absolut ingenting så vigtigt i mit arbejde, at det ikke kan vente til dagen efter eller overtages af en kollega, og det har været utroligt befriende at kunne slippe det helt i tre uger. På mandag starter jeg igen, og selvom jeg altid gerne holder mere ferie, er jeg helt veludhvilet, afstresset og klar til at passe mine mus. 
Vi har efterhånden besøgt Harzen en del gange, og selvom der er visse steder, vi altid vender tilbage til (Hexentanzplatz og Goslar, f.eks.), er det også sjovt at gå på opdagelse nye steder. En gråvejrseftermiddag kørte vi en tur til Halle, der var en ganske fin by - uden helt den samme charme som de idylliske Quedlinburg, Goslar og Wernigerode eller den spøjse Magdeburg, dog. Højdepunktet var en hemmelig gårdhave ved Die Neue Residenz beklædt med kunstigt græs og fyldt med virkeligt flotte figurer, en lille scene til klassiske koncerter og et hav af lounge-stole. Vi fandt haven tilfældigt tæt på domkirken, der ikke var noget at skrive hjem om, og det eneste andet reelt mindeværdige ved Halle, var den pandekage med Kinder Country-fyld, jeg delte med min søster på torvet. 
Inden turen til Halle slentrede vi rundt i Quedlinburg og fandt en ret awesome legeplads i parken, til min nieces store begejstring. Det absolut største hit - også for mig - var dobbeltgyngen med plads til os begge, der fik hende til at hvine af fryd og bede om "mer', mer'", og det kunne jeg jo ikke stå for, selvom jeg efterhånden blev ganske svimmel. Regnvejret slog hende ikke ud, og imens vi andre stod lidt forhutlede i ly under et træ, kravlede hun utrætteligt op og ned af rutsjebanen. Hun har været en ren fornøjelse at være sammen med, og jeg er så glad for, at hun også er glad for mig. 
Vejret var som sagt ikke helt op til vanlig standard på ferien, men den sidste uges tid har der ikke rigtig været noget at klage over herhjemme. Jeg har nok tilbragt sammenlagt over et døgn på stranden og i vandet, og selvom jeg er blevet utroligt glad for at være vinterbader, er det nu engang sommerens svømmeture jeg holder allermest af. Weekenden skal også bruges ved vandet, og jeg er faktisk gået hen og er blevet helt ikke-bleg, hvilket er noget af en bedrift. 

torsdag den 25. juli 2019

this world is made of blinking lights


8. NOS4A2 sæson 1
Første sæson af adaptionen af Joe Hills NOS4A2 skulle egentlig have haft sit eget indlæg sammen med min anmeldelse af romanen, men tiden er løbet fra mig, og det må vente lidt. Jeg har dog generelt snakket alt, alt for lidt om Stephen Kings talentfulde søn, der især med sine noveller er fuldt ud på højde med sin far i dennes storhedstid, og som har skrevet et lille mesterværk med NOS4A2. Serien lever desværre slet ikke op til bogen - heller ikke selvom jeg havde virkeligt lave forventninger. Der er nogle ret problematiske ændringer; den største værende hovedpersonen Vic McQueens alder, der ellers er en kæmpe faktor i historien, og så er det ærgerligt, at de så tydeligt trækker historien ud til at skulle bære en anden sæson, hvilket er helt unødvendigt. Den havde stået meget skarpere som en afsluttet historie, men jeg skal helt sikkert se med næste år - for trods mine lidt hårde ord, har jeg været ret godt underholdt af dette moderne vampyrdrama. 
7. Chernobyl
Ligesom alle andre har jeg også gyst over HBOs Chernobyl, der ganske respektfuldt behandler ulykken på atomkraftværket i april 1986. Den har primært britiske skuespillere i hovedrollerne, hvilket er et valg, jeg egentlig synes de lykkes ret godt med, og i det hele taget navigerer serien fint udenom at pege fingre af andet end åbenlyse løgne og dumhed. Det er en tragisk historie, og det er svært ikke at få en klump i halsen flere gange; som når brandmændene forgæves kæmper mod flammerne, når hele familier danser rundt i radioaktivt nedfald, og når unge mænd sendes ud for at aflive alle husdyrene i området. Det er en barsk, vigtig og anbefalelsesværdig serie. 
6. Game of Thrones sæson 8
Meh. Det er nok desværre den dominerende følelse jeg sidder tilbage med et par måneder efter afslutningen på Game of Thrones, og det er måske mest sigende af alt, at jeg faktisk havde glemt serien, da jeg først lavede min liste. Der er SÅ. MEGET. jeg gerne vil sige om disse seks afsnit og serien generelt, men på den positive side har jeg sjældent set noget TV, der har fået mig til at føle så meget, som et par af afsnittene i denne sidste sæson har gjort. Og når historien nu alligevel var ved at udvikle sig helt skørt, var slutningen heller ikke horribel - der var bare meget undervejs, jeg ikke kan tilgive (Night Kings tidlige endeligt, Jamies ekstremt uværdige død og Daenerys' helt vanvittige karakterbrist, for bare at nævne et par stykker). 

5. High Maintenance sæson 3
Jeg har flere gange skrevet om Ben og Katja Sinclairs High Maintenance, og jeg er stadig meget glad for denne lille, langsomme perle, der giver nogle fine portrætter af både helt almindelige og meget skæve indbyggere i New York. Serien står stadig virkelig stærkt, selvom serieskaberne ikke selv mener, at det er deres bedste sæson. Her er til gengæld en serie, der for min skyld gerne må blive ved længe endnu, og jeg glæder mig til sæson 4. 
4. Stranger Things sæson 3
Med en udgivelsesdato den fjerde juli, burde Stranger Things først optræde på min næste liste, men jeg har lige binget hele serien sammen med min kæreste, og det er jo nu, det er sjovt at snakke om den. For det var et herligt gensyn med ungerne fra Hawkins - selvom serien til tider er lige lovligt karikeret, føles det trygt og velkendt at tilbringe tid med de forskellige grupper, omend jeg godt kunne have ønsket mig at se det originale slæng samlet lidt oftere. Jeg tror stadig jeg synes, at serien godt kunne have sluttet efter første sæson, men når det nu skal være, er jeg virkelig godt underholdt af de vellykkede monstre og sjove replikker - og Steve er lidt overraskende blevet en af mine favoritkarakterer. Jeg var pinligt glad for 'Never Ending Story'-duetten. 

3. Cobra Kai  sæson 2
Første sæson af Cobra Kai var sidste års store overraskelse, og anden sæson fortsætter på samme - lidt overraskende - høje niveau, og er i mine øjne kun blevet endnu bedre. Jeg har skrevet mere om præmissen bag serien her, og nu er Daniel LaRusso blevet så træt af Cobra Kai og Johnny Lawrence (our hero!) at han åbner Miyagi-Do Karate. Det giver anledning til nogle hysterisk morsomme cultural appropriation-jokes, og serien er i det hele taget stadig bare virkeligt sjov - og rørende, actionpacked og ekstremt klichéfyldt. Jeg elsker det, og historien rørte mig så meget, at jeg stadig har lidt en klump i maven over sæsonafslutningen - jeg har sjældent glædet mig så meget til en ny sæson af noget, som jeg gør med Cobra Kai. 
2. The Walking Dead sæson 9
Jeg var noget så skuffet over ottende sæson af The Walking Dead, og det var hårdt at se en af mine tidligere favoritserier falde fra tinderne. Men showrunner Scott M. Gimple har lykkeligvis overladt tøjlerne til Angela Kang, og The Walking Dead er virkelig en serie, hvor man tydeligt kan se en forskel i kvaliteten alt efter hvilket hold, der sidder bag skærmen. Det er svært at snakke om sæson 9 uden at spoile, men en ellers virkeligt god sæson bliver skæmmet lidt af Ricks ikke-død - jeg var faktisk klar til at sige farvel til ham, og det var et perfekt afskeds-afsnit, men det gør mig rasende, at de lader ham overleve og vil lave tre film med hans videre oplevelser. Det bekymrer mig også lidt, at tiende sæson bliver Michonnes sidste, og serien er efterhånden også ved at have indhentet tegneserien, så jeg er lidt spændt på at se, hvor længe de vil fortsætte. 
1. What We Do in the Shadows sæson 1
Allerbedst i årets første halvår har været lidt af en overraskelse, som jeg slet ikke havde opdaget var på trapperne. Jeg ELSKER Jermaine Clements hysterisk morsomme vampyrfilm af samme navn fra 2014, og tv-serien fortsætter i samme mockumentary-stil med at portrættere fire vampyrer, der bor sammen i et hus i New York, og det er mildest talt utroligt, at de har formået at eksistere så længe - for der er meget langt til de seriøse, intelligente og frygtindgydende vampyrer, man ellers er vant til at se. Nandor, Lazlo og Najda er tre traditionelle, ældgamle vampyrer, mens den fjerde, Colin Robinson, er en såkaldt 'energy vampire', der lever af at suge energien ud af kollegaer og roommates med lange, ligegyldige samtaler, og det alene gør serien værdig til en førsteplads. Det er simpelthen så sjovt og veludført et koncept, og jeg glæder mig meget til sæson to. 

onsdag den 24. juli 2019

no matter how it starts it ends the same

Endnu et halvår er gået, og det er dermed blevet tid til en liste over de tv-serier, jeg har binget i årets første seks måneder. Som altid har jeg kun medregnet de serier, hvor jeg har set sæsonen færdig - derfor vil serier som The Handmaid's Tale og den fremragende Gösta først optræde på næste liste. Der er også mange, mange serier, jeg har skrevet på min must-see liste, men som jeg ikke har haft tid til at gå på opdagelse i endnu, så der vil også være åbenlyse mangler i disse indlæg. Link til tidligere lister findes i øvrigt her, og all that being said; her følger første del af min prioriterede liste over årets første tv-serier:   
17. Simpsons sæson 30
De serier, der indtager pladserne nederst på min liste, bliver sværere og sværere at komme igennem, men som jeg har talt om tidligere, har jeg utroligt svært ved at stoppe med at se f.eks. The Simpsons, selvom det efterhånden meget sjældent får mig til at trække på smilebåndet. Jeg havde håbet, at serien ville stoppe med denne nye milepæl - tredive sæsoner er virkeligt imponerende! - men det lader til, at jeg ikke er helt færdig med den gule familie fra Springfield. 

16. Modern Family sæson 10
Jeg har også tidligere skrevet om, at Modern Family stadig er nogenlunde relevant, selvom børnene i familierne nu reelt er blevet voksne, men i denne tiende sæson er historieskrivningen begyndt at virke lidt anstrengt. Jeg blev helt lettet over at se, at næste sæson også bliver den sidste, for det er så synd, når ellers gode serier ender med fire-fem helt ligegyldige sæsoner. 
15.  Arrested Development sæson 5
Det var en virkelig god nyhed, at Arrested Development vendte tilbage til skærmen i 2013 efter syv års pause, men denne nye reunion har desværre ikke været helt så vellykket, og Bluth-familiens uduelighed er efterhånden mest af alt en smule trættende. Det kan jo aldrig gå heeelt galt med Ron Howard bag roret og en bunke virkeligt sjove skuespillere, men jeg havde helt ærligt håbet på lidt mere fra det talentfulde hold. 

14. Vikings s. 5
Det er meget længe siden at Vikings har været bare i nærheden af noget, der er historisk faktuelt korrekt, og i denne anden halvdel af femte sæson er serien for alvor gået amok i farverige ritualer og udklædning lånt fra diverse fiktive og rigtige trossamfund, men det klæder den faktisk. Jeg ser udelukkende Vikings pga. underholdningsværdien nu, der i denne sæson er i top pga. nogle ret episke kampscener og helt urealistiske karakterer. Vikings stopper efter næste sæson, og det er endnu en serie, jeg ikke er ked af at se slutte, selvom femte sæson har føltes som lidt af en genfødsel. 

13. Unbreakable Kimmy Schmidt s. 4
Til gengæld var det tid til at sige farvel til Kimmy Schmidt; Tina Feys enormt sympatiske og naive karakter, der prøver at navigere et hektisk liv i New York efter at have været indespærret i en bunker af en vanvittig kultleder hele sin ungdom. Den sluttede med en timelang finale, der var et ret sjovt take på filmen 'Sliding Doors', og selvom serien også i denne sidste sæson går efter nogle lidt nemme ofre (Trump får ret selvfølgeligt nogle tæsk), har det været et virkelig fint bekendtskab i alle fire sæsoner, og jeg kan sagtens anbefale den til en regnvejrssøndag. 
12. Black Mirror sæson 5
Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville placere femte sæson af Black Mirror helt i toppen af min liste, men når kun ét ud af tre afsnit for alvor vækker genklang hos mig, kan jeg ikke retfærdiggøre en højere placering. Det første afsnit, 'Striking Vipers', er et helt forrygende afsnit, der måske nok spiller på lidt rigeligt af de samme tangenter som tidligere set, men som alligevel når i mål med fantastisk flotte billeder, godt skuespil og en virkelig god historie. Andet afsnit sagde mig desværre ikke så meget, og selvom jeg havde håbet at jeg ville elske 'Rachel, Jack and Ashley Too' med Miley Cyrus, som jeg har et underligt crush på, var det ikke tilfældet. Historien bag føltes lidt rigeligt som genbrug, og selvom Miley gjorde det godt, var jeg ikke overbevist af de andre skuespilpræstationer. 
11. The Act
HBO satser ligesom Netflix stort på true crime-genren, og heldigvis for det, for The Act er med sine otte afsnit et sært fascinerende indblik i historien bag Gypsy Rose, der blev løjet syg af sin mor under hele sin opvækst. Moderen, der spilles hårrejsende godt af Patricia Arquette, lider af Münchausen By Proxy og stopper derfor ikke ved bare at lyve; hun mishandler indirekte og direkte sin datter, og det er virkeligt hjerteskærende at se. Chloë Sevigny spiller en heldigvis nysgerrig nabo, og skuespillet er helt overordnet med til at trække serien op, men jeg synes måske, at den er to afsnit for lang. 


10. Star Trek Discovery s. 2
Anden sæson af Star Trek Discovery overbeviser mig igen om, at jeg tilsyneladende er blevet sci-fi-fan i almindelighed og har tydelige Trekkie-tendenser i særdeleshed, for jeg er igen virkelig godt underholdt af mandskabet på Discovery, og er især imponeret af seriens evne til respektfuldt at blande ældre Star Trek-historier (jeg elsker nok denne version af Spock mest af alle) med nyere storylines. Den er flot, spændende og ind imellem ganske rørende, og det vil være et godt sted at starte, hvis man kunne tænke sig at tjekke noget Star Trek ud. 
9. American Gods s. 2
Jeg har ventet i to år på anden sæson af fantasyserien bygget på Neil Gaimans American Gods, og i foråret fik vi ti vilde afsnit med Ian McShanes Odin og hans bodyguard Shadow Moon, der i løbet af denne sæson selv udviser visse overjordiske egenskaber. Bryan Fuller, som jeg er meget glad for, stod bag den fremragende første sæson, men efter hans afgang bærer serien desværre lidt præg af at mangle en ordentlig showrunner. Der er dog stadig knald på, og der er et væld af interessante karakterer, nye og gamle guder - måske endda lidt for mange. Jeg er spændt på at se, hvor historien fører os hen i tredje sæson, men så tror jeg heller ikke, at der er mere gods tilbage i dén roman. 

mandag den 22. juli 2019

but life without death is just impossible


Det er ikke alle aktiviteter i Harzen, der er egnede til barnevogne, klapvogne eller helt små børn, så min søster og hendes kæreste tog en dag i Quedlinburg på legepladsen og på pandekagecafé med min niece, imens min far og jeg tog på eventyr. Vi var som nævnt på DDR-Museum i Thale og med stolelift op til Roßtrappe, men inden da gik vi en tur på Teufelsmauer. Det er en 20 kilometer lang klippeformation, der stikker op i landskabet flere steder i omegnen, og den inviterer til mange gode vandreture. Vi nøjedes dog med en fin lille tur på tre kvarters tid rundt om de imponerende flotte klipper ved Weddersleben, og jeg nød igen at høre min far fortælle historien om djævlen, der forsøgte at bygge en mur rundt om Harzen for at holde kristendommen ude. 
Jeg er så utroligt heldig, at min familie deler min lidt sære fascination af kirkegårde og begravelsespladser, så på en grå eftermiddag gik vi en tur rundt på Wiperti Friedhof tæt på hvor vi boede i Quedlinburg. I byen Halle fik vi tændt et par lys og sendt en hilsen til min mor og Silke - der er efterhånden så mange, der er døde fra os, men de to gør lidt ekstra ondt. Når jeg er i Tyskland, bliver jer altid tvunget til at forholde mig til døden på en helt anden, mere konkret måde (fordi jeg selv opsøger deres kirker og kirkegårde, selvfølgelig), og det er faktisk virkelig rart. Jeg fandt i øvrigt også en begravelsesskov i Thale, og nu er jeg helt overbevist om, at det er sådan, jeg gerne selv vil begraves; jeg vil brændes og ligge under et træ. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har været nødt til at forholde mig så meget til døden, at det ikke skræmmer mig at tale om den, men for mig virker det enormt befriende at kunne sætte ord på mine tanker om hvad der skal ske, når jeg engang skal dø. 

lørdag den 20. juli 2019

staying awake to chase a dream

Det er allerede en uge siden jeg kom hjem fra Tyskland, og jeg har som altid haft en lille smule ferieblues. Lige nu er det helt rigtigt for mig at bo i København, men derfor kan jeg alligevel godt blive overvældet af en trang til at leve det simple liv i en skov i Tyskland af og til - eller i en mindre by som Quedlinburg, der med sine mange krogede gader, brosten og bindingsværkshuse fremstår ganske idyllisk. Jeg er ganske bevidst om, at det også hurtigt ville blive hverdag dér, men det er rart at bevare illusionen lidt.
Den seneste uge er gået med ret meget genopladning - det er hårdt at holde ferie! - og mere ferie. Jeg har haft en veninde boende et par dage, været i vandet og fortsat stilen fra Tyskland med at spise uhyggeligt mange snacks - og så har jeg været i biografen og se Midsommar. Jeg ELSKEDE Ari Asters Hereditary fra sidste år, så jeg havde virkelig glædet mig til dette nye værk - og jeg havde holdt mig langt fra både trailer og spoilers, så jeg gik ind i mørket helt uforberedt. Det var en chokerende oplevelse; det er uden sammenligning den lyseste gyserfilm, jeg nogensinde har set, og nok også en af de flotteste. Sverige om sommeren kan noget helt særligt, selvom jeg nok vil være lidt varsom med at udforske landet nu, og selvom Midsommar ikke er helt så uhyggelig som Hereditary, vil oplevelsen blive siddende i mig længe endnu, og den får mine varmeste anbefalinger.